Big bio skaermvaeg

4. december 2015

Digital Signage i biografen

Signage skiltene kører helt automatisk og styres reelt fra billetlugerne i Big Bio i Herlev - Systemet er dansk udviklet, og leverandøren har i øvrigt også leveret lyd og billede til den imponerende biograf, der er den eneste af sin slags i Vesteuropa!

Big Bio i Herlev, der åbnede 30. oktober med S.P.E.C.T.R.E - den nye James Bond film, har fået meget omtale på grund af sin kompromisløse tilgang. Således har alle fem sale den nyeste teknologi – herunder 4K projektorer i de største 2 sale og det berømte Dolby Atmos lydsystem i samtlige sale, som også har højttalere i loftet! Mere om det senere, for den ny opførte biograf har også et signage system, der er ret genialt.

Allerede ved indgangen mødes publikum af de 55” store skærme fra Samsung, hvor man kan se trailere, plakater og ikke mindst, hvilke forestillinger der kører hvornår og i hvilken sal. Oppe ved indgangen til biografen mødes publikum af en kæmpe skærmvæg – opbygget af samme type skærme, men her er 12 skærme sat sammen til én skærmvæg. Endelig er der ved indgangen til hver sal en skærm, der viser, hvilken film der vises næste gang.

Central styring af alle skærme

Det er der ikke så meget nyt i – det smarte er dog, at samtlige skærme mere eller mindre styres af de folk, der sidder ved billetlugen og kan se, hvor stor interessen er for den enkelte film. Så man let kan flytte rundt på forestillingerne mellem de fem sale! Ved tryk på en knap kan man skifte rundt mellem salene og de billeder og trailere, der vises. Flytter man en forestilling fra den store sal til sal 5, fordi der er færre mennesker til 19-forestillingen end til 21-forestillingen, så sker det automatisk. Omvendt, såfremt salen bliver fyldt op – så bliver alt automatisk flyttet til en større sal og således følger al information fra skærmene med over til den nye sal. Under denne styring vælges også reklamer og al anden relevant information, der skal vises på de respektive skærme.

Bio indgang

Christian Dannevang fra AVC ved indgangen til Bio 1. Signage systemet i skærmene styres fra billetlugen, som bl.a. kan styre, hvilken film, der vises i hvilken sal.


”Vi har været med de sidste 18 måneder, fra de første tegninger og godkendelser skulle laves. Selve installationen har faktisk kun taget 3 måneder,” fortæller Christian Dannevang, der er direktør hos Audio Visuelt Centrum A/S, som vi møder i Big Bio dagen før premieren, mens håndværkerne stadig lægger sidste hånd på alle detaljerne. Softwaren bag signage systemet er 100 % dansk og udviklet af AVC. ”Bag hver skærm er en player, så selvom det er Windows baseret, så er der tale om et helt lukket system, som er baseret på standard komponenter,” forklarer Christian fra AVC og fortsætter: ”Det er meget vigtigt, at disse løsninger kører som selvstændig lukkede systemer, så man undgår noget så banalt, som at Windows beder om en automatisk opdatering, mens skærmene kører!”

De 12 skærme, der indgår i skærmvæggen ved indgangen til salene, kan bruges i fuld opløsning. Systemet er bygget op om en kraftig supermicro computer med et ligeså kraftigt grafikkort, med 3 styk 4K udgange. Derved ser playeren de 12 full HD skærme som 3 x 4K skærme. Når materiale i fuld opløsning vises på skærmen, giver det et imponerende billede.
Signage systemet er allerede implementeret i andre biografer i Danmark og kan reelt bruges mange andre steder, på grund af sin enorme fleksibilitet og muligheden for at programmere det til den enkelte kunde.

Eneste biograf af sin art i Vesteuropa!

AVC har foruden signage løsningen også stået for resten af AV-installationen i Big Bio. Det vil sige alt fra de store 3D lærreder fra Harkness Clarus XD serien til de DLP baserede 4K projektorer og ikke mindst Dolby Atmos lyden, der er i alle fem sale. ”Det har været ret sjovt, men også lidt af en udfordring. Vi skal sende alle tegninger til Dolby, inden vi går i gang. De skal så godkende alt – herunder også vinklingen af hver enkelt højttaler. Når vi så er færdige, kommer de og kontrolmåler og godkender.” Alt blev godkendt – dog ikke skraldespandene! ”De rasler ganske enkelt for meget, når de mange subwoofere i hver sal trykker igennem,” fortæller Christian med et smil. Problemet blev løst ved, at samtlige skraldespande i Big Bio er blevet dæmpet i stedet for at blive skrottet!

Christian er imponeret over, hvordan folkene bag Big Bio er gået ”all in”. Der er f.eks. store liggestole på samtlige pladser i alle sale. Alle sale har endvidere fået det bedste gear og alene Dolby Atmos lydsystemet koster let 7-800.000 kroner pr. sal, forklarer Christian. Men Big Bio er da også den eneste biograf af sin art i Vesteuropa. Kun én enkelt i Rusland, kan være med her! Ud over Dolby Atmos har man også, som de første i Danmark, valgt det nye teleslynge system, Cinema Connect fra Sennheiser til hørehæmmede i alle sale.

Af: Peter Hyldahl

ProAV Digital

Forside ProAV1 19 NET

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Event Expo
  • Nyt lys i Operaen
  • VR visualisering
  • Nem redigering
  • Storage-løsning

Læs alt lige her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her