4. marts 2011

Adobe AfterEffects CS5

 Som vi nævnte i sidste nummer er den største forandring, at CS5-suiten nu er 64 bit. Det betyder specielt meget for netop AfterEffects. der er en meget RAM-hungende applikation. Har man mere end 4 gigabyte i ens computer kan al denne RAM nu udnyttes fuldt ud. Så jo mere RAM jo bedre. For at udnytte denne ekstra RAM kræves der, at selve hardwaren understøtter 64 bit – hvilket ældre maskiner ikke altid gør. Dertil skal maskinens styresystem være 64 bit. Det gør Apples OSX fra i version 10.6, så ingen problemer her, men Windows 7 kommer i både 32 og 64 bit udgave, og her skal man altså have den rigtige udgave for at nyde fordele af 64 bit. Helt konkret målte vi 28 procent kortere renderingstid mellem AfterEffects CS4 og CS5 for samme projekt. En opgradering fra fire Gigabyte til otte gav 215 % længere RAM preview. Det er jo alletiders, men der er den ulempe, at 32 bit plugins ikke virker i AfterEffects CS5. Her kræves, at alle plugins opgraderes til 64 bit udgaver. 

Derfor er det en god idé at bevare ens kopi af CS4-programmerne, hvis man har 32 bit plugins, der ikke findes i 64 bit udgave eller ikke ønsker at geninvestere i disse plugins. Heldigvis fjerner Adobes installeringsprogram ikke de gamle versioner, så skaden er begrænset, men det vil slet ikke installere CS5, hvis styresystemet er 32 bit. Det installerer CS4 versionerne i stedet.

Kvik performance
Ud over at forbedre programmerne med 64 bit, har Adobe skruet kraftigt på håndteringen af multi-CPU systemer. De ældre versioner af After Effects var ikke altid lige gode til at opdage, at der var mere end en CPU i maskinen. Noget som Apples Final Cut suite i øvrigt heller ikke er for kvik til. Her er CS5 programmerne langt bedre til at udnytte maskinens fulde potentiale. Det var en sand fornøjelse af se 8 CPU-målere gå i bund på en iMac med i7 processor, der har fire kærner med hver 2 HyperThreads. Det gør alt sammen, at brugen af CS5-programmerne giver en oplevelse af hurtighed og respons, som ikke findes tilsvarende hos Apples Final Cut Studio lige i øjeblikket. Anvendelse af 64 bit betyder nemlig også, at overførsel mellem programmer virker kvikt og hurtigt. 

Adobe har omskrevet AfterEffects helt, sådan at der er kommet en del nye muligheder i programmet. Dels er der kommet redigering af flere nye formater i forhold til CS4-versionen som AVC-Intra fra Panasonic, Reds R3D format og de forskellige formater fra Video-DSLR. Den indbyggede media-browser kan også håndtere disse formater, så det er nemt lige at se et hukommelseskort igennem for relevante klip. Der er også kommet mulighed for at læse, men ikke skrive Apples ProRes. Det sidste skyldes Apples begrænsninger i Quicktime. Det er kun Apples egne applikationer, som kan skrive ProRes-filer.

Rotoskopi til folket!
Optimeringen af AfterEffects har betydet, at Adobe har været i stand til tilføje nye muligheder i programmet. Den mest eksotiske og på sin vis også mest brugbare er Roto Brush. Det er klassisk rotoskopi i automatiseret udgave. Denne effekt kan bruges til at danne en maske (Travelling matte), sådan at der kan opereres på dele af billederne i en sekvens. Det kan bruges til at farvekorrigere dele af billede, eller mere avanceret - danne lag i en sekvens til brug for en 2D til 3D konvertering. Brugen af Roto Brush er simpel. Man markerer simpelthen de objekter, man vil have isoleret og derefter baggrunden. Derefter giver AfterEffects sig til at finde kanterne mellem for- og baggrund idet programmet danner en maske i processen. Derefter bruger Roto Brush bevægelsesvektorer til at animere masken. Den kan forfines under processen. Det kunne for eksempel være, at en person bevægede en arm ud fra kroppen. Så skal programmet lige orienteres om dette, idet mellemrummet mellem arm og krop skal fjernes fra masken. Når Roto Brush aktiveres startes en anden maske-effekt automatisk. Denne effekt håndterer maskens kanter, og tilføjer for eksempel motion blur til de af kanterne i masken, som bevæger sig. Det camouflerer masken i forhold til baggrunden. Denne Refine Matte-effekt er også tilgængelig som separat effekt, som kan kombineres med AfterEffects’ andre maskefunktioner. 

For at Roto brush skal virke efter hensigten, skal der være en rimelig separation imellem den billeddel, som man ønsker at maskere og baggrunden. Det er stadigvæk en (meget) tidskrævende process at foretage rotoskopi i After Effects CS5. Men i forhold til den glacialt langsomme proces, som det er at klare operationen i hånden eller Photoshop, så er det et stort fremskridt at bruge Roto Brush. Og operationen i AfterEffects CS5 er meget nemmere end de lidt begrænsede tools i CS3/4. Ud over farvekorrektioner, fjernelse af uønskede billedelementer og andre 2D maskeoperationer, kan effekten bruges til at danne ”falsk” 3D ud fra 2D optagelser.

Nye farvesætningsmuligheder
Men ikke alle nyheder i AfterEffects CS5 er lige så komplekse. En af dem, som vi er kommet til at elske er den nye ”Divide blending” mode. Den dividerer farveværdierne i det underliggende lag med farveværdierne i toplaget. Og det betyder??? At man kan tage en optagelse med et farvestik og bruge farvepippetten til at skabe et toplag med samme farve som farvestikket. Ved hjælp af Divide blending mode fjernes farvestikket idet denne blending-mode driver de resulterende farveværdier mod hvid. Super smart, hvis man lever i en verden med blandede lyskilder, og lige skal lyssætte flere indstillinger på ens vis. Et eksempel kunne være en sekvens hvor der både indgår glødelamper, dagslys og lidt neonrør i forhold der varierer for hver indstilling. Siden det er samme sted, skal sekvensen lyssættes lige rigtigt eller forkert hele vejen igennem. Det kan naturligvis klares med de normale farvekontroller, men det er super nemt med Divide blending mode. 

Der er også en ny version af ”Color Finesse” med AfterEffects CS5. Color Finesse er en glimrende farvesætningsapplikation, som ikke kræver den store farvesætningseksamen. En anden superting er ”Mocha for After Effects V2”, der er en motion tracking og rotoscopi applikation inkluderet med AfterEffects CS5. Mocha kan mere end ”Roto Brush”, idet afmaskningen er vektorbaseret, hvor Roto Brush er pixel baseret. Derved er det nemmere at tilpasse afmaskningen. En ny medfølgende
applikation er Digieffects FreeForm, der kan annimere et AfterEffects lag i 3D. Det er dog en applikation, som kræver en del energi og forberedelse at komme i gang med. 

Mens vi er ved 3D mulighederne, er importmulighederne af 3D-modeller fra Photoshop blevet kraftigt forbedret. Det gør
stadigvæk ikke AfterEffects til en 3D applikation, men det kan være en snild 3D genvej, hvis ens hardware kan klare det. Lige denne del af AfterEffects CS5 kræver nemlig mange computermuskler. 

Der er langt flere nye ting i Adobe After Effects CS5 end vi har plads til, men alene forbedringen i ydelse ved at anvende 64 bit teknologi burde være nok til at opgradere, specielt hvis man har en af de ældre versioner før CS4.
 

ProAV Digital

Forside ProAV1 19 NET

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Event Expo
  • Nyt lys i Operaen
  • VR visualisering
  • Nem redigering
  • Storage-løsning

Læs alt lige her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her