Lyd og Lys

Jørgen Brosbøl og Kristian Kühnel på Lyd og Lys lageret i Odense.

Af Jens Walther, 4. februar 2018

Engagement og passion hos Lyd og Lys i Odense

Udlejningsfirmaet Lyd og Lys i Odense har en lang historik med Jørgen Brosbøl ved roret. Han har været den gennemgående figur i snart 45 år, siden firmaet blev stiftet i 1973. Igennem tiderne har der været forskellige medejere af firmaet, og inden for de sidste år har Kristian Kühnel købt sig ind i firmaet. Han fungerer i dag også som daglig leder af firmaet, som ligger i Gasa området i Bolbro, ikke så langt fra Odense centrum.

Og det er netop Kristian Kühnel og Jørgen Brosbøl, i daglig tale kaldet ”Bros”, som Monitor Pro møder i firmaet i Odense. Og selv om vi i og for sig ikke dykker så meget ned i den lange historie, som firmaet har, så er virksomheden i høj grad bygget på den historie, som firmaet har gennemlevet. Kristian fortæller:

”Vi har selvfølgelig taget nogle skift igennem tiderne, men passionen er lyd og lys, og den er intakt. Det personale, der er i huset, er passioneret omkring de projekter, der bliver lavet, og sådan har det været igennem hele firmaets historie. Forstå din kunde og forstå kundens interesse og behov. Der er stor forskel på at lave en rockkoncert på en græsmark og lave en klassisk indendørs koncert eller en musical turné. Da jeg startede for 15 år siden handlede det meget om livemusik, især rockkoncerter. Nu har vi fulgt med kunderne, og der er kommet corporate kunder til, der er kommet teater, der er kommet shows og der er kommet DGI landsstævne og spejderlejre til. Vi bilder os ind, at kunderne er her, fordi de gerne vil arbejde sammen med os. Ikke fordi vi er billigst eller tættest på eller noget andet, men mere fordi de synes, at det produkt og det personale, som vi sender af sted, forstår opgaven. Det er vores fokus, men selvfølgelig skal udstyret også passe til de kunder, som firmaet nu har. Nu har vi på det seneste lavet rigtig meget teater, så derfor ser vi selvfølgelig mere på, om en lampe kan give den rigtige farvetemperatur, frem for at den kan give rigtig meget lys; og omkring PA investeringer, som jo er rigtig tunge, så går vi efter, at udstyret skal være så bredt anvendeligt som muligt. Vi har købt PA-udstyr efter, at det kan deles op; antallet af højttalere kan variere, men de fungerer stadig efter hensigten.”

Egenproduktioner

Modsat mange andre rentalfirmaer, så leverer Lyd og Lys efterhånden ikke så ofte udstyr til andre teknikeres specifikationer. I den sammenhæng er de mere et produktions- og udlejningsfirma, som har rigtig mange egenproduktioner. Det vil sige, at de specificerer udstyrsbehovet i samarbejde med kunden og opgaven. Det er Lyd og Lys, som sætter udstyret op, som afvikler og producerer showet og tager udstyret ned bagefter. Så det betyder også, at firmaet mere skeler til deres egne produktioner, når der skal købes nyt udstyr; og i mindre grad, hvad der er gængs på en almindelig rider til en rockturné. Det er en udvikling, som er kommet inden for de sidste 10-12 år, hvor firmaet har lavet færre rockkoncerter og mere af alt det andet; væsentligt fordi det bedre kan betale sig, og fordi det passer bedre til den kemi, der er i firmaet. Kristian har oplevet en stor udvikling omkring udstyret.

”Der er meget omkring udstyret, som er blevet bedre og mere optimalt. PA-anlægget har udviklet sig, men især udviklingen omkring mixerpultene har været revolutionerende. Før i tiden, hvis du skulle have 50 kanaler, så skulle du have 50 fadere; og så var ikke nogen, som kunne bære pulten og desuden skulle du have et multikabel, der var flere tommer tykt… tungt og uhåndterligt. Nu i dag kan du klemme det samme ned på en lap top, en touchskærm og et fiberkabel. Det er en ekstrem udvikling, og det har vi jo alle festet over i takt med, at det er blevet mere kompakt og frem for alt lettere at håndtere. Det eskalerer og går kun en vej - det bliver mindre, hurtigere og billigere.”

Inkubator for mange teknikere

For tiden er der otte ansatte i firmaet plus en halvdags kontordame. To af de ansatte er elever, som også har deres gøremål på stedet, når de ikke er i deres 10-ugers skoleforløb. Både Kristian og Jørgen nævner, at der har været rigtig mange teknikere, som har startet deres karrierer hos Lyd og Lys, og som har fået deres tekniske opvækst hos dem. Og begge er stolte af, at det har betydet nogle teknikere, som er meget helstøbte i faget; som både har stået og mixet på rockkoncerten, men også har sat headset på en direktør til et firmaarrangement eller stået med 500 spejdere med et lille PA på en græsmark. Kristian fortæller om det fokus, som de lægger hos de teknikere, der er ansat hos Lyd og Lys.

”De lærer især kommunikationsdelen; vores teknikere skal kunne kommunikere med kunden på det plan, som kunden er på. Du skal ikke snakke technørd med direktøren ved et firmaarrangement eller spille bedrevidende over for teknikeren på festivalen. Med den holdning har vi haft god succes med at være inkubator for rigtig mange teknikere; men det er selvfølgelig også lidt svært, for ofte, når teknikerne bliver rigtig gode, så flyver de fra reden. Men de er selvfølgelig nogle gode ambassadører for os med den viden og ballast, vi har givet dem. Og det er jo fedt at se, at de kommer videre på den gode måde… så har vi gjort det godt, vi har lavet den rigtige cocktail”.

Lyd og Lys har også et medansvar for, at Eventteknikeruddannelsen i Frederikshavn er blevet til noget, og Kristian er i dag formand for uddannelsesudvalget. Og den uddannelse er, efter deres mening, en af årsagerne til, at rental miljøet har forandret sig i en positiv retning. Jørgen Brosbøl fortæller, hvordan det var at være et udlejningsfirma fra provinsen for bare 20 år siden:

”Den gang var det et helvede at møde andre rental firmaer, især dem fra København. De var højrøvede og vidste bedre, og især hvis vi havde et job, som de mente var ”deres”, så var der krig på. Men på et tidspunkt skete der heldigvis en vending, og folk i branchen blev mere venlig stemt over for deres konkollegaer.”

Kristian oplever også et paradigmeskift, især efter at eventteknikeruddannelsen er blevet en realitet.

”Jeg har oplevet en meget stor ændring af kultur i faget. Da jeg startede, var vi konkurrenter, og det var vi også nede på gulvet, på den hårde måde. Men i dag, når rental firmaerne møder hinanden f.eks. på en festival, så er det en anden realitet. Det er jo sandsynligt, at du som ung lyd- eller lystekniker møder en klassekammerat fra eventteknikeruddannelsen, og alene det gør jo en del, man har et fælles forløb og oplevelser. Der er selvfølgelig stadig konkurrence, men lad den foregå på det administrative plan, mellem ejere eller mellem sælgere. Men lad dem, som udfører jobbene, have det godt med deres konkollegaer.”

Gear

Lyd og Lys har omkring 1500 kvadratmeter på det gamle Gasa område i Odense, men hele området skal snart bebygges med boliger, så sidst på året flytter firmaet sandsynligvis til Vissenbjerg. Og her får de endnu mere plads. Firmaet hedder jo Lyd og Lys, og fordelingen af udstyr ligger sådan ligeligt mellem de to interessesfærer. Både Jørgen og Kristian er lydteknikere, men tidligere i firmaets historie har Jørgen haft kompagniskab med lysteknikere, så fokus er stadig på begge dele. Firmaet har Robe LED profillamper og deres washlamper og teaterprofillamper er fra Varilight.

På PA-siden kører de med d&b, og her bruger de væsentlig modellen Q, men de har også lidt rest tilbage af C7 point source, fordi den stadig er velegnet til forskellige opgaver, bl.a. i sportshaller. Og der bliver kigget lidt på at investere i noget V system fra d&b, fordi det ligger som en naturlig forlængelse af Q systemet. Jørgen fortæller:

”For os er det vigtigt at have et højttalersystem, som kan sættes op på alle mulige forskellige måder. På samme måde ser du også, at alle vores forstærkere er i hver sin egen rackkasse. Det giver meget større fleksibilitet. Vi bruger nogle modulære rackkasser, som kan stackes på en bund med hjul.”

Stort set alle mixerpulte i firmaet er Yamaha pulte; både CL, QL og den mindre TF. De kører alle Dante. Og der er også reflekteret over i deres trådløse system, som er Shure ULXD, og som også er Dante supporteret. Det betyder, at når der bruges trådløst udstyr, så er XLR stikkene på pulten ikke i gang til disse kanaler, men derimod Dante netværksstikkene. Kristian fortæller om baggrunden for at vælge udstyret:

”Yamaha pultens økonomi, dvs. både anskaffelsespris og brugt pris, og dens store driftsikkerhed er en af de væsentligste årsager til den investering. Det er nogle gedigne arbejdsheste, og vi får god support. Det samme kan også siges om d&b. Går der en driver, så har vi en ny i løbet af ingen tid, og den support er vigtig for et firma som vores. Vi er nok ikke så modige og firstmovers, når det gælder grej. Når vi skal lave nogle investeringer, og de skal holde i mange år, så køber vi nok i højere grad ”folkevognen”, det stabile og sikre valg.”

Med en ballast på 45 år i branchen, så kan Jørgen Brosbøl runde denne samtale af.

”Vores udstyr virker, du får en god service, og vi spiller til tiden. Og vi er venlige, og har du et spørgsmål, så hjælper vi dig. Du vil aldrig møde en hovskisnovski tekniker her fra os, vi har et grundprincip, der hedder, at både den superprofessionelle musiker og musikskoleeleven bliver behandlet på samme gode måde; med venlighed og respekt.”

 

Artiklen er fra Monitor ProAV - November 2017