Unico gruppen

Af Jens Walther, 6. november 2018

Jysk ordenssans

På vores rundtur blandt de danske rental firmaer er vi kommet til Sydjylland, nærmere bestemt Vejen. En driftig by placeret ret centralt, hvor både større byer som Kolding, Esbjerg og trekantsområdet er tæt på. Her i Vejen holder rental firmaet Unico-Gruppen til.

Unico-Gruppen er ejet af Michael Henriksen og har eksisteret i 21 år. Firmaet startede som enkeltmandsfirma; først som et lysudlejningsfirma og hurtigt kom lyden til. I dag udgør lydudlejning den vigtigste del, men Unico-Gruppen prøver i høj grad at være et OneStop firma, som kan levere stort set alt det udstyr, kunderne kræver.

Personalet i firmaet består i dag af tre fuldtidsansatte og en halvtidsstilling, hvor sidstnævnte væsentligt tager sig af lager og vedligehold af udstyret. Alle tre fuldtidsansatte tager på job og har hands-on, men lidt overraskende betegner Michael ikke sig selv som en person, som kan afvikle. Han er ofte med på job, men tager sig af andre ting som opstilling og tilslutning. De to andre i firmaet, Søren Bull og Johannes Hahn, er begge erfarne lyd- og lysteknikere, som også afvikler jobs. Men ligesom andre rentalfirmaer i Unico-Gruppens størrelse, så bliver der i høj grad også brugt freelance teknikere. Firmaet har en del teknikere tilknyttet, som også kommer med udlejningsjobs til firmaet, og som derved bliver mere eller mindre en del af den faste stab. Michael Henriksen fortæller om, hvor svært det er at få fastansatte lydteknikere for tiden:

”Jeg vil rigtig gerne have en fastansat mere, og det skal være en dygtig lydtekniker. De har det for godt - alle freelanceteknikerne; der er rigtig meget at lave og til en høj hyre; så det er svært at finde en fastansat. De sidste 10 år har vi haft meget travlt i firmaet, og faktisk søgte jeg i slutningen af 2017 efter en ny lydtekniker, men fik kun to ansøgninger. Så der er store udgifter til freelancefolkene. Freelanceteknikeren får jobbet via kunden og bliver bedt om at skaffe noget gear. Og så ringer han til os. Freelanceteknikerne kender vores udstyr og ved, at når de bestiller hos os, så er udstyret tiptop og 110% i orden.”

Faste og tilfredse kunder!

En stor del af de kunder, der er hos Unico-Gruppen i Vejen, er faste kunder, som kommer igen, fordi de har fået velfungerende udstyr og god behandling. Unico-Gruppen laver ikke meget reklame for sig selv, det er der stort set ikke grund til. Og der er så meget at lave, at det sker, at Michael må takke nej til et job, også selv om der er grej til det på hylderne.  

”Hvis jeg ikke kan finde en tekniker, der kan løse jobbet på en god måde, så vil jeg hellere sige nej. Også selv om jeg har udstyret på hylderne. Det peger jo tilbage til firmaet, hvis alt ikke er i orden. Det kræver selvfølgelig, at man har godt med jobs, og at man ikke lige har været ude og lease udstyr til op over skorstenen.”

Hovedfokus hos Unico-Gruppen er lyd, men udstyret vokser i høj grad med de faste kunder. Så der er en symbiose mellem, hvad kunderne har brug for, og hvad der er på hylderne. Der bliver også lejet meget udstyr ud til kunder i Kolding og Fredericia området, og det på trods af, at der er et par udlejningsfirmaer i Kolding.

”Udlejningsfirmaerne i omegnen er ikke direkte konkurrenter, så vi har et godt samarbejde. Og vi lejer også af hinanden i form af dry-hire. Som samarbejdspartner omkring lys bruger vi Vigsø, som også ligger her i Vejen. Når vi køber nyt udstyr, så ser vi mest på behovet for os selv og vores kunder. I tilfældet med de store lydpulte, som vi lige har investeret i, hhv. Yamaha PM7 og dLive S7000 og C3500, så ser vi også på dry-hire situationen. Vi har væsentligt købt PM7 pultene for at kunne lave nogle store musikskoleproduktioner samt TV-optagelser, hvor vi har brug for 120-130 kanaler både i front og på monitor. Vi har ventet nogle år på, at Yamaha kom med den her pult. På lydkvaliteten er der en meget stor forskel fra CL pultene op til PM. Der er meget mere hul igennem og bedre plads i mixet. Vi var et af de første firmaer i verden, som købte to PM7 pulte på én gang.”

Lageret

Unico-Gruppen ejer selv bygningen på adressen i Vejen, og her er mange kvadratmeter. Derfor bliver der også lejet lidt lagerplads ud til et par andre firmaer. Bygningerne blev købt for cirka 5 år siden. Unico-Gruppen her gennem tiderne opkøbt tre andre lydteknikfirmaer, to i Kolding og et i Haderslev. Det har givet en god synergieffekt for firmaet, bl.a. fordi nogle af medarbejderne fra de opkøbte firmaer er kommet med over i Unico-Gruppen.

I den ene ende af det store og velvoksne lager med højt til loftet er der truss og materiel til scenegulv. Og som Michael fortæller, så hører sådant udstyr med, hvis man gerne vil kunne levere en totalløsning til kunderne; så der er et par hundrede kvadratmeter scenegulv. Her er også tæpper, gelænder, ben og selvfølgelig en del truss til ophængning af diverse lys og udstyr.

På en stor, dobbelt lager reol helt op til loftet står alt lysudstyret. Her er er væsentligt Robe og DTS, omkring 40-50 bevægelamper. Der er også mange fresnel, og en del LED-lamper, både kablede og batterilamper. Michael åbner en af flightkasserne til de mere simple LED lamper, og her bruger de i stor stil Cameo lamper fra Adam Hall; en lampe, som de er vældig glade for. Michael fortæller, at trods den kinesiske oprindelse har de haft meget få fejl på dem, og de kan godt holde til det hårde ”rental” liv. De bruges til de mere simple opgaver, hvor der ikke skal være bevægelamper. Michael har lige brugt Cameo lamperne til en fast installation i en skulpturpark, som har fået 50 af disse lamper i deres IP65 udgave.                   

”Vi laver faktisk en del faste installationer, både lyd og lys. Det er måske 15% af omsætningen, hvor resten er udlejning. Det tal veksler dog meget fra år til år. Vi har også endnu en lys installation med Cameo lamper i kalenderen i et storcenter i Sønderborg, som skal have udendørs facadelys.”

Lyd udstyret

I den trådløse afdeling har de 60-70 kanaler Sennheiser, som de bruger til deres egne udlejningsproduktioner, mens de ca. 80 kanalers MiPro trådløse bruges til skoler og lidt billigere udlejninger. Sennheiser kanalerne fordeler som den største del på trådløse mikrofoner, mens der er ca. 25 kanaler med InEar monitorering. Desuden har Unico også enkelte kanaler med Shure ULX-D til dem, som kræver en Shure mikrofon. Både Shure ULX-D og Yamaha pultene kører Dante, og det giver også nogle fordele i opstillingen.

Blandt de digitale pulte er majoriteten på Yamaha pulte. Der er næsten ikke den digitale pult fra Yamaha, som ikke har været i Unico-Gruppens eje. Mange af pultene er her endnu, med de to nye PM7 som flagskibene i samlingen. Som nævnt tidligere er der også blevet investeret i nye pulte fra Allen&Heath i form af dLive S7000 og C3500. De analoge pulte har dog stadig et godt liv hos Unico-Gruppen. De bliver brugt på de simple udlejninger med behov for to til fire mikrofoner. Her er det især små Soundcraft og Allen&Heath pulte, som er ude og køre. En stor Soundcraft MH3, som kræver fire mand at løfte, er stadig i udlejningen, og bliver lejet ud to til tre gange om året. Faktisk var den udlejet, da ProAV Magasinet var på besøg. Så længe den kører sådan, så får den lov at blive, fortæller Michael.

Højttalere er d&b land hos Unico-Gruppen. Her er der en del J-Subs, og top højttalere i Q- og T-serien. Og selvfølgelig også mindre Q-Subs. Vi drømmer lidt om et d&b V-system, der lige er det større end Q-serien; men hvornår det skift evt. sker, kan han ikke sige. Det ville kræve, at en stor del af Q-kasserne blev udskiftet, og der er alligevel over 60 Q-kasser på lageret.

”Vi tænker umiddelbart ikke i andre højttaler mærker. Vi er glade for d&b, både for lyd og support, og det er også et velkendt højttalerbrand i branchen.”

Men Unico-Gruppen har ikke kun d&b højttalere; til de mindre krævende produktioner er der også en del RCF-højttalere i TT-serien, som er en af RCF’s bedste. Disse bliver især lejet ud som ”stanghøjttaler” sæt.

Orden og snusfornuft

Den fine orden på lageret, tjek på alle ledninger og bare et enkelt kig ind i et stagerack bekræfter det indtryk, man har fået af Unico-Gruppen. Her er tjek på sagerne, og udstyret bliver holdt tiptop i orden. Selv højttalerne bliver malet en gang om året, så de ikke ser ridsede og gamle ud. Jo, der er en god grund til, at kunderne og freelanceteknikerne bliver ved med at komme tilbage til Michael Henriksen og hans gode kollegaer i Unico-Gruppen.

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - November 2018

ProAV Digital

ProAV9 NOV18 ForsideNyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Østre Gasværk
  • Expo-reportage
  • DJI Ronin
  • RAW video
  • Comtech

Læs alt lige her

DEShow 2019

Danish Entertainment Show er en ny messe, hvor udlejnings- og eventbranchen viser hvad de kan, og branchens førende distributører/ forhandlere præsenterer det største udvalg af innovative løsninger, teknologier og produkter

Se mere her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her