In my bag 1

Af JOS Svendsen, 5. april 2016

What's in my bag!

Naturligvis kan man proppe et 4K filmkit komplet med stativer, lyd og lys ned i en kamerataske med under fire kilo udstyr! Hvis der er noget, vi ikke gider på Monitor, er det at slæbe. For at få vægten ned på udstyr, der både kan optage 4K video og stillbilleder, har vi derfor kigget lidt udenfor det rene professionelle udstyr.

Drejer det sig om professionelt udstyr, kan man være sikker på én ting, nemlig at soliditet er en parameter i designet. Det betyder, at det vejer. Vi mødte på et tidspunkt en kendt dansk filmfotograf, der nægtede at tage stativer under 15 kilo seriøst. Soliditet betyder, at udstyret kan holde til at blive slæbt ud i junglen på ekspeditioner.

Meeeen – det er ikke os alle, der lige tager på ekspeditioner fjernt fra civilisationen. Vi gør ikke. Faktisk er vi mere interesserede i, at vi undgår rygskader, når vi går rundt på en udstilling eller er på reportage. Det tætteste, vi kommer på en jungle er Palmehuset i Botanisk Have i København. Det betyder, at det ikke gør så meget, at udstyret ikke er pansret som en Tiger tank. Vi laver reportager i bymiljø. Vi vil gerne kunne tage 4K video samt stills til bladet, uden at vi nødvendigvis skal have en trilletaske med. Vi vil gerne have et relativt diskret udstyr, der ikke skriger videocrew, og vi vil gerne kunne låse det hele inde i en DSB-bagagebox. Så ingen 15 kilo stativer eller trillende Peli cases. Men vi vil gerne være så komplette som muligt. Det betyder, at vi skal kunne lave ordentlig lyd og sætte et minimum af lys. Samtidigt har vi OK tid. Det er fint lige at skulle bruge lidt tid til at sætte udstyr op inden optagelserne. Men samtidigt vil vi gerne være mobile. Og hvordan gør vi så det?

Billedsiden

Sony RX10 II - Et tomme sensor med 20 megapixel, en super F2,8 Zeiss optik på 25-213 mm omregnet til 35 mm 16:9, log billedprofiler og 40x slowmotion. Kameraet optager video i 2160P25 med 100 Megabit/S på SDXC hukommelseskort og naturligvis også stillbilleder. Lydmulig-hederne er helt i orden med både mikrofon ind og hovedtelefon ud. Dertil har Sony sat en megakraftig processor i kameraet, sådan at automatikfunktionerne er velfungerende. Dertil har optikken god billedstabilisering og et indbygget ND-filter. RX10 Mrk II er et såkaldt hybridkamera, hvilket betyder, at det skulle være lige godt til video og stillbilleder. Og RX10 Mrk II er faktisk rigtig godt til begge dele. Det leverer fremragende 4K video samtidigt med, at det er et hurtigt og velfungerende stillbilledkamera.

Det punkt, hvor Sony godt kunne forbedre kameraet, er batterilevetiden til video, men heldigvis kan kameraet strømforsynes via USB-porten. Den bruges også til at oplade batteriet med. En anden ting er, at kameraet godt nok har WiFi, men Sony’s app på en mobiltelefon er ikke for snedig. Men den fungerer dog fint som fjernbetjening. I brug er kameraet hurtigt og leverer varen nemt og hurtigt.

Og mens vi er der, så kommer der lige et GoPro 4 Black med i tasken. Det kan stilles til snæver billedvinkel og bliver så et lille b-kamera.

Kamerasupport

En af de mest oversete redskaber til stabile billeder er et-bensstativet. Dette Manfrotto stativ er super let og håndterbart. Stabiliteten er i orden, da Manfrotto anvender ovale rør frem for runde, hvilket giver bedre stabilitet. Vi har parret stativet med et Manfrotto basic 234 hoved, der godt nok vejer lige så meget som stativet selv, men det er stabilt og gør, at kameraet kan vippes. Vi kunne have valgt et kuglehoved, men denne type hoved er ikke så velegnet til video. Man kan nemlig sagtens panorere med et et-bensstativ. Det er bare at sætte et stykke gaffa på foden og bruge hele kroppen til panoreringen. Og stativet kan også bruges som kamera-håndtag, når det er skudt sammen.

Og så har vi en yndling – Manfrotto Pixi. Det er et lille stativ, der kan bruges til alt muligt praktisk – Kamera, lyd, lys. For at være ekstra fleksibel med opsætninger har vi også en lille magic arm med i tasken. Den er fin til lys og lyd. Tænk på at der ikke skal bæres mere end maksimalt et kilo. Det betyder, at man kan være kreativ. En stabel bøger til at hæve kamerastativet med er f.eks. fint til et interview ved et skrivebord, hvor lyset kan sidde på en stoleryg.

Lys

Var det kun stillbilleder, vi skulle optage, havde vi valgt en reflektor, men vi har brug for at kunne kontrollere lyset så meget som muligt. Derfor er en kompakt LED-lampe en god løsning. Her har vi valgt Aputure Amaram AL-198C, fordi den både har god, variabel lyskvalitet og kan anvende AA-batterier. Lampen er let og kan uden problemer monteres selv de mest mystiske steder. Den kan levere 430 lux i 1 meters afstand og er dermed kraftig nok til at levere udfyldningslys selv i solskin.

Aputure er en af de kinesiske fabrikanter, der har fundet ud af, at kvalitet også kan være en salgsparameter. Siden lampen har variabel farvetemperatur, er den smart til lige at løfte skygger med uanset lyset i omgivelser. Vi har ingen ambitioner om lysdesign, så et enkelt lys er fint. Det er for øvrigt også smart til stillbilleder, hvor man bare kan sætte det på Pixi-stativet og bruge dette som håndtag til lyset.

Lyd

Når man pludselig befinder sig i en verden med minijacks, kan man insistere på at konvertere alt til XLR og bruge professionelt - og tungt udstyr. Alternativt kan man udnytte situationen og spare massevis af vægt og stadigvæk få en lyd-kvalitet, som er god nok.

Husk, at vi ikke taler om at optage i en krigszone; vi optager ikke spillefilm og kabellængderne er små, så man kan altså godt leve uden trådløse mikrofoner og fieldrecordere. Skægt nok er der ikke så mange af de klassiske lydfabrikanter, der har interesseret sig for dette marked, man kunne kalde low-end Pro. Røde, Audio-Technica og så Aputure er hvad vi lige kan komme på.

A.lav fra Aputure er faktisk noget så smart, som en lavalier mikrofon med en kontrolenhed, der gør, at mikrofonen både kan bruges til en iPhone og til et kamera eller recorder. Kontrolenheden leverer strøm og kan bruges som rulle for mikofonens ledning på 3 meter. Der er 200 timers batteritid i kontrolenheden, som også har et hovedtelefonstik, der aktiveres, hvis man bruger en iPhone som recorder. Aputures enhed virker nemlig både med et kamera og en iPhone.

Men det er smart at have to mikrofoner til interviews. Det kan være interview med to personer, en selv og en interview person, en person med backuplyd. Her har vi en Røde VideoMicro, som både kan bruges på kameraet, på stativ og på boomstang. Mikrofonen har nyrekarakteristik og er dermed moderat retningsbestemt. Den har indbygget shockmount og kommer med en dødkat vindstøjsredution. Dermed er den en mikro ENG-mikrofon. Sæt den på kameraet, på et stativ eller på den sexede mikro boomstang, som Røde laver specielt til mikrofonen. Der er ingen, som siger, at man skal holde en boomstang. En magic arm, en strap eller bare gaffatape er fint, da boomstangen kun vejer 100 gram. Det er bare et spørgsmål om at få mikofonen tæt på lydkilden, uden at mikrofonen kommer med i billedet.

Det lille kunststykke med at sætte to mikrofoner til et DSLR klares med en Saramonic SmartMixer. Den har to minijack med strøm, mulighed for XLR tilslutning med 48V phantom power via en adaptor, den har tydelige belyste metre og en
hovedtelefonudgang. Egentlig er den en smartphone-adapter, så den kommer med telefonholder og et håndtag. Men lad de dele blive hjemme og brug bare selve enheden. Den kan sættes i kameraets flash-sko eller på stativ. Beklageligvis er der kun en niveauregulering på enheden, så man skal stille niveauet efter den kraftigste mikrofon og udjævne i redigeringen.

Det med at monitere lyden klares med et sæt Sennheiser HD-25 II hovedtelefoner. De er simpelthen industristandard. Alle lydmænd, vi nogensinde har mødt, har et par. Forståeligt, da disse hovedtelefoner er perfekte til at afsløre overstyring og dårlig mikrofonplacering.

Strøm og alt det andet

Det valgte udstyr lades enten via USB, eller der bruges standard AA eller 9V batterier. Derfor har vi en USB-lader med. Sony kameraet anvender FW50-batterier, så et ekstra batteri af denne type er også en god idé.

Hvad havde vi gjort anderledes

Vi er landet på 3.500 gram for et fuldt brugbart kombineret 4K videokit og stillbillede. Det er jo fint, der er endda plads til lidt ekstra ting. Med en lidt højere vægtgrænse havde vi adderet en 4K recorder og et stativ + ekstra arm til recorderen – og lige en ekstra Pixi - sådan for en sikkerheds skyld.

ProAV Digital

Forside ProAV1 19 NET

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Event Expo
  • Nyt lys i Operaen
  • VR visualisering
  • Nem redigering
  • Storage-løsning

Læs alt lige her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her