5. oktober 2014

Buford Jones gæster MonitorExpo

Livelydteknikeren Buford Jones besøger i november MonitorExpo og holder et af sine berømte seminarer omkring livelyd. Lydteknikeren har en karriere på 40 år bag mixerpulten, hvor han har mixet FOH lyd for store navne som Pink Floyd, Prince, Linda Ronstadt, David Bowie, Stevie Wonder, George Harrison og Shakira.

Tidligere i karrieren var Buford Jones på turné otte til ni måneder om året, så der er rejst vidt og bredt igennem Buford Jones’ professionelle liv, og han er nu en herre oppe i årene. Efter 2006 har Buford stort set stoppet det hårde turneliv, selvom der bliver en enkelt turne i ny og næ for de gamle venner; men uddannelse og forbillede for den yngre generation af lydteknikere er blevet en vigtig del af Buford Jones liv. Siden 2001 har han været tilknyttet Meyer Sound i deres uddannelsesafdeling, hvor han står som hovedmand, dels på en masse seminarer holdt over hele verden og dels som masterguide i mange af de webseminarer, som Meyer Sound lægger op på deres hjemmeside. Gratis og yderst brugbar information for alle, der gerne vil dykke dybere ned i den svære kunst at lave livelyd.

    

Hans seminarer er på ingen måde bare anekdoter og lidt grundinfo omkring livelyd. Her bliver der dykket dybt ned og forklaret de små detaljer, hvilken mikrofon er bedst på denne lydkilde, hvornår er en langsom attack mest anvendelig på en compressor osv. Al information i disse seminarer er baseret på praktisk erfaring, så integriteten omkring, hvad det drejer sig om ude på livejobbet bliver det væsentlige. Interesserede kan derfor med stor udbytte høste af den enorme erfaring og viden, som Buford Jones har gjort gennem sin lange karriere.


Nuet tæller
Buford Jones har også studie erfaring, fordi han har haft sit eget studie siden 1971, og han er tidligere blevet spurgt, hvad forskellen er mellem at lave lyd i studiet og på et livejob. Han fortæller, at mens et studie er et kontrolleret miljø, hvor der er tjek på akustik, teknik og lyd, så foregår livelyd i et konstant skiftende miljø, hvor omstændighederne hele tiden sætter en på prøve. Det er udfordringen i jobbet, men det er også en af de ting, som gør det ekstra spændende at være livelydtekniker. Der arbejdes i nuet, og det er ikke muligt at lave ting om. Når de er gjort, så kan der ikke fortrydes, forbedres eller repareres ligesom det kan gøres i et studie.

    

Han fortæller også, at der er noget magisk over at lave livelyd, magisk over at være i kontrol over lyden foran et publikum, lige meget om der er 800 eller 80.000. Og han forsøger altid at få det magiske ud af musikken, selvom omstændighederne på et livejob er ukontrollerbare og konstant skiftende. Det er det, som driver en livelydtekniker og som gør, at man kan holde til presset og det hårde turneliv. På en turne kan det lyde fantastisk den ene aften, mens det er en kraftanstrengelse aftenen efter bare at få en hæderlig, acceptabel lyd. Og det til trods for, at man arbejder med det samme band, det samme gear og måske endda bruger grundindstillingerne fra aftenen før på den digitale pult.

    

Buford Jones fortæller også gerne, hvad der gør en god tekniker. Lydteknikeren skal først og fremmest have en stor kærlighed til musik og samtidig også en musikalsk forståelse. Det er det vigtigste, og først derefter kommer hele det tekniske aspekt. Desuden skal lydteknikeren, særlig i vore dage, være opmærksom på at mixe med ørerne og ikke med øjnene. Der er så meget visuel kommunikation mellem tekniker og udstyr i vore dage, at man hurtigt kan komme til at glemme, at hvad ørerne hører, er det essentielle og det vigtigste. Buford Jones betragter sin mixerpult som et instrument på lige fod med instrumenterne hos musikere, som står på scenen. Så han spiller med sammen med musikerne på sin mixerpult, når showet kører. Musikken og musikernes intention skal følges til dørs, og selv om man konstant er på, så er det vigtigt ikke at overgøre det, men lade musikken bestemme og guide en til det bedste mix.

    

Buford Jones holder sit seminar på MonitorExpo torsdag den 6. november i tidsrummet kl. 13.15 til 15.30. Seminaret vil blive holdt på engelsk og foregår på hovedscenen på MonitorExpo.

 

 

Af: Jens Walther

ProAV Digital

ProAV9 NOV18 ForsideNyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Østre Gasværk
  • Expo-reportage
  • DJI Ronin
  • RAW video
  • Comtech

Læs alt lige her

DEShow 2019

Danish Entertainment Show er en ny messe, hvor udlejnings- og eventbranchen viser hvad de kan, og branchens førende distributører/ forhandlere præsenterer det største udvalg af innovative løsninger, teknologier og produkter

Se mere her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her