10. december 2013

På frierfødder hos filmfotograferne

Med brask og bram blev Sonys nye center, DMPC (Digital Motion Picture Center), åbnet i London i efteråret. Centeret, som ligger centralt i Pinewood Studios, skal være et ressourcecenter for filmfotografer, udlejningshuse og andre som kunne tænke sig at lære mere om Sonys digitale filmkameraer og om workflow.

Sony har traditionelt været mere forbundet med produktion af TV end med produktion af film. Nu, hvor produktions-metoderne inden for TV og film nærmer sig hinanden, ser Sony sit snit til at tage sin bid af kagen. Med introduktionen af sværvægteren F65, kameraet som kan skyde op til 8K, har Sony for alvor optrappet konkurrencen med de mere etablerede virksomheder i branchen, såsom Arri, Red og Panavison. Men vil filmfotograferne give Sony en chance?
    
Kreativ industri
Chefer på højt plan hos Sony var kommet for at overvære åbningen af centeret for pressen, så der er ingen tvivl om, at Sony mener det alvorligt med deres charmeoffensiv mod filmmiljøet. ”Vi har arbejdet med dette center et år. Målet er at bringe Sony nærmere den kreative industri”, siger Spencer Stephens fra Sony. På DMPC kan eksempelvis fotografer, uden at skulle betale for det, komme og lære om Sonys kameraer, gammakurver og workflow. Centeret er indrettet på en sådan måde, at man har mange led i produktionskæden samlet på en etage. Der er en lille studiescene, hvor man kan lave optagelser med kameraerne F65, F55 eller F5. Derfra kan man tage sit materiale med ind i en klippestation. Man har så et colorgrading system, hvor man kan tweake materialet og se, hvordan det er, før man til sidst kan se det færdigt gradede materiale i centerets lille biograf. Desuden er der nogle møderum, hvor man kan planlægge - og en bar(!), hvor man kan slappe af. Centeret har en fotograf og en workflow-specialist, som kan bistå under optagelser og efterbehandling. En stor fordel med stedet er, at det er ret uformelt. Man kan tilmelde sig på forhånd, hvis man for eksempel vil teste F65-kamera eller workflow, og så er det bare at  møde op. Der vil desuden også blive afholdt kurser og workshops.  
    
Første center
Det er Sonys første center af denne art i Europa. Der findes et lignende center i Los Angeles, som har eksisteret et par år. De kurser, der afholdes, er som regel en blanding af teori og praksis. De starter ofte med en times teori om morgenen. Derefter går man ud for at få praktisk erfaring, og så ser man resultatet til sidst. Således prøver Sony at opbygge et tættere forhold til sine kunder, og desuden får de også noget værdifuldt igen - nemlig førstehåndstilbagemeldinger fra brugerne. Sony kan for eksempel lytte til råd fra erfarne filmfotografer og implementere disse ideer i firmware-opdateringer til sine kameraer. Måske er det netop det, firmaet er nødt til at gøre for at fange opmærksomheden og vise, at de er til at stole på, når det gælder digital filmoptagelse.

Filmfotografernes hjerte
Det store spørgsmål er, om det vil lykkes for Sony at vinde filmfoto-grafernes hjerter. Til trods for at Sony har været i branchen et stykke tid, så er de aldrig blevet taget helt alvorligt af dem, der skyder spillefilm. Mange filmfotografer er ret konservative i valg af kamera og holder sig til for eksempel tyske Arri, som har rigtig mange års erfaring i branchen, eller Red, som ganske vist er af nyere dato, men som har været etableret i cirka ti års tid.

    

Der blev vist flere kortfilm, taget med Sony F65, under åbningen af centeret, og der er vist ingen tvivl om, at kameraet leverer endda meget flotte billeder. Det er også meget lysstærkt, og den støj, der opstår ved højere iso-værdier, er minimal. Mindst to spillefilm er nu også blevet filmet med kameraet, fantasyfilmen After Earth og science fiction-Eventyret Oblivion. Så der er allerede nogle filmfotografer, som har taget kameraet i brug i større målestok, og det er tydeligt, at dette kamera giver store muligheder. Det har ifølge Sony en dynamisk rækkevidde på 14 blenderstop, det kan skyde op til 120 billeder i sekundet, og det giver lineære 16-bit filer, noget, der er ideelt for efterbehandling.

    
4K og konsekvenser
Men hvad indebærer det at filme i 4K Raw ud over den høje opløsning, skarphed og det store farvespektrum, der er tilgængelig? Det har konsekvenser på flere niveauer, og dette gælder også de andre producenter af kameraer, som kan skyde 4K. Med hensyn til workflow, skaber det store udfordringer. Når man skyder 4K Raw, taler vi om enorme mængder data, som skal behandles og senere gemmes. Og det skal ikke bare gemmes en gang. Der skal også tages backup, således at råmaterialet findes mindst to steder. Hvis du synes, at HD-filer optog meget plads på dine disks, så forestil dig 4K! Som en vittig branchepersonlighed sagde: ”When we start looking at what involves building infrastructure for 4K, it’s easier to rename it 4X - four times more bandwidth, storage, hit on CPUS/GPUs and rendering time.” Og desuden - Hvis udviklingen går i retning af at filme 48 billeder per sekund, mod dagens 24, er der tale om enorme mængder data, som skal behandles.

    

På Sonys nye center har de opbygget et workflow, som virker, og hvis man tager dette til sig, vil man ikke have særlige problemer med at håndtere datastrøm og workflow. Men for mange produktions-virksomheder både inden for TV og film vil det indebære store investeringer i ny soft - og hardware for at kunne være med i konkurrencen. Så det er også et spørgsmål om, hvad man vil med 4K. Inden for digital film giver det i mange tilfælde mening at skyde i højere opløsning, end den man kommer til at ende med, især med tanke på visuelle effekter og kompositioner. Mange mener også, at 4K giver et bedre udgangspunkt end 2K med tanke på for eksempel detaljegengivelse, og at man under alle omstændigheder burde stræbe efter det bedst mulige udgangspunkt. Inden for traditionelt TV via digitale antenner eller kabel vil der derimod nok gå et godt stykke tid, før vi (i hvert fald her hos os) vil se noget til 4K fjernsyn, selv om amerikanerne har sendt NFL-kampe i 4K. Dertil er interessen fra publikum for lille, og investeringerne i ny infrastruktur hos TV-kanalerne ville blive enorme. Men hvem ved, blandt andet har Netflix vist interesse for 4K, så det kunne jo være, at man på et eller andet tidspunkt først ville få det via netkabel i stedet for antennekabel. Men nu må vi se, hvad der sker.


Lykkes Sony?

Vil Sony lykkes med sin charmeoffensiv mod filmmiljøet? En ting er i hvert fald sikkert; Sony har besluttet sig for at være med i konkurrencen, og firmaet har de økonomiske muskler, der skal til for at kunne lykkes. Mange (digitale) filmfotografer vil nok, langsomt men sikkert, også se på, hvad Sony kan tilbyde.

 

 

Af: Åsmund Hasli

ProAV Digital

ProAV818 forside NETNyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • IB4 mødelokaler
  • Unico-Gruppen
  • Brug en gimbal
  • LED-lamper
  • Mediatec udvider

Læs alt lige her

DEShow 2019

Danish Entertainment Show er en ny messe, hvor udlejnings- og eventbranchen viser hvad de kan, og branchens førende distributører/ forhandlere præsenterer det største udvalg af innovative løsninger, teknologier og produkter

Se mere her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her