Hermanns

Af Jens Walther, 2. oktober 2017

Lydproblematikker i Hermans

Tivoli Friheden i Marselisborg skoven har eksisteret i mange år, men koncertsalen Hermans, som ligger i hjørnet af Tivoli pladsen, har kun eksisteret i fire år. Før koncertsalen med plads til 800 publikummer blev bygget, så var der Tivoli Teateret, som lå i en gammel træbygning med plads til 300 publikummer. Salling Fonden donerede 12 millioner til projektet, og derfor er koncertstedet også kommet til at hedde Hermans opkaldt, efter Herman Salling.

I Hermans foregår der et meget bredt spektrum af kulturelle arrangementer. Konferencer, revy, teater, koncert, intimkoncerter og firmafester; koncertsalen er en ”skal”, hvor der kan fyldes i efter folks ønsker og arrangementets karakter. Tivoli Friheden laver kun selv få arrangementer, men Hermans bliver udlejet rigtig meget.

En af de akustiske problematikker i Hermans er, at koncertsalen skal bruges til så mange forskellige ting. Den skal både kunne spille til stående publikum på fladt gulv, til en bordopdækning og til siddende publikum, som sidder på den store transportable tribune, som kan køres ud i salen. Jok Østergaard, som er teknisk chef i Hermans, fortæller, at til tider er der kun en halv time imellem et arrangement på fladt gulv og en forestilling eller koncert med tribune. Tribunen køres ud og etableres med stole på ca. et kvarter af to mand. Tribunen har været dyr, men giver en stor fleksibilitet i salen.

Nabo problematikker

Da Hermans bygningen var færdigbygget i 2013, var der ikke økonomi til et nyt lydanlæg, så et brugt blev indkøbt. Men desværre har der lige fra åbningen af koncertsalen været massive klager fra naboerne, som ligger på den modsatte side af den vej, som bygningen med bagsiden af scenen støder op til. Det har vist sig, at bygningen ikke er særlig godt lydisoleret, så klagerne har været berettiget. I forvejen har Tivoli Friheden i sæsonen rock- og popkoncerter på en udendørs scene om fredagen, så naboerne er allerede generet af disse.

Især har der været klager over bassen, og derfor hyrede Tivoli Friheden Delta Akustik til at undersøge, hvad der skulle til for at forbedre bygningen, så der ikke kom så meget støj ud. De har lavet en hel del lydmålinger, både inden- og udenfor hos de generede naboer, og Delta Akustik kom også med en lang række løsningsmodeller med udgangspunkt i rekonstruktion af bygningen. Teknisk chef Jok Østergaard havde en anden holdning til problematikken:

”Efter at Delta Akustik havde målt, og inden vi fandt en god løsning, havde vi den grænse i koncertsalen, at der ved mixerpulten højst måtte måles et lydtryk på 82 dB. Og ved den lydstyrke kan der stort set kun laves tale og teater, ingen musik. Nu er jeg ikke akustiker, men problemet var især den dybe bas ovre hos naboerne, og det ved jeg trods alt godt, at en farmacell plade og en liste her og der ikke sætter nogen stopper for det. Den rigtige løsning er selvfølgelig at lave en ny og rigtig bygning til koncertstedet, men det var selvfølgelig ikke på tale. Derfor holdt jeg på, at vi skulle fokusere på lydkilden, vores lydanlæg i koncertsalen. Det tog nogen tid, før ledelsen var med på den idé.”

Nyt lydanlæg

Efter denne beslutning blev der lavet test med forskellige PA-anlæg, og bl.a. blev Alfa Audio spurgt, hvad de mente var en god løsning på problematikken. De foreslog en løsning med et d&b PA-system ud fra den teori, at hvis bassen blev fokuseret væk fra naboerne og ud mod skoven ved Tivoli Friheden, så var meget vundet. Lars Frederiksen fra Alfa Audio fortæller: ”For det første valgte vi nogle cardoid subs, som spiller bassen i en retning væk fra naboerne. Desuden valgte vi modeller af subs, som har sit lydtryk lidt højere oppe i de dybe frekvenser. De giver stadig den fysiske fornemmelse af bas, men de har fokus væk fra ca. 40 Hz og lægger bastrykket op omkring de 60-70 Hz. I det gamle PA-anlæg var den væsentlige fokus i subbassen omkring de 40 Hz. Derefter lavede vi lydtryksmålinger, hvor vi målte både bagved bygningen, i skellet ind til naboen og indendørs i naboens stue. Og vi havde, både med måleudstyret og simpelthen ved bare at lytte, en oplevelse af en klar forbedring. Det er meget billigere at investere i et nyt lydanlæg, som jo i forvejen stod på ønskeseddelen end at lave en stor, kompliceret forbedring af bygningen.”

Delta Akustik kom indover igen for at verificere og dokumentere de målinger, som Hermans og Alfa Audio var kommet frem til, og resultatet er derefter blevet, at der nu må spilles 11 dB højere ved mixerpulten, en klar forbedring, da lydstyrken fordobles ved hver 6 dB. Nu kan der laves koncerter og spilles med 93 dB ved mixerpulten; et resultat der betyder, at der igen kan spilles koncerter i Hermans. Men det betyder samtidig, at de artister, som besøger spillestedet, bliver nødt til at bruge det lydanlæg, som nu hænger, og med den equalisering i bunden, der nu er besluttet. Det har selvfølgelig været med i overvejelserne omkring, hvilket anlæg, der er valgt. Jok fortæller: ”Vi bliver jo nødt til at bruge vores lydanlæg, hvis det her skal give mening. Hvis artisterne bare hænger noget andet op til deres koncert, så kan det være lige meget. Derfor bliver vi nødt til at have et PA-anlæg i en vis standard, som er velkendt blandt de lydteknikere, som besøger stedet. Så de føler sig trygge, og ikke bliver fristet til at komme med deres eget.”

De sub-woofere, der er brugt i anlægget, er d&b V-Subs, som er en cardoid sub, som kan drives af en enkelt forstærker. Den har indbygget en 18 tommer højttaler, der spiller fremad og en 12 tommer højttaler, der spiller bagud. Det betyder, at cardoid systemet kan etableres uden at bruge den traditionelle løsning med ekstra subs og forstærkere. I PA-anlægget på Hermans er der fire V-Subs i hver side, som står stacket på gulvet i en traditionelt L-R opstilling. Lars Frederiksen fortæller om indstillingen af anlægget: ”Vi har to skarpe notch etableret i basområdet, to frekvenser, som resonerer i rummet. De samme frekvenser var også fjernet i det anlæg, som hang her tidligere, så de er akustisk bestemt. Men vi har ikke valgt at lave et lowcut for anlægget. V-Subs falder af lige under 40 Hz, så det har ikke været nødvendigt. Det er tunet, så bassen stadig lyder fysisk og kontant, og vi har ikke underprioriteret bunden i systemet under indtuning. Men vi har lavet lidt af en bastard her, fordi V-Subs er kombineret med Y topkasser fra d&b. Der skal et vist antal kasser til at lave en banan, som dækker hele salen, og V topkasser ville være overkill i denne sal. Og det ville også være svært at få plads til dem. Den bastard har jeg lavet andre steder, og det fungerer godt. Der er otte kasser i hver banan, men fire Y-8 øverst med 80 grader og fire Y-12 med 120 grader nederst. De er suppleret med en enkelt Y-7 pointsource kasse, som sidder midt over scenen og spiller ned. Scenen er ret bred, så det er nødvendigt for lyddækningen på midten. Desuden er der seks d&b E6 frontfill højttalere til publikum, som sidder tæt på scenen.”

Multi funktion

Som tidligere omtalt så bliver salen i Hermans brugt til ret forskellige ting. Og her kommer d&b’s array processering salen til hjælp. Der er lavet flere forskellige preset til salen, så dækningen er optimeret, både når den skrå tribune er kørt frem, og når der er fladt gulv. Der er også lavet et preset til firmaarrangementer, hvor der efter spisning og underholdning etableres et dansegulv i arealet foran scenen. I det preset er energien i anlægget fokuseret mod netop det gulv, som er tættest på scenen, mens det er muligt at føre en nogenlunde normal samtale, når man er væk fra ”dansegulvet”. Ved funktionsskift med det tidligere anlæg skulle kranen, som holder topkasserne, i funktion, og nogle af kasserne skulle slukkes. Nu kan der skiftes ved blot at trykke på en knap på softwaren. Det letter noget af tidspresset på Jok’s skuldre, når der skal skiftes mellem tribune og fladt gulv.

”Ofte har vi en forestilling med 800 publikummer på tribunen, og derefter tager publikum en drink i foyeren, og når de kommer tilbage igen, er der fladt gulv og et band på scenen. Og her betyder de 10 minutter det tog ekstra med det gamle anlæg meget. Nu tager det ingen tid at skifte preset. Men ud over at vi har fået lettere skift og løst et presserende naboproblem, så har vi samtidig også fået en generel opgradering af lyden i salen. Det er ingen sammenligning! Bassen er blevet strammere, og HF-dækningen i salen er meget bedre. Så jeg er rigtig godt tilfreds og det er mit indtryk, at de folk, som bruger salen, er rigtig glade for lyden.”

 

Artiklen er fra Monitor Pro - September 2017

ProAV Digital

ProAV9 NOV18 ForsideNyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Østre Gasværk
  • Expo-reportage
  • DJI Ronin
  • RAW video
  • Comtech

Læs alt lige her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her