31. juli 2014

Stor lysinstallation i Gråkjær Arena

Når der for første gang bliver tændt for det nye lysanlæg i Gråkjær Arena i Holstebro, er det at regne blandt Nordeuropas største af sin slags. Det kan måle sig med amerikanske forhold og indbefatter blandt andet 350 meter LED slange!

 
Lige uden for Holstebro i byen Aulum ligger Rainbow Pro, som udlejer og installerer lyd og lys fra små opsætninger til de helt store. Meget store faktisk, for det midtjyske firma stod også bag lyden, da der blev afholdt VM i håndbold i 2014. Og nu er de ved at lægge sidste hånd på en helt ny og meget omfattende lyssætning i Gråkjær Arena, hvor håndboldholdet Team Tvis-Holstebro har hjemmebane.
    

”Det er et større projekt med Gråkjær, når vi taler installation. Vi har gennem årene bygget mange diskoteker, caféer, halanlæg, biografer med mere. Men på det seneste er vi også gået over i virksomhedsløsninger, konferenceanlæg med videre – herunder altså også fast installation. Men denne i Gråkjær Arena er absolut blandt en af de største, vi nogensinde har lavet”, fortæller Kristian Hagen, der er projektleder i Rainbow Pro.

Installation i sværvægtsklassen
At kalde det stort er ingen overdrivelse. Lysinstallationen i Arenaen er blandt de største af sin art i Nordeuropa, og Kristian Hagen gætter på, at man skal til Frankfurt for at finde noget, der er større. Rainbow Pro er normalt leverandør og servicepartner i Gråkjær Arena og har haft et godt samarbejde med kommunen gennem mange år. ”Der var et par andre, der også bød på opgaven, og vi blev også bedt om at byde ind, og så vandt vi sagen”, fortæller Kristian, der også fortæller, at det har været en meget lang proces. Selve opsætningen tager omkring fire uger, men der har været måneder med godkendelser frem og tilbage internt i kommunen og frem og tilbage til Rainbow Pro. Altså helt normalt, når der skal bruges mange penge på et projekt.
    

Kristian Hagen mener i øvrigt, at det er flot og modigt at kommunen tør satse – ikke kun med dette projekt men generelt på idræt. ”Så gør man opmærksom på sig selv og kan trække folk til”, fortæller Kristian. Holstebro er da også kåret som årets idrætskommune 2013, og det er alt andet lige en flot satsning og en god måde at komme på landkortet.

Kæmpe publikumsoplevelse
Gråkjær Arenas nye lysopsætning står klar, når dette læses, og så vil der være intet mindre end 350 meter LED slange, der kan lyse op i forskellige farver og skabe stemning som på langt større idrætsanlæg. LED slangen sidder monteret langs banderne nede ved banen og en slange rundt ved publikum. Dertil er der monteret to trusses – en på hver side af banen, hvor der kommer 10 profil moving heads og 6 wash moving heads samt 10 LED blinders – og det er i parentes bemærket i hver truss, man får denne sammensætning!
    

Der bliver også installeret blinders og røgmaskiner, så der er lys og røg, når spillerne går på banen. Dertil bliver der monteret en animationslaser, der benyttes til det show, man kører inden kampstart. Der er ingen tvivl om, at det bliver en kæmpe oplevelse for både publikum og spillere, når det nye lysanlæg kører.
    

”Trods det store set-up er selve opsætningen faktisk rimelig ligetil. Det er forarbejdet, der har taget tid. Det rigtigt vanskelige kommer, når det hele skal programmeres”, forklarer Kristian Hagen og fortætter: ”Vi programmerer lyset, så det hele kører automatisk via en touchskærm, så man kan trykke på én knap, når spillerne løber ind, en når der scores og så videre. Så det kræver kun én mand at håndtere det hele, når det først er programmeret. Så man sparer altså en lysmand – én mand kan håndtere det hele, og det kan naturligvis ændres eller omprogrammeres, når der er behov”.

Virksomhed i vækst
Alle lamper og spots i Gråkjær Arena er naturligvis LED. ”Skulle man bruge konventionelle gaslamper, ville man skulle bruge 85 kilowatt til et arrangement som dette”, fortæller Kristian Hagen. Lamperne er i øvrigt fra mærket Stage Solution.
  

”Opgaven her i arenaen, og opgaven til EM er store og prestigefyldte. De er med til at sætte en virksomhed som os på landkortet. Det er en sjov opgave, og vi har vind i sejlene. Vi vækster men har den samme stab af medarbejdere. Som mange andre hiver vi mange af de gode freelancere, vi har benyttet i mange år, ind, når der er store opgaver. Men det er også vigtigt at holde jordforbindelsen og yde lige så god service for de mindre kunder, der lejer udstyr for langt færre penge. Det er dem, der pludselig kommer med den helt store ordre”, forklarer Kristian Hagen.

 

 

Af: Peter Hyldahl

ProAV Digital

ProAV818 forside NETNyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • IB4 mødelokaler
  • Unico-Gruppen
  • Brug en gimbal
  • LED-lamper
  • Mediatec udvider

Læs alt lige her

DEShow 2019

Danish Entertainment Show er en ny messe, hvor udlejnings- og eventbranchen viser hvad de kan, og branchens førende distributører/ forhandlere præsenterer det største udvalg af innovative løsninger, teknologier og produkter

Se mere her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her