12. december 2012

Danmarks nye Akvarium - Den blå Planet

Monitor har tidligere bragt en artikel om lyddesignet, men nu er vi taget ud på byggepladsen for at møde Nordic Rental, som står for hele AV-installationen. Firmaet vandt udbudsrunden for over et år siden i skarp konkurrence med to andre firmaer, og de har brugt den mellemliggende tid på at lave planlægning, tegninger og struktur over hele den omfattende installation. Hovedtrækkene i det store byggeri med akvarier, vægge og lofter er ved at være færdige, og det betyder, at AV-installationen så småt kan begynde at komme i gang.

    

Lis Falck og Mark Moust fra Nordic Rental byder velkommen i kontoret i skurvognsbyen, hvor vi ser lidt på tegninger og planlægning, inden turen går ind i byggeriet iført sikkerhedssko ogarbejdshjelm. Mark, som har den daglige gang på byggeriet, fortæller, at arbejdet er intensiveret de seneste par måneder, men den store arbejdspukkel med den fysiske installation og ophængning vil ligge de kommende måneder.

    

”Ud over den projektering, som jeg har stået for, så er min rolle at få tidlokaliseret, hvornår vi kan komme til og samtidig sørge for, at der er udstyr og montører, når vi har vores tidsinterval. Desuden er der jo også daglig kommunikationen med byggelederen.”

    

Selve arbejdet kommer derfor til at foregå i nogle veltilrettelagte tidsintervaller, som er aftalt med byggelederen, og tidsintervallerne er fordelt ud på de mange rum, hvor der skal laves AV-installation. Lagermulighederne på byggepladsen er begrænsede, så også derfor tages installationen i etaper med udgangspunkt i de forskellige rum.

    

Grundkablingen, som ligger i vægge og skakter i bygningen er udført af elinstallationsfirmaet Hoffman, men Nordic Rental har leveret kablerne og anvist, hvordan der skal kables; alle lydkabler ligger selvfølgelig i separate kabelbakker. I hvert rum skal der selvfølgelig foretages yderligere kabling, og det tager Nordic Rental sig af samtidig med selve ophængningen. På samme måde er der også lavet ophængningspunkter til både lyd og lys, så selve

ophængningsarbejdet burde kunne foretages forholdsvis hurtigt.

Lydudstyr
I alle lydinstallationerne er der brugt Meyer Sound højttalere, og firmaet har udviklet en stor serie af kompakte højttalere, som er velegnede og robuste til at sidde i et miljø som dette.

    

Lis Falck fortæller:

”Det helt rigtige til denne installation var Meyer Sound, så der var ikke så meget tvivl. Vi har et godt samarbejde med Meyer Sound i Danmark og har også i mange af vores tidligere installationer brugt de små, kompakte højttalere fra deres installationsserie”.

    

På alle de centrale steder i akvariet er der to forskellige højttalersystemer. Et system tager sig af stemningslyd, mens et andet system er beregnet til tale, og f.eks. i fodersituationer vil der kunne kommunikeres både fra publikumssiden og fra foderpladsen bag eller over akvariet. I begge tilfælde vil der blive brugt trådløstmikrofonudstyr, og ved de største akvarier er der også mulighed for, at der kan kommunikeres trådløst med en dykker, der er dykket ned i akvariet. Udstyret skal betjenes af akvariets personale, og typisk vil der blive placeret et betjeningspanel i teknikgangen, hvor de forskellige scenarier, der skal foregå ved netop dette akvarium, kan vælges på nogle trykknapper.

    

Hovedparten af de omkring 65 højttalere, som bliver hængt op, er aktive. Det gælder bl.a. for den lille MM4XP, som bliver brugt intensivt i installationen. I de større scenarier, bl.a. i Amazonas, bliver der brugt større højttalere som Meyer Sound UP-J1P, bl.a. fordi de hænger i større afstand til publikum. Nogle udvalgte steder i akvariet bliver højttalersystemet udbygget med subwoofere; det gælder de steder, hvor stemningslyden indeholder lavfrekvent lyd og skal illustrere det subsoniske miljø, som er under vandet.


Central server
På førstesalen i akvariet er det centrale serverrum, som vil være nerven i hele installationen. Dette serverrum har netværksforbindelse til fire større teknikrum, placeret på de vigtigste steder rundt i bygningen. Mark Moust har konfigureret og planlagt selve systemet, så der er taget højde for al funktionalitet, og på kontoret ser vi på de omfattende tegninger, hvordan netværk og de analoge linjer er lagt ud i hele bygningen. Styringen foregår via Copranet, som er en netværksprotokol, der kan distribuere både medieindhold og styring af forstærkere og højttalersystemerne. I serverrummet sidder Meyer Sound’s D’mitri, som er centralnerven i hele systemet, og hvor al lydstyring bliver programmeret ind. Her vil der også løbende blive lagt nye lydscenarier ind til de steder i akvariet, hvor der vil være skiftende udstillinger.

Foyer
Vi bevæger os ind i bygningen, som rumsterer af maskiner og arbejdsiver, og stiller os først i foyeren, som er det første rum, man kommer ind i, når man besøger ”Den Blå Planet”. Dette rum er cirkelrundt, og i loftet hænger en stor rund rig, som skal indeholde lys- og lydudstyr. Lis Falck fortæller, at i dette rum bliver der ophængt en helt speciel lampe, som i sin lysform giver illusioner omkring vand, og på gulvet bliver der projekteret en film med fisk, som svømmer i en bestemt retning. Dette sceneri skal være medvirkende til, at folk går den ”rigtige” vej og starter med at gå ind i den nordiske gang.

 

Den nordiske gang
Et par lange, brede gange med akvarier, som allerede er fyldt med vand, sten og dekoration, fører frem til det første store sceneri, som viser fuglefjeldet på Færøerne, både under og over vandet. Dette scenarie er et af de centrale steder i akvariet, og omkring dette bliver der hængt både stemningshøjttalere og talehøjttalere.
    

Lis Falck fortæller, at i første omgang var lyset, som Nordic Rental leverer og hænger op, projekteret med konventionelle lamper. Men midt i byggeprocessen blev det besluttet at gå over til LED belysning. De lamper er lidt dyrere i anskaffelse, men til gengæld bliver merudgiften hurtigt sparet igen pga. det minimale elforbrug fra LED lamperne; og levetiden er også længere end med konventionelle lamper. Lamperne til ”Den Blå Planet” er væsentlig fra lysfirmaer som Martin og Coemar, men der er også en del speciel lamper, ligesom nogle få er motoriserede bevægelamper. I de store rum i akvariet vil der være lys-scenarier, og i øjeblikket er der projekteret omkring 10 forskellige scenarier.

Oceanbassinet
Dette oceanbassin har et overfladeareal på ikke mindre end 500 kvadratmeter, og det kommer til at indeholde de største fisk i akvariet bl.a. hajer. En glasgang under vandet fører publikum igennem bassinet, og her er der også gjort plads til de små Meyer Sound højttalere, som her skal fungere som stemningsgivere.
    

Foran det helt store vindue til oceanakvariet er der en stor halvbueformet trappe, som også kommer til at virke som siddepladser for gæster og publikum. Herfra kan man dels betragte akvariet, men også se på det gigantiske lærred, der kan trækkes ned foran akvarievinduet. Denne installation hører også med til Nordic Rental’s opgaver, og en stor projektor skal kunne blæse HD video og præsentationer op på dette lærred. Dette sted i akvariet skal også kunne fungere som foredragssal og til specielle arrangementer, så derfor bliver der også etableret en PC platform, som foredragsholdere kan bruge til deres fremvisning. I denne sal, som er højloftet og en af de største i hele
akvariet, hænger der tre højttalergrupper i en stereo/center kombination.

Amazonas
I dette flodscenarie er der højt til loftet, og her bliver der lige så meget at se på over som under vandet. Amazonas er det sted i akvariet, hvor man er nået længst med byggeriet, og her er der også allerede hængt noget AV-udstyr op, bl.a. de lidt større højttalere fra Meyer Sound. Grunden til dette er, at planterne til dette scenarie er leveret for et stykke tid siden, så gartnerne har været nødsaget til at få hængt plantelamper op, som skal give planterne det fornødne livgivende lys. Højttalerne her er monteret i de samme rigs som plantelamperne. Mark kan dog fortælle, at der endnu ikke har været lagt lyd ud i højttalersystemet.

I foråret sker det!
Lis Falck, Mark Moust og resten af teamet fra Nordic Rental går en travl tid i møde de næste måneder, hvor ophængning og gennemprøvning af hele den innovative AV-installationen vil foregå. Der er ingen tvivl om, at Den Blå Planet vil blive et tilløbsstykke, når der åbnes i foråret. Bygningen, beliggenheden, de store akvarier og scenarierne, hvor AV-installationen er en vigtig bestanddel, vil blive en stor oplevelse for publikum. Så der noget at glæde sig til for små som store!!

 

Tekst og billede: Jens Walther
 

ProAV Digital

ProAV818 forside NETNyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • IB4 mødelokaler
  • Unico-Gruppen
  • Brug en gimbal
  • LED-lamper
  • Mediatec udvider

Læs alt lige her

DEShow 2019

Danish Entertainment Show er en ny messe, hvor udlejnings- og eventbranchen viser hvad de kan, og branchens førende distributører/ forhandlere præsenterer det største udvalg af innovative løsninger, teknologier og produkter

Se mere her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her