27. august 2013

Nordic Rentals - fra subkultur til industri

 Nordic Rentals er en virksomhed, hvor logistik er kodeordet, når tusindvis af ”rekvisitter” i form af scener, lyd og lys skal ud i Danmark og resten af Europa. Det kræver, at virksomheden bliver drevet som en hvilken som helst anden stor ”fabrik”. Folkene bag er stadig entusiaster, hvis hjerte banker for branchen.

 

Når man står klokken 3 om natten i regnvejr og pakker en lastbil med udstyr, der skal være klar, skal man virkelig ville det”, fortæller Torben Pedersen, der er en af de seks partnere i Nordic Rentals i Hedensted ved Vejle, som vi besøger en flot sommerdag. Ikke meget udstyr er tilbage i de mange haller – festivalerne står for døren og stort set al udstyr er lejet ud. Og det er ikke småting, når Nordic Rentals har 6.000 kvadratmeter lokaler på en 25.000 kvadratmeter grund og i øvrigt 30 lastbiler til at fragte al udstyr ud i Danmark og Europa. Men trods størrelsen er de seks partnere entusiaster, der alle har rodet med elektronik, været ude med mobilt diskotek, da de var teenagere. I dag er det mobile diskotek blot blevet nogle tusinde gange større. Nordic Rentals A/S er faktisk en af Skandinaviens største og mest avancerede udlejnings- og produktionsvirksomheder, når talen går på teknologi til showbranchen. Man laver alle typer arrangementer, herunder også TV-shows og produktlanceringer.

 

Baggrund fra teater og musicals

Nordic Rentals kommer ud fra festival- og musicalbranchen. Det er oprindeligt Lydkompa9et og Stagelite, der slog sig sammen i 2001. Og herfra tog tingene virkelig fart. ”Der var vi 15 ansatte – i dag er vi over 70, og mere end dobbelt så mange i højsæsonen”, forklarer Torben Pedersen. De seks partnere i virksomheden har et aldersspænd fra 44 til 60 år, og de er alle aktive i virksomheden og tager sig af hver sin del. Virksomheden er opdelt i afdelinger og processer, så man bedre kan styre den megen logistik mellem de mange tilbud, Nordic Rentals har.

    

Op gennem 00’erne vækstede virksomheden kolossalt, og man byggede de første 1.800 kvadratmeter lager i 2002 – som altså er blevet til 6.000 kvadratmeter i dag. De er den første virksomhed af sin art, der har bygget egne lokaler (i den størrelse) og herfra kan man leje udstyr men også få en totalløsning, så kunden oplever, der bliver sørget for alt. ”Hvis I sørger for strøm, sørger vi for resten”, som vi plejer at sige, fortæller Torben Pedersen. At udleje alt fra en scene, til lyd, lys og AV kræver et stort bagland, og hos Nordic Rentals kan man få alt, også folkene til at betjene udstyret.

    

Man tilbyder altså en komplet pakke, hvor man står for det hele, ligesom man også prøver at gennemskue økonomien i nogle opsætninger. Torben Pedersen uddyber: ”Branchen er jo også drevet af entusiaster, og det sker fra tid til anden, at enentusiast vil lave en ny festival, men tydeligvis ikke har sat sig ind i, hvor store omkostningerne er. Her må vi træde til og vejlede, for vi er jo ikke interesserede i, at kunden går bankerot, og at vi både mister kunden plus den potentielle indtægt”. Udlejningsmarkedet er nemlig hårdt, og selvom priser på udstyret stiger, så forventer mange kunder, at udstyret kan lejes for mindre. Torben Pedersen uddyber: ”Mange roder sig ud i projekter af ren entusiasme, og der er det vigtigt, at vi rådgiver tidligt i processen, så det hænger sammen. Lykkeridderne er der jo, og vi skal jo prøve at minimere tab. De sidste par år er der flere festivaler, der er druknet – næsten bogstaveligt talt, blandt andet på grund af dårligt vejr”. Torben spår, at man i fremtiden vil se færre festivaler, dog vil de store som Skanderborg, Roskilde og Jelling overleve – trenden bliver nok mere a la byfest, hvor man ser en enkelt eller et par forestillinger. ”Bymarkedet er tilbage, og folk gider ikke ligge i telt mere til festivaler”.

    

Branchen er også presset fra anden side: Honoraret til artister er stigende. Nu hvor især musikbranchen tjener mindre på musikken via royalties, skal pengene tjenes på live koncerter. ”Og indtægterne til entre stiger jo ikke bare, fordi artisterne skal have mere, og så er det os, der bliver pressede. Vi er nederst i fødekæden sammen med fadølsanlægget, men kan ikke undværes”,fortæller Torben Pedersen med smil på læben.


Skal styres som en hvilken som helst stor virksomhed
Når man har et marked, hvor man leverer udstyr som lyd, lys, scener og måske teknikere til at styre det til musik-, teater- og ikke mindst Corporate branchen, kræver det meget af én virksomhed. Man kan ”risikere” at lave koncert med Prince, Status Quo eller Abba The Show samtidig med arrangementer som Bestseller i Berlin, Jyske Bank præsentation i en kæmpe hal eller noget tredje. Og når alle arrangementer foregår mere eller mindre inden for samme tidsrum, ja, så skal man ikke være den store matematiker for at regne ud at det kræver meget udstyr, manpower og logistik for at det hele kører uden forsinkelser og problemer.”Festivalerne er i fuld gang, vi har et stort teatermarked og leverer for eksempel også den tekniske produktion til ”Robin Hood” i Dyrehaven. Så virksomheden kører for fulde sejl. Det er gået fra en sæsonbestemt virksomhed til et stort skib med mange mand, der kører hele tiden. Så der skal være styr på processerne”, forklarer Torben Pedersen. ”Og når man ser på udstyrspriser, så ligger Danmark meget lavt, så det stiller store krav til dem, der styrer virksomheden. Vi ser det her som at køre en almindelig virksomhed og ikke noget specielt, som vores branche jo ellers kan være kendetegnende ved. Så selvom vi alle er entusiaster og brænder for det her, så bliver vi også nødt til at se på det som en helt almindelig virksomhed, som skal drives som en sådan”, forklarer Torben Pedersen.

    

Torben forklarer, at Nordic Rentals A/S jo også skal give overskud, når det ikke er sæson, og derfor skal virksomheden, som reelt består af en række forskellige virksomheder under samme paraply, drives meget professionelt. ”Når vi køber udstyr for mange millioner kroner, skal det kunne forrentes. Når vi går til banken, skal vi kunne vise, at det giver afkast. Med investeringer på op mod 10 millioner om året, så skal det bare køre”, fortæller Torben Pedersen.

    

Så det er både overfor banken og for kunderne, at alt bare skal klappe. ”Vores branche er jo kendetegnede ved, at der ikke er ventetid eller forsinkelser – showet kører jo sharp, uanset om vi leverer eller ej, så det skal bare køre hver gang”.


Delt op i processer
For at få styr på logistikken og få de mange afdelinger til at køre som én enhed, er man delt op i processer. ”Rent praktisk krydser vi ind i forskellige felter på et skema, og folk skal referere ind, så vi altid er klar over, hvad hver afdeling laver, og hvor de er i planlægningen af en opgave. Det fungerer rigtigt godt, og vi er ved at udarbejde en version 2 af denne arbejdsmetode”, forklarer Torben og fortsætter: ”Vores branche og virksomhed er jo gået fra subkultur til industri, og så er det vigtigt, at der er styr på det hele. Det er jo tankevækkende, at vi lavede en analyse i 2011, der viste, at man i vores branche tabte 15 millioner, og der i alt kun blev tjent 5 millioner. Der var altså ingen, der tjente kassen – det var hele markedet, der tabte penge, og det er naturligvis en usund kultur”, forklarer Torben Pedersen. Siden da er det gået fremad. Men i denne sammenhæng er Danmark et lille land, og vi kan have det indtryk, at vi kan det hele – men det kan de også i udlandet, fortæller Torben Pedersen til Monitor.

Fokus på sikkerhed
”I Danmark har vi for eksempel slet ikke de sikkerhedskrav, som man stiller især i Tyskland. Her i Nordic Rentals A/S gør vi meget ud af at tilføre sikkerhed til de forskellige jobs. Vi bruger mange penge på uddannelse i sikkerhed, forsikring, og i at man skal opføre sig ordentligt uanset, hvor man er”, forklarer Torben. Nordic Rentals er med i to europæiske netværk, hvor man blandt andet har fokus på sikkerhed, og det ansvar, der følger med i denne branche. Man benytter blandt andet Eurocode 3, der definerer, hvor stor belastning en scenekonstruktion kan klare i forhold til vand og vind. ”Der kan vi godt føle, at nogle spiller hasard med sikkerheden, og her vil vi gerne følge den sikkerhed, man blandt andet har i Tyskland, hvor der er meget strenge krav”, forklarer Torben Pedersen.

    

Derfor har man sammen med andre lavet en brancheforening i Danmark, Evex, som står for Event og Exhibition AssociationDenmark, hvor man kan udveksle erfaringer og viden i et fælles netværk. Foreningen blev faktisk stiftet tilbage i 1987 af udstillingsbranchen (Messe Team), og i 2012 blev foreningen udvidet med eventbranchen. Det vil sige alle fra AV-, lyd- og lysfirmaer kom med. Du kan læse mere på evex.dk om foreningen, hvad de står for og ikke mindst vil udrette.

    

Som andre erhvervsvirksomheder i vækst er der brug for tiltag som dette, og Torben Pedersen er i bestyrelsen i Evex. Man håber, at mange vil følge med, så mankan højne sikkerheden og samarbejdet inden for eventvirksomheder i Danmark. Man er i øjeblikket bl.a. ved at formidle værdierne, så det hele er meget nyt. Monitor vil naturligvis også berette om nyt fra området i fremtiden.

    

Besøget på den store virksomhed tæt på Vejle viste, at der virkelig er vind i sejlene, men også en virksomhed, der er drevet med hjertet, til trods for at der er tale om et kæmpe skib med mange folk. Monitor fik klart indtryk af, at alle, uanset afdeling, arbejder mod samme mål. Og på den måde kan de være inspiration for mange brancher – også mindre virksomheder.

 

 

Af: Peter Hyldahl

ProAV Digital

ProAV9 NOV18 ForsideNyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Østre Gasværk
  • Expo-reportage
  • DJI Ronin
  • RAW video
  • Comtech

Læs alt lige her

DEShow 2019

Danish Entertainment Show er en ny messe, hvor udlejnings- og eventbranchen viser hvad de kan, og branchens førende distributører/ forhandlere præsenterer det største udvalg af innovative løsninger, teknologier og produkter

Se mere her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her