2. maj 2013

Prolight 2013: Kompakt, smart og billigt

Årets vigtigste messe inden for proaudio og musikinstrumenter er netop afsluttet og det med stor succes. Næsten 115.000 besøgte messen i år, et af de bedste besøgstal i mange år. Og i år en væsentlig mere professionel og strømlinet messe, hvor producenterne i proaudio i højere grad var samlet i en af hallerne frem for at være spredt rundt på flere lokaliteter.

 

Sammenlægningen af alle pro-producenterne i en hal var befriende for de fleste og betød, at messen fik et mere professionelt tilsnit. Messen har i og for sig ikke gjort andet end at omstrukturere og placere alle de mindre kinesiske producenter væk fra den store hal 8 og lade dem ”befolke” hal 9. Sikkert til stor fortrydelse for de kinesiske firmaer, der helt givet har kæmpet for at få folk til at besøge ”deres” hal.
    

Men forhåbentlig har alle proaudio interesserede ikke kun bevæget sig rundt i hal 8. Den noget mindre førstesal i hal 5 indeholder også mange spændende produkter, men her er det væsentligt udstyr fokuseret mod studierne. Ligesom de tidligere år deler mange små producenter en stand, så at gå på opdagelse i hal 5 bliver noget mere forvirrende med hensyn til produkter og fokus. Til gengæld er der mange sjove overraskelser at finde blandt de mindre producenter, og tit står selve konstruktøren på standen og er klar til en dybdeborende og nørdet gearsnak.

Ingen flagskibe
Modsat de sidste par år så var der ikke mange producenter, der ville vise de store nye flagskibe frem. Det er tilsyneladende ikke så vigtigt at fortælle den historie, så nu bliver der koncentreret om helt andre ting. Eksempelvis var der ingen, som slog ud med armene og viste et imponerende nyt ”magnum”, gulv-til-loft linearray PA-system. Til gengæld blev armene holdt lidt tættere til kroppen, og i stedet blev der vist et billigere og mere kompakt produkt til knap så eksotiske priser. Man kan undre sig over sådanne mekanismer, som gør, at en hel branche tilsyneladende får samme ide og følger nogle meget tydelige tendenser; fuldstændig som om, der var en ”branche” styring fra et højere sted. Men Gud har nok andet end proaudio at tænke på!!
    

Når denne tendens gør sig gældende blandt producenterne, så bliver der også færre af de helt nye, innovative produkter. Mange af nyhederne på årets messe var videreudvikling af allerede kendt teknologi, nu ompakket i en billigere og knap så fancy kasse; men samtidig også sådan, at producenterne kan forsvare, at produktet nu kan købes for halvdelen af, hvad forrige års model kostede.

 

Tendensen er god og vigtig for den almindelige proaudio forbruger, som måske nok kan drømme om de helt dyre produkter, men som får mere ud af, at der bliver udviklet produkter, der er velfungerende og til at betale. Så de fleste af nyhederne på årets messe var mere fokuseret på salg end på innovation.
    

Det kompakte er også i tidens ånd, og de fleste brugere får et kick af, at et produkt er småt, let at transportere, og at betjeningsfladen stort set er sparet væk og erstattet af en app til en iOS enhed. Prolight + Sound 2013 var derfor en god indikator for, hvor hurtigt proaudio branchen har været til at inkludere den nye teknologi fra smartphones og tablets. Igen til fordel for brugerne, både med hensyn til brugervenlighed og pris.

Livelyd
Langt de fleste nye digitale mixere på messen var mindre og billigere, med et par undtagelser; og en af undtagelserne var en nyhed, der blev snakket meget om på messen. SSL, som er et af de vigtige firmaer, når vi ser på studieudstyr, har gennem de sidste tre år i det skjulte udviklet på en digital livemixer, og den fik lov til at få offentlighedens skue her på Prolight + Sound. Og den var et tilløbsstykke med en konstant kødrand af nysgerrige omkring den enlige pult, som blev vist på SSL standen. Den mixerpult går stik imod den omtalte trend, for her snakker vi om en stor og dyr mixerpult, som skal konkurrere med de største mixere fra de andre producenter. Pulten står ikke på skuldrene af den teknologi, som findes i SSL’s digitale pulte til broad-cast og studie, men er derimod en helt ny platform, som er blevet gennemtænkt ud fra de behov, som kræves til en fuldblods livemixer. Mixerplatformen kaldes SSL Tempest og er selvfølgelig modulær i sin grundform, så den kan I/O udvides efter behov. Der er op til 192 audio parts i mixeren, og det er op til brugeren at bestemme, om de skal være indgange, udgange, matrix, busser eller lignende. Af de 192 parter har de 144 fuld processering. Pulten kører 96 KHz med en intern 64-bit struktur, så den er noget af en monster. SSL har i øvrigt besluttet, at der skal findes dedikerede distributører til dette produkt; så det er ikke givet, at den lokale SSL distributør automatisk får produktet. SSL var dog ikke den eneste, som viste en stor, dyr livemixer. Også Cadac Eight blev vist frem (igen), men nu ser det ud til, at mixeren endelig kan bestilles her til efteråret.
 
Til gengæld blev der vist en del mindre og nu meget billigere digitale mixere. Soundcraft viste deres SI Expression, som findes i udgaver med 16, 24 eller 32 interne indgange, men alle tre kan udvides med et stagerack, som sættes i netværksstikket på pulten. Pulten har fire interne Lexicon effekter og lægger sig på en yderst fornuftig pris omkring 20.000 kr.
       

Hos Allen & Heath blev der vist en ny pult, som er endnu billigere, men som dog ikke har de samme udvidelsesmuligheder som Soundcraft pulten. QU-16 har 16 mikrofon indgange, 3 stereo indgange og en brugerflade, der minder meget om de større iLive pulte fra A&H. Pulten er i en fast konfiguration men har nogle smarte muligheder. Bl.a. kan USB stikket bruges til at optage en koncert uden en tilsluttet computer. Der kan optages direkte på et USB stick eller en Harddisk, og når mixerpulten ikke er på livejob, så kan den agere lydinterface for computeren. Pulten kommer lige efter sommer og vil koste omkring de 12.000 kr.

PA Højttalere og forstærkere
Symptomatisk for kompakt tendensen viste de hos Martin Audio et nyt line array PA System, MLA Mini, som er tredje generation af deres unikke MLA teknologi. Her er i alt 9 forstærkere og DSP indbygget i bundkassen, og hver subwoofer kan føde signaler til fire line array højttalere, som enten kan flyves i en ”banan” eller monteres på en stang, som står i subwooferen. Styringen af systemet er lige så avanceret som på de to større MLA systemer, men line array topkasserne er små, lette og lavet i kunststof. Hver topkasse indeholder to 6,5 tommer LF enheder og tre HF kompressions enheder, og vejer bare 13 kg.
    

I den mere kompakte afdeling viste L-Acoustics en lille kubisk højttaler, 5XT, som både kan bruges til mini-PA, sidefills, balkon- højttaler og til installation. Det yderst kompakte kabinet er bare 16 cm på hvert led, og indeholder en 5 tommer coaxial højttaler med 1 tomme HF driver. Højttaleren kan bl.a. hænges eller monteres på et mikrofonstativ, og den spreder 110 grader og kan spille med op til 119 dB. Blandt andre af de mere eksotiske højttalere viste Powersoft, der ellers er mest kendt som et forstærkerfirma, en innovativ udendørshøjttaler kaldet Deva. Den indbyggede forstærker og elektronikken i enheden er drevet af solceller, og systemet modtager sit signal via WiFi. Så denne højttaler kan hænges op og fungere, uden at der kræves nogen ledninger overhovedet. Desuden har den indbygget kamera, så den også fungerer som et overvågningssystem. Powersoft Deva kan som installationshøjttaler spare en bunke udgifter, især på allerede eksisterende bygninger og pladser, hvor ledningstræk kan være problematisk.

Trådløs lyd
Mange af producenterne af trådløst udstyr har haft kronede dage inden for de sidste par år, fordi frekvenserne er blevet omlagt i mange lande. Det betyder, at der i den kommende tid bliver lidt dødvande mht. salg til de professionelle brugere. Derfor så vi på messen, at konkurrencen bliver skærpet omkring at erobre nye trådløse kunder. Stort set alle producenter viste nye prisbillige systemer, som især er fokuseret på nye brugere, som kræver færre kanaler og en god, billig pris.
    

Shure viste en helt ny analog trådløs BLX-serie, hvor man vælger system ud fra, hvilken mikrofon, man ønsker. Her er trådløse systemer til den billige PG-serie, den velkendte SM-serie og til de lidt dyrere Beta-serien. Til hver af de tre serier kan der vælges mellem tre forskellige analoge modtagere, single, dual eller rackmonterbar. Shure viste også den lidt dyrere GLX-D serie, som er digital og arbejder i 2,4 GHz båndet. For at sikre en god modtagelse arbejdes der med flere frekvenser på hver kanal, og det stærkeste signal vælges løbende under brug. Lidt specielt er der også udviklet en modtager til GLX-D serien, som har indbygget guitartuner og beregnet til at blive placeret på gulvet foran guitaristen eller bassisten.
    

Audio Technica viste ligeledes et 2,4 GHz digitalt system, System 10, hvor der er garanteret op til 8 kanaler uden udfald, et problem, som ellers er udtalt i dette frekvensområde. Her bruges samme teknik som i Shure systemet, en teknik, som kaldes frekvens diversity. Desuden sikrer Audio Technica også modtagelsen ved at have almindelig dual diversity på antennen og desuden time diversity på den data, som sendes trådløst.
    

BeyerDynamics viste derimod et helt nyt, professionelt trådløst system; deres første i lang tid. TG 1000 er et digitalt system, og har bl.a. den fordel, at det kan arbejde i hele frekvensområdet fra 470 til 790 MHz. Den håndholdte sender kan arbejde med 5 forskellige mikrofonhoveder, selvfølgelig både dynamiske, kondensator, men også et båndbaseret hoved kan sættes på mikrofonkroppen. Modtageren er en dual enhed, og op til 12 af disse kan sættes sammen uden brug af antenne splitters. Denne mulighed sammenlagt med det brede frekvensområde betyder, at systemet er hurtigt og let at opstille.

Studieudstyr
I den spændende, men kaotiske hal 5.1 på Prolight + Sound blev der vist et stor buket at nye enheder til studierne. Tidligere i år testede vi Apogee Quartet, som både er lydkort og monitorcontroller, og den gode idé har andre producenter også taget op. Så vi så disse kombinerede enheder, som væsentligt består af et par mikrofon indgange og udgange til flere højttalersæt, fra producenter som SPL (Crimson) og Audient (iD22), begge lidt forskellige i pris og muligheder, men baseret på samme idé. Og mon dette ikke er starten på en trend omkring fremtidens lydkort. Drawmer viste også en ny monitor controller (MC2.1), men som ikke har lydkort muligheder.
    

Der var også stor ståhej omkring den nye Apollo 16 lydinterface fra Universal Audio, som er baseret på de samme muligheder som den tidligere Apollo, men med et par væsentlige nyheder. Den har 16 linjeindgange (men ingen micpre), desuden kan flere enheder sættes sammen, den har indbygget DSP til UA’s velkendte plug-ins og den kommer ikke til at koste meget mere end den tidligere Apollo, som stadig bliver på markedet.
   

Svenske Softtube, som er eksperter i plug-ins, viste en kombineret controller og plug-in, Console 1. Plug-in’et er baseret på SSL channel strip, men med nogle ekstra muligheder, og controlleren har dedikerede knapper til hver funktion, så der således er en fuld udbygget EQ, compressor og gate/transient designer lige til at sætte fingerne på. Controlleren virkede gennemtænkt og i en høj kvalitet. Controlleren kan også bruges til at betjene andre plugs fra Softtube.
    

Finske Genelec, som laver monitorhøjttalere i en høj kvalitet, lancerer nu en billigere serie, hvor selv kabinetterne er fremstillet af træfiber og genbrugsmateriale, og hvor de indbyggede forstærkere er nyudviklede klasse D forstærkere. To modeller, M030 og M040, var klar på messen, med henholdsvis 5 og 6,5 tommer bashøjttaler. Presonus viste også nye monitorhøjttalere, og to af modeller er baseret på coaxial princippet med diskanten monteret i midten af bashøjttaleren. Presonus Sceptre findes i to størrelser, hhv. med en 6 og 8 tommer basenhed.
    

Båndmikrofoner er jo ret populære for tiden, og hos Cloud er de gode til at lave modeller med udgangspunkt i de gamle RCA mikrofoner. Den nye Cloud 44-A er dog i højere grad sin egen herre, selvom båndet i mikrofonen er lavet ud fra de gamle principper. Men mikrofonen har indbygget aktiv Cloudlifter, en preamp, som Cloud også sælger som et selvstændigt produkt. Danske Alfa Audio er netop begyndt at importere Cloud, ligesom de også gør med Gem Audio Lab.

Produkter ud til brugerne
Denne overskrift kunne også være tesen for Prolight + Sound i Frankfurt 2013. Både blandt producenterne, brugerne og de mange danske distributører, som Monitor mødte på messen, var der god og sund optimisme i luften. Med den fokus, de muligheder og de priser, som mange af de nye produkter har, så tyder det på, at der skal langes nogle interessante produkter over disken og ud hos forhåbentlig en masse tilfredse brugere. Fremtiden ser lys ud!!
  

 

Af: Jens Walther

ProAV Digital

ProAV818 forside NETNyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • IB4 mødelokaler
  • Unico-Gruppen
  • Brug en gimbal
  • LED-lamper
  • Mediatec udvider

Læs alt lige her

DEShow 2019

Danish Entertainment Show er en ny messe, hvor udlejnings- og eventbranchen viser hvad de kan, og branchens førende distributører/ forhandlere præsenterer det største udvalg af innovative løsninger, teknologier og produkter

Se mere her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her