LUMIX BGH1 Ready for live streaming 1 1536x1024

Af JOS Svendsen, 10. september 2021

Panasonic BGH1 - Boxkamera med streamingtække og studiemuligheder

Et kamera totalt uden søger- og menuskærme, der helst lever i et netværk og skal betjenes via remote software. Men samtidigt er kameraet Netflix-godkendt og kan levere 4K i filmkvalitet. Lyder det mystisk? Vi har fundet logikken bag mystikken. 

Panasonic BGH1 er formet som en firkantet boks, hvor hver af siderne er omkring en stor håndsbredde. Det er en Micro 4/3 sensor i kameraet, der har en M43 objektivfatning. Vægten er omkring 500 gram. Sammen med flokken af kvarttomme monteringsmuligheder gør det kameraet nemt at montere. 

Bagsiden er spækket med tilslutninger blandt andet netværksstik, og der er strøet betjeningsknapper hen over kameraet. De er dog kun til at navigere i kameramenuerne, som kan vises på en tilsluttet monitor. 

Der er ingen søger eller displays indbygget i kameraet. Der er heller ingen traditionelle betjeningsmuligheder for fokus, blænde eller andre normale funktioner – kun tænd/sluk, record og nogle menuknapper. Der er en flok funktionsknapper, der kan reprogrammeres, men det gør det ikke nemmere at bruge kameraet på normal vis. Tro os – vi har prøvet. 

Indeni er kameraet en lidt opdateret Panasonic GH5S. Samme sensor, samme specifikationer. 

Det er den meget korte beskrivelse af et kamera, som nogle måske vil have svært ved at se nytten af. Andre vil mene, at der er supersmart. Vi er i den sidste lejr.

Det stationære kamera

Panasonic BGH1 er nemlig ikke et kamera til generelt brug – selv om Panasonics marketingafdeling antyder det. BGH1 er beregnet til at blive monteret i faste opstillinger, hvor al betjening enten er trådløs eller via kablet netværk. 

Hvis det lyder som et remote-kamera, er det rigtigt. 

Der er bare nogle klare forskelle til de klassiske PTZ-kameraer. For det første er sensoren i BHG1 meget større end de sensorer, der er i PTZ-kameraerne. Disse kameraers sensor er op til en tomme, mens sensoren i Panasonic kameraet er ca. 33% større. 

Det giver bedre optagelser i lav belysning og mulighed for semi-smal dybdeskarphed med de rigtige optikker. BGH1 har udskiftelige optikker, mens PTZ-kameraerne har faste zoomoptikker. 

M43-objektivfatningen er så fleksibel, at man kan påmontere alt fra PL-cineoptikker til DSLR-optikker med en passende adapter. Og der er massevis af glimrende M43-optikker fra Panasonic, Olympus, Sigma med flere.

 

Læs ProAV Magasinet Juni/Juli 2021 her

 

Endelig er det ikke alle, som har behov for at kunne bevæge optikken under optagelser. I nogen sammenhæng som sport, koncerter og alle steder, hvor motivet flytter sig, kan det give mening med aktiv kontrol af PTZ-kameraer. 

Oftest bruges PTZ-optikken bare til lige at indstille billedet på forhånd inden optagelser. Derefter røres der ikke ved billedvinklen eller billedretning. Det er så årsagen til, at der på det seneste er kommet flere remote kameraer uden bevægelig optik. Har man f.eks. et event set-up med et totalkamera, der dækker scenen og et nærkamera til talerstolen, så indstiller man kameraerne inden eventen – og rører dem ikke derefter.

Endelig har de fleste remotekameraer ikke interne optagemuligheder. Det skal ske eksternt. Den sidste ting er, at PTZ-remotekameraer normalt ikke har et super-sexet udseende. De ligner overvågningskameraer, fordi de nedstammer fra overvågningskameraer. 

BHG1 kameraet er lille og rimeligt neutralt i udseende og dermed nemt at gøre ubemærket i en installation.

Brugerscenarier – studie, events og drama

Dette Panasonic-kamera er smart som fast kamera til studiebrug. Der er både tidskode og Genlock til synkronisering af flere kameraer. Har man møderum, der også fungerer som streamingstudier, er det også fint. BGH1 har både 3G SDI- og HDMI-udgange, som viser samme signal. Det sendes naturligvis også ud over netværket. 

Kameraet er også fint til events. Det kan streame direkte over netværk. Igen faste indstillinger. 

Her vil man normalt tage lyden fra en mikser. Der er indbygget en stereomikrofon i kameraet til referencelyd, så man ikke nødvendigvis skal bruge en ekstern mikrofon. Bruger man en sådan, kan den monteres i kameraets flashsko. Der er minijack mikrofonindgang, og kameraet kan anvende den samme XLR-adapter, som er designet til GH5.

 

Læs ProAV Magasinet Juni/Juli 2021 her

 

Der er optagelamper for og bag. De er pænt tydelige og kan slås fra om nødvendigt. Kameraet har mulighed for at tage strøm via netværksstikket. Det er smart. BGH1 kan også bruge batterier eller strømfødes eksternt. 

De interne optagemuligheder er en fordel ved anvendelse til drama. Kameraet kan optage op til 4K video til de to interne SDXC-kort.

Sættes det til 10 bit 4:2:0 farverum er bitraten maksimalt 72 megabit/s med H.264 codec. Bruges der H.265 Codec, kan der optages 4K med 50p, 100 Mbps, 4:2:0 og 10 bit. Kameraet kan også lagre den optagne video i ProRes. Så stiger bitraten til 400 megabit/s, og der kan optages i 4K film- og tv-formater. Der kan optages i Long-GOP eller i-frame modes. 

Skulle det ikke være nok, kan man tilslutte en Ninja V og optage i ProRes RAW. Så billedkvaliteten er der. Der er både log og HLG-optagemuligheder. 

I brug

Dette et kamera, hvor man laver en startindstilling, som er krydret med de autofunktioner, der er relevante. Derefter rører man kun ved kameraet, når man skal starte eller stoppe en optagelse. Det vil man typisk gøre enten via Panasonics app eller via computersoftwaren Lumix Tether for Multicam, som kræver en USB- eller kablet LAN-forbindelse. 

Beklageligvis er der ikke NDI-understøttelse i kameraet. Det kommer forhåbentlig, så man kan udnytte mulighederne i NDI-teknologien.
Der er mulighed for at tilgå kameraets indstillinger via Lumix Tether for Multicam. Det er langt nemmere end at sætte en skærm til kameraet og prøve at navigere menuerne med kameraets knapper.

Men bruger man det på denne vis, fungerer det fint. Billedkvaliteten er rigtig god, og kameraet er velfungerende inden for dets oplagte anvendelser.

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - Juni / Juli

ProAV Digital

Forside 8AV21

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • ProAV Expo 
  • Podcastlyd
  • Canon XF605
  • ASUS Display
  • ProAV Award

Læs alt lige HER 

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her