IB4

Af Jens Walther, 9. november 2018

Eksklusive konferencelokaler på Bryggen

IB4 er high-end konferencelokaler centralt placeret i København. Lokalerne ligger på Islands Brygge, lige ved siden af Langebro, og med vid udsigt fra alle fire verdenshjørner til by, havn og himmel. Lokalerne er ekviperet med det mest moderne AV-udstyr på en måde, så det ikke virker forstyrrende i de eksklusive lokaler. På en smuk efterårsdag med solen højt på himlen har ProAV Magasinet besøgt de nye lokaler. 

Bygningen, som huser IB4, er velkendt af de fleste københavnere. Den ligger som eneste bygning på kajkanten tæt op til Langebro, og der har tidligere været industri, lager og kontorer i bygningen. I 2003 blev bygningen gennemgående ombygget og renoveret; bygningen huser restauranten Aristo i stueplan og de nye konferencelokaler IB4 på første sal, som er åbnet her i august.

IB4 består af et stort og tre mindre konferencelokaler. I det store lokale er der to konferenceborde, som kan sammenbygges, så der kan sidde 30 personer omkring et stort ovalt konferencebord. Det store lokale har også mulighed for at blive delt op i to lige store, kvadratiske lokaler ved hjælp af en lydisoleret skydevæg.

Hjørnelokalet, som vender væk fra broen og har udsigt ud over havnen fra begge de store vinduer, har et stort rundt konferencebord, og Lotte Korsgaard, som er daglig administrator på lokalerne, fortæller, at dette lokale bl.a. bliver brugt til bestyrelsesmøder og lignende.

Lokalet med udsigt ned langs bryggekajen, har med de to bløde sofaer en afslappet lounge stil, mens det sidste rum har konferencebord til gængse møder. Konferencelokalerne i IB4 kan bruges både individuelt og i kombination. Den smukke og stilfulde indretning lægger op til, at lokalerne også kan bruges til eksklusive sammenkomster, brylluper, receptioner og lignende. I IB4 konceptet indgår samarbejdet med restauranten i stuen, og stedet har ligeledes samarbejde med kokke og vinkendere, så en fuldendt oplevelse med ”Meeting og Dining” kan opnås.

I tilknytning til lokalerne er der også et velindrettet køkken og to toiletter. Mod Langebro, over indgangspartiet, er der en udendørs terrasse med stor indbygget halvrund sofa. Her kan de gode sommeraftener nydes, og terrassen kan også skærmes af med sejl og overdækkes, når vejret er knap så blidt. Lotte Korsgaard fortæller:

”Hvis kunderne ikke har været her før, så kommer de ned, og så har vi en samtale om, hvad de godt kunne tænke sig. Og hvilken forplejning de gerne vil have. Hvis de bare ønsker den ene del af det store lokale, så forbereder jeg og får skydevæggen trykket for. Når lokalerne er udlejet, så er jeg tilstede. Enten sidder jeg nede i restauranten eller heroppe i anretterkøkkenet; og så har jeg øje på, hvad der sker.” 

AV udstyr i mødelokalerne

AV CENTER i København har stået for installering af al AV-udstyr i lokalerne. Martin Krogh, som har været ansvarlig for AV-installationen, fortæller:

”Der har selvfølgelig både været en projekterings- og en installationsfase, og vi begyndte i starten af 2018. De første kabler blev installeret i et helt skrællet og råt lokale, men den væsentlige installation er foregået, efter at håndværkerne var færdige. Vi har også været inde løbende, så vi har fået trukket kabler med skjulte installationer, og sørget for koordinering, så kabel- og trækrør slutter det rigtige sted og i den rigtige højde.”

AV-udstyret i de fem konferencelokaler er stort set ens. I lokalet er der en 65 tommer Sony 4K skærm fra deres nye 9 serie, som tilgås enten via trådløs forbindelse med Apple TV og i3SYNC eller med en kablet HDMI-forbindelse. Med den trådløse i3SYNC kan flere brugere tilgå skærmen samtidig. Sony skærmene har også indbygget TV-tuner, så de også kan bruges til underholdning og information. Loftshøjttalere fra Bose er til præsentation og afvikling af lyd og indhold, der bliver vist på skærmene. På lydsiden er der også et Sonos lydanlæg, som er beregnet til baggrunds- og loungemusik, og som benytter sine egne Sonos højttalere, som er diskret placeret på beslag monteret på væggen tæt på loftet. I lounge lokalet er Sonos systemet udskiftet med et Harman Kardon 5.1 Surround system, så her har lyden fået ekstra fokus. Under projekteringen er det valgt, at præsentation- og musiklyd er adskilt i to systemer for at give en så stor fleksibilitet som muligt til IB4 lokalerne.

I det store lokale er der en Epson projektor, som kan sænkes ned fra loftet, når der er behov. Samtidig kører der et lærred ned, som sidder for enden af det rektangulære rum. Tilgangen til projektoren er ligesom på skærmene.

”Der er ikke meget plads oppe under loftet, så vi har skullet finde en projektor model, der er lav og kompakt. Af samme grund blev vi også nødt til at køre med en projektor med almindelig lampe. Laserprojektorerne er ikke så kompakte, så den var der ikke plads til.”

Styring

I hvert rum er der placeret et Crestron touch panel, og fra dette foregår al AV-styring i rummet. Crestron paneler er placeret diskret i rummet, så de kan skjules bag gardinerne. Ligesom det øvrige AV-udstyr skal de ikke tage fokus fra kunderne i lokalet, også selv om de yder en vigtig funktionalitet. Martin Krogh beretter om funktionaliteten:

”Fra Crestron panelerne kan der styres præsentation, der kan styres lyd, der kan styres lys og gardiner. Lyset er opdelt i zoner, så der er udvidet styring. Der kan kaldes på en tjener direkte fra panelet; hvis du sidder i rummet til et privat arrangement og har behov for at få en tjener op, så bliver der sendt en besked både udenfor rummet og ned i restauranten. Panelerne er fastmonteret med en kablet netværksforbindelse af hensyn til stabiliteten. Der er dog også mulighed for trådløs iPad styring, som giver den samme adgang og brugerflade som på Crestron panelerne.”

Ligesom de andre AV CENTER, så har afdelingen i København deres egne programmører til netop at lave programmering af betjeningspaneler. Paneler fra eksempelvis Crestron indgår i mange af de AV-installationer, som AV CENTER foretager.

Lotte fortæller om sin egen og kundernes oplevelse ved at bruge AV-udstyret.

”Jeg er på ingen måde særlig IT teknisk, men det er ikke kompliceret at bruge. Jeg får god feedback fra de kunder, som er her; de spørger, hvad de skal have med, og jeg fortæller, at det hele er her. De skal bare tage deres computer med!! Hvis problemer opstår, og jeg siger ”Rødt Flag!!”, der er noget, som jeg ikke forstår her - så kan jeg ringe og få god support fra AV CENTER, der tilmed kan forklare det til en ikke-teknisk person som mig. Det er det, som er vigtigst!!” 

Luksus

København har efterhånden mange konferencelokaler, der hver dag udlejes til møder, kick-offs og lignende. Med sin placering, luksus og eksklusivitet er IB4 lokalerne på Islands Brygge absolut toppen af kransekagen. AV-udstyret og udnyttelsen af dette ligeså, diskret og effektivt indbygget i lokalerne med en ”smooth” tilgang til teknikken.

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - November 2018

ProAV Digital

ProAV9 NOV18 ForsideNyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Østre Gasværk
  • Expo-reportage
  • DJI Ronin
  • RAW video
  • Comtech

Læs alt lige her

DEShow 2019

Danish Entertainment Show er en ny messe, hvor udlejnings- og eventbranchen viser hvad de kan, og branchens førende distributører/ forhandlere præsenterer det største udvalg af innovative løsninger, teknologier og produkter

Se mere her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her