Morten Kaplers fra AFUK og Prami Larsen fra Filmvaerkstedet 2

Morten Kaplers fra AFUK og Prami Larsen fra Filmværkstedet.

Af Jens Walther, 14. maj 2019

Første dimittender på filmassistentuddannelsen AFUK

Filmassistentuddannelsen er helt ny, og den 2-årige ungdomsuddannelse har netop sendt deres første færdiguddannede elever ud i den virkelige verden. Uddannelsen hører til på AFUK på Vesterbro, i et meget tæt samarbejde med Filmværkstedet i København, som står for den praktiske og tekniske del af uddannelsen. 

Filmassistentuddannelsen havde inviteret samarbejdspartnere, organisationer, branchen, lærere og frem for alt elever til en hyggelig sammenkomst i januar. De nye elever var netop startet, og første hold på syv elever dimitterede på dagen fra uddannelsen. Der var taler fra viceforstander Morten Kaplers, Filmværkstedets direktør Prami Larsen og lærere, ligesom de afgående elever fik lov til at fortælle om uddannelsen og fremtidige personlige visioner.

Uddannelsen

Filmassistentuddannelsen er en del af den Kombinerede Ungdomsudddannelse og ligger i samme bygninger på Vesterbro som Artistlinien, Perform, S.E.T (Scene/Event/Teknik) og R.U.M (Redesign/Udsmykning/Møbler). AFUK er et godt kreativt miljø for de unge med forskellige, men dog beslægtede uddannelser. Lærerne på uddannelsen optræder i høj grad som vejledere, og den tekniske del af uddannelsen foregår på settet. De vordende filmassistenter bliver brugt på de produktioner, som bliver udført på Filmværkstedet i København. Søgningen er stor på den 2-årige uddannelse, som er SU berettiget.

Hvorfor og behov

Morten Kaplers er uddannelsesleder for Filmassistentuddannelsen og viceforstander på AFUK. Ideen til uddannelsen udspringer i høj grad ud fra de behov i branchen, som både Morten og Prami Larsen fra Filmværkstedet har oplevet. Morten fortæller: 

”Visitationen af eleverne foregår ikke her, men i Københavns Kommune, men op til studiestart har vi en række informationsmøder, hvor interesserede kan komme og tale med os og møde Filmværkstedet. Vi sørger for som uddannelse at komme ind i bevidstheden hos de unge, som allerede interesserer sig for film, således at vi har en skarp søgning på uddannelsen.Ansøgningsantallet er forholdsvis stabilt, og vi tager 10-15 elever ind to gange om året. Branchebehovet er mere end dobbelt så stort, men det er en ny uddannelse, og vi har planlagt en succes. Derfor har vi været forsigtige med at tage for mange ind. Vi startede med en årlig optagelse, og nu har vi 2, så vi har skruet op for volumen. Vi har villet garantere kvalitet i uddannelsen, vi vil garantere praktikpladser, og vi har også villet garantere arbejde for dem, der har færdiggjort uddannelsen. Vi regner snart med at kunne fordoble optagelsen en gang til, men det kræver lige nogle investeringer og nogle faciliteter. Så det sker nok i 2020. Det særlige ved denne uddannelse er, at det er individuel uddannelse på hold, så eleverne oplever ikke at gå på en pølsefabrik. De oplever en meget stærk og nær vejledning. Filmassistentuddannelsen er en moderne uddannelse, hvor vi lægger stor vægt på netværksopbygning. Eleverne her er stort set altid på produktion, så det er learning by doing. Når vores elever går i skole, så er de i produktion på Filmværkstedet, på Den Danske Filmskole eller på Super 16 hos mulige kommende arbejdsgivere.”  

Filmværkstedet udtaler

Prami Larsen er direktør for Filmværkstedet i København og fortæller her om Filmværkstedets produktioner og om det frugtbare samarbejde, som er med Filmassistentuddannelsen. 

”Vi har 200 produktionsansøgninger om året i fire runder, og vi støtter omkring 40 produktioner. I år har vi haft premierer på ca. 1000 minutter, og Filmværkstedet i København har altid haft en meget høj ambition, både kunstnerisk og teknisk. Det er kvalitet og ikke kvantitet, som er vores mantra. På Filmværkstedet har vi ikke ret meget udstyr, men vi benytter det selvsamme udstyr, som branchen bruger. Det betyder, at når du har været på en af Filmværkstedet produktioner, så kan du gå direkte ud i branchen, fordi du er blevet oplært på det rigtige udstyr. Filmværkstedet har tidligere kunnet hjælpe med støtte til A-funktionerne i en filmproduktion; det vil sige instruktør, fotograf, manuskript og producer, men lige så snart vi kommer ned til kostumer, regi, til assistentniveauet og alle de funktioner, som branchen har sindssyg meget brug for, så måtte vi melde pas; her var der ikke økonomisk kapacitet til støtte. Nu har vi en uddannelse, som kan gøre noget for assistentlaget, og som er SU berettiget. Så vi kan bruge disse filmassistent elever på vores ikke-kommercielle produktioner, uden at det er konkurrenceforvridende.”

Filmtalent

Filmtalent er det kontor, som sidder som paraplyorganisation og koordinator for de fire filmværksteder i Danmark, og Filmtalent har også haft en vigtig rolle for at få stablet Filmassistentuddannelsen på benene. Signe Lund Juhler er direktør i Filmtalent, og fortæller: 

”Filmassistentuddannelsen har jo været en kæmpesucces, og den trækker ventelister i metermål. Vi oplever, at vi kan have svært ved at holde fast på eleverne, fordi branchen ret hurtigt og tidligt i elevernes studieforløb er ude og faktisk ansætte eleverne, inden de er færdige. Det viser, at der er en masse unge, som gerne vil ind på uddannelsen, og der også er en branche, der gerne vil aftage filmassistenter. På Filmtalent kontoret ser vi i øjeblikket på, om dette samspil mellem uddannelse og Filmværkstedet kan udbredes til de andre filmværksteder i Aarhus og Odense. Når der er så stort et behov, så ville det være interessant at se, om det ikke kan rulles ud over hele landet og ikke kun København.” 

En nyuddannet filmassistent

Lasse Gudman Høyer er en af de syv nye filmassistenter, som har færdiggjort uddannelsen. Vi spørger ind til, om forventningerne til uddannelsen er indfriet, og hvad den har givet ham.

”Inden vi startede på uddannelsen, var vi til et orienteringsmøde, hvor Morten Kaplers fortalte om branchen, hvilke aktører der er, hvordan pengestrømmen er og så videre. Så det har tidligt i processen givet os et billede af, hvordan jobmulighederne er, og hvad vi kan forvente, når vi er færdige med uddannelsen. Jeg føler, at jeg har opnået det med uddannelsen, som jeg havde i tankerne, da jeg startede. Jeg har fået god kontakt ud til folk i branchen, og allerede efter et år på uddannelsen har jeg kunnet lave lønnede job i min fritid. Jeg har også været ude og arbejde hos en af udlejningerne i løbet af min uddannelsesperiode. De tekniske færdigheder er svært at tilegne sig i et klasselokale, så samarbejdet med Filmværkstedet har fungeret godt. Tidligt i mit forløb fik jeg også mulighed for at komme på en midtvejsproduktion på Den Danske Filmskole og give en hånd med der. Her var folk meget fine til at tage hånd om en og vejlede, når man kommer ydmyg og gerne vil lære det, som de kan tilbyde.”

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - April 2019

ProAV Digital

ProAV4 19 ForsideWWW

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Kunstig intelligens
  • Test QSC højttalere
  • Gode råd om storage
  • PLS 2019
  • Få bedre lyd på dine optagelser

Læs alt lige her

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her