5. oktober 2014

En lysdesigner bekender kulør

De fleste danskere er bekendt med Kasper Lange’s lysdesign. De ved nok ikke, at han er manden bag lyset på X-Factor, DMA eller Dansk Melodi Grand Prix. Men han er nu nået langt bredere ud. 195 millioner. Så mange har set ESC, European Song Contest, i København tidligere i år. Og netop det visuelle var det mest betagende i dette show. Kasper Lange var ansvarlig for lysdesignet, men også en vigtig del af et lille, kreativt team, som satte de kunstneriske linjer for hele showet. Monitor Pro har mødt manden til en snak om lysdesign og om hele den kunstneriske proces under ESC. Showet på Refshaleøen er i løbet af sommeren blevet en sand økonomisk katastrofe, men vi holder teknikken højt hævet og næsen væk fra politikken og pengene. 

 

Kasper Lange startede helt ung med at lave lys for rockorkesteret Baal og turnerede i lang tid med det ret teatralske band, som gerne benyttede sig af et flot lys. Det satte gang i karrieren som musiklystekniker, og det formede så de næste 10-15 år, hvor der blev turneret konstant.

    

”Så kom der børn og ønsket om ikke at være så meget på landevejen, og tilfældigvis fik jeg et job på Dansk Grammy, som det hed dengang og blev introduceret til hele TV-verdenen. Det betød, at jeg stille og roligt lavede et skift, således at jeg nu stort set kun laver TV. Jeg var heldig og ramme ind i TV verdenen, lige der hvor branchen tog et skift. Der kom gang i musikprogrammerne og reality shows, og TV-branchen havde brug for både lyd- og lysfolk, som kunne noget andet end de gængse TV teknikere. Mine kunder er DR, men også i høj grad alle produktionsfirmaerne som Blu, Mastiff og Metronome, som jo producerer langt de fleste af disse underholdningsprogrammer.”

    

Kasper Lange er freelance og har altid været det. Han har tidligere haft nogle lyspulte, men aldrig selv ejet sit eget lysudstyr, men har altid lejet hos forskellige lysudlejningsfirmaer.

    

”Kunderne kan godt lide, at man ikke er bundet op af sin egen lagerbeholdning, man kan specificere helt frit, hvad der nu er bedst for projektet på hele lyssiden. Det giver tillid. Jeg lejer bredt hos udlejningsfirmaerne, men jeg har selvfølgelig nogen, som jeg bruger mere end andre bl.a. Litecom i Kastrup, hvor jeg bliver behandlet rigtig godt. Modsat mange af de andre store udlejningsfirmaer, som spreder sig over både lyd, lys, scene osv., så er de lysspecialister ude hos Litecom. Man kan mærke den fokus i deres ekspertise og på deres udstyr, som nok er det bedste i Danmark.”


En stor mediaproduktion tager form
Hvordan er proceduren, arbejdsfordelingen og tilblivelsen af hele den visuelle del på et stort show som ESC? Kasper Lange har været med hele vejen, fordi han meget hurtigt i processen bliver hyret af producer Per Zachariassen. Produceren er den centrale figur gennem hele produktionen, og Per har arbejdet sammen med Kasper på andre produktioner. Per Zachariassen har tidligere startet Blu op i Danmark, men nu udvikler han shows for Fremantle Media og er bosiddende i USA. Han sammensætter et lille kreativt team. Foruden Per og Kasper er det en række andre nøglepersoner, bl.a. lydtekniker Claus Holm Pedersen, scenograf Claus Zier og Jan Ludme fra DR.

    

B&W hallen bliver fastlagt som sted, og derefter tager det kreative team en uge til USA for at brainstorme hos produceren. Her bliver mange af hovedtrækkene i showet diskuteret og fastlagt.

    

Kasper fortæller: ”På USA turen talte vi med en del erfarne folk, ligesom vi så ret meget på andre spektakulære shows, også tidligere ESC shows. Vi fik her styr på de store træk omkring stil, scene og opbygning. Vedrørende stil blev vi ret hurtig enige om, at vi gerne ville blande lidt mere maskulinitet og drengerøv ind i showet, så der var mindre ”flødeskum og lagkage”; lidt mere råt, også qua det sted, som showet var blevet placeret i.

    

Da vi kom hjem, skiftede det kreative hold en smule, Nikoline Refsing, som skulle sørge for grafikindhold til videoskærmene, kom med. Men vi sørgede hele tiden for at være så få omkring bordet som muligt, så beslutningsprocessen kunne gå hurtigt. Derefter have vi et langt forløb, hvor vi tegnede og designede på showet, men brugte også meget tid på at indhente tilbud. Det skal i udbud, så det tager rigtig lang tid og er ret kedeligt arbejde; men det skal jo bare gøres. Det endte med at være Litecom i samarbejde med det udenlandske udlejningsfirma PRG, som skulle levere alt lys. Videoskærmene blev lejet hos firmaet

Mediatek.”

Musikken ind
Musiknumrene kommer først i hænderne på teknikholdet ca. fire uger, før de første prøver går i gang, og der er jo ikke mindre end 37 deltagerlande, så holdet får meget travlt. De modtager dels optagelser fra det lokale show, ligesom hvert land har beskrevet nogle ønsker og ideer.

    

”Vi havde jo ikke så meget prøvetid i hallen, fordi den er så dyr at holde i gang, så derfor havde vi lavet en miniopstilling ude i DR Byen, som vi kunne bruge under hele lysprogrammeringen på de mange numre. Det er lidt som en flysimulator, men det hele foregår på en skærm, hvor scenen og dekorationen er opbygget i 3D. Alle de 3000 lamper i dette show kan flyttes, drejes, tændes, slukkes og selvfølgelig skifte farve, fuldstændig som jeg kan på min lyspult, men her bare visualiseret på et computerprogram i stedet. Vi brugte MA-3D programmet fra det tyske firma MA, som fremstiller den nok mest udbredte lyspult, GrandMa. Programmet fungerede faktisk rigtig godt, man kan det hele, og vi fik frem for alt lavet hovedskitserne til alle 37 numre. Men alligevel laver man meget om, når man derefter kommer ud i hallen. Normalt bruger jeg ikke den metode, fordi shows herhjemme sjældent er større, end man kan nå at lave programmeringen på prøverne. Jeg bruger dog af og til dette software til at visualisere en idé, enten for en kunde eller for en kreativ gruppe.

    

Til den videre programmering i hallen havde jeg håndplukket et lille team af lysteknikere. Vi sad jo til sidst med ti store lyspulte for at afvikle dette show, så der er meget at programmere. Når showet først kører, så er der i og for sig ikke så meget at lave, fordi det hele kører automatisk efter en tidskode. Da vi kom i hallen, så havde vi en lille uges tid til at gå tingene igennem, inden de første kunder kom ind ad døren.”


Diplomati og kompromisser!!!
Kasper Lange kan berette, at når først landedelegationerne og kunstnere kommer, så starter der et mindre mareridt. Der er så mange meninger og kokke, også selv om alt er clearet på forhånd omkring produktion, grafik og lys. Kunstnere kommer, ser selvfølgelig nogle af konkurrenterne, og så vil de også have det og det. DR har heldigvis sørget for en ”mægler” på produktionen, han fungerer som bindeled mellem de forskellige lande og det tekniske team; og han må høre på meget!!!. Så teknikerholdet er aldrig i direkte kontakt med kunstnerne og deres folk, så længe det drejer sig om lys og scenografi.    

    

”I sådant et show har man ikke den ultimative kontrol og styring. Normalt bestemmer jeg, i samarbejde med en producer, hvordan lys skal se ud på en produktion. Men sådan kan det ikke være på ESC; og det er noget af det svære, at acceptere den proces og samtidig ikke gå og blive sur og gnaven”.

    

Lys på et show som ESC handler jo ikke kun om lamper. Grafikken på videovæggen er jo også lys og spiller i den grad ind på det samlede udtryk.

    

”Jeg vælger en idé og farveskala til hvert nummer, får grafikken til videoskærmene produceret og så derefter må jeg ændre enten lys eller colorgrade videoen, så det passer fuldstændig sammen. Hundrede meter videoskærm ”larmer” jo rigtig meget på lyssiden, så kunsten er at få tingene skruet ned og integreret. En anden problematik er også, at vi laver et show til TV og ikke til de publikummer, som sidder i hallen. Alt lysintensitet og farve har reference i, hvordan kameraerne opfatter dem. Og hvis noget skal være lyseblåt på skærmen hjemme hos seerne, så skal den være meget pastellyseblå i salen. Kameraerne opfatter færre farver end øjet, så skærmen er vores reference.”

    

Kasper Lange har fået fantastisk meget ros for lyssætningen på ESC og på integrationen mellem lys og video. Han har ikke selv genset det færdige resultat, der skal gå noget tid. Han forklarer, at til sidst kender man materialet så godt, at man mister en del af bedømmelsesevnen overfor showet. Man ser på det endelige resultat og synes, at det ser forfærdeligt ud. Men det er mere et resultat af processen, arbejdsbyrden og for lidt søvn end det reelle resultat.


Den gode idé og enkelthed
Sidst i samtalen flytter vi fokus væk fra ESC produktionen, og Kasper Lange fortæller om sin grundfilosofi bag sine lysproduktioner. Han har også en klar idé om, hvordan lys og scenografi i fremtiden kan udvikles.

    

”Jeg har en grundtanke, at jo mere enkelt, simpelt et show kan laves, jo bedre. Og det følger showets størrelse. Jo større showet er, jo flere mennesker, det skal nå ud til, jo mere simpelt skal udtrykket være. I Forum eller i Parken skal det hugges ud i granit for at fungere. I gamle dage byggede man en scenografi i pap og træ og lyste på den. Det er blevet afløst af video, hvor man i og for sig ”bare” satte en videovæg og nogle blinkende lamper op, og så var det showet. Men når alle benytter sig af det, så bliver det konformt. Et af de shows, som jeg på det seneste har været gladest for, var DMA i november sidste år i Forum. Her var vi tilbage til ”den gamle stil” med opbygget dekoration. Vi byggede det som et gammelt Chicago teater, og det blev så temaet. Vi fik de forskellige bands til at om-arrangere musikken, så det passede ind i denne dekoration, i dette miljø. Lyset var så ”analogt” som det kunne blive, væk med scannere og stort set kun brug af halogen lamper. Ideen var god og klar, og den er blevet formidlet godt ud til folk. Måske er det ikke det flotteste, jeg har lavet, men det stak ud på en god måde og var en smuk helhed.

    

Vi skal tilbage til den gode idé. Det handler ikke om at blive retro, men i højere grad at bruge teknikken til at understøtte en idé, en stil. Der har været mange år, hvor der ikke var megen idé, men hvor der bare er blevet hældt på med teknik og udstyr. Men man kan ikke imponere mere med teknik, med drejelamper, video osv. Publikum er mæt af det. Jeg oplever tit i produktioner, at mit hold arbejder med indpakning, med teknik, lys og scenografi, mens et andet hold arbejder med indhold. Og vi snakker ikke sammen, før vi mødes på sættet, og så er det ikke givet, at det spiller sammen. Den sammensmeltning mellem indhold og indpakning tror og håber jeg på, at der vil blive arbejdet mere med i fremtiden.”

 

 

Af: Jens Walther

ProAV Digital

ProAV9 NOV18 ForsideNyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Østre Gasværk
  • Expo-reportage
  • DJI Ronin
  • RAW video
  • Comtech

Læs alt lige her

DEShow 2019

Danish Entertainment Show er en ny messe, hvor udlejnings- og eventbranchen viser hvad de kan, og branchens førende distributører/ forhandlere præsenterer det største udvalg af innovative løsninger, teknologier og produkter

Se mere her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her