1. februar 2013

Nyttigt grej til kameratasken

Vi har fundet nyttigt grej, som vi selv ville være glade for at have med i store eller små kameratasker. Det er jo altid godt med grej, som både er meget brugbare, og som kan fås til en fornuftig pris.

 

Orbit Micro Portable Camera Dolly
Dette er et af de redskaber, som kan være umådelig praktisk og samtidigt i et fornuftigt prisleje. En Micro dolly er som navnet antyder en lille bitte dolly. Den minder om et lille skateboard, hvor begge sæt hjul kan drejes, sådan at dollyen kan køre i buer. Der sidder et par gevind på enheden, sådan at man kan montere et kuglehoved eller en lille magic arm til kameraet på dollyen. Den er ca. 30 cm lang og vejer omkring et halvt kilo. Dermed kan den pakkes ned i selv små kameratasker.
    

Hjulene er bløde skateboardhjul, men der er ikke yderligere affjedring på nogen måde. Kameraer op til et par kilo klares uden problemer. Det kan anbefales at montere en monitor sammen med kameraet, sådan at man kan se optagelserne. Her er kameraets flap-udskærm ikke for praktisk. Vi anvendte en TVLogic VFM-056W under testen. Det er en glimrende monitor med en bred betragtningsvinkel, hvilket er nødvendigt for at kunne følge med under køreturene. Der er en anden fordel ved en ekstern monitor, idet den ekstra vægt giver mere inerti.
    

Jo mere vægt, der er på dollyen, jo jævnere bliver køreturen. Vi brugte et par håndvægte som kontravægt. De passer lige i størrelse. Og lige jævnheden i køreturen kan være en problem for de små kameraslidere, som ofte er ret lette. De har så den fordel, at man bare behøver et stativ for at kunne lave en travel.
    

På den anden side opdager man, at verden er fuld af plane flader, når man har en micro-dolly. Borde, gelændere, tilfældige brædder med mere er mulige flader til en dolly-køretur. Vi fandt, at vi brugte dollyen rigtig meget i testperioden. Simpelthen fordi, at den altid var med. Og det giver klart mere liv i alle former for establishing shots at kunne lave en køretur.
    

Til prisen er der slet ikke noget at betænke sig ved. Micro-dollyen er et rigtig nyttigt stykke tilbehør, som bør have en fast plads i alle kameratasker.

Fakta:
Set hos: Hofmann
Udlån: Hofmann – www.hofmann.dk
Pris: Kr. 665,00 ekskl. moms  hos Hofmann
Flere oplysninger: www.digitaljuice.com

 

 

Vbag – sæt kameraet fast hvor som helst
Vi kender alle situationen, hvor man lige har brug for at sætte kameraet et eller andet sted, hvor der ikke er plads til en magic arm og slet ikke til et stativ.
  

En mulig løsning kommer fra danske Vbag, og består af en solid pose fyldt med skumkugler og en håndpumpe. Når man pumper luften ud af posen, bliver dens form ”frossen”. Det vil sige, at man kan ”formstøbe” en holder til ens kamera, som dermed kan sættes de mest umulige steder. Vi kunne for eksempel sætte et Canon XA10 fast på en stoleryg ved hjælp af den testede Vbag Philip Bloom edition. Det kræver lidt kreativ formning af Vbag’en, men man vænner sig hurtigt til at forme Vbag’en, sådan at kameraet sidder ordentlig. Selve pumpefunktionen tager ca. 20 sekunder, indtil Vbag’en er helt formfast. Så det er en hurtigt operation at placere kameraet. Perfekt til de helt lave - eller de helt skæve skud.
    

Disse muligheder gør også, at man får lyst til at eksperimentere med opsætningen. Her skal man dog lige være klar over, at det eneste, som holder kameraet fast i Vbag’en, er tyngdekraften, og at samme tyngdekraft også er det eneste, som holder Vbag + kamera fast på underlaget. Det er en udfordring ved lette DSLR-kameraer, som for eksempel Panasonic GH2. Jo tungere kameraet er, jo bedre sidder det fast. De større modeller af Vbag har ”flade” huller til stropper, så hele konstruktionen og kameraet kan sikres. Den testede Philip Bloom edition model har godt nok også fastgøringshuller, men de er små og runde. Det havde her været elegant med et sæt elastiske stropper med i
kassen og større fastgøringshuller.
    

Men Vbag’en giver kreative muligheder, der ikke kan fås med noget andet udstyr. Den er let at have med og kan aktiveres i løbet af nogle sekunder.

Fakta:
Set hos: Bico Professional
Udlån: Bico - www.bico.dk
Pris: Vbag for DSLR ”Philip Bloom Edition” Kr. 1.596,00 ekskl. moms
Flere oplysninger: vbag.com


Shape Composite F3Rig - simpel og god
Tilsyneladende er rigs en udfordring fra alle Ole opfindere. Man møder ofte forbavsende komplekse konstruktioner, med et mylder af fæster og snedige samlekonstruktioner. Bevares - de kan så tilpasses alle kendte typer af kameraer, men ofte føler man, at den lille mekanikereksamen er nødvendig, hvis man skal stille på noget som helst. Det tager tid og gør fotograftilværelsen besværlig.
    

Så er det forfriskende, at Shape har holdt deres design helt, helt simpelt. Den testede Shape Composite F3 rig er nemlig i et design, som er nemt at gå til. Et eksempel er håndtagene, som har en enkelt trykknap til justering. Tryk på knappen og vrid håndtagene i stilling. Det kan ikke være meget enklere og klares nemt, mens man står med riggen.
    

Simpeltheden gør også, at riggen bliver yderst solid uden at være tung. Samtlige fæster er af vrid-og-løsn typen og dermed både hurtige at gå til og nemme at checke, om de nu er spændt. En rig kan altid supporteres med teleskopstang som støttes via et bælte for ikke at belaste arme og skulder unødigt  ved længerevarende optagelser.
    

Vi havde et Canon EOS C100 i riggen, hvilket passede meget fint sammen. Et Canon DSLR gik også fint, men kræver reelt set en ekstern søger for at fungere optimalt i en rig. DSLR-kameraer kræver en rig med en vinkling for at fungere optimalt. Composite F3-riggen er af den lige type, hvilket betyder, at man ikke ser kameraets skærm lige for. Til gengæld betyde den lige formfaktor, at riggen bliver totalt vridningsstabil. Dertil bliver den også nemmere at montere på stativ i forhold til en rig med vinkling.
    

Der er massevis af monteringsgevind på Composite F3 riggen. Det er der også på skulderbeslaget, hvilket kan bruges til kontravægte, eksterne batterier eller transmittere. Da riggen er rimelig let med en vægt på lige over to kilo, bliver den ikke overtung, hvis man skal ubalancere et mindre kamera.
    

Rigs er en personlig ting, idet kameraer og fotografer jo er forskellige. Derfor bør man altid prøve, inden man beslutter sig. Men Shape har klart simpelheden og en god ergonomi med sig, som gør, at man absolut bør tage Shape rigs med i overvejelserne, når kameraet skal på skulderen.

Fakta:
Set hos: Hofmann
Udlån: Hofmann - www.hofmann.dk
Pris: 5.700 kr ekskl. moms
Flere oplysninger: www.shapewlb.com


Sæt god optik på din iPhone
Amerikanske Schneider har begået en mindre optisk genialitet. Den består af et cover til en iPhone med fatning til eksterne optikker. Schneider iPro kommer med tre brændvidder: et fiskeøje, en 0,6 gange vidvinkel og en 2 gange tele. Dermed får en iPhone 4 følgende video-brændvidder 16, 26 og 84 mm i 35 mm termer, hvor standarden for iPhone 4/4s er 42 mm for video.
    

iPro-optikkerne er coatede og i en solid metalkonstruktion. Schneider har tænkt sig ekstra godt om i forbindelse med mobilitet og opbevaring, idet to optikker kan rummes i en speciel holder, der både kan rumme optikkerne og samtidigt fungere som håndtag. Der er nemlig et gevind på telefoncoveret, sådan at optikhåndtaget kan skrues fast her og dermed fungere som greb på telefonen.
    

Det er dog et plastik-gevind på coveret, og man kan håbe, at Schneider introducerer et metalgevind, når de kommer med et iPhone 5 cover her i 2013.
    

Man køber et kit med coveret og fiskeøje/vidvinkel eller vidvinkel/teleoptikkerne samlet. Teleoptikken kan tilkøbes separat, hvis man har investeret i fiskeøje-kittet.
    

Billedkvaliteten for optikkerne er rigtig god. De tegner alle skarpt med god kontrast og kontrol af refleksioner. Og man bliver hurtigt vant til at tage optikkerne med i lommen eller tasken. De klejne optikker er nemme at montere på telefoncoveret, og det bliver til en vane at jonglere med de bittesmå optikker. Samtidigt er det en skæg oplevelse med optikker, der er ti gange mindre end en tilsvarende DSLR-optik.
    

Man kommer hurtigt til at elske mulighederne for den ekstra vidvinkel og tele, som dette set giver. Der er flere andre eksterne optikker til iPhones, men dette sæt er langt det mest seriøse. De testede iPro-optikker er et godt koncept og bør seriøst overvejes af alle som bruger sin iPhone til at tage billeder med.

Fakta:
Set hos: Bico Professional
Udlån: Bico - www.bico.dk
Pris: 

Century Iphone kit med fiskeøje og vidvinkel, kr. 1.356,00 ekskl. moms
Century Iphone kit med 2X Tele og vidvinkel, kr. 1.685,00 ekskl.  moms
Century Iphone Optik 2X Tele, kr. 750,00 ekskl. moms

Flere oplysninger: www.iprolens.com

 

Af: JOS Svendsen

 

ProAV Digital

ProAV818 forside NETNyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • IB4 mødelokaler
  • Unico-Gruppen
  • Brug en gimbal
  • LED-lamper
  • Mediatec udvider

Læs alt lige her

DEShow 2019

Danish Entertainment Show er en ny messe, hvor udlejnings- og eventbranchen viser hvad de kan, og branchens førende distributører/ forhandlere præsenterer det største udvalg af innovative løsninger, teknologier og produkter

Se mere her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her