MCHerning Teatersal

Af Jens Walther, 22. februar 2016

PA højttaler kontrol

Herning Teatersal, som er en del af Messecenter Herning, har investeret i et nyt line array PA-anlæg fra tyske d&b. Monitor Pro var med under installation og kalibrering af anlægget og fik samtidig lyttet til, hvad den nye DSP processering, som d&b netop har udviklet til at kontrollere line array, kan gøre for lyddækningen i salen.

Herning Teatersal ligger midt i Herning by, og Teatersalen er en del af Herning Konferencecenter, som ud over Teatersalen også har en stor konferencesal her i midtbyen. Desuden har Messecenter Herning et endnu større konferencecenter, som ligger i udkanten af byen. Og som rosinen i pølseenden har de også Boxen, som både fungerer som sports-, koncert- og konferencearena. Så der er en god grund til, at så mange store koncerter, arrangementer og konferencer lægges herud på den
jyske hede.

Der kan sidde omkring 1000 i Teatersalen, som væsentligt bruges til teater og koncerter, men til tider bliver der også lagt konferencer og banketter i salen. Teatersalen har en ret tør og kontrolleret akustik, og i mange år har der bare været et minimalt pointsource PA-anlæg. Derfor blev der ofte lejet et større PA-system ind, når der var behov for det. Det har derfor længe været et ønske at have et permanent, større PA-system, som kunne klare alle opgaver.

Det ønske er i 2015 blevet indfriet, og Tommas Kristensen, som er teknisk ansvarlig for Teatersalen, fortæller, at i august måned blev der gennemført en shootout med tre forskellige PA-anlæg. Her havde Tommas en række freelancere til at være med til at lytte og bedømme, og Alfa Audio vandt udbuddet med deres d&b Y-serie line array system.

Y-serie fra d&b er en videreudvikling af den velkendte Q-serie, som sidder på mange spillesteder og koncertsale i Danmark. Og lige som Q-serien kan højttalere i Y-serien fås både som point source system (Y7P og Y10P) og som line array system (Y8 og Y12). Enhederne i alle fire højttalere er de samme, så højttalerkasserne er bestykket med to 8” bas/midrange enheder og et 1,4” HF horn. Tallene i højttalernes navn indikerer spredning, og her i teatersalen er anlægget per side dimensioneret med fire Y8 og fire Y12, som hænger flyvende i den velkendte J-formede line array banan. Desuden er der indkøbt otte bundkasser af den lidt større d&b V-serie, hvor fire af dem er monteret flyvende, to i hver side, mens de sidste fire kasser kan køres ind og placeres to og to i hjørnet af scenen, når der er behov for det; det sidste er især tilfældet, når der er musikkoncerter eller musical forestillinger. Anlægget er dimensioneret til koncert, og derfor burde der ikke i fremtiden være behov for at leje noget ekstra ind.

Der er både d&b D80 og D20 forstærkere til af føde anlægget, og her er der i installationen taget hensyn til, at der er en forstærkerkanal til hver højttalerkasse. Det betyder, at den nye d&b ArrayCalc software og styring kan bruges og udnyttes, og det skulle give en mere ensartet lyddækning af salen. Forstærkerne er udstyret med DS10, som er d&b’s helt nye Dante-AES/EBU netværks interface kort, som giver kontrol og styring af forstærkerne via netværk.

Software kontrol

d&b forstærkerne er jo ikke bare en traditionel forstærker men indeholder også en udvidet DSP styret speaker management system, som kontrollerer højttalerne. Og det er netop denne DSP processering, der nu i endnu højere grad sørger for en god styring af line array højttalerne.

For at kontrollere denne DSP styring, så har d&b udviklet på deres ArrayCalc software, som netop er kommet i version 2.0. Beregningerne, som softwaren foretager, er dybe, komplicerede og svært forståelige selv for en garvet systemtekniker, så derfor har d&b valgt at lade software udføre så meget som muligt selv, og på den måde overtage styringen. Men inden programmet kan udføre sine beregninger, så er det selvfølgelig vigtigt med nogle input og data. Og her kommer systemteknikeren på banen. De nøjagtige dimensioner og mål for den pågældende koncertsal skal skrives ind i programmet, ligesom ophængningspunkter, højttalermodel, placering, og hver enkelt højttalers vinkling også skal noteres nøjagtigt. Desuden skal softwaren selvfølgelig vide, hvilke forstærkerkanaler, der er forbundet til hvilke højttalere, og her er det et krav, at der sidder en selvstændig forstærkerkanal på hver højttaler (d&b tillader normalt, at en forstærkerkanal kan føde to højttalerkasser; men ikke, hvis dette nye software skal udnyttes). Softwaren foretager en frit felt beregning, så der er ikke nogen beregning og hensyn til akustikken i salen, så derfor skal man ikke i programmet definere overflader, refleksioner og lignende.

I softwaren beregner den nye funktion Array Processering (AP) en optimal lyd for hver 20x20 cm felt i salen, og ved hjælp af en kombination af fasedrejning, delay, IFF og FIR beregning bliver hver enkelt højttalerelement i arrayet behandlet til at yde sit bedste. Og når vi snakker om, at hver højttalerenhed skal yde sit bedste, så er det ud fra den ”normalitetsfrekvenskurve”, som d&b har defineret. Det optimale vil være, hvis denne kurve inden for nogle snævre grænser kan indfries på en hvilken som helst plads i salen. Med et almindeligt line array er oplevelsen tit den, at den lave mellemtone bliver vigende, når afstande til højttaleren øges, og HF dæmpes også på større afstand. PA-anlægget opleves således mere ”hornet” eller ”honky” i frekvensbilledet, jo længere man lytter væk fra højttalerne. Disse unoder skal de nye beregninger foretaget i Array Processering kompensere for, og lydtryk og frekvensdækning i salen skal derfor opleves meget mere jævn.

Tuning af salen

Lars Frederiksen fra Alfa Audio står for kalibrering af PA-anlægget i Teatersalen. Lars har valgt inde i softwaren, hvor der vises en arkitektonisk præsentation af salen, at dele lyddækningen op i tre områder på den lange led af salen. Det første område dækker de første ca. 8 meter, og her er det besluttet, at der ikke skal være noget lydtryksfald. Det næste område fra 8 til 22 meter skal lydtryksfaldet være -3 dB, og for det sidste område på ca. 8 meter er der valgt yderligere -3 dB lydtryksfald. Disse områder kan efterfølgende justeres i længde og lydtryk, og teoretisk kunne man vælge at lave en sal med dette program, hvor lydtrykket er ens over hele salen. Det ville dog kræve uforholdsmæssigt meget forstærkerkraft og højttaler enheder, men det er muligt. Softwaren fortæller hele tiden brugeren, om det valgte lydtryksfald kan lade sig gøre med den bestykning, man har til rådighed. Det lydtryksfald, som Lars har valgt, kan sagtens lade sig gøre med det anlæg, der er til rådighed her i Teatersalen.

I dette tilfælde arbejdede Lars med tre presets, hvor preset’et Glory sørger for den bedste lyd, mens Power giver den største lydstyrke. Den optimale processering (Glory) vil nemlig kræve forstærkerkraft at udføre, og det betyder, at lydstyrken falder. Her skal forstås, at den optimale processering arbejder med, at den enkelte højttalerkasse spiller i fase eller i modfase på bestemte frekvenser. Således bliver der også brugt forstærkerkraft kun til at optimere frekvenskurven. Power indstillingen er dermed det preset, som giver størst lydstyrke, men som er knap så optimal omkring ensartet lyddækning i rummet. Medium preset’et ligger selvfølgelig midt imellem henholdsvis Glory og Power. For hver af de tre presets kan man i ArrayCalc se den resulterende frekvenskurve, både før og efter AP processering. Og her er det tydeligt, at især Glory preset’et giver en frekvenskurve, som ligger tæt på ”normalitetskurven”.

Homogen lydkvalitet

Men en ting er flotte kurver i et program, noget andet er, hvordan det opleves ude i salen. Inden der kan lyttes, så skal beregningerne, som ArrayCalc har udført, overføres til forstærkerne. Det sørger programmet ”R1” for, og det er også denne del af softwaren, som lydteknikeren i det daglige vil styre fra, når vi snakker om en fast installation. I denne software kan der vælges blandt de beregnede preset, ligesom der er kontrol og overvågning over hver forstærker.   

Vi starter med at lytte til det mest optimale Glory preset og tager en rundtur i salen. Og resultatet kan høres lige med det samme. HF kommer ud på de sidste rækker, og den honky lyd, som tit fornemmes på længere afstand af line array højttalere, er væk. Tydeligt er det også at høre, at lydstyrken på de første rækker ikke forandrer sig, men falder naturligt og gradvis, når vi kommer ud over de første 8 meter. Vi lytter også til bypass af AP processeringen, og forskellen er tydelig. Ikke sådan at forstå, at det lyder dårligt uden processering, (som jo tidligere har været den vanlige indstilling på PA-anlæg), men homogeniteten er langt større i salen med processering. Samtidig er det også tydeligt, at lydstyrken falder et par dB, når AP processeringen er aktiv. Power presettet kompenserer for dette lydtryksfald, men til gengæld er der kun minimal forskel mellem bypass og proces. Med dette preset er det tydeligst at høre forskel på HF, som skydes lidt længere ud. Systemet har også en betydning for scenelyden, fordi lyden, især i de højere frekvenser, er mere dæmpet på scenen, når processeringen er aktiv.

Anvendelighed

Den nye Array Processering på PA-systemet kan kun udføres på de nyeste line array systemer fra d&b, dvs. J-, V- og Y-højttaler serier. Som sådan er systemet unikt på markedet, og ingen af konkurrenterne på line array fronten har et lignende system. Lars vurderer, at for en festivalplads vil det tage en rutineret systemtekniker en halv time at lave en udregning, og for en sal som Herning Musikteater vil det tage omkring et par timer. Det betyder, at de nye udvidede, unikke og effektive funktioner i ArrayCalc 2.0 sagtens kan bruges på en turné med vekslende koncertsteder, bare data er indhentet på forhånd. Og typisk vil det være noget, som lyd- eller systemteknikeren gør hjemmefra, så hovedparten af modellen er tegnet ind, inden teknikerne møder salen. På langs i salen har man selvfølgelig foretaget sin beregning af højttalerspredning, så der dækkes, og Lars fortæller, at hvis salen ikke er for irregulær, så går det almindeligvis uden for mange kompromisser. Lars konkluderer, inden vi lukker PA-systemet ned for at gå hjem efter en lang dag: ”Programmet og funktionaliteten kræver selvfølgelig, at man er omhyggelig med sin ophængning og sin optegning i programmet. Men det elegante ved dette system er, at der er forholdsvis få håndtag at tage fat i, så det er let at bruge og let at få god lyd ud af.”

ProAV Digital

Forside ProAV1 19 NET

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Event Expo
  • Nyt lys i Operaen
  • VR visualisering
  • Nem redigering
  • Storage-løsning

Læs alt lige her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her