DPA dscreet Slim title

Af Jens Walther, 25. februar 2016

Nyt hus til mikrofon

Den nye Slim mikrofon fra DPA Microphones kommer i og for sig ikke som en overraskelse - efter at det flade, mindre mikrofonhus blev introduceret på headset mikrofonerne, så har vi ventet på, at det samme hus også skulle komme i de mere traditionelle miniature mikrofoner. Og det er nu en realitet med den nye DPA d:screet™ Slim 4060 og Slim 4061.

Den traditionelle 4060 mikrofon har et rundt hoved, hvor kapslen i mikrofonen, som noget specielt er firkantet på DPA miniature mikrofoner, sidder bag gitteret. Den nye Slim serie har derimod et fladt, lidt kegle-formet hoved, hvor mikrofonen har en forside (markeret med en lille prik) og en bagside. Det kunne minde om stormembran mikrofoner, som tit har sideacces, dvs., at fronten på mikrofonen er fra siden og ikke fra toppen, som vi ser på de fleste håndholdte mikrofoner. Den nye Slim mikrofon har dog ikke har noget fokusområde, den kar kuglekarakteristik. Men på trods af det har DPA alligevel valgt at markere en forside på mikrofonen og på målediagrammet, som følger med mikrofonen, kan det også ses, at der er en lille, yderst minimal forskel i lyden mellem 0 og 180 grader.

Grunden, til at verden har brug for endnu en miniature model fra DPA ligger i, at det nye flade og mindre hus er lettere at placere på kroppen og bag tøj på teater- og filmskuespillere, et anvendelsesområde, hvor DPA d:screet mikrofoner i høj grad bliver brugt. Modsat de runde typer af mikrofonen kan Slim mikrofonerne placeres fladt ind mod kroppen, og det gør dem væsentligt lettere at skjule. I DPA’s terminologi hører den nye mikrofonserie også til Bodyworn,  kropsbårne mikrofoner.

Mikrofonen ankommer i en lille, undseelig plastikæske, hvori der også ligger en instruktionsbog. Mikrofonen er født med et MicroDot stik, velegnet til at bruge med trådløse beltback sendere. Hvis man ønsker at bruge mikrofonen i et mere almindeligt studie setup eller fieldrecording, så er det en god idé at købe DPA’s adapter, som laver MicroDot om til XLR, og som også giver mulighed for at bruge 48V phantom power og balancerede ledninger. Disse XLR adaptere indeholder elektronik i stikket og findes i tre udgaver; lineær, med basscut og med et 800 Hz dyk (den sidste er velegnet, når mikrofonen placeres på kroppen). Med mikrofonen følger også en lille knaphuls plastikholder, som monteret giver mulighed for at skjule mikrofonen under tøjet, men lade mikrofonen uhindret opfange lyden, når plastikholderen bliver placeret ved et knaphul.

Som tilbehør kan der også tilkøbes en såkaldt concealer holder, som er en lille flad, rund dåse med en metalbøjle, som kan sættes fast i tøj eller lignende. En anden, aftagelig metalbøjle på holderen sørger for, at mikrofonhovedet ikke berøres af andet tøj fra den, som bærer mikrofonen. Concealer holderen har en mere bred anvendelighed end knaphulsholderen, og det kan forekomme en smule ”fedtet”, at DPA ikke lader dette tilbehør følge med, når man køber i mikrofonen. Det er et yderst vigtigt og anvendeligt stykke tilbehør.

Som altid er forskellen mellem modellerne 4060 og 4061 Slim en forskel i lydtryksfølsomhed, så 4061 kan tåle et 10 dB højere lydtryk, men behøver derfor også mere gain på mikrofonforforstærkeren. Lydmæssigt skulle der ikke være forskel, og i denne test var det modellen 4061 Slim, der blev lyttet til.

Velkendt lydoplevelse

Lyden fra den nye mikrofon er, som vi kender den fra DPA’s miniature mikrofoner. En lineær, forholdsvis neutral lyd med et lille løft i diskantområdet ved 10 KHz. Under testen sammenlignede vi med en almindelig kondensatormikrofon med lille membran og kuglekarakteristik, og lydmæssigt var de to mikrofoner ikke så langt fra hinanden med fordele og ulemper ved hver mikrofon, trods deres meget forskellige størrelse. Af naturlige årsager var der lidt højere støjtal fra miniaturemikrofonen, men det hænger sammen med fysikken og er uundgåeligt på en mikrofon med så lille membran. Disse d:screet Slim mikrofoner er med deres udformning i endnu højere grad beregnet til tale og til at bruge monteret på kroppen, både i teater-, video- og filmsammenhæng. Med der er en del brugere af den traditionelle 4060 mikrofon, som også bruger dem som et stereosæt til bl.a. klassiske optagelser, så disse mikrofoner har også en mere allround anvendelse.

Vi lyttede selvfølgelig også til henholdsvis traditionel 4061 og Slim modellen, og det må siges, at der var hørbar forskel mellem de to mikrofoner, selv om de klart var i samme familie. Slim modellen havde lidt mere høj mellemtone end den traditionelle, men her skal påpeges, at den DPA 4060, der blev sammenlignet med, på ingen måde var en ny mikrofon.

Vi prøvede selvfølgelig også at lytte til mikrofonen med de forskellige tilbehør, knaphulsholderen og den concealer holder, som giver en mere generel placerings- og anvendelsesmulighed. De to typer tilbehør placerer hullet foran mikrofonen forskelligt, i den øvre del af mikrofonen med knaphulsholderen og noget længere nede med concealer holderen. Når der lyttes, så var der meget lille forskel på lyden med og uden holder, på trods af at holderne dækker over en stor del af membranen. 6-7 kHz området fik en smule mere resonans med det monterede tilbehør, især hørbar med concealer holderen; en minimal og næsten ikke hørbar forskel, men ”s” i stemmerne blev lidt mere udtalt med tilbehøret monteret.

En kropsbåren succes

Den nye d:screet Slim lægger blot endnu et lag på den succes, som DPA Microphones har med deres miniature mikrofoner. Den nye udformning betyder, at mikrofonen er lettere at skjule og placere på skuespillere, og det nye tilbehør betyder, at mikrofonen sidder mere sikkert på kroppen, så der er garanti for vellyd gennem hele optagelsen.

ProAV Digital

ProAV9 NOV18 ForsideNyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Østre Gasværk
  • Expo-reportage
  • DJI Ronin
  • RAW video
  • Comtech

Læs alt lige her

DEShow 2019

Danish Entertainment Show er en ny messe, hvor udlejnings- og eventbranchen viser hvad de kan, og branchens førende distributører/ forhandlere præsenterer det største udvalg af innovative løsninger, teknologier og produkter

Se mere her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her