22. oktober 2013

Ny 2K scanner sætter standarden

Hos VideoPro i Herlev har det i mange år været en æressag – nærmest hjerteblod at sørge for, at de uvurderlige arkiver af film bliver overført til digital form, og ikke mindst i en høj og god kvalitet. Nu er maskinparken udvidet, så kvaliteten har fået endnu et løft. Med en ny 2K scanner, der benytter optisk teknologi, har man noget af det bedste udstyr på området, og for nærværende den eneste i Europa, der kan tilbyde den ydelse.

 

Groft sagt digitaliserer VideoPro analog film til digital form. Om du er professionel eller har gamle video 8 film liggende, kan de blive overført til DVD eller en endnu højere standard, hvis man ønsker det. Om det så er super 8, Standard 8, Pathe 9,5 mm eller 16 mm kan man klare det. Man kan også klare alle båndformater, så kunderne spænder fra private til TV2, DR, Nordisk Film og Filmarkivet. Denne tjeneste fortsætter man med, men med en ny 2K scanner har man nu fået mulighed for at højne kvaliteten betragteligt.
    

Kort fortalt er der tale om filmscanning, og det klares stort set altid ved en scanner, der tager et billede, hver gang den kan gennemlyse fremføringshullet i filmen.Problemet er blot, at rigtigt mange ældre film enten er krøllede eller hullerne ikke helt intakte. Det kan den nye 2K scanner rette op på.

 

Optisk Pin Registrering
Den nye scanner har nemlig en form for billedgenkendelsessoftware, så den tager et billede, hver gang den ser det og bruger ikke på noget tidpunkt fremføringshullerne. Alle, der har fået scannet smalfilm, har set, hvordan billedet kan gynge og hoppe lidt – som jo skyldes førnævnte problem med krøllede film og fremføringshullerne, der ikke altid er helt præcise efter slitage. Dette er fuldstændigt elimineret ved den optiske metode – hvis man vil se forskellen på de to digitaliseringer, kan man se eksempler på det på firmaets hjemmeside. Scanneren klarer altså flænset film og kan også se, om der mangler et billede og justere scanningen herefter.
    

Kvaliteten af scanningen er så høj, at man, ud fra et hvilket som helst billede, reelt kan printe en plakat. Det sker i øvrigt med en framerate på hele 60 billeder i sekundet, så det kræver ikke en højere uddannelse at regne ud, at her er tale om store datamængder. Den store maskine styres da også af et stykke heftigt software via en almindelig, men kraftig PC, der er udstyret med et af markedets kraftigste grafikkort. ”Den medfølgende software fra producenten er dog ikke så god som vi ønsker det, så vi har bestilt en ny, som sjovt nok kommer fra en russisk leverandør”, (scanneren er fra USA, red.) forklarer indehaver Christian Dyrholm og fortsætter: ”Det er ret kostbart, oveni den investering vi allerede har lavet, men jeg kan ikke leve med, at kvaliteten ikke er den bedst mulige. Det kendetegner det, vi altid har lavet – er der kommet bedre teknologi, så slår vi til stort set med det samme”. Med den kompromisløse indstilling er det da heller ikke nogen overraskelse, at 2K scanneren er den første af sin slags i hele Europa. Faktisk er scanneren, som står i VideoPros lokaler i Herlev i dag, den samme, som blev udstillet på IBC i år.

 

Købt hjem til Filmarkivet    
”2K scanneren er købt hjem primært på baggrund af Filmarkivet, der har en masse kulturarv, som ikke kan tåle at ligge længere. Mange gemmer også filmperler i eksempelvis kølerum, men reelt ligger de og rådner op. Det har altid været vigtigt for mig, at disse film bliver bevaret”, forklarer Christian Dyrholm og uddyber: ”Derfor har vi også sat priserne noget lavere end mange konkurrenter. Vi vil hellere have, at folk får gemt deres uerstattelige film for evigt, frem for at det går tabt. Der ligger masser af vores kulturarv på ruller rundt omkring, der bør scannes og gemmes forsvarligt”. Christian Dyrholm fortæller, at 2K scanneren bestemt ikke har været billig i indkøb, men man har alligevel valgt en politik, der siger, at scanningen koster en fast pris pr. meter uanset filmens stand. Så man tager ikke ekstra for en krøllet film, som normalt udløser en stor ekstra bon.
    

Christian har arbejdet med video, siden han fik sin første skulderbårne camcorder i 1990, og siden da har hjertet banket for branchen, og VideoPro har været first mover på mange teknologier. ”Vi var de første i Danmark, der lavede DVD’er – vi havde købt noget meget dyrt og faktisk ikke særligt godt udstyr i USA og Japan. Men det var det, der var tilgængeligt på daværende tidspunkt. Så vi fik ret hurtigt DR på besøg. Vi tilbød, som de første, at få overført film og smalfilm til DVD. DVD’erne var ikke så gode i starten, men det var det, firmaet blev kendt på, og siden har vi gået meget op i kvaliteten. Vi gør det bedste, vi kan til alle kunder. Det kræver nogle løbende og dyre investeringer, og det er da heller ikke altid, de tjener sig hjem, inden vi investerer i nyt”, forklarer Christian Dyrholm. Den scanner, de har brugt før 2K scanneren, er da også solgt uden at have tjent sig hjem, men da man nu kan tilbyde bedre kvalitet fra den nye 2K scanner, er det den, man giver alle kunder. ”Vi er mærket af krisen som alle andre, men jeg mener, at vi skal lave kvalitet og justere priserne, så kunderne har råd til at få digitaliseret deres film. Vi ser alt for mange lave dårlig kvalitet og lagre på billige DVD’er, der kun holder i få år. Vi lagrer altid på prof-medier og det koster mere, men holder også lagt bedre”, slutter Christian Dyrholm.
    

At besøge et firma der brænder for det, de laver og kvaliteten af det, er heldigvis ikke sjældent i AV-branchen. Dette gør sig også gældende for VideoPro, hvis nye scanner vil højne standarden for meget af det filmarkiv, der ligger rundt omkring. Film, som forhåbentlig snart kommer forbi en 2K scanner eller lignende, så det kan blive gemt for eftertiden. Christian Dyrholm har i øvrigt en idé om at lave en offentlig server, hvor alle i Danmark kan se alt det historiske materiale, der ligger i digital form. Ingen dårlig idé, men det er et politisk spørgsmål.

 

 

Af: Peter Hyldahl

 

ProAV Digital

ProAV818 forside NETNyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • IB4 mødelokaler
  • Unico-Gruppen
  • Brug en gimbal
  • LED-lamper
  • Mediatec udvider

Læs alt lige her

DEShow 2019

Danish Entertainment Show er en ny messe, hvor udlejnings- og eventbranchen viser hvad de kan, og branchens førende distributører/ forhandlere præsenterer det største udvalg af innovative løsninger, teknologier og produkter

Se mere her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her