TVF 3 Anders Krab Johansen

13. oktober 2015

TV Festival 2015

Børsen goes niche - Dagbladet Børsens chefredaktør var meget åbenhjertig, da han på en af de mange sessions på årets TV Festival fortalte om dagbladets nye digitale nichemedie, Børsen Play.

“Børsen har i omegnen af 50.000 abonnenter, og vi har aktiveret 10-15 pct af vores betalende målgruppe i Børsen Play. Det synes jeg er for lidt. Når vi forventer, at de downloader en app mere, ud over den de har i forvejen, så er det allerede et niveau over, hvad mange gider,” sagde Anders Krab-Johansen til en fyldt sal. Ikke desto mindre har Børsen Play rundet 100.000+ viste klip ved åbningen af finansmarkederne klokken 9, og et nyt peak indtræffer, når de amerikanske børser åbner midt på eftermiddagen. Børsen Play er en on-demand nyhedskanal, der henvender sig til de mest dedikerede af Danmarks anslåede 100.000 private aktieinvestorer, som følger danske aktier i realtid. Kanalen blev søsat i februar 2015 og var i begyndelsen kun tilgængelig som smartphone app. Siden er kanalen også blevet tilgængelig på desktop, og mange af de klip, der er produceret til Play, finder også vej til den generelle nyhedsdækning på Borsen.dk.

Børsen Play har et live-hold ude hver dag på generalforsamlinger eller hos en af erhvervslivets topchefer: “Vi kan være, hvor vi vil, med meget let udstyr, vi kan sende med kun to mand på farten,” fortæller Anders Krab-Johansen.

Børsen Play er finansieret af abonnement, bannerannoncer og sponsorater. Man kan abonnere på Play uden at være Børsen abonnent. Det er første gang Børsen lancerer en platform, som ikke forudsætter, at man er Børsen-abonnent. I udviklingen af Play er Børsen gået efter at skabe en superenkel app på smartphonens betingelser. En af de brugervenlige features er en knap, hvor man kan slå over på radio. Det man får, er så bare lydsiden af Børsen Play, så man kan bruge den, mens man kører bil. “Folk er rimeligt skramlede i deres måde at bruge medier på efterhånden. De forventer ikke de der smukke, lange forløb,” siger Anders Krab-Johansen.

Nok så væsentligt synes annoncørerne at have lige så meget appetit på de nye platforme. 20 procent af Børsens mobile indtægter i 2015 kommer fra Play, og kanalen startede i februar. “Vi er begyndt at slice ind på TV-markedet, så hvis Toyota laver en ny bilreklame, som skal køre på TV, kan de lige så godt købe lidt hos os, det er en marginal omkostning for dem at ramme målgruppen,” lød det fra Anders Krab-Johansen på årets TV Festival, inden han rundede af med ordene: “Ligegyldigt hvad der kommer af nye platforme, er Børsen til stede med vores kvalitetsindhold. Play er bare endnu en platform, som vi arbejder på.”

Norske VG har flere seere på web end NRK og TV2 Norge - tilsammen!

“Vi tabte millioner på TV i fjor og regner med at tabe en masse penge i år også.” Chefredaktør Torry Pedersen, VG, lyder helt stolt, når han præsenterer de røde tal fra sit dagbladsejede TV-selskab. Han mener helt seriøst, at medierne må investere og investere markant, hvis de vil overleve den digitale transformation. Kunne du forestille dig en dansk avisudgiver som producent på en dansk biograffilm? Nå, ikke. Jamen så stiller vi lige om til Norge og tabloidmiraklet VG.

VG er enesponsor for skaktalentet Magnus Carlsen, der i 2013 begejstrede Norge ved at blive den til dato næstyngste verdensmester i skak. VGTV indspiller for tiden en helaftens biograffilm om Magnus med premiere i efteråret 2016. “Vi gør det, da vi må bryde grænser i den medietransformation, der er i gang,” siger chefredaktør Torry Pedersen, og vi citerer ham i nutid, selvom ordene faldt den 14. august i år i Tivoli Congress Center i København ved årets TV Festival.

I en samtale med Ekstra Bladets TV-direktør Thomas Stokholm blev Torry Pedersen krævet til regnskab for et aktuelt driftsunderskud på 58,5 millioner norske kroner. Nordmandens svar blev mødt med TV Festivalens mest bragende klapsalve: “Vi er inde i en digital transformation, og det nytter ikke at spare sig igennem sådan en transformation. De medier, som tror, at de kan spare sig igennem, de kommer til at dø.” Han tilføjede, at VG som helhed præsterer et overskud på 300 millioner norske kroner efter tab. “Så vi kan godt tåle at tabe lidt. Vi kommer til at tabe en masse penge på TV i år også. Spørgsmålet er, hvor længe vi kan blive ved med at tabe så mange penge. Det afhænger af to ting. Et: Hvordan det går med mediehuset totalt set. To: Om vi ser signifikant vækst i indtægterne fra TV. Der har vi en udfordring.”

“VG lykkes trafikmæssigt. Vi ligger på 22 millioner visninger om måneden. Til sammenligning har New York Times 18 millioner visninger. Så trafikken er ikke vores udfordring. Udfordringen er, at vi endnu ikke har fået indtægtssiden til at vokse.” Tabloidavisens TV-satsning er heller ikke fortabt, når det kommer til views. På en god dag har kanalen flere seere på nettet end NRK og TV2 Norge - tilsammen.

“VG har som avis været eftermiddagsavis, altså et komplementært medie. På nettet er det lige omvendt, dér er VG startpunktet. 52 procent af nordmændene er inde på VG-sitet hver dag. Der skal vi have levende billeder. Så prøver vi også at gøre det til en god forretning. Vi kan ikke sige, at vi er i mål med det, men vi må da for faen prøve.”

Og med de ord udløste Torry Pedersen endnu en markant klapsalve.


Af: Carsten Legaard

ProAV Digital

ProAV 3DIGI 19 forside WWW

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Schmidts Radio
  • Test 4K kamera
  • DPA 6060/6066
  • ISE 2019
  • AFUK

Læs alt lige her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her