Ny direktør for FilmFyn
Efter små 25 år i Producentforeningen, heraf 10 som direktør, har Klaus Hansen valgt at takke ja til et job som direktør for FilmFyn. Som ny direktør i FilmFyn vil Klaus Hansen også fremover styrke den vigtige, regionale udvikling af branchen. Det er en meget vigtig opgave, han har påtaget sig, og alle i Producentforeningen ønsker Klaus held og lykke. Klaus Hansen har været omdrejningspunktet i Producentforeningen gennem snart et kvart århundrede og efterlader naturligvis et stort hul.
Klaus Hansen er uddannet jurist og filmoperatør, og var med til at starte FilmFyn i 2003, hvor han også var bestyrelsesformand i en årrække. Han tiltræder sin nye stilling senest den 30. juni i år.
Jan Neiiendam, som er vicedirektør i Producentforeningen, overtager rorpinden som konstitueret direktør i foreningen, når Klaus Hansen stopper med udgangen af januar.