Udviklingsafdelingen hos ICEpower 2

Af Jens Walther, 15. januar 2018

ICEpower…dansk forstærkerfirma med succes

ICEpower er en af de virksomheder i verden, som fremstiller de mest vellydende og bedste klasse D power forstærkere. Den danske virksomhed er en B2B virksomhed, der sælger deres meget specialiserede produkter til andre virksomheder, som bruger ICEpower produkter som en bestanddel af deres konsumer produkt. ICEpower har i mange år været en division af B&O, men for halvandet år siden blev virksomheden solgt fra, og er nu ejet af en del af ledelsen, ligesom den offentlige kapitalfond Industri Udvikling har en del af aktierne i firmaet. 

B2B virksomheder kan mange gange eksisterer i bedste velgående uden at være offentlig kendt og således også ICEpower. Når man møder op på domicilet i Søborg, så er det første, der møder ens øjne, en imponerende væg af produkter og producenter, som alle bruger forstærker teknologi fra ICEpower. Nogle af disse store og prominente producenter, især fra musik og audiobranchen, ønsker ikke offentligheden at vide, at de ikke selv udvikler alle bestanddelene; så der er en del firmaer, som ikke kan nævnes i denne artikel. Andre har ikke noget problem med de gældende facts, så her kan nævnes samarbejdspartnere som ASUS, Sanyo, Teac, Pioneer, Adam Audio, Audi, B&W og selvfølgelig B&O. I alt er der omkring 500 producenter og partnere, som bruger ICEpower forstærkere og teknologi i deres produkter.

På egne ben

Virksomheden er startet i 1999 på grundlag af teknologi og forskning, som var blevet foretaget på DTU, og som udgangspunkt omhandlede, hvordan der kunne laves mere effektive og kompakte audio powerforstærkere. B&O fik nys om dette, og investerede penge i udvikling af disse klasse D forstærkere, som bl.a. blev installeret i B&O’s aktive højttalere. B&O så fra start af potentialet i at markedsføre teknologien til eksterne virksomheder i tillæg til at anvende den i egne produkter. Derfor blev ICEpower fra start etableret som et separat firma for at have fokus både på at udvikle til B&O, men også til eksterne kunder. Salgs og marketing direktør i ICEpower, Mads Solgaard, kan fortælle, at samarbejdet med B&O var godt for et nystartet firma:

”Da vi startede under B&O’s vinger, havde vi den fordel, at vi kunne udnytte et allerede kendt brand, der var et eksisterende og veletableret produktionsapparat med kompetencer indenfor elektronikudvikling, som havde produceret elektronik i omkring 80 år, og der var en god aftagerkanal for ICEpower produkter. ICEpower virksomheden voksede og fik succes med mange kunder over hele verden. I takt med, at vi voksede som firma, blev B&O relativt set en mindre og mindre kunde hos os, til sidst kun omkring 5% af omsætningen. For tre år siden besluttede B&O, at de skulle være en ren B2C virksomhed og B2B divisionerne ICEpower og Automotive skulle sælges fra. Så indledtes en længere proces, som i sidste ende betød, at ledelsen i ICEpower købte selskabet i samarbejde med kapitalfonden Industri Udvikling. Det skete i foråret 2016, og det sidste halvandet år har været ekstremt spændende for os. Vi har altid haft vores egen udvikling-, operations-, og salgsafdeling, men vores IT, finans og økonomiafdeling har lænet sig op af faciliteterne hos B&O. Så det har vi måtte etablere selv, ligesom vi er flyttet fra Lyngby til nye, gode lokaler her i Søborg, en stor forbedring for hele virksomheden. Og samtidig flyttede vi også vores produktion fra Malaysia til Thailand, så mange omvæltninger på en gang, en stor mundfuld; men det har overrasket mig positivt, hvor smertefrit det har gået. Vores medarbejdere har taget udfordringen op og i den grad givet den en skalle og derudover har vi valgt de rigtige samarbejdspartnere. Der er ikke en leverance, som vi har misset til en kunde. Vi har ikke medarbejdere siddende fast på vores nye produktionslinje i Thailand, men hovedparten af tiden er der folk herfra derude, enten til kontrol af vores løbende produktion eller til indkøring af nye produkter, som vi faser ind i produktionen.”

Teknologi

De grundlæggende principper for klasse D forstærkere har være kendt helt tilbage fra 60’erne. Der er mange meninger og skrøner omkring klasse D forstærkeren, bl.a. at det er en digital forstærker og at den ikke skulle have samme lydkvalitet som en klasse A/B forstærker. Mads Solgård fortæller:

”Der er mange, som tror, at klasse D står for digital. Det er faktisk ikke korrekt. En klasse D forstærker er i høj grad analog. D var bare det næste bogstav i rækken efter A, B og C, som allerede var brugt som betegnelse for forskellige klasser af forstærker. Den grundlæggende problemstilling med klasse D forstærkere er, at den i princippet er mere ulineær end en almindelig klasse A/B forstærker. Det kræver, at du har styr på den måde, som forstærkeren moduleres, dvs. kontinuerligt tænder og slukker for MOSFET’erne i udgangstrinnet. Men også feedback kredsløbet skal laves på en speciel måde, før det fungerer godt. Den nød var ikke rigtig knækket før i slut halvfemserne, hvor bl.a. ICEpower teknologien blev udviklet. Her var vi en af de første producenter, som udviklede en forstærker, som var kompakt, effektiv, med gode specifikationer og som samtidig lød godt. Siden da har vi konstant videreudviklet på vores teknologi. I dag kan vi uden bæven i stemmen sige, at vi er i stand til at lave klasse D forstærkere, som ift. lydkvalitet er fuldt på højde eller bedre end traditionelle klasse A/B forstærkere. Men som fylder og vejer en fjerdedel og med et langt mindre strømforbrug”.

Chipset

ICEpower er en ren B2B virksomhed, der levere audio teknologier og audio løsninger til producenter. Så de ICEpower produkter, som Mads Solgaard viser frem, er alle kun en bestanddel af det færdige konsumer produkt. ICEpower produkterne er 4, 5 og 6 lags printkort med komponenter. Det kan eksempelvis være deres 100AS1, som er en komplet powerforstærker og strømforsyning på 100W, hvor printkortet bare fylder 14x8 cm. Lige netop den model er bl.a. meget brugt i instrumentforstærkere til f.eks. guitar og bas. Eller det kan være deres 1200AS2, som er en powerforstærker og strømforsyning, som bare fylder 30x10 cm og yder 2x1200 W. Og som bl.a. bruges i aktive PA-højttalere som line array højttalere. Alle printkortene har monterede multistik, hvor audio ind og ud etableres og hvor strøm tilsluttes. Alle de nye produkter har såkaldt universal mains, hvormed de kan  fungere med forsyningsspænding fra 85 til 264 volt, og således fungere over hele verden uden ændring eller modifikationer.

ICEpower bruger deres egne udviklede IC’er på de forskellige forstærker printkort. Dette chipsæt består af tre IC’er, en controller og to gatedrivere, og firmaet har udviklet flere af disse chipsæt, det første tilbage i 2003 og til det nyeste ICEedge chipsæt, som blev færdig i 2015. Alle chipsæt bliver brugt på ICEpower produkterne og Mads fortæller, at han regner med også at bruge et tidligere udviklede chipsæt på firmaets produkter de næste 10 år. Disse chipsæt er ”hjernen” i hele forstærkeren, og de er den medvirkende årsag til, at ICEpower forstærkerne er stabile og lyder så godt. Og tag ikke fejl, disse chipsæt er alle analoge kredsløb, så det er ikke digitale kredsløb, som vi har at gøre med her.

Alle med interesse for høj audio kvalitet og forstærkning af lyd er klar over, at en ægte stereo forstærker skal fungerer som to uafhængige mono blokke. Og på samme måde er den nye ICEedge controllerchip også opbygget inde i selve chippen, de mange OP-amps i chippen sidder i to, helt uafhængige dele i den minimale lille sorte chip. I reglen bliver disse chipsæt brugt på ICEpower’s egne printkort, men nogle udvalgte kunder får lov til at købe chipsættet og bruge dem på deres egne udviklede forstærkerprintkort.

Små Byggeklodser

Noget af det sidste, som er kommet i ICEpower produktkataloget, bygger på et lidt andet koncept, de såkaldte ICEbricks. I sin grundform er disse små kompakte produkter, som har printben, der kan stikkes ned i et af aftager producenten udviklet motherboard. I serien er foreløbig en klasse D forstærker på 400 W, Engine-400, som ikke fylder mere end en tændstikæske og et AUX plant board, som kan give de forskellige forsyningsspændinger, som Engine 400 behøver. Engine-400 er en af de mest kompakte forstærkere på markedet. Men modsat ICEpowers andre klasse D forstærkere, så er der ikke en strømforsyning med i disse små byggeklodser. Her er tanken, at strømforsyningen til det færdige produkt også vil være den, der forsyner ICEbricks med strøm. ICEbricks er i grunden udviklet af et andet dansk/svensk firma, AudioBricks, men ICEpower blev interesseret i deres teknologi og lavede en sammensmeltning med det firma i september sidste år, således at ejerskabet af ICEpower er blevet udvidet med de tidligere ejere af AudioBricks.

Software med i fremtidig udvikling

Hos ICEpower i Gladsaxe er der på nuværende tidspunkt 38 medarbejdere og de fleste er ingeniører, som sidder i R&D afdelingen. Så der er stor fokus på udvikling af ny teknologi hos ICEpower. Hovedparten af teamet er danskere, men her er også ingeniører fra Spanien, Italien og Sverige.  ICEpower har kontor i USA, på Taiwan og i Japan, og de udenlandske kontorer er primært salgs- og kundesupport kontorer.

En forholdsvis ny afdeling hos ICEpower beskæftiger sig ikke med Klasse D forstærker teknologi, men arbejder med lyd på software plan, med DSP processering. Udkommet af dette teams bedrifter er software, som kan bruges af forskellige firmaer; her er kunderne for det meste producenter af notebooks computere, tablets og mobiltelefoner. Produktet kaldes ICEsound, og bl.a. en stor producent som ASUS bruger det i mange af deres produkter. I disse små og mobile enheder er der meget små højttalere og begrænset forstærkerkraft, så ICEsound softwaren sørger for med dynamisk og frekvensmæssig kontrol af bas og diskant, af lydstyrke og bredde af stereobilledet at forbedre lydoplevelsen på små højttalere.

”Vores ICEsound software, som vores team har udviklet, er helt fantastisk. Det kan virkelig gøre en stor forskel på lydkvaliteten af mindre højttalere, hvilket stadig flere af de store smartphone, tablet og notebook producenter er ved at opdage. Det er stadig en mindre del af vores forretning, men det er noget, som virkelig vokser” fortæller Mads Solgaard.

ICEpower er med deres avancerede, og strømeffektive powerforstærkere med til at sætte en tyk streg under Danmark som et foregangsland indenfor audioteknologi.

 

Artiklen er fra Monitor ProAV - November 2017