BBS

Af Carsten Legaard, 11. marts 2016

Lamper med lækkerhedsfaktor

Du kan mærke det, så snart du får det i hånden; der er ingen diskussion; det er kram - Monitor Pros udsendte reporter kan vove sig ud i en poetisk beskrivelse af, hvordan det føles mod huden, hvordan det passer ind i håndfladen, hvordan vægten fordeler sig velafbalanceret, hvordan delene klikker osv.

Men alt, hvad der står omhyggeligt og målbart beskrevet i specs og manualer, og alt hvad skribenten kan komme op med fra de kreative trykkamre, giver alligevel først mening, når der er håndkontakt. Sådan er det med lysprodukterne fra den danske lysproducent Brother, Brother and Sons, i det følgende kaldt Brothers.

Lækkerhedsfaktoren er på plads, og det samme er naturligvis specs. Brothers er grundlagt i krydsfeltet mellem brugerens frustration over tungt og genstridigt gear og lysdesignerens viden om, hvor langt man i virkeligheden kan drive det med digitalt lys. Det er nemlig ingen naturlov, at LED-lamper skal være tvivlsomme, detaljeafbrændende og vakkelvorne konstruktioner Made in China.

Brothers kalder selv deres produkter for high-end LED lighting. De første ti år udviklede lysdesignerne Peter Plesner og Thomas Brockmann innovative LED-løsninger for store internationale brands, men siden 2010 har ’brødrene’ designet og produceret LED lamper under eget brand.

Prisregnen

De første produkter i eget navn var Aledin AR og Aledin 2, LED-indsatser til henholdsvis ARRI ST1 og Robert Juliat profilen. Siden er produkterne kommet slag i slag og med dem prisregnen: 2010 The Plasa Award for Aledin-produkterne, 2012 TVBEurope Best of IBC, 2013 TVBEurope Best of IBC, 2015 TVBEurope Best of IBC and TV Production Best of IBC, 2015 NAB Best of Show digital video, Best of Show TV Technology og Videomaker Best of NAB. De tre sidste priser er alle møntet på Pipeline Reporter Kit.

På ganske få år er det lykkedes for Brothers at blive et foretrukket brand og begreb blandt produktionsfolk og udlejere i både broadcast- og filmverdenen internationalt. Ikke dårligt for en lille spiller med 800 kvadratmeter produktion, lager og værksted på Amager Strandvej og 20 ansatte og distribution til 50 lande verden rundt.

Brugervinklen

”Vi har selv en baggrund som brugere, og vi har en stærk dialog med de folk, der arbejder på sæt og produktion,” fortæller Peter Plesner.

”Den feedback, vi får, peger på, at løsningerne skal være letbetjente, hurtige, batteridrevne og støjfri. Smoothness er næsten lige så vigtigt som selve lyset. Vi satser meget på den præcise farvekvalitet. Det er vores must i processen.”

”Vi går også rigtig meget op i produkternes levetid. Der går lige så meget energi til at producere “en bademåtte" med en levetid på et år, som går til vores Flyer løsning med en levetid på mindst ti år.”

”Du kan sammenligne det med valget mellem det billige kinesiske topnøglesæt, der kører rundt om møtrikken i stedet for at skrue på den, og et topnøglesæt fra Bacho.”

”Men hvordan forklarer man det til kunden? Vi tror, den bedste måde er at demonstrere for kunden, hvilket kvalitetslys man kan opnå med vores lamper,” siger Peter Plesner.

Den grønne profil

”Vi får en del grønne points forærende i og med, at vi arbejder med high-end LED, der både sparer voldsomt på elforbruget og har en lang levetid. Men vi forsøger også at være proaktive, for eksempel med vores emballage.”

”Vi prøver at tænke det igennem så godt vi kan,” siger Peter Plesner. ”Vi har kun lidt dårlig samvittighed over transporten. Det meste shipper vi med fly, for vi skal kunne levere inden for en dag eller to. Det står ikke til diskussion. Men sådan en lampe kan spare mange, mange millioner watt i sin levetid, og så bliver co2 regnskabet okay alligevel.”

”Desuden er flybranchen blevet bedre til at brændstofoptimere.”

Fremtiden

”Vi har mere smart teknologi i vores pipeline,” siger Peter Plesner: ”Der er stadig en del stadig kolos-lamper i brug rundt omkring. Dem skal vi have udryddet. Det kræver noget videreuddannelse i brug af LED-teknologi frem for konventionel teknologi. Det er en proces, vi meget gerne vil støtte op om. Vi arbejder hele tiden på at få lavet noget, der er så kraftigt, at vi kan komme af med de tunge løft og spare noget tid i opsætningen.”

”Det handler i lige så høj grad om arbejdsmiljø. Mange er fuldstændig smadrede omkring 50-års alderen.”

”Vores næste naturlige skridt bliver, at vi samler en gruppe af branchefolk, hvor vi sammen tegner og fortæller fremtidens værktøj.”

ProAV Digital

Forside ProAV1 19 NET

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Event Expo
  • Nyt lys i Operaen
  • VR visualisering
  • Nem redigering
  • Storage-løsning

Læs alt lige her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her