29. august 2014

Præsentation af Sony PMW-X70

Der var på forhånd meget hemmelighedskræmmeri, og det var forbundet med stor spænding, hvilket slags kamera Sony ville præsentere under deres arrangement i London. Men kunne Sony leve op til de forventninger, de selv har skabt? 

 

Kameraet, der blev lanceret, har fået navnet PMW-X70. Det er det seneste i rækken af Sonys XDCAM-serie og er en lidt mindre slægtning til de nyligt lancerede PMW-X160 og PMW-X180. Det er i bund og grund det, jeg plejer at kalde et “VJ-kamera”. Med dette mener jeg et kamera, der let kan transporteres i hånden (det vejer kun 1,4 kg), som er beregnet til at blive betjent af én person og som typisk anvendes af videojournalister eller en-mandshold. Det kan bruges i fuld manuel tilstand, som man ville forvente fra professionelle kameraer. Men det adskiller sig ved, at det har nogle nye revolutionerende funktioner for kameraer i denne klasse.


Jagten på større sensorer
”Vi har set, at en stor del af markedet har bevæget sig i retning af større billedsensorer,” fortæller Bill Drummond, Strategic Marketing Manager hos Sony. Lige siden Canon 5D Mark II gjorde det muligt at filme med fuldformat spejlreflekskamera, og derved skabe et mere ”filmisk look” til en forholdsvis billig pris, har der været en stigende tendens til at gøre brug af dette i musikvideoer, kortfilm og andre film- og TV-produktioner. I dag findes der praktisk talt ingen digitale kameraer (DSLR) på markedet, som ikke har mulighed for at filme i tillæg til at tage stillbilleder. I begyndelsen var det nok mest inden for fiktion, at man benyttede sig af DSLR-kameraer men denne æstetik har efterhånden ”smittet af” på dokumentarfilm, reportager og TV-produktion. Dem, der laver dokumentarfilm eller TV-programmer, vil også have muligheden for eksempelvis at sløre en baggrund og skabe et billede, der er mere ”afrundet” i kanterne. Og de vil også have den ekstra lysfølsomhed, der kommer med større billedsensorer. Således har tendensen, der går i retning af større billedsensorer i forskellige dele af film- og TV-produktion ført til en efterspørgsel på æstetik blandt fagfolk, der normalt ikke har haft adgang til udstyr og ressourcer til at skabe den. Det er blandt andet her, at Sonys nye kamera kommer i spil.

Også uskarp baggrund for videojournalisten
Sony PXW-X70 er nemlig et kamera, der kombinerer nogle af VJ-kameraets typiske funktionsegenskaber (zoomobjektiv, indbyggede ND-filtre, ergonomi, XLR-indgange mv.) med nogle af de æstetiske fordele til et DSLR-kamera. Og det er på mange måder en slags hybrid mellem disse to kameratyper. ”Hvis du vil have noget, som er mere filmisk, men ikke ønsker ulemperne ved at filme med et DSLR-kamera, får du her noget, som ligger midt imellem. Du får brugervenligheden og hastigheden fra et VJ-kamera, men samtidigt tid får du eksempelvis mulighed for at tilføje baggrunde, der er ude af fokus,” siger Alister Chapman, som er kameramanden, der har prøvekørt PMW-X70 for Sony.

    

Det er billedsensoren, der muliggør dette. Den er en tomme stor og har en opløsning på 20 megapixel. Til sammenligning: Den er større end sensorerne, som sidder i mange ENG-kameraer, og den er væsentligt større end de sensorer, der sidder i mange andre konkurrerende VJ-kameraer. Men den er klart mindre end Super 35-størrelsen (24,9mm x 14mm). Her ligger der også et nyttigt kompromis: Sensoren er stor nok til, at man kan sløre baggrunden, men alligevel ikke så stor, at du får alvorlige problemer med at fokusere, hvilket ofte ses, når der anvendes fuldformat DSLR-kameraer. ”Du kan arbejde med samme hastighed som et traditionelt videokamera, samtidig med at du kan få lavere dybdeskarphed,” siger Chapman.


Workflow til TV
I modsætning til DSLR-kameraer, er dette kamera også velegnet til workflowet i TV-branchen. Det har de sædvanlige standardtilslutninger såsom 3G-SDI og HDMI. Når man filmer i XAVC-tilstand bruger kameraet MXF-filformat og komprimerer HD-signalet med en MPEG-4 AVC/H.264 codec. Billed-sampling er 4:2:2 10-bit ”long-gop kompression” ved 50, 35 eller 25 Mb per sekund. Det er tydeligt, at Sony fokuserer på TV-produktionsmiljøet ved at skabe et kamera, der nemt kan glide ind i det eksiste-rende workflow. Sony har også indbygget ny funktionalitet, der gør det let at overvåge indholdet. Der er udviklet en dedikeret app til at se på indholdet eller betjene kameraet trådløst via tablet eller smartphone. Det, der kræves, er, at alle enheder er forbundet til det samme trådløse netværk.

Mulighed for 4K senere
PMW-X70 har mulighed for at blive opgraderet til 4K. Så det kamera, der lanceres til efteråret, er et HD-kamera. Opgraderingen, som muliggør 4K, skal være klar inden midten af 2015. Men dette er en omkostning, som forbrugerne skal dække, og kommer derfor oveni den pris, du allerede har betalt for selve kameraet.

Bliver kameraet en succes for Sony?
For videojournalister og dokumentarister, der har brug for et lille og let kamera, der kan håndteres alene, er dette kamera sandsynligvis et godt alternativ. Dette bliver nok også et konkurrencedygtigt værktøj med hensyn til pris. Det blev i det mindste antydet fra Sony’s side, at det er et produkt i den lavere prisklasse, selv om prisen ikke er annonceret endnu. Jeg tvivler dog meget på, at særlig mange vil bruge det til lavbudgetsprojekter inden for kortfilm, musikvideoer eller andre steder, hvor de stiller højere krav til billedkvalitet og æstetik. Dertil bliver der for mange kompromiser med tanke på, at man for eksempel ikke har mulighed for at skifte objektiver. Selvom sensoren godt nok er stor, vil mange nok foretrække at gå hele vejen og få en endnu større sensor i fiktionssammenhæng. Jeg tror derfor, at
kameraet er bedst egnet til en ”run and gun-stil”, som anvendes af mange inden for nyheder, dokumentarfilm og eventfilm.

    

Når det kommer til den fremtidige mulighed for 4K er det svært at bedømme, hvor godt dette bliver, da man endnu ikke har set de 4K-billeder, som kameraet kan levere. Det bliver dog interessant at se, hvad det lille kamera kan klemme ud af billedkvalitet i 4K, når opgraderingen kommer i første halvår af 2015. Kameraet kommer til salg til september/oktober 2014.

 

Af: Åsmund Hasli

 

Denne omtale er baseret på et førstehåndsindtryk, da artiklens forfatter ikke har testet produktet på egen hånd endnu.

Sony har betalt for rejse og ophold i forbindelse med præsentationen af dette kamera.

ProAV Digital

ProAV818 forside NETNyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • IB4 mødelokaler
  • Unico-Gruppen
  • Brug en gimbal
  • LED-lamper
  • Mediatec udvider

Læs alt lige her

DEShow 2019

Danish Entertainment Show er en ny messe, hvor udlejnings- og eventbranchen viser hvad de kan, og branchens førende distributører/ forhandlere præsenterer det største udvalg af innovative løsninger, teknologier og produkter

Se mere her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her