Benny Johannsen i TV2 nyhedsafvikling

12. oktober 2015

Støjmagi

Almindelige værktøjer som EQ og dynamiske enheder duer ikke til at minimere støjen, her må specialiserede værktøjer til; det vil sige en computer, som konstant kan analysere, beregne og skille støjen fra. I software form findes der mange og gode løsninger, men almindeligvis som en efterredigering af lyden, efter at den er optaget. Men rigtig tit har vi brug for, at denne støjreduktion foregår instant, i realtid og ikke i en efterredigering. Her kan nævnes tale til forsamlinger, teater, reportager, broadcast og livestreaming. Her indsnævrer feltet af enheder sig, der er ikke mange på markedet. Støjreduktionsenheden Cedar DNS 8 er en af de få, og den ser vi på her. DNS står for Dialogue Noise Suppressor, og enheden er specielt designet til at rense den menneskelige stemme.

Testsnit!!

Vi har angrebet denne test anderledes, end vi plejer på Monitor Pro. Cedar DNS 8 skal testes i de omgivelser, den er beregnet til, det vil ikke rigtig give mening at tage den ind på testbænken. Nej, her er det bedre at spørge de brugere, som benytter DNS 8. Hvordan oplever de enhedens formåen, og hvordan bruger de den i det daglige. Her skal det siges, at vi har snakket med brugere, som jo har investeret i en Cedar DNS 8. Og som man jo må gå ud fra er forholdsvis positive over enheden, når de nu har foretaget investeringen; så brugerkommentarerne er på den sigt ikke neutrale. Med det på plads, så lad høre, hvad et par vidt forskellige brugere har at sige om støjreduktionsenheden.

Broadcast brug

Morten Brandstrup er produktionsteknisk chef for nyheds-afdelingen på TV2 i København. TV2 har Cedar DNS 8 siddende i alle deres nyhedsstudier, to enheder på Teglholmen i København og to på Kvægtorvet i Odense. Morten Brandstrup fortæller: ”Første gang, jeg stødte på Cedar DNS 8, var for et par år siden, da vi skulle lave politisk nyhedsdækning på Europaparlamentsvalget. Her var ideen, at vi skulle lave et studie i midtergangen på Christiansborg. Hvis man har været på Christiansborg, så ved man, at det måske er verdens dårligste idé rent lydmæssigt; måske er det kun Hovedbanegården, som er værre i støj og dårlig akustik. Der er larm og baggrundsstøj, rungende akustik, og det er stort set umuligt bare at føre en samtale to mennesker imellem på dette sted. Og her under valget ville der selvfølgelig være konstant uro og masser af mennesker på gangen. Vi tester en række mikrofoner derinde, og alt var stort set umuligt at have med at gøre. Vi var undervejs blevet opmærksomme på Cedar DNS 8 og besluttede at prøve den af. Og den gjorde fuldstændig, hvad den skulle. Den regulerede akustikken, så vi ikke havde den kedelige efterklang, og så fjernede den baggrundsstøjen effektivt. Og alt det skete på learn funktionen, så det vil sige fuldstændig automatisk. Vi brugte den på alle værtsmikrofonerne, på studiemikrofonerne og på interviewmikrofonerne. På et tidspunkt, hvor jeg selv stod i afviklingen, fik vi en forespørgsel fra vores producer, som sad i Odense. Han spurgte, om det var muligt at blande noget baggrundslyd ind i sendesignalet, fordi det virkede for rent, for tørt og næsten urealistisk, når vi nu stod på den location. Og det har jeg aldrig tidligere oplevet, at en producer bad om. Til den pågældende EP produktion havde vi blot lånt enheden for at teste den af, men straks derefter købte vi enheder til vores forskellige studier. Her sidder den både på alle lydkilder inde i studierne og på de live lydkilder, som vi får ind til nyhederne. Normalt bruger vi den på indgangene, men den kan faktisk også bruges på en samlet udgang. Vi brugte den også med stor succes i det studie, som vi havde stillet op foran Christiansborg under folketingsvalget her i foråret. Et midlertidigt studie som dette er jo sparsomt lydisoleret, og der kørte tunge lastbiler og busser rundt på en afstand af kun fem meter fra studiet. Her var Cedar DNS 8 medvirkende til, at det overhovedet kunne lade sig gøre.

Vi bruger den altid med learn funktionen koblet ind, både fordi der normalt ikke er tid til at indstille den og fordi, støjen jo hele tiden ændrer sig. Et fremtidigt ønske for os ville være at have den siddende på kameraet, så den kunne ”rense” lyden lige efter mikrofonen, dvs. inden MPEG kompressionen. Og hvis vi tilmed også kunne få samme funktionalitet som en plug-in, så ville vi være rigtig glade. Vi må se, hvad fremtiden bringer fra Cedar.” (Cedar DNS-One plug-in er netop lanceret som plug-in med AUTO-LEARN funktion på IBC i Amsterdam, red.).

Besøg i afviklingen

Morten Brandstrup er chef og sidder ikke og afvikler i det daglige, så derfor besøgte vi også nyhedsafviklingen og linje-tekniker Benny Johannsen. I øjeblikket er der en stor ombygning i gang i TV2 huset på Teglholmen; der er ved at blive lavet en ny nyhedsafvikling på stedet.

Benny Johannsen forklarer: ”På grund af situationen med håndværkere og larm tæt på nyhedsstudiet, så har vi valgt at placere Cedar DNS 8 på udgangen for at være sikker på, at der ikke pludselig kommer boremaskine og andet støj ind i vores nyhedsdækning. Den sidder simpelt hen som et ”håndværkerfilter”. Det er det bedste i den her opbygningssituation, men det er absolut ikke det bedste rent teknisk for enheden, som er beregnet til at sidde på indgangen. Men den klarer det rigtig fint og arbejder konstant i learn tilstand, så den også reagerer over for nye og pludselige uønskede lyde. Jeg kan af og til høre, at den ”pumper” lidt på lyden (Lydniveauet på det ønskede signal bliver ”forstyrret” lidt af den støj, som DNS 8 fjerner, red.), men det har jeg aldrig lagt mærke til, når den er placeret på indgangen af signalvejen. Enheden sidder ikke fysisk i selve afviklingsstudiet, men jeg har netværksstyring af den på en skærm, hvis jeg lige vil overvåge, hvad den laver.”

Morten Brandstrup fortæller også, at der i øjeblikket på TV2 bliver eksperimenteret med automatisk lydudstyr, der klarer lydmiksning hurtigere og bedre end en lydtekniker kan præstere. Bl.a. har de en produktion, hvor et studie er flyttet ind i en Tesla elbil. Her er der installeret Dan Dugan automix, og her sker miksning af 4 mikrofoner automatisk, så der under produktionen blot bliver sendt et enkelt, færdigmikset monosignal ud af bilen, uberørt af lydtekniker hånd!

Brug i live udlejningsbranchen

Sound Crew er et mindre udlejningsfirma, som i det daglige tager sig af udlejning og afvikling af mange forskellige slags opgaver, eksempelvis musikkoncerter, AV med tale, konferenceafvikling og teater. Sound Crew har som det første udlejningsfirma herhjemme investeret i en Cedar DNS 8, og vi har snakket med ejer Christian Behrens omkring brug og tanken bag denne investering.

”Vi har lige brugt den med succes på et AV job, hvor tale skulle forstærkes ud til 800 tilskuere, og hvor det regnede og blæste en del. Og uvejret blev selvfølgelig sorteret væk fra signalet af Cedar enheden. Tidligere på året havde vi en grundlovstale udendørs foran Christiansborg, hvor vi skulle levere FOH, og hvor taleren var HKH Dronning Margrethe. Det blev transmitteret samtidig til DR og TV2, men trods det laver man altså ikke lydprøve med HKH. Her var DNS 8 på og reddede faktisk vores job, fordi vi kunne løfte lydniveauet på talemikrofonen med 8-10 dB før feedback, og det var klart nødvendigt i den her situation. Vi lavede også FOH på partirunden inde i DR Koncertsalen, og her er ikke den bedste akustik til tydelig tale; men her fik Cedar DNS 8 sorteret støj, publikum og akustik væk fra signalet. Her valgte vi at placere DNS 8 på en gruppe, fordi vi havde langt flere mikrofoner i gang, end der var Cedar indgange. Men det fungerede godt, selv om den ikke i denne situation på samme måde var en ”lifesaver” for os, som vi har oplevet på udendørs afviklingerne. I næste uge laver vi Eventyrteater for børn i Glassalen, og her placerer vi den på samme måde på en gruppe. Tit bruger vi en kombination af Cedar DNS 8 og Dan Dugan automix, når vi skal lave AV- og teaterproduktioner.

Når vi selv afvikler et job, så er det umuligt at skrive brug af DNS 8 med ind på regningen, så der kan man sige, at det blot er en luksus ting for os. Men den betyder selvfølgelig, at vi kan levere en bedre og renere lyd end konkurrenterne. Det betyder, at vi får et godt ry, og kunderne ringer til os igen; så på den måde betaler den sig på den lange bane. Selvfølgelig indgår den også i vores almindelige udlejning, og vi har en forventning om, at det nok skal rygtes hurtigt blandt kunderne.”

Af: Jens Walther

ProAV Digital

ProAV 3DIGI 19 forside WWW

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Schmidts Radio
  • Test 4K kamera
  • DPA 6060/6066
  • ISE 2019
  • AFUK

Læs alt lige her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her