Martin Audio CDDSeries

10. december 2015

Bico går ind i Proaudio

Bico Professionel med adresse i Rødovre er den nye danske distributør af produkter fra den anerkendte britiske producent af PA-systemer og installationshøjttalere, Martin Audio. Hermed bevæger Bico sig ind i et helt nyt markedssegment.

Det britiske firma Martin Audio regnes for en af de helt store producenter af PA-anlæg og har eksisteret siden 1971. De fremstiller både højttalersystemer til turnéproduktion og koncertsale, men er også stærke inden for teater. Desuden har de en meget stor commercial audio afdeling, hvor de bl.a. fremstiller højttalere til AV-installationer, store som små.  De er bl.a. kendt for deres MLA system,  hvor der er dedikeret software kontrol over stort set alle elementerne i hver højttaler. MLA teknologien findes nu i tre forskellige systemer, i tre forskellige størrelser, henholdsvis MLA, MLA Compact og MLA Mini. Martin Audio blev tidligere distribueret af EM Nordic i Skandinavien, men pr. 1. september er den skandinaviske distribution blevet overtaget af det norske firma Elektrik Solution, og de har på det danske marked lavet en distributionsaftale med Bico a/s i Rødovre.

Bico har ansat Michael Engman til at være ansvarlig for den nye afdeling, fortæller Mogens Gewecke, som sammen med Søren Jørgensen ejer Bico.

”Det er jo en ny afdeling for os, vi har ikke beskæftiget os med audio i mange år, ikke siden vi solgte Nagra båndoptagere til broadcast branchen for en del år siden. Men audio til musikproduktion har vi aldrig beskæftiget os med. Vi fik en henvendelse fra Elektrik Solution, og vi har taget udfordringen op; men selvfølgelig været klar over, at vi blev nødt til at ansætte nogle folk, som har forstand og erfaring inden for dette felt. Derfor har vi i første omgang ansat Michael Engman, som er et kendt navn i audiobranchen i Danmark, hvor han både har produceret plader og fungeret som lydtekniker igennem mange år.

Det er jo også en god synergi for os at få noget proaudio ind i firmaet, specielt til alle de installationsopgaver, som vi i forvejen udfører på skuespil- og musikhuse rundt i Danmark. Her kan vi jo i fremtiden også byde ind på hele audioinstallationen, nu når Martin Audio er med i porteføljen.”

Michael Engman fortæller om sit nye job hos Bico A/S: ”Jeg har jo været freelancer og på landevejen i 20 år, og det bliver selvfølgeligt noget nyt at have en fast platform at arbejde ud fra. Men jeg kommer stadig til at lave lidt småjobs og nogle få turneer som livelydtekniker, også ud fra den betragtning, at det er vigtigt at holde på det netværk, som jeg allerede har i branchen. Jeg har tidligere kendt og brugt systemerne, bl.a. ved at leje hos rental firmaet ETP i København, som jo har en del udstyr fra Martin Audio. Og så har jeg selvfølgelig lige været på kursus i London hos Martin Audio og blevet sat dybere ind i teknologien. Samtidig bliver fremtiden også med et godt samarbejde med Elektrik Solution i Norge. Jeg har kendt Øystein Wierli længe (Øystein er skandinavisk leder for Martin Audio), og han har jo været ansat i EM Nordic i 15 år som deres Martin Audio ekspert. Jeg tror og satser meget på, at der skal være et nært samarbejde mellem den norske og den danske afdeling, ligeledes med den svenske, når den meget snart bliver annonceret. Martin Audio er jo oppe i den højeste klasse og kan rigtig meget, lige fra festival til installation, så jeg ser frem til at udbrede kendskabet til Martin Audio i branchen og byde ind, også på de helt store installationer.”

Af: Jens Walther

ProAV Digital

Forside ProAV1 19 NET

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Event Expo
  • Nyt lys i Operaen
  • VR visualisering
  • Nem redigering
  • Storage-løsning

Læs alt lige her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her