TV 2 nyhedsproduktion NY

Foto: Ebbe Rosendahl/TV 2

Af Michael Fahlgren, 30. november 2018

Nyt produktionssystem til TV 2

Det nye system understøtter TV 2s digitale transformation og opfylder TV 2’s visioner om ét samlet system med fokus på historiefortælling på tværs af platforme.

Når en multimedievirksomhed som TV 2 skal have nyt produktionssystem – selve kernesystemet i hele virksomheden – står man ikke alene overfor en meget stor beslutning; man står ligeledes overfor muligheden for at få nye ønsker opfyldt. Da det eksisterende produktionssystem fra AVID var ”slidt ned”, begyndte derfor en rimeligt kompliceret proces med dels at udforme kravspecifikationer, dels finde leverandøren, som kunne opfylde disse.

”Det gamle AVID-system er et meget traditionelt produktionssystem, bundet op på nogle redigeringssuiter i København og i Odense. Vi stod overfor sidste anvendelsesdato, både hvad angik hardware og softwarelicenser, så vi stod på en brændende platform”, fortæller Christian Rohde, ledende produktionschef for TV 2 Nyheder. 

Ny software førte til historiecentreret organisation

Imidlertid var man hos TV 2 allerede i gang med at analysere hele den måde, hvorpå arbejdet udføres. Da TV 2 Nyheder for fire år siden foretog en organisationsændring, medførte det et øget fokus på historiefortællingens arbejdsgange rent organisatorisk. Forstået på den måde at man hos TV 2 etablerede et nyhedscenter, som i bund og grund leverer materiale til de forskellige platforme. Ved samme lejlighed indførte man ny software, der bedst kan betegnes som et historiecentreret system, som basalt er vidensdeling omkring en historie, som indebærer, at nyhedscentret bedre kan dele materiale og viden med hinanden ved arbejde på tværs af platforme.

”Denne ændring har gennem de fire år kørt sideløbende med det eksisterende produktionssystem. For et par år siden begyndte vi at tale om, at produktionssystemet snart skulle udskiftes, og hvad vi så ville gøre. Der startede vi det, der med et moderne sprog kaldes for en rejse, der endte med at føre os hen til, hvor vi er nu. Undervejs på den rejse havde vi en række diskussioner, seminarer og virksomhedsbesøg rundt omkring i verden, for at afdække, hvordan andre medievirksomheder arbejder. Men dybest inde vidste vi fra starten, at det vi havde gjort med at etablere en historiecentreret organisation, var den retning, vi ville fortsætte i,” forklarer Christian Rohde.

Effektivitet leder til digital transformation

Med en organisation, der allerede var historiecentreret, lå det hurtigt klart, at fremtidige værktøjer helt naturligt skulle understøtte den arbejdsmåde i højere grad – det er her fremtiden ligger for et markant mere effektivt TV 2. Det leder helt naturligt hen til digital transformation, fordi det muliggør flytning af et mediehus fra de traditionelle broadcast-dyder til en situation, hvor man er i stand til agilt at publicere på tværs af platforme.

”Digital transformation er lettere sagt end gjort; dels fordi man skal oplære og undervise medarbejdere, dels er det en kulturting og endelig er det systemafhængigt, for hvis systemerne ikke understøtter det, kan det ikke lade sig gøre. Vi udkommer på tværs af platforme, og når man har et produktionssystem, det være sig vores gamle eller nuværende, som er meget broadcast-funderet, sætter det selvsagt systemerne op i nogle siloer, som gør det meget vanskeligt at arbejde på tværs. Derfor gik vi i gang med at beskrive, hvordan vi gerne vil arbejde, og hvad det er, vi gerne vil have ud af vores nye system, når det står færdigt,” siger Christian Rohde. 

Teknisk afdeling danner grundlag for udbud

Efterhånden som arbejdet med at beskrive krav og ønsker til det nye produktionssystem skred frem, nærmede TV 2 sig EU-udbudsfasen. Taget i betragtning at et EU-udbud ikke nødvendigvis skal være meget konkret, men alligevel ganske specifikt med hensyn til hvad man gerne vil opnå. Derfor etablerede TV 2 en række processer, hvor de satte en stor gruppe af meget blandede medarbejdere fra alle hjørner af organisationen sammen om nogle workshops. Her blev enkeltdage med nyhedsbegivenheder nøje gennemgået og beskrevet for de forskellige platforme, hvad der kom meget læring ud af.

”Vi fra indholdssiden inviterede Teknik med til at observere de diskussioner, som nyhedsmedarbejderne havde undervejs. Til sidst præsenterede medarbejdere fra indholdsafdelingerne overfor chefer og Teknik, hvordan de ønsker at arbejde i fremtiden. I præsentationen kan man både se, høre og læse hvad brugerne reelt set forventer at kunne med det nye produktionssystem. Det var utrolig givtigt, og noget vi stadigvæk baserer alting på her efter valget, når vi skal til at rulle det ud,” uddyber Christian Rohde.

Browserbaseret redigeringsværktøj

Da TV 2 satte det nye produktionssystem i EU-udbud for et år siden, modtog man lidt over 10 bud fra interesserede firmaer og systemhuse – hvoraf valget faldt på AVID, hvis tilbud var det, som på både kort og længere sigt var i stand til at indfri ønskerne til projektet. Tilbage i dag udestår implementering af helt konkrete arbejdsgange i form af krav, som AVID skal løse. Det drejer sig både om elementer, som også var tilstede i det gamle system, såvel som helt nye krav og ønsker til funktionalitet.

”Eksempelvis vil vi gerne nedbringe antallet af installerede apps på de forskellige maskiner til fordel for et mindre redigeringsværktøj, som er tilgængeligt for alle og tilgås via en browser. Ved sådanne situationer er vi også med til at ”skubbe” AVID lidt, for det er der ingen, der er helt klar til at kunne opfylde. Her har vi været med til at definere funktionalitet, som AVID skal udvikle. Og her er forventningen helt klart, at de er i stand til at stille med den rette kompetence,” pointerer Christian Rohde.

Produktionssystem spækket med fremtid

Som en del af de processer, der førte til EU-udbuddet, havde TV 2 indført en række ønsker og mål for fremtidig funktionalitet, ikke mindst fordi der også ligger elementer uden for produktionssystemet.

”Dette projekt er et ”hjørne” i et forholdsvis kompliceret puslespil, fordi vi i kraft af at være et mediehus, som både laver broadcast og digitalt, har vi mange systemer, som understøtter de to platforme. På TV er det rækkefølgesystemer til at skabe nyhedsudsendelser; både på hovedkanalen hos TV 2 Odense og på News i København. Derudover er der vores dokumentarproduktion m.v. Parallelt kører hele det digitale udbud, der både skal udkomme på Play og vores hjemmesider. Så det at redigere video er ”bare” én opgave i en større helhed. Og det her er blot det første skridt, vi tager ind i en generel opgradering og justering af vores systemer og arbejdsgange,” fremhæver Christian Rohde og uddyber: ”Vi vil i langt højere grad være i stand til at indfri samarbejde mellem medarbejdere, som arbejder på tværs af platforme. Helt konkret vil en nyhed, der samtidig skal udkomme på både apps og hjemmeside, i News samt på vores hovedkanals nyhedsudsendelse om aftenen, skulle bruge tekst og billeder. I dag kan det sagtens forekomme, at der sidder tre medarbejdere på hver sin platform og klipper den samme historie sammen, fordi den skal udkomme på tre forskellige platforme. Her ønsker vi at indføre en langt højere grad af samarbejde om helt konkrete ting.”

Redigerer også med Adobe

Når det nye produktionssystem engang hen over sommeren 2019 vil være helt udrullet, vil både seere og medarbejdere opleve store fordele og bedre vilkår for TV 2’s produkter. Seerne vil få en oplevelse af, at produktet bliver både bredere og bedre med mindre ”genbrug” af materialer og en større variation.

”Forventningerne blandt vores egne brugere er tårnhøje, for det forventes blandt andet, at man som bruger vil føle langt større arbejdsglæde ved at arbejde med dette system. Det skyldes ikke mindst, at systemet er ”født” til at arbejde på tværs af vores forskellige platforme. Det forventes også, at det bliver muligt at udføre ens job bedre, mere effektivt og nemmere. Nu har vi ganske vist valgt AVID som leverandør, men det betyder ikke, at vi nu kun redigerer med AVID software. Vi ved og anerkender, at Adobe har enormt stærke, kreative værktøjer i form af både Premiere, After Effects og Photoshop. Disse værktøjer giver vi ikke slip på; ikke mindst fordi nogle af disse produkter er direkte rettet imod de digitale platforme, har en høj produktionsværdi og som nogle af vores medarbejdere foretrækker at bruge. Vi kommer derfor både til at redigere med AVID og Adobe,” fastslår Christian Rohde.

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - November 2018

ProAV Digital

ProAV9 NOV18 ForsideNyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Østre Gasværk
  • Expo-reportage
  • DJI Ronin
  • RAW video
  • Comtech

Læs alt lige her

DEShow 2019

Danish Entertainment Show er en ny messe, hvor udlejnings- og eventbranchen viser hvad de kan, og branchens førende distributører/ forhandlere præsenterer det største udvalg af innovative løsninger, teknologier og produkter

Se mere her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her