Skive Theater

Af Jens Walther, 13. september 2018

Skive Theater - Gammelt og nyt i velfungerende symbiose

Skive Theater er kulturhus for Skive og omegn. På det seneste er det meste af teknikken i huset blevet opdateret, væsentligt med nyt lyd- og lysanlæg. Akustikken har også fået en tur, og nærtstående er også en opdatering af scenegulv og gulvet i salen.

Skive Theater er dualistisk i byggeår og design. Den nye, høje og moderne glasfoyer er lavet i 1994, mens den gamle, bevaringsværdige teatersal er ca. 100 år ældre.Skive Theater er et kulturhus med mange aktiviteter, og der bliver gennem en sæson lavet mellem 40 og 50 rytmiske koncerter og 10 til 12 teaterstykker, udelukkende turnerende teater. Scenen i Skive Theater er ikke så stor, og scenen er tilmed skrå, så tidligere blev der klaget lidt over den begrænsede plads fra de turnerende teatre. Nu har de fundet ud af at lægge turneen, så der afsluttes i Skive. Så bliver forestillingen skåret til i størrelse, så den passer til huset. De turnerende teatre spiller typisk bare en enkelt forestilling i hver by.

Jazzklubben spiller i foyeren hver anden torsdag, og de arrangementer er meget velbesøgt med omkring 100 publikummer til hver koncert. På trods af de refleksive glasomgivelser i foyeren, så fungerer lyden fint til disse arrangementer.

Anders Holm er teknisk chef i huset og tager sig både af indkøb og vedligehold, og ofte afvikler han også husets arrangementer, enten på lyd eller lyspulten. Som lydmixerpult har teateret en Midas Pro 2C, og lyspulten er en MQ80 fra Chamsys. Rasmus Kristiansen og Kasper Madsen fra BSA Sound, som er distributør for TW AUDiO i Danmark er også mødt op denne forårsdag i Skive.

Nyt PA anlæg til den gamle sal

Indkøb af det nye lyd- og lysanlæg er kommet i stand som følge af at den private fond, Spar Vest fonden, har doneret et anseeligt beløb, så den tekniske standard i Skive Theater kunne højnes.

Da der skulle vælges nyt lydanlæg til teateret, så blev der lyttet på Y serien fra d&b, på Mini MLA fra Martin Audio, på S10 fra Adamson og på det valgte TW AUDiO Vera system. Anders Holm fortæller om processen: ”På alle systemer lyttede vi på fem kasser i hver side, med undtagelse af Mini MLA, hvor der var otte kasser i hver side… mest fordi det passede mht. budgettet. Vi lyttede ikke i en AB test, men de forskellige systemer hang her med en uges mellemrum. Vi testede selvfølgelig systemerne ud fra de samme præmisser; både stereotracks og multitracks, som vi mixede på i salen. Jeg lavede også nogle SMAART målinger på udvalgte positioner ned igennem salen og på scenen for at dokumentere lyddækningen. Alle systemer lød godt og dækkede fint i hele salen, men i sidste ende valgte vi TW AUDiO på ren og skær lydkvalitet. Eksempelvis kom vokal mere ud af kassen end på de andre systemer, og samme oplevelse har jeg også med andre lydkilder, f.eks. trommer.”

Til at drive det passive line array system har TW AUDiO valgt enten at bruge Lab.Gruppen eller Powersoft forstærkere med preset, som TW AUDiO selv udvikler. I dette tilfælde har Skive Theater valgt Lab.Gruppen forstærkere og en Lake Controller til deres matrix mixer, LM44. Den sidder som central distribution af lyden, inden den møder forstærkerne. LM44 kører Dante mellem alle forstærkerne, og enheden detekter selv, om det er analog eller digital lyd, som den modtager.

Anders Holm fortæller: ”Her kører vi sådan, at der køres et Dante netværk som det primære og en analog backup som det sekundære system på alle PA-forstærkerne. Så hvis Dante signalet forsvinder, så hoppes der automatisk over på den analoge kæde. Systemet kan også køre med dobbelt Dante, men jeg foretrækker at køre det sekundære i et andet format end det primære, det giver bedst mening og sikkerhed for systemet.”

TW Audio producerer tre forskellige Line Array systemer; et med en 10 tommer, en med to 10 tommer og den store udgave med to 10 tommer, to 8 tommer og HF driver. I Skive er der investeret i det mellemste, den nye Vera-20, sammen med de nye subwoofere, Vera S32. I salen hænger der nu fem topkasser i hver side, og der er indkøbt otte subwoofere, som vil blive placeret inde under scenen, som er blevet ombygget denne sommer.

Subwooferen Vera S32 er speciel, fordi det er en passiv drevet højttaler, men den er aktiv delt mellem de to enheder, en 18 og en 14 tommer. De to enheder spiller hver sin vej, og det betyder, at der kan sættes en forstærkerkanal til hver enhed, og dermed kan den både køre cardioid, end-fire og almindelig omni tilstand. Anders Holm har både kørt cardioid og end-fire på systemet, og den nuværende opstilling er end-fire. Det giver lidt mere power og tryk i bunden, men det betyder også, at der spilles en anelse mere bagud end i cardioid tilstand. Det er dog ikke noget problem her i teateret.

BSA-Sound har leveret det nye system, og de har både distribution af TW AUDiO produkter samt udlejning af udstyr. Anlægget i Skive Theater er den første faste installation af et TW AUDiO line array i Danmark. Rasmus Kristiansen fra BSA-Sound fortæller om filosofien hos TW AUDiO: ”Alle line array topkasser fra TW AUDiO bliver lavet i en 80 og en 120 graders udgave. Og det er vigtigt for firmaet, at deres forskellige højttalerprodukter har lineær fase og kan blandes på kryds og tværs. TW AUDiO får produceret deres enheder ud fra egne specs hos EighteenSound i Italien; en højttalerproducent, som laver enheder til en lang række af de professionelle PA-producenter.”

Lys

Skive Theater har også udskiftet deres lys, så der nu er kommet 22 styk af den nye Robe LED-Beam 150 op i lysbroen. Det nyindkøbte lys er let at tage ned, og lyset er valgt med fokus på de muligheder og den funktionalitet, man ønsker til en koncertproduktion. Dette er valgt, fordi de turnerende teaterproduktioner, som besøger teateret, ofte selv kommer med hele produktionen inklusiv det nødvendige lys. Styring af lamperne foregår via trådløs DMX; Robe laver selv modtagerdelen, mens LumenRadio står for senderdelen.

Akustik

Samtidig med, at den gamle teatersal har fået et teknisk løft med nyt lyd- og lysanlæg, så er der også blevet arbejdet med akustikken. Salen har fra tidernes morgen buet loft og svalegang, og akustikken havde, ligesom mange andre gamle teatre, en akustik med naturlig forstærkning, så selv bagerste række har kunnet høre, hvad der blev sagt på scenen. Velegnet til teater, men problematisk med forstærket og høj musik. Så når der blev slået på en lilletromme på scenen, så var den, uden forstærkning af PA-anlæg, stort set lige så høj nede i salen. En sal, der akustisk var meget problematisk til koncert med forstærket musik.

Derfor er der arbejdet med akustikken i salen, men uden at ødelægge salens oprindelige karakter. Det buede loft er blevet dæmpet med både terrænbats, ecophon plader, og til sidst er der sprøjtet akustikpuds på loftet. Det har dels sænket rumklangstiden, men frem for alt taget den naturlige forstærkning ud af rummet. Samtidig er hele sceneområdet også blevet dæmpet.

Velfungerende symbiose

På Skive Theater er det lykkedes at lave et kulturhus, der favner bredt. Det har det moderne udtryk med café og dagslys i den store foyer, og det traditionelle teater i den gamle sal. Med den nye teknik i den gamle sal er Skive Theater klar til at lave alle de slags produktioner, som kan tænkes for et velfungerende kulturhus.

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - September 2018

ProAV Digital

Forside 718 miniNyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Bose S1 Pro
  • IBC 2018
  • ProAV Awards
  • PLASA 2018
  • Canon EOS R

Læs alt lige her

ProAV Expo 2018

Vil du i kontakt med beslutningstagere og slutbrugere?

Så find mere info her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 395,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her