16. november 2012

Masterclass: Filmlook part 1

Dette kan være en meget kort diskussion – vil du have det til at ligne film, jamen så optag på film. Men så enkel er verden ikke. Der er massevis af praktisk og økonomiske forhindringer her. Og så er der det med ”film look”. Hvordan det skal defineres, er der meget delte meninger om. Fakta er, at dagens storformat videokameraer og DSLR-kameraer netop har en fantastisk billedkvalitet, og med lidt omtanke kan de levere netop det eftertragtede filmlook. Som en sidebemærkning kan man undre sig over, hvorfor man ikke vil gå efter et helt nyt look med afsæt i digitalteknikken i stedet. Men det er en anden artikel.

 

Billedformatet er en væsentlig del af filmlooket. Langt de fleste spillefilm er i dag optaget i formater fra 1:1,85 til 1:2,39. Et HD-TV er 1:1,78 eller 16:9. Dette format stammer fra SMTE og er et kompromisformat designet i 1984. På en 16:9 skærm kan alle de gængse widescreen-formater vises enten med et minimum af beskæring eller sorte bjælker. Så 16:9 er strengt taget ikke et filmformat. Skal det være 100% som film er valget 1,85:1. Men i praksis er forskellen ikke stor til 16:9. En frame i 1,85:1 er nemlig 1920x1038 pixels, og altså tæt på 1920x1080. Et par sorte bjælker i top og bund og så er den klaret.

 

Det er noget værre med 2,39:1. Her er en frame 1920x805 pixels. Det er altså næsten 25% i lodret opløsning, som forsvinder her. Det er et reelt problem i HD, men ikke i 4K, da der her er opløsning nok til at klare en så kraftig beskæring. En måde til at komme ud over beskæringen er at bruge anamorfe optikker, der giver en optisk horisontal komprimering af billedet. Men disse optikker er besværlige at bruge, kræver speciel opmærksomhed i post, og så de er sjældne.

 

Endelig kan man argumentere med, at 720HD har en lodret opløsning på netop 720 pixels, og der er ingen som brokker sig her. Men her er der ikke taget komprimering i betragtning. Jo bedre råmateriale med færrest mulige komprimerings-deffekter, jo bedre går det. Når billedet beskæres, skal det jo forstørres ekstra op ved projektion, hvorved komprimeringsdeffekter vises ekstra tydeligt. Men det er ved projektion; på et 16:9 TV vil det ikke betyde noget. Et kamera som Black Magic Design kameraet, der kan optage i raw-video med 2,5 K, er ideelt her.

 

Man skal lade være med at opfinde formater selv. Ligegyldigt hvor godt man mener, at 2,67:1 ser ud, så skal formatet behandles specielt hele vejen igennem ens workflow. Dertil vil det blive mishandlet af alle HD-TV’s scaleringssystemer. Den eneste kur er letter- eller pillarboxing i et af de mere autoriserede formater.

 

I øvrigt skal man under optagelserne sørge for at al monitorering sker med det korrekte billedformat. De mere avancerede kameraer har markeringer for de forskellige filmformater på søgerskærmen. Det samme gælder for de fleste EVF som Zacuto eller Cineroid.

Sensorer og optikker

 Ud over billedformatet er der sensorstørrelse og optikvalg, som spiller ind, når der snakkes filmisk udtryk. Her tænker vi naturligvis på hele dybdeskarphedsproblematikken. Film kan have smal dybdeskarphed, det er svært for video. Dybdeskarphed er en noget diffus ting (undskyld!), hvorom der kan diskuteres en del, men vi har alle en fornemmelse af, hvad det er. I alle tilfælde er ideen, at for- og baggrund er diffuse. Her kan man så diskutere kvaliteten af diffusheden eller bokeh. Lad os her nøjes med at konstatere, at dybdeskarphed afhænger af forstørrelsesgrad og blændeåbning. For en mere præcis definition henviser vi til DOFmaster.com og toothwalker.org/optics/bokeh. Det betyder i praksis, at større blændeåbning (mindre blændetal) på kort afstand giver mindre dybdeskarphed. På mellemafstande betyder den absolutte brændvidde også noget. Jo større en sensor er, jo mindre forstørrelsesgrad er nødvendig for at afbilde et objekt. Det er årsagen til, at man ofte taler om en lille dybdeskarphed for fullframe digitale kameraer. Hvis vi sammenligner de forskellige sensor- og billedstørrelser, dukker der et interessant billede op.

 

Det ses, at et Canon 5F har betydelig større billedstørrelse end Super 35. Det skyldes, at 35 mm film i et stillkamera bevæges horisontalt, mens film i et filmkamera bevæges vertikalt. Så 35 mm still er ikke 35 mm film. Det ses, at Super 35 billedstørrelsen ligger tættere op ad APS-C kameraer som Canon EOS 7D. Så i realiteten giver full frame kameraer som EOS 5D eller Nikon 800E for small skarphedsdybde, og kræver mindre blændeåbning end et APS-C kamera som EOS 7D for at opnå samme effekt. Et fuldframe kamera kan ikke anvende PL-optikker, da de ikke dækker hele sensoren. Canon EOS 1D C, som kan monteres med PL-optikker skifter sensoren til kun at optage et område svarende til APS-C.

 

Her er der vigtigt lige at komme med en kommentar om dybdeskarphed og film Det er mange film, som netop satser på den størst mulige dybdeskarphed. Overklassikeren, Citizen Kane af Orson Welles, er eksempelvis filmet med den størst mulige dybdeskarphed. Dybdeskarphed er et virkemiddel, ikke et mål i sig selv.

 

Det leder så hen til et andet interessant emne. Sensorer kan have pixels svarende til optageformatet, eller de kan have flere end dette. I det sidste tilfælde afhænger billedkvaliteten af typen af nedskalering. Det er interessant i forhold til det med filmlook, da film naturligvis ikke har komprimeringsdeffekter. Så lav støj er en nødvendighed for at opnå et filmisk udtryk. Der er tre typer af digital støj. Komprimeringsdeffekter, farvestøj og luminansstøj. Komprimeringsdefekterne fremkommer, når videocodec er nødt til at komprimere billedet ekstra meget på grund af, at bitstrømmen, ikke er stor nok til at håndtere alle billedbevægelser. Det kunne for eksempel være en optagelse af bølgesprøjt ved stranden, hvor der er massevis af detaljer og bevægelse i billedet. Er der ikke båndbredde nok til at vise alle de flyvende dråber, bliver de pixeleret af codecen. Farvestøj opstår, når de tre primærfarver i et billedpunkt ikke har samme støjprofil som de omkringliggende billedpunkter. Det er årsagen til de regnbuefarvede mønstre i skyggepartier i billeder med støj. Luminans-støj er pixels, der varierer i værdi selv om belysningen er ens for alle disse pixels. Den sidste form for støj er den, som minder mest om filmstøj. Den eneste måde til at undgå komprimeringsdeffekter er at have høj nok bitstrøm eller skyde i et raw videoformat, hvor der ikke er nogen komprimering. Farvestøj kan kun undgås ved at have lys nok. Denne type støj er svær at fjerne i post. Luminansstøj er dermed til at leve med. Vi tager fat på dette i næste masterclass.

Myten om 24P

Billedsensorer har dog en ting til fælles med film, nemlig belysning og belysningstid. Der snakkes en del i forskellige fora om, at 24P er ensbetydende med filmlook. Det med P’et er rigtigt, men resten er et spørgsmål om lukkertider. Og der er ingen, der i praksis kan se forskel på 25P og 24P. Så der er altså ikke 24P eller intet. Det er lukkertiden og dermed bevægelsesuskarpheden, der er den betydende faktor. Lukkeren på et filmkamera er en roterende skive med en variabel åbning. Et filmkamera regner ikke lukkertider i dele af sekunder, men i grader. En 180 graders lukker er åben for halvdelen af billedfrekvensen. I hine tider med hånddrevne kameraer varierede lukkertiden afhængigt af, hvor hurtigt kameramanden drejede håndsvinget. Man kunne derfor ikke angive absolutte lukkertider. Den relative lukkertid blev derfor specificeret i grader. Jo længere lukkertid (større antal grader), jo mere lys kommer der på filmen, og jo mere bevægelsesuskarphed kommer der. Af en eller anden årsag, så finder vi, at en 1/48 S lukkertid med 24 bps er filmisk. Det kan være tilvænning eller et fysiologisk fænomen. Det er der delte meninger om. Bliver lukkertiden kortere end halvdelen af billedfrekvensen, optræder der en stroboskopeffekt, da bevægelsesuskarpheden bliver mindre jo kortere lukkertid. Filmen Saving Private Ryans startsekvens bruger kort lukker-tid som en effekt.

 

Her er lige en krølle på snakken om bare at sætte lukkertiden til 1/50 S, og lade det være det. De nyere videokameraer kan optage i 1080P50. En 180 graders lukker er derfor 1/100 S i denne situation. Og det ser rent faktisk også fint ud. Der er flere fordele ved 50P. Dels går man en blænde op i forhold til 25P, sådan at man han holde sig på en lav blændeværdi af hensyn til dybdeuskarphed, dels kan kameraet bevæges mere uden at genere. ASC’s (American Society of Cinematographers) anbefalede panoreringstid for et 35 mm filmkamera med en 50 mm optik er 23 sekunder for en 90 graders pan ved 24 bps. Og det er altså langsomt. Ved 50 bps er den anbefalede tid for samme pan 13 sekunder. Den hurtigere lukkertid ved 50 bps jævner simpelthen bevægelsen ud.

 

Og det med konventionerne er ved at ændre sig. Der er en hele generation, som er opvokset med computerspil. Og de kører alle mere end 50 bps på skærmen. Så der er ingen, som ser 50P som unaturligt, hvis man har spillet Doom siden man var 10.

 

Skrevet af: JOS Svendsen

ProAV Digital

ProAV818 forside NETNyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • IB4 mødelokaler
  • Unico-Gruppen
  • Brug en gimbal
  • LED-lamper
  • Mediatec udvider

Læs alt lige her

DEShow 2019

Danish Entertainment Show er en ny messe, hvor udlejnings- og eventbranchen viser hvad de kan, og branchens førende distributører/ forhandlere præsenterer det største udvalg af innovative løsninger, teknologier og produkter

Se mere her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her