marvellous 2 Enhanced SharpenAI shp 1

Af JOS Svendsen, 10. januar 2022

Test: Nanlite Pavotube II 30X – Lys i lange baner

LED-rør kan være et godt supplement i lampesamlingen. De har nemlig par egenskaber, der gør dem Hollywood populære. Dertil er priserne på vej ned, og lyskvaliteten er på vej op. Vi har været på farten med en 115 cm lang lampe fra Nanlite.

Rørlamper er nu langt fra en nyhed. KinoFlo har fabrikeret lamper med specialfremstillede lysstofrør til filmbrug siden 1980’erne. Og de har været Hollywood-populære siden da. 

Det skyldes flere ting. KinoFlo tilpassede lysstofrørene, så hudtoner blev lækre. 

Dertil er lange lamper en form for en-dimensionel softbox, og nemme at opsætte. 

En softbox er traditionelt en stor rund eller firkantet lysforsats, der spreder lyset. Jo større, jo mere spredning. Siden den lysafgivende side af softboksen er symmetrisk, spreder de lyset både horisontalt og vertikalt. Det er jo fint nok, men softbokse er ofte store og uhåndterlige. Er lampen bare smal og lang, så leverer den hårdt lys på den korte led, men blødt lys på den lange led. Det vil sige - monterer man en rørformet lampe vertikalt, vil den levere blødt lys horisontalt. Derfor kan man komme et meget langt stykke af vejen ved portrætter med bare at bruge en lang og smal lampe, der er sat rigtigt. Har man to rørlamper, kan man sætte dem vinkelret på hinanden og lave en form for simuleret softboks i begge retninger. Har man tre eller flere rørlamper, kan man lave en form for ringlys. 

Kort sagt, rørlamper kan bruges i mange sammenhæng og er meget, meget nemmere at håndtere end en traditionel lampe med en softboks.

Så er der lige en anden ting. Rørlamper ser sexede ud. Skulle de ende i billedet, er det ikke den store ulykke – modsat en stor lampe med softboks på stativ. 

Ofte bliver rørlamper ligefrem brugt dekorativt. 

Ulemperne ved rørlamper er den mindre lysstyrke. Der er simpelthen grænser for, hvor mange LED’er og batterier, man fysisk kan proppe ind i et rør. De fleste rørlamper er 4,6 cm i diameter. Det betyder, at lysstyrken i øjeblikket er i den nedre omegn af 1000 lux/ 1 M, og at batterilevetiderne er mellem en og to timer. Rørlamperne kan også strømforsynes eksternt enten via USB-C eller en dedikeret strømforsyning. 

De har alle en form for fjernbetjening, og de større modeller har ofte DMX.

Nanlite Pavotube II 15X, 30X og 60X

Disse LED rørlamper kommer i tre længder – 60cm /15X, 115 cm /30X og 212 cm /60X. Nanlite opgiver selv ca. 1000 Lux / 1 M for 30x og 60x. Den mindste model ligger omkring 250 lux/ 1 M. Lamperne er bygget i solidt plastik. Der er ¼ tomme gevind i begge ender af lamperne, hvor den ene ende har et strømstik til den medfølgende strømforsyning. 

Der er også et USB-C stik, der kan bruges til både strømforsyning (opladning) og firmwareopdateringer. Der er DMX-understøttelse via en Lemo-type connector. 

15X og 30X lamperne kommer i en taske, med strømforsyning, to øjenbolte til ophængning af lamperne, beslag til montering af strømforsyning og en transparent klemme til montering på stativ. Denne klemme er ret praktisk for lamperne, da man hurtigt kommer ud i nogle balanceproblemer med traditionelle lampestativer, hvis man bruger ende-gevindene til montering. 

Så er det smartere bare at sætte klemmen midt på lamperøret og montere lampen på stativet ved hjælp af klemmen. 

Her er det smart at bruge et tiltbart stativhoved, så man får flere monteringsmuligheder. 

Fin lyskvalitet

Pavotube-lamperne er alle RGBWW. Det vil sige trefarvede LED, en kold hvid og en varm hvid LED. Den indbyggede diffusion er god, idet man ikke kan se individuelle LED’er igennem den. Spredningen er på 180 grader og jævn. 

Der er naturligvis hvidt lys, men også RGB samt effekter. Lamperne kan styres via et lille og enkelt kontrolpanel på selve lampen, via en app over Bluetooth eller over kablet DMX. Pavotube-lamperne følger tidens trend med indbyggede effekter. 

Nanlites nyhed er her pixeladresserbare effekter, hvor man kan lave multifarvede løbelys med mere. Her er app’en god til at styre effekterne med. 

Man skal være klar over, at lysstyrken kan falde ret kraftigt, hvis man kaster sig ud i ekstremt farvet lys. Men det gælder for alle markedets RGB-lamper.

I brug

Det lille lampepanel er nemt at bruge, specielt hvis man husker at vende panelet nedad, når lampen monteres vertikalt. Det gør også, at strømstikket vender nedad, så man slipper for ledningsproblemer. Kablet til strømforsyning er pænt langt – 3 meter, så man har en del friheder med monteringen. 

Den subjektive lyskvalitet er fin. Der er en ”eggcrate” tilbehør til lamperne, der giver direktionelt lys. 

Bruger man lamperne som hovedlys, kan det være lidt begrænsende, at lamperne har så bred spredning. Derfor kan en eggcrate være en god idé. I øvrigt har Nanlite et større tilbehørsprogram undervejs. 

Vi prøvede at bruge Pavotube-lamperne som hovedlys. Det kan sagtens lade sig gøre, hvis der ikke er for meget lys i forvejen. De fungerede også fint som effektlys eller til udlysning af skygger. 

Har man et lille studie kan de også sagtens bruges som studielys. I større studier kan de bruges som effektlys. 

Nanlite Pavotube II er et godt bud på LED-rørlamper. De er velfungerende, har god lyskvalitet og er nemme i brug. 

 

Nanlite pavotube 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - December 2021

 

ProAV Digital

ProAV9

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • Esport 
  • Sony FX6
  • Trådløs filmlyd
  • Lange lys
  • Micro mikrofon

Læs alt lige HER 

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her