FCP MS

6. januar 2016

Intet nyt er godt nyt

For to år siden - i sommeren 2013 - havde vi den danske Final Cut superbruger og certificerede træner Morten Schmidt i den varme stol for at kommentere på nyskabelserne i Final Cut Pro X. Hans dom var dengang, at nu var børnesygdommene høvlet af, og programmet det bedste, hurtigste og billigste en moderne editor kan ønske sig.

Børnesygdomme er nok et mildt ordvalg for den revolution, som Apple gennemførte i 2011 med Final Cut Pro X. Overnight stoppede man udvikling og support på Final Cut Pro 7, og brugerne og branchen var i oprør. Mange udvandrede til de to store, Adobe og Avid.

Nu er Morten Schmidt tilbage i den samme stol, og hans dom over Final Cut Pro 10.2 lyder: Ingen nyskabelser af betydning. Og det er godt! “Efter 2013 er der ikke længere det store behov for nyskabelser,” mener Morten Schmidt. “Eller rettere: forbedringerne er kommet stille og roligt i de små rettelsesopdateringer, som er kommet i en jævn strøm fra Apple siden opbruddet i 2011.”

“I virkeligheden”, siger Morten Schmidt, “er den største udvikling sket i branchens holdning til programmet. Efter min opfattelse er der kommet rigtig mange flere brugere. Der findes adskillige online fora på nettet med 12-20.000 medlemmer, og her er masser af daglig dialog. Enkelte store danske producenter har skiftet, for eksempel har Metronome lavet et stort integreret Final Cut setup med 27 klippestationer sat på samme server.”

Klassens hurtigste

“En af de største features i Final Cut er hastigheden. Man kan komme med et fyldt SD kort og på - litterally - 30 sekunder begynde at redigere, imens den overfører materialet. Hele håndteringen af filer går lynende hurtigt, der er nærmest ingen renderingstid på noget som helst.”

“En anden stor feature er integrationen af metadata. Final Cut har et stort metadata-apparat bag sig, som blandt andet kan lave media management og musikrapporteringer. Hvor meget har man brugt af arkivmateriale. Der har Final Cut en stor bagperron af plugins. Desuden er der integrationen med online servere - Vimeo, CNN, Youtube mv. Man kan eksportere en edit til sin egen FTP-server og få en email, når den er oppe.”

Og billigste

“Grundprisen på Final Cut er lav, omkring 2300 kroner for en licens. Så køber man i tillæg nogle plugins. Dem findes der i tusindvis af, og de ligger fra 25-150 US Dollars, typisk 75, så har man et plugin med 25 filtre eller titler eller andet godt. Og filtrene kan man selv tweake videre på, så selvom to editorer har nøjagtigt den samme plugin-pakke, kommer de ud med to vidt forskellige personlige udtryk. Hos konkurrenterne køber du den fulde pakke, og så kan du lade være med at bruge de ting, du ikke skal bruge.”

“Personligt synes jeg, det er dejligt, at Final Cut er så simpel, som den er. Det ligger meget godt i tråd med det, at plugins kan tilkøbes, efterhånden som du får mere specialiserede behov.”

Systemintegreret

“De små, løbende opdateringer, som er kommet efter 10.1. har gjort integrationen med operativsystemet og udnyttelsen af grafikkortet eksceptionel. Den performer vanvittigt hurtigt. Jeg sidder på en bærbar computer og laver seks lag 4K i real time.”

“I virkeligheden er 10.2 opdateringen mest henvendt mod dem, der har købt den nye Mac Pro, den sorte skraldespand, som jo har 13 GB grafikkort. De 13 GB ryger direkte i FCs real time.”

“Final Cut har nu fået de nyeste af Sony’s videocodecs ombord. Så Final Cut pakken er nu meget tæt på komplet. Jeg kan ikke komme i tanker om et videoformat, som programmet ikke kan æde. For nylig har Avid frigivet deres koder til deres ISIS servere, som vi har en del af i Danmark. Nu kan både Adobe og Apple få adgang, så de produktionsselskaber, som har investeret i dyr storage til Avid, kan faktisk nu komme i gang med køre Final Cut og gøre det på deres bestående infrastruktur.”

Media management

“En af de helt store ting er media management, altså håndteringen af mediefiler på store servere via XML og metadata. Native i Final Cut er der noget software, som kan trække data ud fra Final Cut og bruge til media management.”

“Hvis man sidder seks klippere på samme produktion, vil man gerne vide, hvilken projektudgave man klipper i, eller hvor man finder lige præcis det savnede klip - dér har programmet en masse nye funktioner, som i den grad sparer produktionstid.”

Color grading

“Final Cut er også blevet stærk på colorgrading. Der er kommet nogle vilde plugins, som for mit vedkommende gør, at jeg ikke længere trækker det ud og colorgrader i Da Vinci, men holder hele min produktion i Final Cut. Når man køber plugins, så er det for at få en ekstra detaljeret funktionalitet og kan komme endnu længere ned i colorgradingen, men du kan faktisk lave en fuld pro-produktion i standard-udgaven - frisk fra download.”

Uovertruffen

“Final Cuts multicam-funktion er uovertruffen. Jeg har ikke set noget i mine 25 år, der gør det så hurtigt og effektivt som den. Altså, hvor man har en 10-12 kilder, og man efterredigerer en studieproduktion, får lyden i sync og vælger uønskede lydspor til og fra. Uden at nævne navne, så ved jeg, at der er store selskaber, som inde i et baglokale sidder og multicam-editerer på et Final Cut system, fordi det simpelthen er betydeligt nemmere.”

Mangler support

“Et af problemerne er måske, at man mangler support. For at sælge en turnkey solution - det er det, Avid og Adobe sælger en del af - så har man mænd i fine skjorter med logo på ude hos kunden, og der skrives kontrakt, og der er serviceforpligtelser. Det findes ikke rigtig til Final Cut endnu- i hvert fald ikke i Danmark - og det tror jeg afholder nogle af de store og mellemstore fra at tage skridtet.”

Morten Schmidt har den gammeldags holdning, at et program ikke er bedre end den bruger, der skal arbejde med det, og det gennemtænkte workflow der ligger: “Vores DSLR-DSLM-laptop-kultur gør, at der er blevet flere af os, og det er mindre setups, og vi sidder og redigerer i køkkener, og det bliver skidegode programmer … MEN: Det sker tit, at jeg får en opringning fra sådan en producent, der har siddet et par måneder og lavet et fedt program. Det vil han eller hun gerne have lavet en master af til en TV-station, og så knækker filmen. Så står de her med tårer i øjnene og betaler mig for at rage kastanjerne ud af ilden. Men jeg foreslår de samme menesker, at det ville være en rigtig god idé måske at hyre en konsulent som mig, FØR de går i gang med produktionen, til lige at få en snak om, hvad for kameraer bruger I, hvor meget materiale får I, hvad er Jeres workflow, hvor lang tid har I, hvor skal det ende osv. Det er jo dér alle ekstraudgifterne kommer, når man i den sidste ende skal lave brandslukning.”

Crashkurset

“Man kan ikke lære at klippe og redigere på hverken en uge eller en måned. Jeg laver derfor nogle fire timers crashkurser, hvor jeg sætter folk i gang. Jeg kan hjælpe dem med at forstå maskinen og forstå softwaren. Efter de fire timer går folk i gang med deres arbejde, og hen over en uge eller fjorten dage laver de en lille liste over problemer, de er stødt på. Så mødes vi igen og får styr på de detaljer, og derfra kan de faktisk klare sig på egen hånd.”

“Når jeg holder et crashkursus i Final Cut, fra begynder til superbruger, så har jeg endnu ikke oplevet at sende nogen derfra, uden at de har haft et stort smil om munden.”

Brug for disciplin

“Det at producere TV er jo ikke blevet mindre komplekst, selvom udstyret er blevet mere tilgængeligt - tværtimod. Jeg tror, der findes noget med 26 forskellige codecs, og de fleste, som er dygtige til indhold, ved intet om teknik. Der er måske - uden at fornærme nogen - en mangel på godt håndværk og struktur.”

“Da jeg startede i branchen var der mange mennesker på hver post, og man havde en præcision og en nøjagtighed. Det er, som om den er kastet over bord nu, og det ærgrer mig lidt. Jeg synes godt, man kan koncentrere sig og gøre sig umage, selv om udstyret er blevet billigere.”

Morten Schmidt vil gerne holde nogle flere danske masterclasses om Final Cut: “Fordi jeg er i besiddelse af noget høj viden, som jeg rigtig gerne vil dele med andre nørder. Der er også folk i gang, men det kunne være spændende, hvis vi blev nogle flere.”

 

Få Morten Schmidts 3 fedeste Final Cut klippetricks: http://www.monitor.dk/nyheder/tricks-med-morten-schmidt/


Af: Carsten Legaard

ProAV Digital

Forside ProAV1 19 NET

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Event Expo
  • Nyt lys i Operaen
  • VR visualisering
  • Nem redigering
  • Storage-løsning

Læs alt lige her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her