Tuxen

Af Jens Walther, 9. juni 2015

60 år og stadig fit!

Tuxen Foto i Vester Voldgade har givet mangen en fotograf eller smalfilms entusiast det første indblik i den professionelle billed- og lydverden. Med sin centrale place-ring lige ved siden af Rådhuspladsen var butikken velkendt for alle, som gjorde det inden for billede, og følelsen af at stå med et professionelt Bolex eller Beaulieu smalfilmskamera i butikken har indprentet sig i hukommelsen. Men det mest skelsættende var den oplagte idé at udleje professionelt udstyr, når der skulle laves specielle billede opgaver. Tuxen AV-Center har i år 60 års jubilæum, og selv om firmaet er vokset ud af den prominente adresse i Københavns centrum, så er firmaet still going strong, nu med adresse ”tæt på alle de andre” i Skovlunde.

Tuxen er et klassisk familieforetagende, startet som en almindelig fotoforretning i 1955 af Sven Tuxen på Vester Voldgade. Hurtig fik han den lysende idé at lave en fotoudlejning, bl.a. på baggrund af forespørgsler fra fotograferne fra genboen, Politikens Hus. Udlejningen voksede sig hurtig stor, fik egne lokaler ved siden af fotoforretningen og fik det selvstændige navn, Tuxen Foto-udlejningen. Der blev især udlejet smalfilms kameraer og diasfremvisere, men også almindeligt stillfoto udstyr. Sven Tuxens søn, Henrik Tuxen, kom efter uddannelse ind i firmaet, og blev hurtig chef for udlejningen.

Udlejningsvirksomheden havde kronede dage i 80’erne og 90’erne, nu især med udlejninger til konferencer og i det hele taget større eller mindre forsamlinger, som havde brug for både billede-, lyd- og lysudstyr. Derfor blev navnet ændret til Tuxen AV-center, og da det blev besluttet at lukke fotoforretningen i 1996, flyttede AV-centeret til Nordvest kvarteret, og kundeskaren udviklede sig til at indbefatte hele Sjælland med afstikkere til Fyn og Jylland.

I 2005 indgik Tuxen AV en fusion med SGU Lyd og Lys, som især havde sit netværk omkring lyd- og lysinstallationer inden for barer, spillesteder, cafeer og diskoteker. Denne udvidelse af kundeskaren og netværket var en af årsagerne til, at Tuxen AV klarede sig fint igennem den globale krise i 2008.

Udlejning i dagens Danmark

Her i 2015 er der ni ansatte samt en fast skare af freelance teknikere i firmaet. Tre sidder i bookingen og administrationen og resten er ude at projektere, opstille og afvikle. Adressen er nu Meterbuen i Skovlunde, hvor kontorer og lager udgør omkring 800 kvadratmeter.

Henrik Tuxen fortæller omkring den udvikling, som firmaet har været igennem siden 2000: ”Vores ”gamle” forretningskoncept for tyve år siden var at udleje billedudstyr. Det segment forsvandt fuldstændig for os lige omkring årtusindskiftet. Udlejning af meget AV-udstyr som dias- og filmfremvisere stoppede og blev afløst af projektorer, som til gengæld var kommet ned i en pris, så de blev købt frem for lejet. Derfor fusionerede jeg med SGU i 2005, og Jannick Schleicher fra SGU kom ind i vores medarbejderstab. Efter den fusionering har det i høj grad handlet om udlejning og afvikling i eventmiljøet med koncerter, fester og arrangementer. Og det går godt – inden for det sidste halve år har vi ansat fire nye medarbejdere. En af dem, som er kommet til, er Jesper Nielsen, som kommer fra en tilsvarende stilling i konferencebranchen, og han har med sin ekspertise tilført en stor del nye kunder. Så nu blomstrer vores AV-afdeling igen. Mange af de ting, som Jesper fokuserer på, er en videreudvikling af de ideer og initiativer, som vi havde for 20 år siden i AV-branchen; så for mig er det sjovt at opleve, at det kører i sådanne cirkler. For tiden indkøber og udvikler vi mere på vores AV-afdeling end på vores lyd- og lysafdeling; men begge afdelinger kører rigtigt godt for os, vi har bestemt ikke noget at klage over.”

Jesper Nielsen supplerer: ”Vores branche er på vej opad, og det går rigtigt stærkt. For 5 år siden blev der selvfølgelig også lavet konferencer, men der var det på et meget skrabet budget. Nu vil kunderne gerne bruge penge igen, og det betyder, at vi kan få lov til at lave nogle sjovere og mere spændende ting i hele konferencesegmentet.”

Nye installationer

Både Jannick Schleicher og Jesper Nielsen fra Tuxen AV vil gerne fortælle om nogle af de nyeste og større projekter, der er foretaget her inden for den seneste tid. Hvidovre Medborgersal er et af de seneste lyd-relaterede projekter, som Tuxen AV har taget sig af. I dette tilfælde er der tale om et helt nyt line array PA system, som skal erstatte det 20 år gamle MT point source anlæg i Medborgersalen, som er på omkring 400 kvadratmeter. Kommunen har et forholdsvis begrænset budget, så derfor har Jannick foreslået et LD Systems anlæg. Anlægget består af 6 line array kasser plus en sub i hver side, alt sammen hængt op i den velkendte line array J form. Desuden kan hver side suppleres med 2 ekstra sub'er, som placeres på gulvet, når der er behov for den ekstra bund; her er væsentlig tænkt på koncert afvikling. Da Monitor Pro besøgte Tuxen, var udstyret leveret, men kun sat op i en prøveopstilling på gulvet. I april bliver systemet hængt op, og de endelige justeringer bliver foretaget. Alt dette tager Tuxen sig selvfølgelig af og yderligere justering og servicering igennem den første tid hører med i entreprisen. Tuxen har tidligere leveret til Hvidovre Medborgersal, så den nye installation styrker blot samarbejdet.

Jannick fortæller om valg af anlæg: "Vi har tidligere solgt forskelligt udstyr til Medborgersalen, specielt da det trådløse frekvensskift var der for 2-3 år siden. Det gamle PA anlæg var især omkring størrelse og effekt en ren nødløsning. Jeg har hørt LD System line array anlægget, både på en demonstration og på den installation, som hænger på Bakken, så jeg ved, at man får rigtig meget for pengene; så det var mit forslag til Medborgersalen. De har også fået et par DDQ 10 højttalere, som kan ligge som nærfelt til de første rækker af tilskuerne. De har også fået en Allen & Heath GLD 80 digital mixerpult med en 32-16 stageboks, og den er valgt, fordi den er økonomisk, men også let og brugervenlig at gå til."

En anden nylig AV-installation er foretaget i Nationalbankens presselokale. Her har en designer specialudviklet storskærme til lokalet, men ”glemt” at tage hensyn til forbindelser og strøm. Så Tuxen har været involveret i at udvikle en trådløs løsning, som ikke ødelagde det design, som var specielt for installationen. Lokalet bruges til pressekonferencer, med op til 50-60 deltagere. Tuxen AV har tidligere installeret trådløse mikrofoner til dette lokale hos Nationalbanken, i det tilfælde digitale krypterede AKG mikrofoner.

Jesper fortæller også, at de lige har lavet Royal Beat med 1400 tilskuere på Dokken dette forår, et Royal Unibrew arrangement, hvor Tuxen AV stod for hele det tekniske, herunder lys, AV-udstyr, deco, storskærme, 2 scener og teknik til kommunikation. Tuxen AV havde hyret DPA Soundco som samarbejdspartner til at tage sig af lyddelen, og de kom med Coda PA-systemer til scenerne.

På lageret hos Tuxen AV er der et bredt udbud af lys-, lyd- og AV-udstyr, men Henrik Tuxen fortæller, at der skal være ræson i, hvordan man lægger sine investeringer omkring udstyr. Der bliver selvfølgelig væsentligt investeret i det udstyr, der er efterspørgsel på. Derfor ser man ikke eksempelvis store PA-anlæg på lageret. I de tilfælde har man samarbejdspartnere, som man lejer hos, når det gælder det mere specialiserede udstyr. Hele udlejningsbranchen er ret unik, fordi man lejer udstyr hos hinanden, hos andre firmaer, som i grunden kan betragtes som konkurrenter. På samme måde leverer Tuxen AV også udstyr til andre udlejningsfirmaer, når de har behov for noget af det AV-udstyr, som Tuxen AV har specialiseret sig i.


Af: Jens Walther

ProAV Digital

Forside ProAV1 19 NET

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Event Expo
  • Nyt lys i Operaen
  • VR visualisering
  • Nem redigering
  • Storage-løsning

Læs alt lige her

Abonnement på ProAV Magasinet

Få alle de nyeste trends og følg med i udviklingen inden for AV-branchen. Modtag vores trykte udgave af ProAV Magasinet for kun kr. 250,- *

...Abonner lige her

*alle priser er ekskl. moms og levering

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her