DS Display 49

Af Carsten Legaard, 2. maj 2016

DS-DISPLAY: 25 år

Et 25-års jubilæum tirsdag den 1 marts i år gav AV-distributøren DS-DISPLAY A/S anledning til at tænke lidt grundigere over, hvad der har holdt virksomheden på sporet i 25 gode år. Loyalitet er et af nøgleordene, siger administrerende direktør Simon Kaas - og det handler om meget mere end blot at være flink og medgørlig.

DS-DISPLAY fejrede forleden 25-års jubilæum. Jubilæet kunne medarbejderne fejre i god stemning baseret på et veletableret og stabilt kundeunderlag og en rolle som distributør og rådgiver for mange forhandlere i Danmark. Som distributør har DS-DISPLAY ansvaret for, at forhandlerne har de rigtige produkter til deres slutkunder inden for AV, projektorer, videokonference-udstyr og storformatprint.

“Vores styrke er, at vi leverer et rendyrket forhandlersalg og garanterer vores forhandlere 100 procent loyalitet,” siger administrerende direktør og medejer Simon Kaas. Og loyalitet handler ikke kun om at please kunder og samarbejdspartnere, understreger Simon Kaas. “Det stikker langt dybere. Det handler blandt andet om at forstå markedet og de omskiftelige vilkår, som vores forhandlere opererer i. Efter nogle år med finanskrise og pengeknaphed er det i stigende grad vigtigt for slutkunderne, at det udstyr, som de investerer i, rent faktisk bliver brugt, når det er indkøbt.”

“Rådgivning og service er vigtigt for de kunder, vi arbejder med. Vi ved, at vi har leveret god service, når kunden er tilfreds. At vi har været i det her marked i 25 år, er tæt forbundet med at vi leverer den service og de produkter, som kunderne efterspørger.”

Forhandlerens hjælper

“Den måde vi arbejder med vores forhandlere på er at rådgive dem rigtigt og hjælpe med til, at deres kunder forstår de løsninger, de køber. Hvis det er en forhandler, som ikke før har forhandlet det pågældende produkt, så giver vi dem en tryghed for, at det er det rigtige, de køber.”

“På firmaadressen i Brøndby har vi  veludstyrede demo-lokaler. Mange af vores forhandlere tager deres kunder med herind. Så hjælper vi med at lave en demonstration af det produkt, de gerne vil kigge nærmere på. Det kunne for eksempel være en trådløs overførselsenhed som wePresent. Alle har efterhånden Apple TV eller Google Chromecast derhjemme. Nu vil man gerne have en professionel udgave i virksomheden. Det køber kunderne ikke uden at have fået en demonstration først.”

“På det punkt er vi en value added distributør; vi gør en forskel, vi har viden om produkterne, vi har muligheden for at kunne demonstrere det, og vi har tiden til at hjælpe vores kunder,” siger Simon Kaas.

Indsigt på brugerniveau

Virksomhedens medarbejdere og to ejere prioriterer at bruge tid på at arrangere gå-hjem-møder, deltage i messer og træne i brugen af de produkter, man har på hylderne.

“Vi bruger også tid på at forstå vores kunders behov. Det, som forhandlerens slutkunde spørger efter, det er også det, vi leverer. Vi er ikke super tekniske, men vi sætter os til gengæld rigtig grundigt ind i tingene på brugerniveau. Projektorer har indtil nu været det, der fyldte mest i vores forretning, men vi ser en tydelig bevægelse fra projektorer over til skærme. Hvad der skubber bag på den udvikling, det er prisen plus muligheden for at bruge touch-elementet.”

“De skærme, vi leverer, er professionelle skærme, eksempelvis 24-7-skærme, som er bygget til intensiv brug og lang holdbarhed. Eller skærme, som kan forbindes i videovægge. Det nye er skærme med to kameraer indbygget til video-konference. Mange skærme leveres i dag med touch, så du kan lave en præsentation uden nødvendigvis at have en bærbar koblet på.”

Investeringer skal give værdi

“Dagens kunder forventer nemme løsninger, der fungerer og spiller sammen med folks egne enheder - Bring Your Own Device. Det skal være trådløst, for at undgå en masse kabler.”

”Videokonferenceudstyr er også i kraftig vækst. Det er ikke kun specialudstyr i mødelokalet, men også på helt almindelige bærbare, tablets og smartphones. Her er kæmpe effektivitetsgevinster at hente for både små og større virksomheder i forhold til det fysiske møde, hvor du som minimum skal lægge en halv eller en hel time til køretiden for at være der til tiden. Når vi snakker skærme, så er det, der rører sig, de høje opløsninger; 4K. Inden for projektorer er det laser med længere levetid og praktisk taget ingen vedligeholdelse. På installationsområdet er det trådløs kommunikation og videomøder.”

Hvad kunderne ser efter

“Der er stadig meget fokus på hvad tingene koster, så løsningen skal også være til den rigtige pris. Det er nemt at slå priserne op; så har du ikke den rigtige pris, får du ikke ordren. Det er vigtigt at beholde kunden, men det er lige så vigtigt at have rygrad til at kunne sige nej. Hvis kunden efterspørger en løsning eller en pris, som vi ved ikke holder, så siger vi det. Vi vil ikke levere noget, der ikke holder, det giver kun bøvl på alle hylder. Vi vil gerne bruge vores tid på det, der giver mening,” siger Simon Kaas og tilføjer: “Kort sagt - ærlig rådgivning. Vi har masser at lave. Også derfor er det vigtigt for os, at vi bruger tiden på det rigtige. Kunderne vil gerne bruge penge, men når der endelig skal investeres, så er det vigtigt for dem, at pengene bruges på det rigtige; det vil sige det udstyr, som kan forbedre en
arbejdsproces eller gøre den mere smart. Det må ikke være AV-delen, der forsinker et møde. Det skal virke, når mødedeltagerne er kommet. Og hvis de ting virker, må det gerne koste lidt ekstra.”

En god dag på jobbet

“Da jeg startede for tolv år siden, havde vi ét agentur. I dag har vi rigtig mange agenturer og har udviklet forretningen til det, som vore forhandlere efterspørger. De senere år har vi fået flere skærmprodukter ind, fordi vi kan mærke, at udviklingen går den vej,” fortæller Simon Kaas.

For den administrerende direktør og for medarbejderne i DS-DISPLAY A/S har det været en god arbejdsdag, når de har bragt en kunde lidt videre på vejen: “Vi kan godt lide at levere løsninger, som vores forhandleres kunder er tilfredse med. Kan vi få lov til at gøre en forskel og samtidig tjene penge på det, har vi haft en god dag.”

ProAV Digital

Forside ProAV1 19 NET

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Event Expo
  • Nyt lys i Operaen
  • VR visualisering
  • Nem redigering
  • Storage-løsning

Læs alt lige her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her