DPA4099 ProAV718

Af Jens Walther, 20. november 2018

Miniaturemikrofoner med forbedret teknologi

Du er til koncert!! Og lægger mærke til, at der ikke er de velkendte mikrofonstativer omkring trommesættet og ved instrumenterne. Du kan tydelig høre, at instrumenterne er forstærkede? Playback!! Næ, du ser og lytter til en koncert, hvor instrumenterne er mikrofonforstærket med de små og for øjet næsten usynlige DPA d:vote mikrofoner, der monteres på selve instrumentet og derfor ikke kræver mikrofonstativer.

Den beskrevne situation er på ingen måde ualmindelig og fortæller, at DPA Microphones har succes med at udbrede de små d:vote 4099 mikrofoner. Gennem tiden er 4099 instrumentmikrofonerne i høj grad blevet brugt på ”vanskelige” instrumenter som akustisk guitar, violin, cello, kontrabas og træblæsere. Alle instrumenter, som i sig selv har et lavt akustisk output, og som derfor krævede en mikrofon, som er tæt på instrumentet og som også følger med, når instrumentet bevæges af musikeren. Et oplagt valg!! Lydteknikere har selvfølgelig tænkt, at fungerer de her, så kan de også fungere på andre instrumenter med et væsentligt højere akustisk output. Herunder trommer, blæsere, elguitar osv. DPA har hurtigt set trenden og udbredt tekst, videoer og seminarer, hvor 4099 mikrofonerne var ”alle steder”. 

Ny forforstærkerteknologi

Men hvorfor nu teste en mikrofon, som efterhånden har mange år på bagen. Jo, for tingene er ikke lige, som det umiddelbart ser ud. d:vote 4099 er nemlig kommet i en ny udgave med DPA’s forbedrede CORE by DPA-teknologi. CORE teknologien, som kom til d:fine headset og d:screet miniaturemikrofonerne sidste efterår. Hvad er det så lige, som er det nye i disse CORE mikrofoner?

Ud over svanehals, ledning og vindhætte består en 4099 i realiteten af tre essentielle dele; en mikrofonmembran, en forforstærker og et resonansrør, hvor den sidste er medvirkende til at give mikrofonen sin supernyre karakteristik. Mikrofonmembran og forforstærker er bygget sammen i et meget lille firkantet hus, og det er forforstærkeren, som har fået en overhaling med den nye CORE teknologi

CORE teknologien forbedrer forforstærkeren på en række punkter, nærmere bestemt på forvrængning og dynamisk formåen. Dette resulterer i, at mikrofonen kan tåle et højere SPL input, før forvrængningsgrænsen rammes omkring de kritiske 1 procent. Det giver et forbedret dynamikområde på op til 14 dB, som jo i audiosammenhæng er en anseelig værdi (lydstyrken stiger til det dobbelte for hver 6 dB). DPA d:vote findes stadig i to udgaver, men fordi CORE teknologien har forbedret dynamikområde, hedder de to udgaver nu Loud SPL og Extreme SPL mod tidligere (normal) og Loud. Det betyder, at den nye 4099 Loud udgave kan tåle det samme SPL lydtryk som den gamle Loud, men uden at have et indbygget dæmpning Så Loud udgaven kan nu tåle 142 dB peak, mens Extreme udgaven tåler 152 dB. Frekvenskarakteristikken er stadig stort set lineær fra 20-20 kHz, med et svagt løft i området fra 8-12 kHz på et par dB. Så godt som uændret i forhold til den ”gamle” model.

Design og fysik

Modsat d:screet modellerne CORE 4060 og 4061, som er meget svære at se forskel på i forhold til de tidligere modeller, så skiller den nye CORE udgave af 4099 mikrofonen sig ud i forhold til tidligere modeller. For det første har vindhætten fået en ny form, afskåret flad i spidsen og mere kegleformet end den tidligere afrundede form. Desuden er CORE modellen indikeret med en farvet ring nederst på den lille svanehals; der, hvor ledningen skrues fast. Ringen er rød på Loud SPL og gul på Extreme SPL.

Tilbehørsprogrammet er det samme; ledninger i to tykkelser, forlængerledninger og svanehalsforlængere. Instrumentholder listen er blevet udvidet gennem årene og består på nuværende tidspunkt af dedikerede holdere til akustisk guitar (og lign. strengeinstrumenter), blæsere, kontrabas, cello, violin/bratch, flygel, trommer, harmonika; en universal holder med burrebånd, som bl.a. kan bruges til fløjte og træblæsere, en anden universal holder med klemme og en holder, som kan sættes på et mikrofonstativ!! Mikrofonen kan pga. af microdot skrueforbindelsen benyttes på de fleste trådløse beltpacks, eller benyttes med to forskellige XLR forbindelser, med henholdsvis 80Hz lowcut filter eller uden filter. Mikrofoner kan købes i forskellige pakker med instrumentholdere som en dedikeret ”instrument” udgave, og disse pakker benytter de to forskellige XLR-udgaven ud fra instruments karakter og bas behov. Så her er det vigtigt at være opmærksom, når der handles. XLR-stikket uden filter er sort, mens XLR-stikket med filter er grå og sort. Den testede dobbelte, parrede piano udgave benytter af oplagte grunde det sorte DAD6001 XLR stik uden filter.

Lyttetest

d:vote CORE 4099 er at betragte væsentligt som en mikrofon til liveoptræden, selv om den med held sagtens kan bruges i studiet. For at høre de trods alt meget små nuanceforskelle, der er mellem den ”gamle” og CORE modellen, så var det oplagt at afprøve mikrofonerne under de mere kontrollerede forhold i studiet. Og gerne i en A/B test, som jo med de små 4099 mikrofoner er ret let at gennemføre, fordi mikrofonerne kan få stort set samme placering i forhold til instrumentet. Så gang i gaffatape og klistre de to svanehalse sammen, men bare bruge en holder til det ”sammenklistrede” par. De blev afprøvet både med akustisk guitar og flygel, den sidste i en dobbelt mikrofon opstilling, hvor mikrofoner henholdsvis parvis pegede på bas- og på diskantregisteret af strengene (se billede).

Lydforskellen mellem de to modeller er der, og det absolut til de nye CORE modellers fordel. Det er svært at sætte ord på denne forskel, fordi den ikke handler meget om en frekvensmæssig forskel, men mere lydstyrke og dynamisk forskel. Der er simpelthen mere hul igennem på de nye CORE modeller, og dynamikken er mere udtalt. Det kræver et trænet øre at dechifrere forskellen. I en video til denne test kan der lyttes til forskellen mellem de to mikrofoner!!

De mange forskellige holdere indikerer, at 4099 CORE mikrofonen kan bruges til stort set alle instrumenter. Løftet i diskanten klæder de fleste instrumenter, men ikke alle. På messingblæsere, visse træblæsere og eksempelvis elguitar med meget forvrængning vil man oftest have en rundere lyd, men det betyder bare, at equalizeren må i gang. Undertegnede har tre styk af den ”gamle” udgave af 4099, og de er stort set altid i brug, når der mixes livekoncert. Her vil den nye CORE teknologi blot forbedre den oplevelse og gøre anvendeligheden bredere.

Udvikling og fremskridt

Hatten af for DPA, fordi de har indset, at med den nye teknologi, som er kommet siden miniaturemikrofonerne blev lanceret, er deres mikrofoner kun blevet bedre og bedre. Og de har udnyttet den teknologi til at forbedre et allerede godt produkt. De tidligere modeller af 4099 bliver ikke længere markedsført, og CORE modellerne er lige lidt dyrere. Der er ingen tvivl om, at CORE teknologien er vejen frem; både for brugerne og for DPA Microphones.

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - Oktober 2018

ProAV Digital

ProAV9 NOV18 ForsideNyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Østre Gasværk
  • Expo-reportage
  • DJI Ronin
  • RAW video
  • Comtech

Læs alt lige her

DEShow 2019

Danish Entertainment Show er en ny messe, hvor udlejnings- og eventbranchen viser hvad de kan, og branchens førende distributører/ forhandlere præsenterer det største udvalg af innovative løsninger, teknologier og produkter

Se mere her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her