Claus Frederiksen Groenland

Af Carsten Legaard, 5. februar 2018

Claus Frederiksen – rejsende i ENG

TV-fotograf Claus Frederiksen er en meget smilende mand. Måske det hænger sammen med, at han har haft meget medvind i livet. Han har sikret sig drømmejobbet som TV-fotograf, den sødeste kone og senest et dejligt hus ved Kerteminde Fjord. Og han har rejst verden rundt flere gange for arbejdsgivere som BSkyB, BBC og IMG Studios.

Fotografdrømmen sprang på Claus Frederiksen, da han var cirka 12 år gammel. En onkel havde taget et Sony Video 8-videokamera med hjem fra Grønland. 

“Det fik jeg op på skulderen, og jeg var dybt fascineret af at se mine forældres hus og have igennem viewfinderen. Til min konfirmation et par år senere var al mit fokus på at få penge nok til at købe mit eget videokamera,” fortæller Claus.

I ungdomsskolen skubbede et par engagerede lærere til Claus’ fotointeresse. Han søgte lærepladser over hele landet, men endte med at få en læreplads 18 kilometer fra forældrenes hus, hos Studio 1-2 i Herning. 

For ung til TV-uddannelsen

“Jeg var for ung til at starte på TV-uddannelsen, men så fik jeg dispensation til at tage stillfotograf-uddannelsen. Siden tog jeg av-assistent-uddannelsen, så jeg er en af de få, der kan prale med at have begge uddannelser,” fortæller Claus, der har trådt sine TV-barnesko på blandt andet TV-MidtVest.

“Da vi begge var færdigudlærte, spurgte min kæreste – i dag er hun min kone – om ikke vi skulle tage til London. Som 23-årig er der ikke noget, der holder en tilbage. Så vi fløj derover.”

Inden parret tog afsted, havde Claus lavet superliga for TV 2, så han følte sig parat til lidt af hvert. Men de to unge kom til at vente tre måneder, før der skete en snus. Claus måtte flyve hjem 2-3 dage hver anden uge for at tjene penge til opholdet, og så til London igen for at fortsætte jobjagten.

“En dag sad jeg og så fodbold på den lokale pub i Kilburn. Jeg så rulleteksterne og tænkte: Hvis de har samme princip herovre, så er de to sidste navne på rulleteksterne de vigtigste. Dem skrev jeg til ude på Sky Sport. Jeg vedlagde et VHS-bånd. Jeg hørte ikke et pip fra dem, men jeg blev ved og sendte endnu tre-fire ansøgninger afsted.”

Tæppebombet med ansøgninger

Men en dag ringede telefonen, og en stemme spurgte Claus, om det var ham, der havde tæppebombet dem med ansøgninger. Det kunne han bekræfte. Så blev han inviteret ud på Wembley, hvor han skulle hilse på OB-holdet.

En skotte ved navn Billy viste Claus rundt på Wembley. Det bliver noget af en tur. Det er i sluthalvfemserne, og der er 150 mand på Wembley-holdet. Et par dage efter blev Claus ringet op med besked om, at han var velkommen til at blive en del af holdet.

“Jeg blev inviteret til Nottingham og skulle lave min første Premier League kamp. Jeg sprang mange led over den dag – fra det lille sted i det jyske til pludselig at stå med de tunge drenge i England. Der var kameraer og optikker, jeg aldrig havde set før. Der overvejede jeg lige et øjeblik, om jeg havde gabt for højt.”

“De stak en 70 x Zoom i hånden på mig, og den havde vi læst om i Danmark, men aldrig haft i hånden. Da kunne jeg godt mærke, at jeg kom fra et mindre land. Til gengæld oplevede jeg, at jeg var bedre til at løse problemer for mindre midler. Mine venner derovre kommer fra en baggrund, hvor der er mange flere nuller på budgettet.”

You don’t fuck up in the Premier League

“Jeg husker, at Billy kom op til min plads “High Behind”, lige inden vi gik på. Han spurgte, om jeg var OK. Så fik jeg sådan et faderligt klap på kinden: – Just remember one thing, Claus. This is Premier League, and You don’t fuck up in the Premier League.”

“Så stod jeg der, 23 år gammel. Men det gik fint, og efter kampen talte jeg med produceren. Så var jobbet mit.”

Via Sky kom Claus senere til IMG, verdens største sportsproduktionsselskab. Det hed TWI dengang. Dem arbejder han stadig for. De har sendt ham kloden rundt ufattelig mange gange. En overgang havde fotograferne to pas, så det andet pas kunne gøres klar, mens de var afsted. Pigerne på kontoret havde deres personlige underskrift på et stempel:

“Det var noget med at sidde mandag morgen på redaktionsmødet. Så ville Gerry sige: Hvem kan tage til Argentina og Chile. Så rakte man hånden op, og Jerry fortsatte: Vi har en flyver på onsdag til Korea. Hvem tager den? Der var ikke mange af de ansatte, der havde børn.”

“Så vidt jeg kan forstå på drengene, er jeg den eneste skandinav, der har været der. Jeg ved ikke, om det er for meget at sige, men jeg er sgu stolt af at være en del af den bande.” 

Et godt CV med hjem

Opholdet i England stod på i to-tre år, i et hæsblæsende tempo og med grænseløse budgetter:

“Da jeg kom hjem, havde jeg nemt ved at få jobs, fordi jeg havde det cv. Jeg skulle ikke slås for at finde arbejde. Der gik ikke lang tid, før folk herhjemme begyndte at ringe og spørge: Hvem er du? Vi har hørt, at du arbejder for dem derovre.”

“I dag har jeg tre-fire måneders arbejde for englænderne om året. Det meste af det er længere sammenhængende perioder.”

Og som nævnt har Claus rejst jorden rundt flere gange.

“Hvem ønsker ikke at få lov at rejse og se verden og få penge for det? Jeg tager en lille ting med hjem fra hvert sted. Det meste af det er ragelse, men det har en stor personlig værdi for mig. Meget er pakket væk. Det, du ser på væggene her i hulen, er bare en tredjedel.”

Kære minder på væggen

Et Nottingham-halstørklæde hænger på ærespladsen over sofaen og har stor affektionsværdi, fordi det er et minde om det første job for Sky, “High Behind” på Nottinghams hjemmestadion.

I hjørnet står et masai-spyd, og det er svært ikke at spørge til historien bag:

“Håndboldspilleren Lasse Boesen startede et projekt i Kenya for gadebørn, street handball. På et tidspunkt blev det så stort, at de skulle have nogle billeder dernedefra. Det ville være dumt at bekoste 60.000 på en købt fotograf, så jeg stillede udstyr og arbejdstimer til rådighed for projektet.”

“Nogle aftener gik vi i byen i Nairobi, og der finder jeg ud af, at alle dørmændene er Masai-krigere. Jeg spørger en af dem, hvordan man får fat på sådan et spyd, og han skaffer mig et. Det gav lidt problemer i tolden i Kastrup, men jeg fortalte dem min historie, og så blev vi sluppet igennem.”

I det modsatte hjørne hænger samlingens perle, American Football spilleren Morten Andersens spillertrøje fra kampen, hvor han tog rekorden som mest scorende NFL spiller nogensinde.  

Personlige venskaber

“Jeg er fotograf på Jimmy Bøjgaards dokumentar om Morten Andersen. De spiller i en ny trøje i hvert quarter, og Jimmy og jeg fik en hver fra den berømte kamp. Lige nu er jeg ved at skyde endnu en dokumentar om Morten. Om at han er kommet i NFL Hall of Fame. Vi skyder det sidste i januar 18. Vi er en flok på fire-fem stykker, som har fulgt Morten igennem 15-20 år og lavet meget TV om ham. Nu ser vi også hinanden privat.”

Og det er jo rigtig godt, at det også får lov til at kaste venskaber af sig?

”Ja, det startede på samme måde med Lasse. Han har nok tænkt lidt over, hvem der kunne være tosset nok til at kaste sig ud i hans Afrika-projekt, og han har så besluttet sig for, at det må være mig.”

Du skal til Korea lige efter nytår til dit ottende OL. Hvilket OL var det bedste?

“Det er svært at svare på. Sydney var det første og er derfor noget, man husker. London skiller sig også ud. Jeg har lavet samtlige verdensmesterskaber i fodbold siden 1998.”

“Jeg har en del minder med hjem fra Asien, fordi alt derude er så massivt anderledes. Vi havde en optagelse i Kofu i Japan, hvor vi skulle hente lidt B-roll. Jeg besluttede mig for, at vi skulle have nogle skud med bonsai-træer, og dem fandt vi foran et tempel, hvor munkene lå på alle fire og ordnede jorden omkring bonsaierne. Vi spurgte pænt, om vi måtte filme. Så kom lederen for templet. Hun viste os rundt og fortalte. Munkene havde nogle helt fantastiske arbejdsjakker på, og jeg udtalte min beundring for tøjet. Efter besøget kom lederen hen og gav os hver et sæt. Jeg havde jakken på, da vi fløj hjem fra Tokyo. Den må virkelig have høj status derude, for folk kom hen til mig og bukkede dybt.”  

Skydevåben i hver eneste bil

Claus har netop været i USA for Kanal 5 og Metronome og lave optagelser til Politijagt med Thomas Hald, en dansk født politibetjent med job i USA:

“Det er meget anderledes end at køre med betjentene herhjemme. Herhjemme har vi bare vestene med i bilen. Dér har du vesten på i alle vagtens 14 timer. Herhjemme går du lidt foran bilen og filmer. Derovre er der en sikkerhedszone på 180 grader foran bilen. Dér går man simpelt hen ikke ind. Det er dér, du bliver skudt, hvis de trækker et våben inde i bilen.”

“Inden vi i USA kørte ud på første vagt, fik jeg en hurtig gennemgang af, hvordan jeg fjerner en ni millimeter pistol fra en betjent og tager ladegreb. Hvis han bliver skudt, så skal jeg kunne tage hans pistol og affyre den. I USA kunne vi ikke stoppe en bil, uden at der var skydevåben i bilen.”

Du har lavet Wimbledon Tennis i mange år for TV2?

På skudhold af Pierce Brosnan

“Jeg var oprindelig ikke særligt vild med tennis. Men så står du midt i det, og du er omringet af nogle af verdens bedste. Så får du et andet forhold til det. Det var virkelig en øjenåbner at komme over og lave Wimbledon.”

“Så står jeg en dag i BBC-studiet og følger med på monitorer, som viser, hvad der sker i de forskellige studier, og en af monitorerne viser et interview med Pierce Brosnan. Det er midt i hans James Bond periode. Jeg flyver bare ud af rummet og ned ad gangen. I det samme kommer Brosnan ud fra studiet, og det er lige før jeg spærrer hele gangen for ham. Jeg siger pænt goddag. Han er meget venlig. Så spørger jeg, om jeg må få hans autograf. Nogle gange er det bare for stort, det der sker lige foran dig, og så er du bare nødt til at gå linen ud.”

I skyndingen havde Claus dog glemt noget vigtigt – en kuglepen:

“Jeg ryger ind i et studie og finder en sort tusch. Så tilbage til Brosnan. Dér går det op for mig, at jeg heller ikke har papir med. Jeg tager min akkreditering fra Wimbledon, så må han skrive på den.”

Mange år senere kommer en af Claus’ kolleger på TV2 sporten i Odense hen til ham med en lille pakke. Han har lige ryddet op i sine negativer og har fundet et billede af Claus og Pierce Brosnan. Han har stået ude på gangen og har skudt billedet, men har siden glemt alt om det. Det indrammede foto hænger nu i hulen i Kerteminde.

Begejstring smitter

Ud over tennis har Claus måttet revidere sit syn på blandt andet golf og motorsport:

“Du er jo på jobbet sammen med en journalist, som er dybt inde i stoffet og dybt begejstret. Så bliver du fanget i det. Til Formel 1 i Italien, hvor journalisten står op om morgenen, og det første han tænker på, efter sin kone, er motorsport. Man kan ikke undgå at blive smittet af det.”

“Jeg skød på et tidspunkt med Carpark North i Thailand og Vietnam. Senere ringer de til mig og spørger, om jeg kan hjælpe med at skyde en musikvideo til det tyske marked. Så kan man pludselig skrive musikvideofotograf på sit CV. Den havde jeg ikke set komme.”

Gear

Det set-up, Claus bruger allermest, er FS7 med Fujinon optikken 18-55. Brændvidden skal ganges med 1,6 og rækker derfor lidt længere ud, end tallene antyder. 

”Og så er der min helt uundværlige matte-box,” siger Claus og kærtegner profilen. 

”Nogle gange, når jeg laver politifjernsyn, kører jeg med en lille e-mount videooptik fra Sony for ikke at fylde for meget på bagsædet. Den snakker sammen med hele kameraet. Jeg bruger Sony A7S som B-kamera. På interviews vil producerne ofte have to kameraer på.”

Udstyret tæller tre sæt standard microports fra Sony og et rejselys sæt.

Claus har ligesom mange andre droppet det interne batteri i FS7 og sat et eksternt 95 watt batteri på. Det giver seks timer batteritid.

”Mine amerikanske kunder vil have alt i 4K, og englænderne skal have det i HD med fuldt knald på bitrate osv. De amerikanske jobs gjorde det nødvendigt med HD B4-optikker. Dem fandt jeg på eBay ligesom matte-boxen.”

”Så har jeg en lille rejse-Mac med en voldsomt hurtig processor. Der er Final Cut Pro 7 og Premiere 6 installeret. Final Cut Pro 7 skulle være udfaset for længst, men den har bare nogle værktøjer, som er helt fabelagtige til colorgrading. Den har ikke været opdateret siden 2010. Jeg møder stadig lidelsesfæller derude, som sidder og klipper i Final Cut Pro 7.”

Hjemme i hulen har Claus en suite med en Mac Pro, et gammelt kabinet fra 2008, men al indmaden er skiftet ud flere gange. Til SSD-diske og eSata.

Leverandører

”Herhjemme har vi nogle rigtig fede leverandører. Jeg bruger esee rigtig meget til at sparre med. Kim og Helge og de andre er ikke for fine til at tage telefonen og bruge et kvarter på at snakke. Jeg har sat en audiobox på mit FS7, så jeg kan få fire lydspor, og det er efter gode råd fra esee.”

”Jeg kan rigtig godt lide at have den kontakt. Det er fedt, at vi har sådanne steder i Danmark. Da min eBay-indkøbte matte-box ikke lige passede med optikken, kom Helge frem med lommekniven. Svitsj! Så passede boxen.” 

Gør-det-selv-løsning

Sammen med fotograf Henrik Rivold har Claus udviklet et strømsystem til GoPro’erne, så de kan køre i fjorten timer. 

“Henrik er Mr. GoPro i Danmark. Strømstikket i GoPro er lidt ustabilt, så vi føder GoPro’erne direkte fra en USB-powerbank. Så kabler vi hele vejen rundt i patruljebilen og camouflerer det med tape. Det tager 20 minutter at kable en patruljebil. Så ligger alle batterierne i et bundt nede ved fødderne med en smartphone ind over, så vi kan aflæse batteriniveauet.”

Base på Fyn

Siden 2005 har Claus Frederiksen haft base i Kerteminde. Her har han indrettet sin fotografhule med værksted, lager og klipperum. Sony Video 8-kameraet fra konfirmationsåret ligger stadig i sin taske på hylden i Claus’ værksted i villaen.

 “Størstedelen af mine kunder bor i København, og mine mange rejsejobs kræver en tur over Kastrup. Så det er lidt et familiært valg at bo her i Kerteminde. Vi flyttede hertil, da min kone fik et job i Odense, og det er et rigtig godt sted at vokse op for børnene.”

”Jeg vil også gerne slå et slag for, at der altså bor nogle drenge i provinsen, som har noget ekspertise. Husk nu, at der bor 4 millioner mennesker på den anden side af Valby Bakke.”

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - Februar 2018