29. august 2014

Multicam i FCPX - det er nemt

Optagelser med flere kameraer har altid været lidt sort mystik i redigeringen, hvor de foregående udgaver af Apple Final Cut Pro og Adobe Premiere Pro har krævet en del besværgelser før at man kunne håndtere optagelser med flere kameraer. Men Final Cut Pro X 10.2.1 gør det nemt. Vi kigger nærmere på mulighederne i programmet. 

 

Der er flere anvendelser for multi-cam. Den mest umiddelbare er naturligvis optagelser med flere kameraer, hvor man gerne vil kunne lægge optagelserne ind i redigeringen parallelt, sådan at de er synkrone, og man kan klippe i mellem dem. Tænk på en optagelse af en koncert med flere kameraer. Her kunne man sidde med en switch, hvortil kameraerne er forbundne og en optager for at klippe produktionen live. Det er jo nemt, men det er ikke muligt at fjerne klippefejl eller ændre produktionen bagefter. Det ville man kunne ved at tage kameraernes hukommelseskort og lægge alle optagelserne ind som separate videospor i redigeringerne. Synkronisering er mulig, hvis alle optagelser har ens eller næsten ens tidskode. Til gengæld er selve klipningen dybt besværlig, idet man skal finde det af videosporene, der har det bedste billede og fjerne alle de andre. Det er der forskellige teknikker til, men ingen af dem er nemme.

    

Derfor har de fleste mere avancerede videoredigeringer også mulighed for multicam redigering, hvilket betyder, at det er nemt at skifte mellem de enkelte videospor. Det kan både Final Cut Pro 7 og Premiere Pro CC. Så er der det med synkroniseringen. Har man ens tidskode eller bruger klaptræ, er det ret enkelt. Men hvad nu, hvis man ikke har tidskode eller brugt et klaptræ? Så er det et større puslespil at få de enkelte videospor til at være synkrone. Det kan tage tid; lang tid. Heldigvis er der kommet ny teknologi til, hvor man kan synkronisere videosporene via deres lydspor. Programmet Plural Eyes var det første, som havde teknikken og er stadigvæk den bedste mulighed for Final Cut Pro 7 brugere. Adobe Premiere Pro CC har denne teknologi indbygget, ligesom Final Cut Pro X har det.

    

Det åbner for en ny anvendelse af multicam-teknikken. Den kan nemlig snildt bruges til at synkronisere lyden fra en recorder med video fra et DSLR under forudsætning af, at lyden på DSLR-kameraet er bare nogenlunde. Final Cut Pro X har endda en specialfunktion til dette.

    

En anden anvendelse kunne være at klippe drama-sekvenser med flere kameravinkler. Det er teknikken med at optage samme sekvens flere gange, hvor man flytter kameraet imellem optagelserne. Det er jo også en form for multicam. Er man til ryddelige tidslinjer, er det en ret smart måde at arbejde på. Her skal klippene dog synkroniseres manuelt, da der jo ikke er et fælles lydspor.

    

Endelig er der en mulighed i Final Cut Pro X, hvor man kan foretage multicam med lydspor. Det vil sige, at billedet er fast, men lydsporet skifter. Det kunne bruges til voice overs på flere sprog – altså den slags optagelser, hvor man interviewer en person, hvor vedkommende svarer på eget sprog, og hvor man har valgt at bruge en voiceover på eksempelvis dansk i stedet for undertekster.


Forudsætninger
For at synkronisering med lydsporet kan virke, skal der naturligvis være lyd på alle kameraoptagelser. Ikke nødvendigvis god lyd, men tydelig lyd. Kameraerne kan med fordel stå til automatisk lydregulering. Skal man gøre det ekstra nemt, er et klaptræ en glimrende måde til at danne et startmærke på lydsporet.

    

En anden ting er, at alle kameraerne kører med samme hastighed. Det er noget rigtig skidt, hvis et af kameraerne kører 24 billeder i sekundet, og resten er på 25 billeder i sekundet. Det er set ske, så check indstillingerne for alle de brugte kameraer, inden optagelserne starter.

    

Det er også snedigt at få alle kameraer til at levere billeder, som er så ens som mulige med hensyn til eksponering, hvidbalance og farveprofil. Jo mere ens kameraerne er, jo mindre skal man farvesætte senere. Det kan være endda meget besværligt at matche kameraer, som har forskellig hvidbalance senere. Skal man være meget nøje, bør alle kameraer være samme mærke, samme type og samme model. Og alle kameraerne bør også indstilles helt ens.

    

Selv om det er samme mærke kamera, kan forskellige modeller have forskellig farvegengivelse. Blander man for eksempel et Canon EOS 1100D med et Canon 5D mrk. III, så har de ikke alene forskellig farvegengivelse men også forskellig håndtering af højlys. Brug en kalibreret monitor til at sikre, at kameraerne er så ens som mulige. Det er tid, som virkelig kommer igen senere.

    

Lydsynkroniseringen kan godt klare afbrydelser i optagelserne. Det kunne for eksempel være, at B-kameraet stoppede for at flytte sig til en anden position og starte der igen. Det går dog bedst, hvis der er et sammenhængende lydspor hele sekvensen igennem. Derved bliver synkroniserings-systemet mindst forvirret. Skulle der være optagelser med svagt lydspor, er det også en god idé lige at løfte niveauet en gang.


Workflow
I denne guide anvender vi Final Cut Pro X version 10.1.2, men teknikken er den samme i de foregående versioner. Det er bare noget smartere i den nyeste version.

    

Hent optagelserne ind i Final Cut Pro X og placer dem i samme Event. Nu drejer det sig om at sikre, at de matcher sammen, rent farvemæssigt. Det er muligt at farvesætte optagelserne, efter at de er placeret på tidslinjen. Det er bare ret besværligt. Der er ingen grund til at trimme optagelserne inden placeringen. Der er en enkelt ting yderligere, som kan hjælpe processen. Siden ens computer skal afspille flere videospor samtidigt, stiger belastningen på systemet. Her kan det være smart at danne Proxy-filer, som er kopier af ens video med lavere bitrate og opløsning. Det mindsker belastningen på ens redigeringscomputer ganske betragtelig. I versioner tidligere end 10.1.2 kan man også mindske risiko for tabte frames under playback ved at gå ind i Settings | Playback og sætte playback performance til ”Better Performance”. Det er også muligt at tilføje stillbilleder til et multicam clip efter at al video er synkroniseret.


Nu er der to muligheder:
- Synkronisering af ekstern lydfil med video. Det er den typiske DSLR-situation, hvor man har lyden fra en recorder, som skal erstatte lydsporet på DSLR-videoen
- Ægte multicam, hvor flere video fra flere kameraer skal synkroniseres med hinanden og klippes sammen. Samtidigt kan der lægges et nyt lydspor under hele sekvensen.

Synkronisering af lydfil med DSLR-optagelser

Det er super nemt. Vælg den optagelse og lydfil i eventen og klik på File | New | Synchronize Clips – et højreklik vil give en popmenu, som også giver muligheden. Final Cut Pro X går nu i gang med at danne en såkaldt Compound clip, hvor lydfilen er synkroniseret til videoen. Denne nye video-sekvens vil blive placeret i samme event som de to originalklip. Som standard vil både lydsporet fra video og recorderen være aktive. Brug inspectorpanelet til at fravælge lydsporet fra videoen.

 

Det er en god idé at navngive den dannede sekvens på fornuftig vis, så man ikke blander det sammen med den originale videosekvens. Den synkroniserede sekvens kan håndteres som alle andre sekvenser. Det vil sige, at sekvensen kan trimmes, tilføres effekter med mere helt lige som en almindelig sekvens.


Multicam optagelser
Det er næsten lige så nemt som at synkronisere. Vælg alle videosekvenser fra de forskellige kameraer samt eventuel lyd i det event, hvor sekvenserne er placeret. Klik derefter på File | New | Multicam Clip. Der kommer nu en menu frem. Standardværdierne er normalt fine, så klik bare på OK. Final Cut Pro vil nu gå i gang med at synkronisere de forskellige sekvenser og danne en ny, samlet synkroniseret sekvens, der placeres i samme event, som indeholder de originale sekvenser fra kameraerne.

    

Placer nu den dannede sekvens på tidslinjen. Prøver man at afspille sekvensen er lyden næppe optimal, og der vises kun en kameravinkel. Her kommer programmets angle viewer i spil. Vælg Window | Viewer Display | Show Angles. Derved bliver monitorskærmen splittet i 2, 4 eller 8 dele, som viser video fra hver sin kamerasekvens. Det vælges ved Settings-vælgeren i Angle Viewer’en.

    

Næste trin er at vælge den lydbasis, man vil bruge. Det gør du i inspectorfeltet – Channel-konfiguration – her vil du se alle lydspor i den kombinerede sekvens. Slå de uønskede fra og sørg for, at der kun er markering ved det ønskede lydspor. Det kunnevære lydsporet fra recorderen.

    

Klik på det og derefter på ”Video switching only” i Angle Viewer’ens øverste venstre hjørne. Så er vi klar.

    
Placer tidsliniemarkøren i begyndelsen af multicam-sekvensen. Klik på den kameravinkel, der skal startes med. Bemærk, at markøren er skiftet til et lille barberblad. Afspil nu klippet. Mens det spiller, klik på det vindue, som indeholder den ønskede kameravinkel. Hver gang man klikker, laver Final Cut pro et klip på tidslinjen, hvor der skiftes til det nye kamera. Gør det til hele sekvensen er gennemspillet. Er der nogle af klippene, som ikke er placeret rigtig, kan man justere klippet som normalt i Final Cut Pro X.

    

Har man ramt den forkerte vinkel, så klik på den på tidslinjen og derefter hold ”ALT” nede og klik på den rigtige vinkel i angle viewer, derved skifter programmet vinklen ud med den nye.


Redninger
Skulle det ikke gå helt efter hensigten, er der flere redninger. Den ene er at hjælpe Final Cut Pro ved at placere en marker i et synkroniseringspunkt i de forskellige kamerasekvenser. Spil en kamera-sekvens igennem, til der sker noget markant på video og tryk ”m”, så sætter Final Cut Pro en marker. Gør det for alle kamerasekvenser og synkroniser igen, idet ”Advanced Options” nu vælges og der vælges ”Angle Synchronization”: First Marker on Angle”.

    

Den anden metode er at vælge den indbyggede redigering af multicam sekvenser. Klik på den dannede multicam-sekvens og aktiver ”Angle Editor” ved Clip | Open in Angle Editor - nu vises indholdet af en multicam sekvens på et antal parallelle tidslinjer. Det giver mulighed for at finjustere kamerasekvenserne. Siden alle lydspor er tilgængelige her, kan man også justere lyd. Det kunne for eksempel være, at man havde optaget et event og gerne ville have bifald med. Det kunne så tages fra en af kameramikrofonerne og placeres som et attached lydklip.

 

Af: JOS Svendsen

ProAV Digital

ProAV9 NOV18 ForsideNyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Østre Gasværk
  • Expo-reportage
  • DJI Ronin
  • RAW video
  • Comtech

Læs alt lige her

DEShow 2019

Danish Entertainment Show er en ny messe, hvor udlejnings- og eventbranchen viser hvad de kan, og branchens førende distributører/ forhandlere præsenterer det største udvalg af innovative løsninger, teknologier og produkter

Se mere her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her