AV huset

2. december 2015

Passion og vision for branchen

AV-Huset har i al stilhed fejret ”sølvbryllup” i AV- branchen, og det er blevet fejret internt i Næstved, hvor man går stille med dørene og energien bliver brugt på den passion og kærlighed, man i gennem 25 år har haft til branchen.

Vi møder administrerende direktør Jens Ravn i de lokaler, som AV-Huset har bygget og boet i, de sidste 15 år. AV-Huset har rundet 25 års jubilæum, og selvom det altid har været en virksomhed med succes i en AV branche med omskiftelige tider, så har de altid gået stille med dørene og ikke haft behov for de store armbevægelser. Deres installationer taler for sig selv, og dem er der mange flotte eksempler på, både i Danmark og senest også i udlandet.

AV-Huset er meget socialt bevidst og har derfor gennem mange år været en fast støtte for Røde Kors, SOS Børnebyerne, WHO m.fl. Men det er ikke brugt i markedsføringssammenhæng, som det ellers er blevet så populært at gøre for mange virksomheder gennem de senere år. ”For os har det været vigtigt at kunne bidrage og være en social bevidst virksomhed. For selvom vi måske ikke har haft millioner i overskud hvert år, så har vi været så privilegerede at have sorte tal på bundlinjen gennem stort set samtlige år,” fortæller Jens Ravn.

Jens understreger, at det er et godt samarbejde med trofaste og engagerede medarbejdere, der er grundpillen til deres succes. ”Og ikke mindst fordi vi har været dygtige og heldige med at finde folk, der virkelig brænder for branchen. Af samme grund har vi da også flere medarbejdere, der næsten har været med fra starten – og vi har flere medarbejdere, som snart har været 25 år i virksomheden, og som vi kan fejre de kommende år.”

Startede på blot 80 kvadratmeter

AV-Huset startede dog under mere ydmyge kår. I 1989 var idéen og visionen på plads og sammen med en kollega i den virksomhed, de begge var ansat i, startede Jens AV-Huset i 1990 - faktisk med blot 80 kvadratmeter. ”Vi havde et ønske om at lave salg og installation og - ikke mindst - at vejlede kunderne til en samlet pakke og ikke bare ”løssalg.” Vi ville gerne tilbyde den rigtige rådgivning, kvalitetsprodukter og ordentlige installationer. Det var den kongstanke, vi startede med og stadig bygger på.” 

”Et friskt eksempel kan opleves i Tivoli Hotel & Congress Center, hvor vi har leveret skærme, der blev installeret, da de åbnede i 2009, ligesom vi har leveret helt nye skærme, der er installeret i år. Da vi har tænkt design og funktion ind fra starten, kan man ikke se, at den ene skærm reelt er flere år ældre end den anden,”
fortæller Jens.

Fra ApS til A/S og nyt hovedsæde

De første tre år gik godt og allerede i 1993 var medarbejderstaben på seks og firmaet flyttede til større lokaler i Holsted Park, som er i samme industriområde, hvor AV-Huset har sit domicil i dag.

I 1995 blev firmaet konverteret fra et ApS til et A/S. ”Det var under Nyrup regeringen, hvor der var et ønske fra regeringen - og samfundet generelt - om at kunne stille med en vis sikkerhed, som et A/S har. Så vi konverterede virksomheden til et A/S for at vise, at vi er en solid virksomhed, der også er her i morgen,” fortæller Jens.

Den positive udvikling fortsætter og i 1999 – ti år efter starten – bliver virksomheden nødt til at udvide igen. ”Vi så meget mod København, da det både kundemæssigt og geografisk gav mening. Men vi valgte at blive i Næstved og bygge et hus selv, og det er her vi bor i dag. Her har vi udvidet og ombygget nogle gange, blandt andet med lagerfaciliteter.”

”Allerede fra starten byggede vi 130 kvadratmeter ekstra til showroom, som bliver brugt til fremvisning, undervisning og afprøvning af udstyr,” forklarer Jens Ravn og fortsætter: ”Af samme grund kan det rode lidt her – det er til for at prøve tingene af og fremvise overfor kunderne, inden det bliver installeret.”

Fokus mod projektsalg

Langsomt udvidede AV-Huset med også at lave løsninger for erhvervslivet foruden til institutioner, hvor markedet blev mere presset som følge af, at man i det offentlige begyndte at have mere fokus på pris frem for kvalitet. ”Så i 2001 tog vi en strategisk beslutning om at udvide den afdeling, der hedder erhverv- og projektsalg. Dertil har vi altid haft fokus på kvalitet, og vi mener, at vi kan levere størst værdi pr. krone.” Det skal understreges, at AV-Huset dog på ingen måde er stoppet med at levere til den offentlige sektor, hvor man løbende har både store og mindre installationer.
    
Fra 2005 har AV-Huset også være agenturbærende, og i 2008 etablerede man en decideret salgsafdeling til forhandlere, og i dag er 25% af omsætningen faktisk salg til kollegaer i branchen.

Vækst gennem opkøb

Ud over opkøb af virksomheden Lumision, som man lukkede og overtog kunderne fra i 2003, har AV-Huset også en afdeling i Odense. Den blev etableret i 2009, da man købte firmaet ”Billede og Lyd”. Der er tale om en mindre afdeling med to medarbejdere i salg, men med alt man har brug for, for at kunne servicere kunderne på Fyn. I 2010 udvidede man  også med en kommerciel IT-afdeling i Næstved, og samme år vandt AV-Huset også Nordeas Erhvervspris.

Fremtiden er også udlandet

Fra 2013 har der været ekstra fart på. ”Vi holder fast i vores kongstanke om at levere den rigtige løsning og hele tiden forbedre kvaliteten til kunderne. Der er kommet mange nye typer kunder til huset, og i 2014 oprettede vi en reel eksport afdeling. Allerede nu har vi stået for flere større installationer i udlandet. Fremadrettet er det et marked, vi også vil fokusere meget på,” fortæller Jens.

Grunden til, at AV-Huset har haft succes, er, i følge Jens Ravn, de engagerede medarbejdere, ligesom man altid har haft fokus på kundens behov og på at kunne ”klæde kunden ordentligt på”. ”Vi kan lave skræddersyede løsninger, og vi bestræber os på at tænke løsningen til ende, så kunden ikke står med et helt forældet eller ubrugeligt system om nogle år. Det skal være noget, der kan bygges videre på. Således har vi lavet komplette skræddersyede løsninger til blandt andet Tivoli Hotel & Congress Center, Københavns Hovedbanegård, Bella Sky og Bella Center, blot for at nævne et par stykker – og det er blevet en succes, fordi vi har været i god dialog med kunderne og prioriteret, at de har kunnet få et solidt grundlag til at vælge den rigtige løsning,” slutter Jens Ravn.

Af: Peter Hyldahl

ProAV Digital

Forside ProAV1 19 NET

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Event Expo
  • Nyt lys i Operaen
  • VR visualisering
  • Nem redigering
  • Storage-løsning

Læs alt lige her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her