31. juli 2014

Stor succes på MonitorFocus 1.0

Det første MonitorFocus forløb helt efter hensigten den 22. Maj. Mange udstillere, de rigtige produkter og et rigtigt pænt fremmøde, frem for alt af professionelle folk med hænderne dybt nede i livelyd afvikling, rental og eventproduktion. Meningen med disse arrangementer er jo at kunne gå dybere ned i teknologien end på en almindelig udstilling, at have et interessant, men begrænset emne og mødes uforpligtende omkring dette, med stærk fokus på brugen af teknologien.

 

Temaet for dette første MonitorFocus var tre emner, digitale mixere, stage monitors og personal mixer til musikerne, alle med livelyd som fællesnævner. At det er emner, som interesserer lydteknikerne, blev bekræftet. Der var ligefrem kø, inden publikum blev lukket ind til al denne nye teknologi. Der var 13 forskellige distributører repræsenteret, og de havde alle taget de helt rigtige og interessante produkter med. Man kunne håbe på, at flere af de nyheder, som blev præsenteret på Prolight & Sound i Frankfurt, blev vist på MonitorFocus, og nogle distributører havde også helt nye og friske produkter med. Men flere måtte også melde, at nyhederne først bliver produceret i Q3. Så disse nyheder vil vi først kunne se på MonitorExpo i november måned.

De digitale Mixere
Generelt samlede der sig størst interesse omkring digitale mixere, i og for sig ikke overraskende. Det er også en teknologi, som i den grad appellerer og udfordrer, fordi produkterne kan så meget i vore dage. Disse mixere har betydet, at effektrack og lignende er blevet helt overflødige, og samtidig er de også kommet ned i en pris, hvor mange lydteknikere selv investerer og på den måde har deres egen, personlige digitale mixer. Udbuddet på MonitorFocus var stort, og 17 forskellige mixere var repræsenteret. Kun et par enkelte producenter i den billige ende var ikke tilstede, ellers var det ”full house”. Vi så mixere fra Midas, Digico, Studer, Allan&Heath, Roland, Cadac, Yamaha, SSL, Avid og Soundcraft, og i en bred prisskala helt fra den lille million til kun lidt mere end 10.000.
    

Med så mange mixere præsenteret og med den gode tid, der er på dette arrangement for både udstillere og publikum, så var der rig mulighed for fordybe sig i mixerens mange menuer. Men samtidig og måske mere vigtigt gav det også mulighed for at afprøve og sammenligne de brugerflader, som disse pulte betjenes ved. Og netop brugerfladen er stort set umulig at beskrive i en brochure eller manual, den skal føles i hænderne. Og tendensen var klar. Brugerne fik lov til at have ”hands on”, mens produktspecialisterne fra distributørerne stod på siden af pultene, hjalp til og forklarede, når det var påkrævet.

Scene Monitorer
Scene monitorer var også velrepræsenteret på MonitorFocus, i alt blev 26 forskellige monitorer vist frem. Her var produkter fra Meyer Sound, RCF, L-Acoustics, Next, QSC, Martin Audio, Outline, Yamaha, d&B, EM Acoustic, JBL og TW-Audio. På MonitorFocus blev der to gange i løbet af dagen lavet en shoot out på alle disse scene monitors. Under denne shoot out fik hver distributør lov til at fortælle om de forskellige monitormodeller, som blev vist på den pågældende stand. Derefter blev der på skift spillet forskelligt lydmateriale fra disse monitorkasser, så det var muligt at bedømme deres lyd. Alle monitorerne var indstillet til en lydstyrke på 90 dB, så forskellig lydstyrke ikke skulle narre lytteren. Især under den første shoot out fulgte en stor skare af publikum med rundt og lyttede på de forskellige monitors, og fik forhåbentligt et tilfredsstillende, lyttemæssigt indtryk, selv om det er svært for alle 50 tilhørere samtidig at stå optimalt foran en enkelt scene monitor. Men publikum viste hensyn til hinanden og defilerede på skift ind i en god lytteposition.

Personal Mixer
Musikere med kontrol over deres eget monitor mix er for lydteknikeren både en lettelse og et skrækscenarie, at efter disciplinen hos musikerne. Men det er teknologi, som nu findes. Og selv om den ikke er så udbredt endnu, så vil vi helt afgjort se disse personal mixere som tilbehør til stort set alle digitale mixere i fremtiden.
    

På MonitorFocus var det da også det af de tre emner, hvor der blev vist færrest produkter. Allan&Heath, Roland, Aviom og DBX viste systemer frem, og de var alle i højere eller mindre grad integreret med de digitale mixere, som stod på samme stand. Teknologien er interessant, både i forhold til traditionelle monitor systemer som de scene monitors, som var på MonitorFocus; men også i forhold til In Ear monitorering, som mange musikere benytter sig af i disse tider.

Påtale fra en erfaren herre
Midt på dagen blev den almindelige udstilling afbrudt på den gode måde. Henrik Bonné, som er en meget erfaren lyd- og systemtekniker, holdt et kort foredrag omkring hans erfaringer med digitale mixere. Henrik Bonné, som nu er fastansat lydtekniker på Trommen i Hørsholm, har bl.a. i mange år været ansvarlig lyd-og systemtekniker på Arena scenen på Roskilde Festival, så han har fået lov til at oplevet mange forskellige og komplicerede scenarier.
    

Henrik’s fokus under dette lille foredrag kom især til at dreje sig om ”kontorarbejdet” på de digitale mixere. Dvs., det arbejde der ligger i at sætte et skråsikkert og velfungerende system op med disse mixere. Han kom ind på emner som en god clock distribution, gain-struktur på FOH og monitorpult, netværksstandard og netværkskabler. Og fingeren blev løftet og stemmen hævet, når han påpegede, at der er ingen undskyldning. Der bliver arbejdet med dyb og kompliceret teknologi på digitale pulte, så lydteknikeren må kende sit stof og vide, hvad han står med. Ikke kun på pulten, men også med de mange enheder som er tilsluttet mixeren via netværket. Og det blev påpeget, at forarbejdet skal gøres hjemmefra og ikke som en halvhjertet feberredning midt under koncerten. Gode pointer fra en erfaren lydtekniker.

Fremtidige MonitorFocus
Lokaliteten hos produktionsselskabet Studios var perfekt, og de rå, men indbydende produktionslokaler på Amager satte et afslappet, men samtidig professionelt præg på et arrangement som MonitorFocus. Beslutningen er ikke taget endnu, men umiddelbart er stemningen på redaktionen på Monitor Pro, at det er ikke sidste gang, at vi laver et MonitorFocus. Så version 2.0 spøger i horisonten.

 

 

Af: Jens Walther
 

ProAV Digital

ProAV818 forside NETNyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • IB4 mødelokaler
  • Unico-Gruppen
  • Brug en gimbal
  • LED-lamper
  • Mediatec udvider

Læs alt lige her

DEShow 2019

Danish Entertainment Show er en ny messe, hvor udlejnings- og eventbranchen viser hvad de kan, og branchens førende distributører/ forhandlere præsenterer det største udvalg af innovative løsninger, teknologier og produkter

Se mere her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her