3. februar 2014

De optiske og magnetiske medier lever

Hammerich Media & IT Supplies er nok et af de bedste eksempler på, at optiske og magnetiske medier langt fra er uinteressante. Faktisk har man ansat folk i en tid, hvor branchen ellers er i krise. Grunden til succes er stor know-how, god gammeldags service og ikke mindst en ordentlig portion mod!

 

Hammerich Media & IT Supplies har bestået siden 2002, men Niels Hammerich, der er indehaver, har arbejdet med magnetiske og optiske medier siden 1978. Og selvom det på mange måder er en branche, hvis salgskurve kun går nedad, har Niels alligevel ansat to mand fra det nu lukkede Optical Storage.

    

”Jeg kunne vælge at ansætte dem eller at få dem som konkurrenter”, siger Niels Hammerich med smil på læben. De to nyansatte er Jesper Eirup Sielemann, Sales Manager og Bent Andersen, Service Manager, der begge er med da Monitor Pro besøger Hammerich Media i Allerød nord for København.

    

”Der er mange, der har investeret i dyrt udstyr og stadig er afhængige af magnetbånd. Der er også nye formater på vej, men generelt er de fysiske medier på vej væk”, forklarer Niels Hammerich og uddyber: ”Der er stadig et stort behov for både ”ældre” og nyere medier, herunder medier som SD- og CF-kort, SxS-kort, SSD diske, almindelige harddiske og så videre. Vi er leveringsdygtige i dem alle, uanset hvilket behov, man nu har”.

    

Niels forklarer, at i ”gamle dage” var det en betroet opgave at håndtere båndet, som spillefilmen eller andet indhold var optaget på. I dag foregår det blot via filoverførsel, og ofte opbevares kostbart indhold på billige harddiske. ”Men det er ikke lagersikkert, og derfor vælger flere og flere at have backup på f.eks. LTO-bånd (tape) eller SONY’s nye ODA System (optisk disk). Der er også den lille detalje, at man rent faktisk kan forsikre LTO og ODA – det kan man ikke med mange af de øvrige formater”.


Succes kræver mod
En af hovedårsagerne til, at Hammerich Media har succes, hvor andre har det svært, og nogle må lukke, er nok, at de rendyrket har valgt at leve af at sælge medier og andre ”forbrugsstoffer”, såsom batterier, blæk og emballage. Salg af AV-hardware er et andet game - ”det er ikke, fordi vi ikke har ”set” på det, men vi har fået nej, da der var rigeligt med udbydere i branchen – ganske enkelt. Det er fint nok, for så kan vi fokusere på ét område”, forklarer Niels Hammerich.

    

”Det handler også om at være fremsynet og modig”, forklarer Sales Manager Jesper Eirup Sielemann og uddyber: ”Når der kommer et godt tilbud på medier eller emballage, skal man turde slå til. At købe i pallevis frem for 100 eller 1000-vis giver en kæmpe forskel på indkøbsprisen. Og netop den er helt afgørende for, om man kan lave en konkurrencedygtig pris og have en OK avance. Her er omkostninger til transport også afgørende, da den udgør en stor del af den samlede pris. Men det kræver naturligvis mod at bestille hjem i så store mængder”, forklarer Jesper Sielemann.

    

Hos Hammerich Media & IT Supplies sælger man til manges overraskelse stadig en del magnetbånd. Det er især til prof-brug, hvor en del har investeret i kostbart udstyr, der stadig har sin berettigelse. ”Andre medier som VHS døde meget hurtigt, mens 12 centimeter formater som DVD og CD faktisk stadig bliver brugt en del”, forklarer Service Manager Bent Andersen og fortsætter: ”I mange brancher er en DVD det bedste redskab til gennemsyn af for eksempel medicinske journaler eller andet. Det er et ikke-redigerbart medie, som man ikke bare kan rette i – og samtidig et, som alle kan læse. Derimod er Blu-ray mediet aldrig for alvor slået igennem, men vi har da også denne type produktion”.

    

Et optisk medie er ikke så følsomt overfor magnetisme, temperatur og fugt (men skal dog opbevares hensigtsmæssigt). Dertil er det let at distribuere og fylder heller ikke meget, lyder det fra Hammerich Media.


Også egenproduktion
Hos Hammerich kan man altså levere en bred palette af især medier, og man har alt fra selve mediet, tryk på det og emballage – kort sagt alt, der skal til i en produktion. ”Vi har også in-house produktion, og på den måde kan man sige, at vi konkurrerer med vores kunder. Men sådan er markedet i dag, og det er der ikke nogen, der er sure over – som de nok ville være for år tilbage”, forklarer Niels Hammerich og fortsætter: ”Nu kan vi tilbyde kunder hele pakken med produktion eller dele af den, og det er nødvendigt for at overleve i et så smalt og konkurrencepræget marked.”

Nye spændende nicheområder
Hos Hammerich Media finder man også nye markedsområder. Det ene er faktisk til forensic (videnskabelig, i mangel af bedre dansk ord) opgaver – et såkaldt IOT efterforskningsprodukt. Det er blandt andet hardware, der kan skrivebeskytte en harddisk, når denne skal efterforskes. Der må ikke være noget, der kan forstyrre eller ændre indholdet.

    

”Vi har også et stykke software, som kan samle data fra en server og levere det grafisk, så det er let og overskueligt at finde hoved og hale i de mange data. Det kan for eksempel være e-mail korrespondancen fra en person gennem lang tid”, forklarer Jesper Sielemann og fortsætter: ”Skal man lede efter forskellige ting på en server, kan det tage endog meget lang tid, og her hjælper vores Nuix software med at samle det hurtigt og levere det via et grafisk billede, som giver et overblik over ”aktiviteten” på en person eller case”. Kunderne er blandt andet Konkurrencestyrelsen, der bruger softwaren til undersøgelser iforbindelse med afdækning af for eksempel karteldannelser.

    

Besøget hos Hammerich Media & IT Supplies, der trodser alle odds i et nedagående marked, bar tydeligt præg af, at der bliver arbejdet med en ihærdighed og stædighed for en branche, man holder af og har lyst til at servicere. Om det så er med bånd, DVD medier, Flash ram eller noget helt tredje er underordnet. Kunderne er mange, men langt størstedelen er fra AV- branchen. Så skal der produceres, lagres eller lignende, er det lille firma med den store erfaring nok værd at overveje næste gang, der skal indhentes tilbud.

 

 

Af: Peter Hyldahl

ProAV Digital

ProAV9 NOV18 ForsideNyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Østre Gasværk
  • Expo-reportage
  • DJI Ronin
  • RAW video
  • Comtech

Læs alt lige her

DEShow 2019

Danish Entertainment Show er en ny messe, hvor udlejnings- og eventbranchen viser hvad de kan, og branchens førende distributører/ forhandlere præsenterer det største udvalg af innovative løsninger, teknologier og produkter

Se mere her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her