Mir Water.jpg

Af Michael Vogelius, 4. maj 2016

Mere 3D i titelgrafik

Mange bruger After Effects til titelgrafikken og animationer, og efter at Adobe har udvidet deres samarbejde med Cinema 4D fra Maxon, så kan 3D filer fra mange andre programmer bruges direkte i After Effects, og det giver helt nye muligheder inden for 3D grafik. Fremover vil vi bringe mindre tutorials på monitor.dk og i Monitor.

Inden for 3D animationsprogrammer er der mange, der bruger Maya og 3 DS MAX (begge fra Autodesk), men der er ikke total dominans som f.eks. Adobe Photoshop er det inden for billedbehandling.

3D funktionen er løbende blevet udviklet i After Effects. Men der kom et tidspunkt, hvor de ikke kunne tilføje alle de funktioner, som kræves for at opbygge seriøs 3D rendering. Især overflader på emner og beregning af lys igennem f.eks. glas. Programmet ser stadig objekter som løse elementer, der ikke har fysiske egenskaber som masse og hårdhed.

Derfor var det en god løsning at udvide samarbejdet med et professionelt 3D program så alle egenskaber kunne indføres ind i et After Effects projekt, uden at 3D filen først skulle renderes færdig som en 2D film. En anden fordel er også, at 3D filen ikke skal komme fra Cinema 4D, men bare den er eksporteret i et format som Cinema 4D kan forstå. Det kunne være filer fra Auto Cad, 3 DS Max og mange andre.

Det betyder f.eks., at en kunde kan sidde med under produktionen og skifte mening om, hvilken vinkel deres produkt skal have i deres realfilm eller animation. Det kræver dog en kraftig maskine, hvis filmen skal renderes færdig, mens man kigger på. I hele taget kræver det et meget roligt og tålmodig gemyt at arbejde med 3D. Selve programmet tager tid at lære, og jo pænere kvalitet man ønsker på overflader og belysningen af objekter, jo længere en renderingstid må man regne med.

Renderingen er selve grundstenen i at arbejde med 3D. Her bliver alle objekter tegnet færdig og alle overflader beregnet, så lysets brydning er helt rigtigt igennem f.eks. glas og vand.

Cinema 4D kan købes i flere versioner. I After Effects CC følger der en gratis Lite version med, som kan åbne og redigere ganske mange funktioner.

Hvis man primært arbejder med at projekterer huse eller scener på teater, så er Cinema 4D Visualize den rigtige version. Den koster ca. 12.300 kroner. Hvis man primært arbejder med animationer til TV grafik, så er Broadcast versionen den rigtige. Den kan næsten alt, hvad man ønsker og koster ca. 10.500 kroner.

Men hvis man vil arbejde med hår, der bevæger sig i vinden, eller stof der falder omkring en person, så skal man købe den fulde Studio pakke der koster ca. 23.000 kroner.

Der findes studieversioner af programmerne og Trial, hvis man vil prøve dem af i en måned. Programmet kan bl.a. købes hos mikrograf.dk - Læs mere på maxon.net

Jeg er selv gået via After Effects over Element 3D til Cinema 4D. Det er noget af en rejse, og hvis man tror, at Adobe har påvirket Maxon til at opbygge programmet som andre Adobe programmer, så må man tro om igen.

Alt er anderledes i Cinema 4D

Fra måden man importerer filer, til måden man eksporterer som en færdig film. Vi er i den kreative branche, og når softwareproducenter ændrer vores værktøjer, så bliver der ramaskrig, alt skal være som det plejer. Det så vi med Apples opgradering af Final Cut Pro. Programmet blev helt sikkert mere intuitivt at bruge for en, der lige starter i branchen, men det betød at mange skiftede til Avid og Premiere Pro. Jeg skulle pludselig holde en masse kurser i Premiere Pro, og selv Danmarks Radio købte mange licenser til Adobes videopakke.

Men der er mening med galskaben i Cinema 4D, og hvis man dropper al selskabelighed og venner i en længere periode, så kan man efterhånden bruge programmet professionelt. Som alt andet er det spørgsmål om at åbne op for en anden måde at arbejde på og have fokus på det resultat, man ønsker. Den største udfordring for mange er ikke programmet, men selve tankegangen i et 3D univers. Man skal forestille sig noget fysisk i et rum bag skærmen, uden at kunne have det i hånden. Så alle har stor glæde af at kunne rotere objektet rundt (med ALT tasten) og se det fra flere vinkler. Passer proportionerne til hinanden og skinner lyset på de rigtige overflader.

Alt bliver opbygget i et vektor univers med en bitmap overflade. Så derfor samler alle 3D-folk på billeder af overflader af alt fra rust til vævede stoffer. I de første år man brugte 3D programmer til TV grafik, kunne man nemt se, at et objekt var sat ind i en realfilm. Ofte skinnede objektet alt for klart, og der var ikke nogle naturlige ridser eller snavs på overfladen. Derfor bruges der i dag meget tid på overflader og at farvestyre objektet, så f.eks. en flyvende bil blender fint ind i baggrunden. Det er her, at After Effects kommer ind i billedet med dens mange muligheder for at arbejde videre med de overflader, Cinema 4D kan eksportere som lag i en billede sekvens.

Det er også muligt at bruge funktionen Camera Tracking i After Effects og så bruge 3D informationen i Cinema 4D, så f.eks. et neonskilt bliver tilpasset til den husgavl, man kører forbi. Det samme gælder den anden vej. Der er en god 3D tracker i Cinema 4D, som også kan analysere en 2D film. Især med den nye Lens Distortion tools, der er kommet i R17.

Billeder opbygget i 3D program

Ikke alle ved, at ca. 70 % af billederne i IKEA’s katalog er opbygget i et 3D program. Så kan man styre lyset helt perfekt og nemmere tilpasse møbler og de mennesker, der optræder, til det pågældende marked, kataloget udkommer i.

3D rendering er også meget udbredt i bilreklamer. Det er ofte svært at belyse den store overflade, en bil har, så den ser helt perfekt ud fra alle vinkler. Også tv reklamer for biler bliver ofte animeret i et 3D program, så lyset er perfekt. Hvis man vil opbygge en sekvens, hvor væsker er i bevægelse som eksempelvis en isterning, der bliver kastet i et glas med en læskedrik, så kan man styre væskernes viskositet og bevægelse meget nøjagtig i programmerne X-Particles, Arnold eller VrayForC4d.

SketchUp er meget brugt af bl.a. arkitekter og scenekunstnere, og der findes derfor mange 3D filer på nettet af modeller, som nu nemt kan bruges sammen med Cinema 4D. Hele tiden bliver programmet opgraderet, og hver gang kan programmet åbne flere fil formater og udføre flere funktioner, som tidligere krævede et plug-in at udføre.

Min bedste anbefaling er at springe ud i det og komme i gang med et rigtigt 3D program. Hvis du allerede er superbruger af f.eks. Max eller Maya, så glæd dig over den forbedrede integration af 3D programmer i After Effects.

ProAV Digital

Forside ProAV1 19 NET

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Event Expo
  • Nyt lys i Operaen
  • VR visualisering
  • Nem redigering
  • Storage-løsning

Læs alt lige her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her