STV Productions

Af Carsten Legaard, 14. februar 2018

STV Production stiller skarpt på post

STV Production har næsten 20 produktioner i gang på samme tid. “Derfor har vi investeret mange gode tanker i at lave den brede motorvej, som vi kan køre alle vores produktioner på,” siger produktionschef og it-chef.

Vi vil meget gerne diskutere workflow. Det er noget, som vi skruer og optimerer på hele tiden, fortæller produktionschef i STV Production, Jens Villebro og it-chef Peter Kjeldsen samme sted. De to har sagt ja til at lægge nogle af overvejelserne frem til inspiration eller genkendelse for kolleger i branchen.

“Konkurrencen skærpes. Der er mange små spillere på markedet, som kan købe kameraudstyr og redigering for under 50.000 kroner og kan være i drift som produktionsselskab dagen efter. Det stiller krav til et hus som vores med rigtig mange produktioner i gang på samme tid. ”Det betyder blandt andet, at vi ikke bare kan købe billigst. Vi er nødsaget til at fokusere på driftsstabilitet og leveringssikkerhed,” siger Jens Villebro.

 “Vi er løbende meget opmærksomme på ikke at blive bundet i dyre standardløsninger,” tilføjer Peter Kjeldsen.

De to skelner i produktionen mellem optagefasen og post.

Den største del af volumen er egenudviklede danske, originale serier båret hjem af et lille hold på reportage, og dér kan udstyret være alt fra 7D over C300 Mark II til Sony FS7.

“Men i post vil redaktionerne gerne lave lækre detaljer og nørderier,” siger de to: “Der har det stor betydning, at vi ikke får bundet for mange mandetimer i postproduktion. Vi er derfor mest fokuserede på at udvikle og optimere i post-fasen.” 

Spontane scener kan ikke planlægges

Villebro: “Til reportage-programmer eller afslørende journalistik kan du kun planlægge de ydre rammer. Du ved aldrig præcis, hvad holdet kommer hjem med. Du bliver nødt til at spænde et bredere sikkerhedsnet ud under produktionen.”

Kjeldsen: “Når vi laver den type programmer, kan det være svært at slukke kameraet. Du ved ikke, hvornår guldet kommer.”

Villebro: “Det er også en kæmpe fordel at kunne lave TV på den måde. Mange gode scener er opstået i et uventet øjeblik.”

”Hvis vi fortsat skal være konkurrencedygtige på den tid, det tager at håndtere og opbevare materialet, så nytter det ikke, at vi bare har standardvarer i serverrummet, eller hyrer klippere ind for at lave tingene. Så er der nødt til at ligge en overordnet linje for alle projekter: Det er sådan vi gør det.”

“Vi har næsten 20 produktioner i gang på samme tid. Derfor har vi investeret mange gode tanker i at lave den brede motorvej, som vi kan køre alle vores produktioner på.”

Kan I give et eksempel på det?

Villebro: På procedure-siden vil vi gerne have sikkerhed for, at man altid kommer hjem med det rigtige materiale. Vi vil ikke overraskes af optagecodec, hvilke lydspor forskellige kilder skal ligge på, hvordan CF kort skal håndteres, eller hvordan backup-proceduren er på location og så videre. Alt det har vi en fast procedure på. Når materialet så kommer hjem, så skal du ikke sidde og bruge en masse tid på at få overblikket. Det er sikret.”

Kjeldsen: “Vi holder et præproduktionsmøde, hvor vi snakker tingene igennem: Hvad skal der optages på, hvad skal der laves. GoPro-optagelser, eksempelvis, er noget alle elsker at hade, men hvis man ved, at materialet kommer, så kan man planlægge sig ud af de ellers ufatteligt lange optagelser. Det betyder rigtig meget, at man har snakket tingene igennem på forhånd, så alle er med på, hvad der skal ske.”

Back-up, back-up, back-up

“Når materialet kommer hjem, har vi en fast procedure for modtagelsen til back-up og medieserver og ingest til Avid. Vi gemmer altid to kopier af originalmaterialet foruden den kopi, vi har på Nexis shared storage. Vores Nexis bliver spejlet hver nat til søsterselskabet i Odense. 10 gigabit fiber mellem København og Odense. Hvis katastrofen sker, og Nexis dør fredag klokken 11, og vi har en deadline om eftermiddagen, så vil vi 7-9-13 kunne få det op at køre og leveret til tiden.”

Villebro: “Når materialet kommer hjem, er der desuden et program, som automatisk tjekker, at transfer er foregået rigtigt, der kommer en log på det.”

Villebro: “Nogle af serierne producerer ufatteligt mange minutter. Der ender rigtig meget materiale på klippeassistentens kontor. Hvis ikke hun havde systemer, der hjælper hende, kunne vi ikke klare os med én assistent. Vi har automatiseret og dokumenteret i en grad, så alt materiale kan klippes - også af afløseren.”

Sammen med søsterselskabet Mayday Film (Odense-Aarhus-Aalborg) er STV Production bundet op på fælles gigabit fibernet. 

Kjeldsen: “Det betyder for eksempel, at dokumentaren Theresienstadt er gradet i Odense. Graderen i Odense åbner bare projektet der, hvor han sidder.”

Villebro: “Der skal ikke flyttes filer. Fibernettet er en luksus, og sikkerheden omkring materialet er stor. Alt bliver spejlet rundt i landet. Det er noget, der bare står og passer sig selv. Vi har ingen IT-folk, der suser rundt og passer det.”

”Det er et klart mål for os at arbejde så smart som muligt. Rigtig meget materiale kan ikke genskabes, hvis vi mister det. Det ansvar forvalter vi selv ved at gøre tab så godt som umulige.”

Bruger i sådan noget som auto-markup?

Scriptcene og Frame IO

Villebro: “Vi har eksperimenteret med Scriptscene fra Avid, og det er noget, vi kommer til at kigge mere på. Men der ligger en hel del administration med at få scriptet ind i maskineriet, når nu vi for det meste producerer sådan nogle ting, som ikke er ret scriptede. Men vi kigger på det hvert år, når vi er på IBC og NAB. I det sekund den får dansk tale, begynder det at blive interessant for os.”

“Vi har meget materiale, der går ud af huset til redaktører og producenter. Der bruger vi et lille system, Frame IO, som er udviklet i Tyskland, og som vores kollega Morten Dannisboe har fundet og rullet ud på sine produktioner. Herfra har det bredt sig til resten af huset. Det sparer os for oceaner af tid. Det er vi vildt glade for. Det kan importere markørerne ind i Avid.

“Vi kører for det meste med ekstremt snævre deadlines. Der er ingen tid til at lede efter en fil. Kadencen er superhøj. Det skal være serverbaseret, det skal være fleksibelt, og det skal være fuldstændigt gennemskueligt. Ellers vælter økonomien, og økonomisk frirum kommer kun ud af at superoptimere dine processer. Om du bruger to og en halv dag eller fem dage på at klippe, det betyder alt.” 

Fra 17 mand til 1

Villebro: “Da vi startede med Lotto-trækningen i juni 2000, var vi 17 mand på arbejde i et gammeldags studie, digitalt 16:9 SD, som havde kostet kassen og var opgraderet flere gange. Da trækningen rykkede til nettet, startede vi helt forfra. For at lave en Lotto-trækning, hvor der ikke engang er en vært på arbejde, må der kun møde en mand ind. Han skal kunne møde forholdsvis tæt på trækningen og gå derfra hurtigt efter. Der er ikke noget uforudsigeligt i en lottotrækning, så her er virkelig basis for superoptimering.”

”Vi kiggede på forskellige systemer og endte med et produkt, som alle på det tidspunkt grinede af, fordi de altid stod på scenen i lædertøj med rumpistol og præsenterede det. Det var Tricaster. Det tog vi hjem, og fik Studios til at lave grundinstallationen. Så blev der bygget en playliste af makroer. Makroerne er bygget til at afvikle udsendelsen, og når du har kørt alle igennem, så er udsendelsen færdig. Det var i 2014. I dag er der ingen, der griner af Tricaster mere.”

Siden fik STV Production en ordre fra TV2 Fyn om at hjælpe dem med at udvide deres live-flade, Fyn Live. Det program skal kunne laves med en kassevogn, en tekniker og en reporter. Opgaven var at afvikle alt fra intro, til bundter, til indslag, til arkivmateriale. Der kom Tricaster igen i brug.

Villebro: ”Lige pludselig kom der programmer ud med mor/barn og omstilling og bundter og indslag. Folkene sad inde i kassevognen rimeligt ustressede og linkede hjem. Det har været fascinerende at se, hvordan vi er gået fra fysiske hardware komponenter med små relæer til computere med den rigtige betjeningssoftware.”

”Med programserien ”Sådanmark” til TV2 Regionerne, lejer vi os ind hos TV2 Fyn og bruger Avid iNews og Mozart. Der er også en enkelt studievært og en enkelt producer og - fordi det er så lange programmer - en redaktør i øret på værten.”

Villebro: “Kjeldsen og jeg og en række kolleger prioriterer altid at tage på IBC. Det er gratis at komme ind, og man kan køre derned, hvis man ikke gider bruge penge på en flybillet. Vi bruger det til at tjekke det nye, men vi kigger også aktivt efter løsninger, som vi går og savner i hverdagen. En gang imellem finder man noget, der virker. Det var på den måde, vi fandt Tricaster.”

Du beskrev reportageholdet som ustressede?

Produktion uden stress

“Ustresset er vigtigt begreb. Det er ikke holdbart at have arbejdsliv, der er baseret på stress. Desuden er det dér, alle fejlene sker,” mener Jens Villebro:

“Når du laver Danmarksindsamlingen, er adrenalinniveauet helt naturligt højt, men når det gælder hverdagsproduktionen, kan du ikke være oppe i det gear. Der kører det stille og roligt derudaf, så produceren har overskud til at sige til sin gæst: Vi stopper den lige et øjeblik, din sidste pointe forstod jeg ikke, kan vi lige tage den om.”

“Der, hvor vi kan optimere driften, gør vi det. Der er ikke meget vundet ved at skifte kameraudstyr. Det er supergode kameraer hver især, og så vælger vi det kamera, der giver mening til det givne program. Hvis du har en VJ, som er din primære historiefortæller, og han er helt tryg med sit FS7, så er det som regel fint med os. Det er typisk noget, vi afklarer på vores præproduktionsmøde.”

Kjeldsen: ”Når vi kommer hjem med CF-kortene, afleveres de i konvolutter, hvorpå optagelserne er beskrevet. Lavpraktisk og effektivt. Der er ikke nogen grund til at gøre det kompliceret. Enhver optimering starter med forarbejdet.”

Villebro: “Kjeldsen er mere end bare vores IT-specialist; han optimerer også hele det tekniske set-up. Kjeldsen bygger rigtig meget selv, fordi medieproduktion kræver robuste løsninger med en vis levetid. Hvis du bygger stationerne selv, får du mere computer for pengene, end du gør med hyldevarer.” 

STV Production holder sig til

Kjeldsen: “Et fedt træk ved vores redigeringskapacitet er, at hvis en kunde ringer og spørger, om han kan få sin produktion leveret før aftalt tid - og det sker faktisk - da er det så heldigt, at vi bruger Avid og Nexus; vi kan bare sætte to til at klippe i projektet. Samtidig.”

STV Production har for nylig taget to produktioner mere ind; en til Danmark og en til Sverige, til trods for, at der egentlig ikke var klippekapacitet til dem. Løsningen blev at leje et lokale hos en genbo, sætte fire workstations ind og hive et netkabel tværs over gården. De to produktioner er derfor med på gigabit fiber, som om de var en del af huset.

Villebro: “Man skal holde sig til. Ellers er der altid nogen, der kan gøre det billigere og smartere.”

 

Artiklen er fra Monitor ProAV - November 2017