Sonic College

7. april 2015

Sonic College

Lyddesigner uddannelsen i Haderslev, Sonic College, er nu på sit femte år og har fået etableret sig i mange unges bevidsthed. Uddannelsen vil gerne uddanne folk inden for lyd, men i en bredere forstand end mange andre af de mere specialiserede lyduddannelser. Monitor Pro har besøgt Sonic College uddannelsen, som netop har sendt sit andet hold af dimittender ud i det virkelige liv.

To ansatte på Campus i Haderslev fik den idé at lave en lydtekniker uddannelse, men løb hurtig panden mod muren, fordi lydteknikere hører til under konservatorierne og dermed Kulturministeriet, mens Professionshøjskolerne ligesom UC Syddanmark i Haderslev hører til under Undervisningsministeriet. Uddannelsen blev så modificeret, og ”markedet” blev undersøgt, og det viste sig, at en lyddesign- og kommunikationsuddannelse havde større behov.

Jakob Goetz, som er uddannelsesleder på Sonic College, blev tilknyttet allerede som deltager i det bedømmelsespanel, som evaluerede studieordningen, inden uddannelsen gik i gang. Han søgte jobbet som uddannelsesleder og fik jobbet i februar 2010. Første opgave var at få studerende og lærerkræfter ind til uddannelsesstart september samme år. Der var ikke på forhånd lavet PR for uddannelsen, så det holdt hårdt, men Jakob fik fægtet så meget med armene, at der kom 22 studerende ind, og der var omtrent det samme antal undervisere.

I 2014 var der 160 ansøgere til de 40 pladser, så uddannelsen har fået stor tiltrækning hos de unge. Sonic College ligger i Haderslev, og der er langt til metropoler som København og Århus. Det giver selvfølgelig nogle logistiske udfordringer og betyder, at gæsteundervisere kommer til byen og underviser på kurser strakt over nogle dage frem for timeforløb, som vi ser på andre uddannelser. Der er også flere oplagte fordele ved at ligge i Haderslev. Det er let for de studerende at finde studiebolig i byen, og typisk er de billigere end i metropolerne. Og isolationen i Sønderjylland styrker også det miljø, der er på skolen. De omkring hundrede studerende, som nu går på skolen, laver selvfølgelig projekter sammen og bruger skolens mange faciliteter, også i fritiden.

Uddannelsesleder Jakob Goetz udtaler: ”De studerende har kun internettet og hinanden, som kan forvirre, og mange studerende giver udtryk for, at det skaber et helt særligt intensivt og fagligt miljø. Det havde givetvis ikke været på samme måde, hvis uddannelsen var placeret i København.”

Behov og formål

Inden uddannelsen blev etableret, blev der selvfølgelig lavet en undersøgelse, hvor forskellige aftagere kom med deres vurdering omkring behovet for denne nye uddannelse. Her blev der spurgt ind til, hvordan det så ud med en uddannelse, hvor man blandede lydteknik med kommunikation og ledelse, og tilbagemeldingerne var generelt positive. Her i 2015 bliver der igen lavet en undersøgelse, denne gang om man rammer rigtigt med den form, som uddannelsen har på nuværende tidspunkt.

Jakob Goetz fortæller: ”Den interessante bevægelse på denne uddannelse er, at vi har at gøre med unge, der har været musikalsk kunstneriske på computer eller på et instrument, inden de kommer her til stedet. Uddannelsens vigtigste DNA og profil er at få de studerende til at udnytte denne musikalitet og samtidig blive i stand til at lave nogle produkter, hvor de stiller sig resonant og interessant over for erhvervslivet. Det, vi forsøger, er et ønske om at itale-sætte, at der er en kunde i den anden ende. Derfor er uddannelsen også fyldt med mange hurtige gruppearbejder og mange projektafleveringer i løbet af de tre et halvt år. Mange musikere har en indbygget modvilje omkring at have en merkantil tilgang til sin kunst, og det er da også helt klart de studerende med det største K, som kæmper mest med de mere merkantile og kommunikative fag på uddannelsen.”

”Det antal studerende, som vi de to seneste år har taget ind, betyder, at vi her på kontoret, som består af Jonas Kirkegaard, Claus Bay og jeg, skal fokusere på at åbne paletten af mulige aftagere op. Nu er de unge, de studerende, pænt opmærksomme på, at vi findes. Det store arbejde for os i administrationen er at få italesat de kompetencer og den viden, som vores studerende kommer ud med; at få den information ud til branchen. Både til den kreative og meget attraktive del af branchen, som er projektorienterede, men også til de mellemstore virksomheder, som har brug for folk, som kan arbejde kreativt med medie og kommunikation. Stillinger, der bliver langt flere af i den nærmeste fremtid”.

Uddannelsens indhold

Sonic College lyddesigner uddannelse står på tre fagben, henholdsvis teknik-, kommunikation- og ledelsefag. Teknikfag har størst vægtning, og her undervises i emner som DAW’s, akustik, elektricitet, lydoptagelse, medieproduktion og komposition. Kommunikation og ledelse indeholder emner som musikhistorie, kommunikation, lyd-æstetik, sonokommunikation, ledelse og entreprenørskab. Desuden er der en del valgfag, ligesom praktik og et bachelorprojekt fylder godt i uddannelsen.

En god indikator for interessen fra branchen og muligheder for stillinger i fremtiden bliver indikeret i det 4 måneder lange praktikforløb, som ligger i slutningen af uddannelsen. Jonas Kirkegaard er fagkoordinator og har ansvaret for koordinering af praktikforløbet. I øjeblikket er 3. årgang i praktik. Jonas fortæller: ”Det går faktisk overraskende godt. De studerende står selv for at finde praktikpladser, vi føder dem her fra kontoret med lister over de steder, som tidligere har været i spil. Og jeg er konstant på udkig efter nye virksomheder, der er positive omkring at få en praktikansøgning. Næste år er der fyrre studerende, som skal have praktikpladser, og her vil vi gøre dem opmærksomme på, at de også skal kigge til udlandet. På den første årgang i 2013 var en tredjedel på praktik i udlandet på mange rigtig interessante virksomheder. Så vi skal have de studerende til også at vende blikket mod udlandet.”

Uddannelsen i Haderslev benytter sig i høj grad af gæsteundervisere, og herom fortæller Jacob Goetz: ”Igennem vores 5 års periode har der været omkring 150 gæsteundervisere igennem vores system, og vi benytter os nu af ca. 50. Der er stadig ikke nogle fastansatte undervisere på Sonic College, men det vil der blive lavet om på de næste par år. Vi har en lille skare på seks undervisere, som er modulansvarlige, og de har selvfølgelig en tættere tilknytning til skolen. Jeg håber på, at den mangfoldighed, som de mange gæsteundervisere repræsenterer, kan fortsætte; men samtidig ved jeg også af erfaring, at gæsteundervisere, suppleret med et lille team af fastansatte undervisere, vil være en styrke for skolen.”

Faciliteter

I starten var uddannelsen ikke dimensioneret, men i 2011 blev det lagt fast, at der kunne optages fyrre studerende pr. årgang. Det er et højere antal, end der i grunden er plads til i det hus på Haderslev Campus, hvor uddannelsen har til huse. Det har givet nogle udfordringer, men nu er der skaffet større klasselokaler på Campus. Det ligger ikke i Sonic College huset, men nogle hundrede meter derfra. I selve huset er der fire klasseværelser, som alle selvfølgelig har gode højttalere og projektorer, ligesom der også er en række mindre studier med udstyr, som er beregnet på, at de studerende selv medbringer computer og software. Disse syv mindre studier bruges væsentligt til projekt- og gruppearbejde. Desuden er der et større, velindrettet studie, placeret i en gammel bunker under jorden, hvor der er to indspilningsrum og to monitorrum, det ene med et 5.1 højttaler system og udstyr til at mixe i surround.    

Claus Bay er den tredje fuldtidsansatte på Sonic College, og han har bl.a. til opgave at styre, indkøbe, og vedligeholde faciliteterne, ligesom han også styrer booking af lokaler. Claus er også ansvarlig for profilering af uddannelsen, både på nettet og i de sociale medier, og sammen med Jakob og Jonas har han også en aktiv rolle mht. kontakt til hele branchen.

Samtale med en studerende

Andreas Sandborg er 3. års studerende på Sonic College og netop i gang med sit praktikforløb, som han gennemfører hos tonemester Morten Green. Det betyder i dagligdagen, at Andreas følger Morten nærmest som i en gammeldags mesterlære. Praktikforløbet er over mindst 4 måneder, og Andreas er glad for sit valg og sine muligheder, især fordi det er den vej, han vil søge ind på efter endt uddannelse.

Andreas Sandborg fortæller om Sonic College uddannelsen: ”Uddannelsen har i høj grad levet op til de forventninger, som jeg havde forinden. Rent faktisk overgået dem. Jeg har også været heldig, fordi stort set alt, hvad vi er blevet undervist i, har været spændende og relevant for mig. Der er en del studerende, der bliver overraskede omkring kommunikations- og ledelsesfagene. De har fortolket uddannelsen som en musikproducer uddannelse og bliver derfor overraskede, når hverdagen byder ind, og de mindre musiske fag er på skemaet. Jeg havde fået meget information fra en studerende, som gik på andet år, så jeg viste på forhånd en del omkring strukturen på uddannelsen. Jeg har været godt tilfreds med fordelingen fagene imellem, men føler, at vi er kommet længere og dybere med teknikfagene. Der er jo ingen adgangskrav til uddannelsen ud over optagelsesprøven, og netop omkring kommunikation og ledelse kommer de studerende med ret lave forudsætninger, mens de fleste har rodet en del med teknikken. Det betyder, at man hurtigere kommer til de dybere lag på teknikfagene. De gode faciliteter på skolen betyder også, at man får lavet og prøvet nogle ting af, som man ellers ikke ville haft mulighed for. Så uddannelsen har været yderst positiv for mig.”

 

Af: Jens Walther

ProAV Digital

Forside ProAV1 19 NET

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Event Expo
  • Nyt lys i Operaen
  • VR visualisering
  • Nem redigering
  • Storage-løsning

Læs alt lige her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her