Masser af besogende i den kaotiske Hall 9.1

Af Jens Walther, 20. maj 2016

PA højttalere og forstærkere

Når man bevæger sig rundt i den store, elegante hal 3.1 med alle højttalerproducenterne, så er der to ting, som slår en. Hvordan kan så mange højttalerproducenter eksistere, og hvordan i alverden har de råd til de meget store og smukt indrettede stande på PL&S? Her bliver både indtjent, men også ofret penge; det er man ikke i tvivl om. Selv for Monitor totalt ukendte PA-højttalerproducenter har mindst et par hundrede kvadratmeter stand til velkonstruerede, sorte kasser.

På Harman standen (LydRommet) var der en bred vifte af produkter, men et par højttalere fra JBL stak ud. JBL VTX scenemonitors med to modeller M20 og M22 med henholdsvis to 10” og to 12” woofere og HF driveren fra deres større line array VTX kasser. Kasserne er passive, enten med passiv delefilter eller bi-amped fra forstærker, og de kan spille 137 dB, så der kan komme noget ud af kasserne. Monitorerne kan kun drives af  en 4 kanals I-Tec forstærker fra Crown, fordi den har preset, der passer til højttaleren. Monitorerne er ikke så tunge; den lille vejer bare 18 kg på grund af de nye drivere. Højttaleren er en ren scenemonitor og med sin lave profil lavet til netop dette. De nye VTX M scenemonitors er topmodellerne fra JBL.

I den anden ende af prisskalaen viste JBL Eon One, som er et lille musikervenligt linearray, som minder om andre lignende linearray/søjlehøjttalere fra konkurrenterne. Systemet er gearet mod solomusikeren, og de fleste vil vælge bare et enkelt system til at optræde med. Systemet kan også bruges som et transportabelt eventhøjttalersystem. Højttalerne har 6 mellemtone-/diskanthøjttalere i den lange smalle kasse, og der sidder en 10” basenhed i foden, som virker som subwoofer og distribution. Der er både mikrofon-, linje- og bluetooth indgange i systemet.

På L-Acoustics (Matrix Sales) stand viste de et par nye forstærkere, bl.a. LA12X, som er en 4 kanals forstærker på 4x3300W i 2,7 ohm. Til denne forstærker er der udviklet en helt ny strømforsyning og PFC, så den kan arbejde med forskellige spændinger, eksempelvis 110 og 220 V. Forstærkeren er meget effektiv og har faktisk den bedste holdtime på markedet, dvs. at den kan spille med fuld kraft længere end nogen anden forstærker. Normale holdtime tider for en klasse D forstærker er omkring 30 ms, men LA12X kan klare at levere fuld burst, omkring de 13 tusinde W i omkring 200 ms. Forstærkeren er tænkt som den nye centrale enhed i L-Acoustics forstærkerskab, og den har indbygget AVB netværk. Forstærkeren er bl.a. udviklet til at arbejde sammen med en anden nyhed fra L-Acoustics, den nye subwoofer KS28. Subwooferen er beregnet til at fungere på store stadions og udendørskoncerter med K1 og K2 line array. Kassen har fuldstændig samme størrelse som de ”gamle” subs, men driveren er en helt ny konstruktion. Den har bl.a. en meget længere vandring på membranen, og det betyder, at den kan flytte noget mere luft. Al rigging for at flyve denne sub er integreret i kassen modsat de tidligere subs, som krævede meget ekstraudstyr for at kunne det samme. Kassen yder et 4 dB højere lydtryk end de tidligere subs, helt ned til 25Hz.

Clair Brothers er et nyt agentur hos danske Starbaek, og det amerikanske firma er verdens største udlejningsfirma, som altid selv har konstrueret deres højttalere til eget brug. Højttalerne har i en årrække nu også været udbudt til salg, og selv om de ikke tidligere har været forhandlet i Danmark, så er det et yderst velkendt brand i branchen. Nyheden på standen var to nye monitorer, 1AM og 1.5 AM. Begge højttalere er coaxial konstruktioner; 1AM har en 12 tommer, mens 1.5AM har en 15 tommer højttaler indbygget, og monitorerne findes både i en passiv og en aktiv udgave. De lægger sig over den velkendte, ældre 12AM monitor, som er en af de mest brugte scenemonitors overhovedet. Den aktive udgave har 2x1600 W forstærker med indbygget DSP, så højttaleren har anvendelsesmuligheder både som monitor og som mini-PA.

Martin Audio har jo skiftet distributør i Danmark, så Michael Engman fra Atendi var selvfølgelig at finde på Martin Audio’s stand på dette års messe. Michael kunne bl.a. vise Martins Audio installationshøjttalere CDD, en coaxial højttaler serie, som findes fra 5 helt op til 15 tommer. Det specielle ved serien er den på wooferen monterede waveguide, som styrer spredningen af mellemtone og diskant i en asymmetrisk spredning. På dette års messe viste Martin Audio to nye udgaver af CDD; deres vejrbestandige CDD-WR, som er IP-54 godkendt til at hænge udendørs, og deres CDD-Live, som er en aktiv udgave af serien, som er beregnet til live brug, eksempelvis klubber og som nærfelt under balkoner og på scenekant. CDD-Live har både digital og analog XLR stik og et Dante netværksstik. Den detekter selv, hvilken slags lydkilde, der bliver sendt til højttaleren og slår over på den korrekte stikforbindelse. Dermed kan CDD højttalerne indgå i et større setup af højttalere, som bliver styret af det VU-Net, som Martin Audio benytter sig af.  CDD-Live laves, modsat den passive installationsserie, kun i størrelserne 8, 12 og 15 tommer.

RCF (SC SOUND) viste et helt nyt, kompakt line array i composite kasser; HDL6-A, som er et aktivt system med to forstærkere, med ydelse på 1400 W. Enhederne i kassen er to 6,5 tommer bas/mellemtone enheder og en 1,7 tommer HD driver, som sidder i en waveguide. Line Array højttaleren udmærker sig ved at have en meget lav vægt for et aktivt system, kun 11 kg. Til dette system er der også udviklet en subwoofer, HDL12-AS, også aktiv med en 1400W forstærker, og som selvfølgelig kan flyves sammen med line array systemet.

Adam Hall har stor succes med deres Curv system, som er en lille kubisk, kurvet line array højttaler, væsentlig til brug med mindre liveopsætninger. Tidligere har man kun kunnet få det som et integreret system med en gulvplaceret subwoofer, som også indeholdt forstærkerne til de små Curv højttalere. Men LD Systems har set, at Curv kan være interessant både på installations- og home-markedet, og derfor laver de nu en individuel 4 kanals Curv500 forstærker til satellit højttalerne, hvor hver kanal yder 500W, og samtidig også en passiv subwoofer, Curv 500 iSub, som kan placeres mere diskret. LD Systems viste også en 4 kanals forstærker på 4x1200W, som både har en USB- og en netværksport, hvor den sidste er Dante kompatibel.

På den tyske højttalerproducent Fohhn’s stand mødte vi en glad Morten Ulbæk; han har indgået en aftale med Fohhn om at være konsulent for firmaet i Danmark. (se nærmere under Branchenyt på side 84). Fohhn har et bredt sortiment af højttalere, men gør sig mest i installationsbranchen, hvor deres søjlehøjttalere er udbredte, også i Danmark. På standen var der særlig fokus på deres AIREA system, hvortil der var flere nyheder. AIREA er et smart netværksbaseret højttalersystem, som findes i en lille kubisk udgave med en 4 tommer coaxial enhed og 0,75 tommer tweeter. Der findes også en højttaler med 2 enheder; begge har forstærker og DSP indbygget (henholdsvis 60 og 100W). Netværkskablet føder kassen med digital audio, DSP kontrol og strøm, så det eneste stik på højttaleren er to netværksstik, så der kan distribueres signal og data videre til næste højttaler i netværket. Et mastermodul findes i to forskellige størrelser med forskellige antal kanaler, og på hver kanal kan der fødes 4 højttalerkasser med op til 100 meter imellem hver højttaler (400 meter i alt). Med en computer tilsluttet mastermodulet er der individuel kontrol over hver enkelt højttaler i netværket. AIREA kan udvides med subwoofer og distributionskasser, så almindelige højttalersystemer også kan hænges op på højttalernetværket.

d&b viste både en ny distributionsenhed med indbygget Dante netværk og en ny subwoofer, men Lars Frederiksen fra Alfa Audio valgte alligevel at have fokus på d&b’s Noisecalc software, som er et gratis værktøj for lyd- og konsulentfirmaerne til at beregne lydudbredelse og støj, f.eks. til en udendørs koncert eller et event. Man kan tage sin beregnede fil fra d&b Arraycalc og importere den ind i Noisecalc sammen med Google geodata for det sted, som koncerten skal afvikles. Hvis man skriver bygningers højde ind i programmet, så tager programmet hensyn til skyggevirkninger og refleksioner fra disse. Programmet kan derefter lave et godt estimat omkring lydudbredelse og støjgener for naboer - tilmed under forskellige klimatiske forhold (blæst, regn, vindstille osv.). Programmet kan hentes på d&b’s hjemmeside, men giver kun sammenhæng, hvis man har et nyere d&b PA system og Arraycalc programmet. Noisecalc viser d&b’s bestræbelse på at gøre livet lettere for alle, som har investeret i firmaets produkter.


ProAV Digital

ProAV 3DIGI 19 forside WWW

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Schmidts Radio
  • Test 4K kamera
  • DPA 6060/6066
  • ISE 2019
  • AFUK

Læs alt lige her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her