Deluca

25. juni 2015

Deluca Film - nu med streaming

Der er mange milepæle i Deluca Films 20 årige historie og nu ”krones værket” med den første spillefilm, hvor man selv står som producent. Men der er stadig mange forskelligartede opgaver i den kreative filmvirksomhed, der har mange ben at stå på.

Vi møder producent og direktør Morten Rasmussen i Filmby Århus, hvor Deluca Film hører til i dag. Sjovt nok, da folkene bag var med til at starte hele projekt Filmby Århus for mange år siden. Da firmaet fik vokseværk og pladsmangel i slutningen af 90’erne, og Filmbyen endnu ikke stod klar, etablerede man sig i andre og større lokaler andetsteds i Århus. Men sidste år flyttede firmaet. ”Vi trængte til luftforandring og Filmby Aarhus har længe ytret ønske om at vi kommer tilbage, så nu er vi her,” fortæller Morten, som vi møder på hans kontor, der er dekoreret med billeder fra mange af de produktioner, han har været med til at lave siden starten i 1995.

”Vores udgangspunkt var tv og fiktion/satire og i 1999 koblede vi reklame på. Desuden har vi i gennem alle årerne produceret utallige fakta-, livstil- & reportage-serier til TV, samt flere DFI-støttede dokumentarfilm. Det er gået godt og vi er i dag et af de ældste uafhængige selskaber i Danmark, og det skyldes nok at vi netop har haft flere forretningsområder.” Morten fortæller at de altid har været en virksomhed i mellemstørrelsen og har omkring 10 fastansatte, samt naturligvis mange freelancere. ”Vi sætter holdet ud fra, hvad det er for en opgave. Vi har ikke en fast klipper, fotograf og så videre. Da der er stor forskel på det, vi laver, har vi specialister på hvert område, vi kan trække på.”

Første spillefilm

De seneste år har Deluca Film haft særlig fokus på fiktion. ”Lige siden starten i ’95, har vi produceret satire- & fiktionsserier for både TV2 og DR, ligesom vi i gennem årene har produceret flere DFI-støttede kortfilm under New Danish Screen - bl.a. Koma tilbage i 2005/2006, der var nomineret til en Robert og Væk fra Spjald, som vandt en pris ved Toronto Filmfestival. Men i kraft af bl.a. de senere års julekalender-produktioner for TV2, Ludvig & Julemanden og Tvillingerne & Julemanden, føler vi, at vi har et særligt fiktions-momentum lige nu, og det forsøger vi at dyrke,” forklarer Morten.

Og derfor er det en naturlig del af firmaets udvikling, at Deluca Film nu altså er i gang med deres første spillefilm. ”Det er en stor ting for os og noget, som vi har arbejdet målrettet på efter at have produceret fiktion i mange år. Så det er et dejligt sted at være og en dejlig måde at fejre vores 20 års jubilæum på,” forklarer Morten.

Filmen bygger på universet fra de to julekalendere med Lars Hjortshøj i hovedrollen som Julemanden. ”Begge julekalendere blev vellykkede og vel modtaget, så vi havde stor lyst til at arbejde videre med en ny historie om julemanden Nicolas. Men det er noget helt andet og krævende at lave en historie til det store lærred frem for 24 afsnit til TV. Det kræver en anden fortællestruktur og et helt andet visuelt ambitionsniveau, så det har været både spændende og udfordrende at være med til.”

Et løft i visuelt niveau

Man har netop afsluttet optagelserne af filmen her til foråret, og man er nu i gang med klipning og ikke mindst effekter. ”Som i vores julekalender til TV har vi mange visuelle effekter, og også her skal niveauet løftes; det skal jo holde på det store lærred, og det kræver mere, end når det er til TV,” forklarer Morten. Man forventer at have premiere på filmen den 12. november i år. Filmen er bl.a. støttet via DFI’s markedsordning og TV2 og har Scanbox som distributør. Man har endvidere haft stor økonomisk og praktisk opbakning fra Viborg og Hjørring Kommuner, hvor store dele af filmen er optaget. ”Når kommuner går ind i samarbejde omkring film- og TV-serier, handler det jo for dem bl.a. om at få eksponering, og her har det været let, da vores historie bringer hovedpersonerne på en rejse op gennem Jylland. Så vi har helt naturligt kunne lade Viborgs og Hjørrings fantastiske natur indgå i vores fortælling.”

Morten forklarer, at man får en masse foræret ved at bruge unikke locations. ”Det løfter produktionen og giver masser af ”gratis” production value, hvilket er en stor gevinst. Især på TV-julekalendere, hvor budgetterne ofte er lidt stramme.”

Første serie produceret til streaming

Deluca Film har igennem årene lavet mange produktioner, som man kan finde på deres hjemmeside. Men de har som sagt også lavet en del reklamefilm, og den del af forretningen lever i bedste velgående. ”Vi er pt. i gang med produktionen af en kæmpe brandingkampagne, som kommer på skærmen efter sommerferien.  Vi elsker at lave reklamefilm - det er fedt at have budget til at kunne fyre den af på 20-30 sekunder.”

Morten fortæller, at de til august også har premiere på den første danskproducerede fiktionsserie, lavet udelukkende til streaming! Der er tale om en ungdomsserie, der hedder Hedensted High og har de amerikanske comedy-serier som forbillede. ”Det bliver sendt på Dplay, der er en ny streaming-tjeneste som Discovery og SBS lancerer efter sommerferien. Serien, som foregår på et gymnasium i Hedensted og bl.a. har Sebastian Jessen, Julie Zangenberg, Thomas Ernst, Lars Bom og Carsten Bang på rollelisten, har premiere i forbindelse med lancering af tjenesten.”

Med de mange ben og alsidighed Deluca Film har, er vi sikre på, at de også kan fejre 30 års jubilæum. Indtil da vil vi glæde os til at se resultatet af deres første spillefilm og serie på den nye streaming tjeneste.

Af: Peter Hyldahl

ProAV Digital

Forside ProAV1 19 NET

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Event Expo
  • Nyt lys i Operaen
  • VR visualisering
  • Nem redigering
  • Storage-løsning

Læs alt lige her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her