TV2 nyhedsstudie

Af Birgit Waltenburg, 13. januar 2018

Strategi gav rekordår

Et af målene for TV 2 NEWS i 2017 var at gøre kanalen endnu mere relevant for danskerne – også når der ikke er breaking news.

December 2017 blev den stærkeste december nogensinde for TV 2 NEWS. Og sådan var det også i november, oktober, september og august, og samlet set blev 2017 det stærkeste år for TV 2 NEWS med en seerandel på 4,2 procent og en placering som Danmarks sjette mest sete kanal.

Seerrekorden blev nået i et år uden folketingsvalg og regeringsdannelse og med færre breaking news-bjælker på NEWS-skærmen. Og seerrekorden er netop resultatet af et strategisk arbejde for at gøre TV 2 NEWS endnu mere relevant for danskerne – også på dage og tidspunkter, hvor der ikke er gule breaking news-bjælker på skærmen.

- NEWS har i 2017 bevist igen og igen, at vi er bedst til breaking news, og seerne og brugerne ved godt, hvor de skal søge hen, når der sker store begivenheder. I de situationer formår vi at være præcise og opdaterende, og vi skaffer de bedste billeder og øjenvidneberetninger. Men vi kan meget mere end det, siger chefredaktør Ulla Pors Nielsen, TV 2 NEWS, og fortsætter:

- Vi har også haft succes med den dækning, der viser, at NEWS er meget mere end gul bjælke. Vi har igangsat det debatterende ’NEWS & Co.’, der fortæller dagens vigtigste nyheder og sætter dem i perspektiv og til diskussion, og vi har skabt populære magasinprogrammer hen over hele ugen. Herudover er vi lykkedes med debatter i primetime, fordi vi er blevet bedre til at fange de aktuelle emner og dagsordener, som kan foldes ud, debatteres og give ekstra vitaminer til den daglige NEWS-flade.

TV 2 NEWS sendte i 2017 over 8.000 timers danskproducerede nyheds- og aktualitetsprogrammer.

I 2017 har TV 2 NEWS ligeledes haft succes med alle sine magasinprogrammer, der har oplevet stigende seertilslutning.

Det gælder mandagens udenrigsmagasin ’Verden ifølge Trump’, tirsdagens politiske magasin ’Tirsdagsanalysen’, onsdagens debatprogram ’Lippert’, fredagens politiske magasin ’Besserwisserne’ og søndagens mediedebat i ’Presselogen’.