17. november 2014

Dyb teknologi bag nyt fodboldstudie

SBS/Discovery har været nede i den dybe pengepung og købt rub og stub af rettigheder til fodbold for de næste 4 år. VM, EM, danske landskampe og Premier League vil i den næste tid kunne nydes på Kanal 5 og 6’eren. Denne beslutning har betydet, at SBS produktionsfaciliteterne på Mileparken i Herlev har lavet den helt store, tekniske opgradering. Deres største studie vil de næste 4 år kun blive brugt til at lave fodbold TV, og i den forbindelse er alt teknik blevet udskiftet.

Monitor Pro mødes med teknisk chef Michael Lind og tekniker Karsten Nielsen, og de to har haft det store ansvar omkring projektering, indkøb og ombygning af studie og tekniske faciliteter i Mileparken. Michael Lind fortæller, at alt har været hevet ud. Det eneste, som er blevet genbrugt, er kameraerne, resten er skiftet ud. Gulvet er lagt på ny, nye kabelgrave, nye produktionsrum med nyt udstyr og hele denne store ombygning er lavet i løbet af sommeren, hvor der ikke bliver spillet Premier League. Projekteringen startede i februar, den gennemgribende fysiske ombygning startede i slutningen af maj, og i starten af august var studiet oppe at køre igen; så det har været en arbejdsom sommer for hele holdet bag ombygningen.

Elegant look
I selve TV-studiet er der selvfølgelig lavet en helt ny scenografi, med to værtpladser placeret i nogle runde ringe, som giver et elegant og luftigt indtryk. På den belyste bagvæg er der monteret en LCD videovæg i en stribe, som undervejs slår nogle knæk, og her kan projekteres effekter og videoklip, styret fra produktionsrummet. Frank Arnesen og Brian Laudrup vil være værter på landskampe, EM og VM. På Premier League, som minimum kører hver lørdag, vil der være de velkendte værter.

    

Et vigtigt nyt tiltag i studiet er udskiftning af alt lys til såkaldt koldt lys. Tidligere har der været brugt spots med halogenpærer, men de er alle blevet erstattet med LED lamper. Fordelene er mange, dels har lamperne en længere levetid, strømforbruget er væsentligt mindre og en vigtig faktor er, at lamperne ikke udvikler nævneværdig varme. Værterne i TV studiet får derved et langt mere behageligt arbejdsklima, og det betyder samtidig, at de ikke står og sveder på grund af varmen fra lyset. Lys fra LED lamper er lidt anderledes at arbejde med for lysteknikeren, men grundlæggende har der været stor tilfredshed hele vejen rundt omkring skiftet til LED lamper.

 

Stor bemanding

Produktionsrummet, som er centralnerven under transmission, er blevet helt ombygget, og nu er der ikke mindre end 11 arbejdspladser i rummet. Dels er rummet gjort væsentlig større, og der er bygget EDB gulv op i to niveauer. På forreste række sidder producer, producerassistent, grafiker og redaktør, i næste række sidder både en web-redaktør og en EVS tekniker, som lægger highlight og lignende nyheder op, og yderst sidder en tekniker, som laver ”PIERO”, dvs. laver holdopstillinger, markerer spillerne med cirkler og streger og flytter rundt på spillere, når der er analyse i studiet. På bagerste række sidder et par teknikere, som styrer bagvæg, en som styrer kameraer CCU og selvfølgelig en lystekniker, som styrer lyset i studiet.

    

Med så mange teknikere til at afvikle en produktion er det yderst vigtigt med et ordentligt og velfungerende kommunikationssystem, og her taler teknisk chef Michael Lind i rosende vendinger om det nye system fra Riedel Intercom, som er blevet installeret.

 

”Hvis vores kommunikationssystem går ned, så er vi total lost. Riedel Intercom er efterhånden blevet standard i mange TV-studier, det er klippestabilt, og der er samtidig sindssyg god lyd i det, hvilket er vigtigt, fordi man jo lytter på det konstant gennem hele den lange produktionen.”

    

Den store centrale monitorskærm i produktionsrummet består af 4 stk. 65 tommer Samsung skærme, som er sat på højkant og som i og for sig optræder som en stor skærm. Det er dog meget sjældent, at hele skærmen bruges til et billede. Den store skærm bliver typisk brugt til at vise alle de signaler, der kan klippes imellem. Her er mange billeder i hver skærm, og enheden, som styrer skærmen, er en Miranda Kalaido KX-7, som er bestykket med 80 indgange og 8 udgange.

    

Selv om både studie og produktionsrum er gearet til at lave fodbold de næste 4 år, så har man gennemtænkt hele teknikken, så den ikke kun er anvendelig til denne slags direkte sportsprogrammer.

    

Michael Lind fortæller: ”Det er faktisk kun Piero softwaren, som bruges til fodbold analyse, der er specialiseret og kun kan bruges til fodbold. Hvis vi ønskede det, så kan hele teknikken også sagtens bruges til et almindeligt TV-program, eksempelvis et underholdningsprogram, som bliver båndet. Den digitale infrastruktur betyder, at der selvfølgelig er forbindelser til resten af huset, så alle signaler kan også køre op til vores Avid Interplay system, hvor der løbende eller efterfølgende bliver klippet eller direkte på Isilon nearline storage for senere produktion”.


Lydkontrol
Mens produktionsrummet er tæt befolket, så er der til gengæld kun placeret en enkelt mand i rummet bagved; her sidder lydteknikeren. Og her er også indkøbt en helt ny pult, en Studer Vista 5 med 42 fadere, og den er koblet op til resten af den digitale infrastruktur via MADI forbindelse. Lydkvalitet, brugerflade og de mange muligheder har selvfølgelig været den væsentligste grund til valget af netop Studer pulten; men en anden, vigtig parameter har været den de facto standard, som Studer mixerpulte efterhånden har opnået inden for broadcast. Og den position er selvforstærkende. SBS benytter sig af og til af freelance lydteknikere, og her er det yderst vigtigt at have en mixer-pult, som en freelance tekniker med stor sandsynlighed allerede er bekendt med og derfor lynhurtigt kan afvikle fra uden nogen indkøringstid. Tid er penge!!!

Master Control
Som almindelig dødelig kan man få den tanke, at et TV-studie, et produktionsrum og et lydkontrolrum må være det, der skal til for at lave en direkte fodboldudsendelse. Men nej, et rum mere er nødvendigt og det med en helt central funktion. Derfor kaldes rummet også for MCR, MasterControlRoom. For her kommer alle signalerne fra selve kampene ind på satellit, ISDN eller fiberlinjer direkte fra de stadioner, hvor kampene spilles, og hvor signalet produceres. I dette rum sidder en eller to teknikere og gør signalerne klar til både produktionsrum og lydteknik.

    

Tekniker Karsten Nielsen forklarer den dybere funktion: ”Vi gør alle signaler klar og sørger for at ensrette dem efter vores standarder. Et eksempel kan være, at lyden ikke som standard ligger på kanal et og to, som vi bruger her i huset. Men netop det sørger vi for, så produktion og lydteknik ikke behøver at spekulere på disse ting, men bare kan koncentrere sig om at afvikle. Vi gør også ISDN linjer klar til eksempelvis telefon interview og lægger dem på de aftalte kanaler. Dels får vi alle signalerne ind, men vi håndterer selvfølgelig også det færdige resultat fra produktionsrummet, som skal sendes ud af studiet over til vores playout center i London. Det udgående signal kører via HD fiberforbindelser. Det betyder derfor også, at teknikerne i MCR sidder med kontrol over centralnerven, selve hybridrouteren.”

    

I MCR rummet er der den samme store videoskærm som i produktionsrummet, men med selvstændig styring og kontrol af denne. Det er ikke givet, at man ønsker at se de samme signaler på denne skærm som i produktionsrummet.

    
Centralnerven
Maskinrummet er sidste rum, vi besøger i den store rundvisning, og her er der så meget varmeudvikling fra servere, router og computere, at der er en uudholdelig larm fra utallige blæsere. Det rum er også blevet genopbygget med helt ny kabling, og hele kabling er foretaget af A teknik, som har haft tre mand gående fast her hele sommeren for at udføre denne kæmpe kablingsopgave.

    

Hybridrouteren er placeret i maskinrummet, og den er den centrale enhed i hele studiet. Dels fungerer den som et stort, digitalt krydsfelt, dels tager den sig også af ”normalisering” af alle signaler til en fælles standard. I denne foregår al embedding, de-embedding, decoding og delaystyring, selvfølgelig af alle videosignaler, men også af alle lydsignalerne, som kommer via MADI, dels fra Studer lydpulten og fra Riedel Intercom systemet. Tidligere var dette udstyr fordelt på en lang række enheder, der i sig selv fyldte et par velvoksne racks. Hybridrouteren er stor, men fylder trods alt langt mindre, men sammenbygningen af alle disse centrale funktioner i én enhed betyder, at her må der ikke ske nedbrud. Derfor er der fuld redundans på alle centrale kort i routeren, så skulle noget gå ned, så tager et andet kort over med det samme. Hybridrouteren, Snell Sirius 830, bliver også brugt i andre TV-studier i Danmark, men Karsten Nielsen fortæller, at her i det nye SBS studie bliver den udnyttet i større grad, netop fordi man i den gennemgribende studierenovering allerede fra projektets start har kunnet tildele den en central rolle.

    

Med højt hår fra de mange blæsere i maskinrummet forlader Monitor Pro produktionsfaciliteterne hos SBS og glæder sig til at se mange fodbold oplevelser produceret i dette nye, højteknologiske TV-studie.

 

 

Af: Jens Walther

ProAV Digital

ProAV818 forside NETNyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • IB4 mødelokaler
  • Unico-Gruppen
  • Brug en gimbal
  • LED-lamper
  • Mediatec udvider

Læs alt lige her

DEShow 2019

Danish Entertainment Show er en ny messe, hvor udlejnings- og eventbranchen viser hvad de kan, og branchens førende distributører/ forhandlere præsenterer det største udvalg af innovative løsninger, teknologier og produkter

Se mere her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her