2. maj 2013

Test: Mix med hovedtelefoner

Det er almindelig velkendt, at man mixer musik og lyd med nogle gode monitorhøjttalere. Men hvad nu hvis man mixer under mere hjemlige forhold, hvor der ikke kan mixes på højttalere uden at genere andre - eller hvis ens lytterum er lille og langt fra akustisk optimalt - eller hvis man ønsker at mikroskopere lyden helt og lytte ind til den mindste detalje. Her kommer hovedtelefonen i spil, men hvis man vil benytte disse, så må man være kritisk i valget af de bedste hovedtelefoner til at mixe på.

 

Men inden vi fokuserer på de seks forskellige hovedtelefoner i denne test, så lad os klarlægge, hvilke fordele og ulemper, der er ved at mixe med hovedtelefoner. Når der lyttes på almindelige monitorhøjttalere, så er der nogle eksakte akustiske realiteter. Hvis vi kun lader den ene højttaler spille, så hører vi stadig lyden fra denne ene højttaler med begge ører. Øret, som vender væk fra den spillende højttaler, opfatter lyden en anelse tidsforskudt og med mindre diskant, fordi hovedet skygger for diskanten. Når vi lytter på stereolyd fra to højttalere, så får vi altså informationer fra begge højttalere i hvert øre og med et engelsk ord kaldes det for crossfeed. Men den realitet findes ikke med hovedtelefoner. Hvis kun den ene stereokanal spiller, så hører det modsatte øre ingenting. Der findes software og hardware, som kan skabe en simulering af crossfeed, men det er kompliceret at lave en realistisk crossfeed, så i de fleste tilfælde må man leve med den realitet, når der bruges hovedtelefoner.  Opfattelsen af stereobilledet bliver derfor ret anderledes, når der lyttes med hovedtelefoner.
    

Grundet den omstændighed vil mere ekstreme panoreringer i et mix lyde mærkeligt og ”for” ekstremt i hovedtelefoner. Derfor har man tendens til at mixe lidt smallere med hovedtelefoner. Af samme grund kan det være svært at lave den rigtige balance på effekter såsom rumklang og delay, når der mixes. Et andet problem kan være basfrekvenserne. Når der lyttes på højttalere af en vis størrelse, så bliver bassen fysisk, og vi kan simpelthen mærke bunden på kroppen; det er med til at give oplevelsen af bas. Men fysikken bliver ikke på samme måde sat i gang med et sæt hovedtelefoner.
    

Hvis der er alle disse ulemper, kan der så overhovedet mixes med hovedtelefoner? Ja, hvis man er opmærksom på disse problemer, så kan der kompenseres for dem. Desuden kræver det træning at mixe med hovedtelefoner, ligesom det kræver træning at mixe med højttalere. Det bedste er at kunne veksle mellem hovedtelefoner og højttalere, så bliver mixet optimalt.
    

Der er selvfølgelig også fordele ved hovedtelefoner. For det første er det langt lettere at høre detaljer, og hovedtelefoner kan virke som et mikroskop på lyden, hvor små ændringer er lettere at høre og dechifrere. Unoder som støj, forvrængning og brum er lettere at høre i hovedtelefoner, og når eksempelvis en compressor eller en rumklang skal indstilles, så er det optimalt at høre de små, delikate ændringer med hovedtelefoner. Desuden spiller akustikken i lytterummet ikke ind på hovedtelefoner, så de er en stabil reference, som er uafhængig af, hvor der mixes.

Hovedtelefoner og udstyr
Det er selvfølgelig vigtigt at have et sæt gode hovedtelefoner at mixe på, og det er jo det, som er grundkernen i denne test. Men man må ikke ignorere også at have en god hovedtelefonforstærker. Dyre hovedtelefoner har typisk en høj impedans, og det kræver en kraftig og god hovedtelefonforstærker.
    

Hovedtelefoner kan være trættende at lytte og bære på i længere tid, men derfor koncentrerer vi os her i testen kun om åbne eller halvåbne hovedtelefoner, som bæres på hovedet. Det er almindelig kendt, at de også lyder bedre end lukkede hovedtelefoner, og når de samtidig også er behageligere at have på hovedet, så er alt jo godt. De kan så ikke anvendes som medhørs-hovedtelefoner under indspilning, men det er en mindre ting.
    
Test af seks forskellige modeller
Monitor har valgt disse seks modeller ud fra visse kriterier. For det første har vi set på, hvilke modeller, som er gængs at bruge blandt lydteknikere og producere, når der mixes. Det betyder, at der ikke kun er nye modeller i denne test, men også hovedtelefoner, som har været på markedet i flere år. Vi har også lagt os på en pris, som ikke overstiger 4.500,- kr., og som tidligere nævnt, så holder vi os til hovedtelefoner af den åbne type.
    

I testen nævner vi ikke så mange tekniske specifikationer, fordi det er givet med hovedtelefoner i denne klasse, at de yder det bedste ud fra tekniske mål. Derimod koncentrerer vi os mere omkring, hvordan de lyder, og hvordan de fungerer, når de bruges under et mix. Ligesom højttalere fungerer hovedtelefoner bedst, når de er spillet til. Derfor har hvert sæt været udsat for konstant musik i mindst 24 timer, inden der er blevet lyttet på dem.

 

Sennheiser HD650
Denne model er en klassiker fra Sennheiser, og selv om den har nogle år på bagen, så er det måske lige netop den hovedtelefonmodel, som er blevet brugt mest til mix. Den leveres i en pæn grå fiberkasse, foret med skumgummi. Ledningen er en almindelig strakt ledning, som ender med to små stik i den Y-formede ende ved hovedtelefonerne. På den leverede model var der lidt problemer med det ene stik, som betød, at lyden faldt ud i den ene side, hvis man pillede lidt ved ledningen. Det kan ske, men alligevel; det er noget sjusk fra en velrenommeret fabrik som Sennheiser.
    

Designet på hovedtelefonen bruger en del plastik, og kun en tynd skinne mellem hovedtelefoner og hovedbøjle er lavet af metal. Ørepuderne er velourbetrukket og behagelige mod ørene. Indstillingen af hovedbøjlen kører i nogle hak, som låser let, så de ikke springer væk fra den ønskede indstilling. Til gengæld strammer hovedtelefonerne lidt for meget ind mod hovedet, og det kan godt blive lidt irriterende ved lang tids brug.
    

Lyden i disse hovedtelefoner er meget indtagende, og man føler sig godt tilpas, når man lytter til dem. De har et tydeligt løft i bassen og den laveste mellemtone, og samtidig er de tilbagetrukne i diskanten, så hovedtelefonerne er de mørkeste af de seks, der blev lyttet på. Men trods den mørke lyd er der stadig god definition i lyden, og det er let at lytte ind i mixet og nivellere de forskellige roller. Hvis man kun lytter til disse, vil man nok komme til at lave nogle lidt slanke mix pga. den frekvensmæssige balance i hovedtelefonerne. Stereoperspektivet og dybden er fint, men dynamik og transcient villigheden er ikke helt på højde med de bedste i denne test.

Pris: Set til 2320,- kr.
Distributør: www.sennheisernordic.com
Producent: www.sennheiser.com

 

 

Beyerdynamic DT-880 Pro
Endnu en tysk klassiker, og i vores lille samling af gode hovedtelefoner kommer fire modeller fra Tyskland. Så de kan det der!! DT-880 Pro er den billigste hovedtelefon blandt de testede modeller, og det ses lidt på design og forarbejdning. Men hovedtelefonen leveres i en god transporttaske i nylon og tilmed med et håndtag, når den skal transporteres. Hovedtelefonen er den eneste af de testede, som har fast ledning uden stik. Og lidt uheldigt har modellen også den gammeldags, tunge spiralledning, som kun er tilsluttet i den venstre hovedtelefon. Derfor løber der også en ledning i hovedbøjlen; flere ledninger, som i længden kan blive slidt og gå i stykker!!

 

De helt runde hovedtelefoner har velourbeklædte, bløde ørepuder; faktisk var Beyerdynamic nogle af de første med det design. Hovedtelefonerne sidder fint på ørene, er lette at indstille og trykker ikke for kraftigt på siderne af hovedet. Puden på hovedbøjlen er lidt gammeldags med trykknaplukninger, men den fungerer fint.
    

I forhold til den trods alt beskedne pris, så lyder DT-880 Pro rigtig godt, og man forstår, hvorfor de er blevet populære at mixe på. Men man kan samtidig også godt høre, at høretelefonerne har nogle år på bagen. De bliver knap så præcise og dynamisk villige som andre modeller, de kan ligefrem virke en smule anonyme, og mixet bliver blødt og mindre indtagende. Det betyder nu ikke, at de er mørke i lyden, snarere tværtimod, kan de have tendens til Z-lyd i diskanten. Frekvensmæssigt har de en smule vigende bund, men instrumenterne lyder naturligt, og det er let at lægge niveauer på disse. Stereoperspektivet er ikke det bedste, og den er klart den hovedtelefon, som lyder ”smallest” af de seks testede.

Pris: Set til 1460,- kr.
Distributør: www.avc.dk
Producent: www.beyerdynamic.com

 

 

Shure SRH-1840
Denne hovedtelefon er topmodellen fra Shure, og den nyeste af de hovedtelefoner, der er i denne test. Hovedtelefonen leveres med et ekstra sæt ledninger, ørepuder og omformerstik. Og der er også en lækker transportkasse, foret med skumgummi, og med et lille rum, som kan indeholde ekstraudstyr. Lidt irriterende er det svært at lukke transportkassens lynlås, når hovedtelefonerne bliver placeret her med ledninger på; det er vel ikke meningen, at ledningerne skal afmonteres, hver gang man vil lægge hovedtelefonerne i kassen? Ledningen er Y-formet og ender i nogle små stik, som monteres i hovedtelefonerne.
    

Hovedtelefonbøjlen er ret traditionelt udformet med en rille i den metalbøjle, som holder selve hovedtelefonen. Rillen kan med tilpas modstand bevæges i hovedbøjlen, som er eksklusivt udformet og med en lille aflang pude, som støtter ned mod hovedet. Hovedtelefonerne er lette at tilpasse, holder indstillingen fint, og trykker tilpas på hovedet, så de ikke flytter sig, når de bruges. Ørepuderne er bløde, og Shure hovedtelefonen kan sidde længe på hovedet, uden at man bliver irriteret.
    

Shure har lagt sig i selen med denne model og tager kampen op mod den tyske dominans. Og det er lykkedes ret godt for dem. Modellen minder i udseende om HD650, og det samme gør lyden, men den forbedrer lige de steder, hvor den klassiske Sennheiser model kommer til kort. Den har ikke den tykke bund og lave mellemtone, men har et meget neutralt lydbillede, hvor især mellemtonen imponerer. Diskanten er lidt tilbagetrukken, men de dynamiske egenskaber på denne hovedtelefon er rigtig gode. Lyden starter og stopper eksemplarisk, og stereoperspektivet og dybden i lydbilledet er OK uden at være modellens stærkeste side.
    

Bunden er akilleshælen på denne hovedtelefon. Ikke at den er tynd eller udefineret, men når der lyttes solo til eksempelvis bas og stortromme, så er der en mislyd og noget forvrængning, som blander sig i den oprindelige lyd. Problemet er svært at høre i det samlede mix, men det betyder en mere diffus bund og et problem, som man skal være opmærksom på, hvis man vil bruge disse hovedtelefoner til mix.

Pris: Set til 3252,- Kr
Distributør: www.matrixsales.dk
Producent: www.shure.com

 

UltraSone Pro-2900
Dette tyske firma er det eneste, som udelukkende koncentrerer sig om at lave hovedtelefoner. Denne model er langt fra deres dyreste; de har dyre, eksklusive hi-fi modeller lavet i ædelt træ. Pro-2900 har ligesom Beyerdynamic en spiralledning, som er monteret i den venstre hovedtelefon, men ledningen er ikke lige så tung som den på Beyerdynamic DT-880 Pro, og desuden kan den udskiftes. Hovedtelefonen leveres også i en nylon transporttaske, som nok er den bedste af de testede modeller. I kassen ligger der ekstra puder og en ekstra ledning. Ledningen skrues ind i hovedtelefonerne, så den sidder fast.
    

Til gengæld er hovedtelefonerne lavet helt af plastik, og de giver ikke så eksklusivt et indtryk, som mange af de andre testede modeller. De helt runde hovedtelefoner sidder knap så godt på hovedet som hovedparten, de virker tunge, og puden på bøjlen er tydelig at mærke, når de bæres.
    

Disse hovedtelefoner virker som om, de kan spille en oktav dybere end alle de andre modeller. Her fornemmes en bund, som minder om en højttaler. Men desværre har UltraSone været for fokuseret på den dybe bund, og gjort dem alt for tunge i bassen, så den forekommer unaturlig og til tider rodet. Til gengæld er den lave mellemtone dæmpet, og med den fremhævede øverste mellemtone kan man ikke ligefrem kalde dem neutrale. Deres til tider aggressive lydbillede gør dem i første omgang indtagende, men ved længere lytning bliver de anstrengende at lytte på. Dynamik og definition er god med undtagelse af bunden, som virker lidt slap. Stereoperspektivet og dybden i lyden er der derimod ikke noget at sætte en finger på.

Pris: Set til 2380,-kr.
Distributør: www.sc-sound.dk
Producent: www.ultrasone.com


AKG K-702
Denne referencemodel fra det østrigske firma flotter sig ikke med en smart transporttaske og lignende. Her ligger et sæt hovedtelefoner i en pakkasse, og det er det. Ingen taske eller ekstraudstyr. Til gengæld hører de også til de billigste i testen, og selve hovedtelefonen ser smuk, smart og samtidig klassisk ud. Det er også en model, som man af og til ser på de unge og smarte hipsters, særlig i den hvide udgave.
    

Den enkelte, aftagelige ledning sidder i den venstre af de helt runde og store hovedtelefoner, hvor ørepuderne er beklædt med velour ligesom de fleste andre i denne test. Hovedbøjlen er fast og berører ikke hovedet, når hovedtelefonerne er på. Til gengæld er den lidt stive læderbetrukne bøjlepude sat i to elastikker, som automatisk indstiller sig selv og presses ned mod hovedet. Desværre er det lidt ubehageligt oven på hovedet, især hvis man som jeg, er lidt halvskaldet. Problemet ligger nok i, at puden ikke er særlig blød. Men ud over det, sidder hovedtelefonerne godt på hovedet.
    

Det første, man lægger mærke til på disse hovedtelefoner, er bunden, som er noget tilbagetrukket. Og den bund, der er, er knap så defineret; som om den synger lidt med. Men der er nu ikke forvrængningsproblemer i bunden, som man kunne foranlediges til at tro. Til gengæld er diskanten rigtig god og lige tilpas, så lydbilledet bliver transparent og gennemsigtigt. Visse instrumenter har det med at lyde lidt unaturligt på disse hovedtelefoner, men det er svært præcist at pege på det frekvensområde, som er skyld i dette. Til gengæld er dybden og stereoperspektivet helt i top på AKG modellen og i samme klasse som de dyreste i denne test.

Pris: Set til 1920,-kr.
Distributør: www.lydrommet.dk
Producent: www.akg.com

 

 

Sennheiser HD700
De dyreste hovedtelefoner i testen er den helt nye model fra Sennheiser, som skulle ligge tæt i lyd og design på deres topmodel HD800, men til lidt mere menneskelige penge.
    

Hovedtelefonerne med det lidt futuristiske design leveres i en flot fiberkasse, som dog er knap så velegnet som transportkasse; og ingen ekstraudstyr fra Sennheisers side. Den aftagelige Y-ledning sidder monteret med to stik i hver sin hovedtelefon, men den fine stofledning har desværre en tendens til at sno sig.
    

Hovedtelefonerne er smukt forarbejdet, selv om designet nok kan skille vandene. Der er brugt meget plastik og gummi i designet, men uden at det virker ”billigt”, det gør derimod hovedtelefonerne lette. Hovedtelefonerne justeres ved at trække i bøjlen, og den reguleres i små klik. Placeret på hovedet er de behagelige at have på, og det er det sæt af de seks, som sidder bedst.
    

Forventningerne til denne topmodel er store, når de sættes på ørene, og umiddelbart indfrier de fint. Men sammenlignet med lyden på mange af de øvrige modeller, så har HD700 visse problemer. De har et kraftigt løft i den lavere diskant omkring de 7 KHz, og det gør dem noget unaturlige at lytte på. Især vokaler med tendens til s-lyd bliver fremhævet og kan til tider være direkte enerverende. Mellemtonen er en smule tilbagetrukket, og det gør dem lidt kliniske og knap så musikalske at lytte på; og ret forskellige fra den anden Sennheiser model i denne test. Definition, dynamik og stereoperspektiv er blandt de bedste, og der er en god og fast bund i hovedtelefonerne, så de har virkelig nogle gode sider, men samtidig nogle mindre gode sider.

Pris: Set til 4320,- kr.
Distributør: www.sennheisernordic.com
Producent: www.sennheiser.com

 

 

Den forsvundne skat
Når regnestykket skal stilles op, så er der desværre ikke et entydigt facit. Det er med hovedtelefoner, som det er med monitorhøjttalere. Der er gode kandidater, men den optimale model er ikke til at finde; i hvert fald ikke mellem de seks hovedtelefoner, som er testet her. Alle som en har de fordele og ulemper, de er alle velegnede til at mixe på, og hvilken model, man vælger, kommer i høj grad an på, hvordan de skal bruges. Når der skal vælges en mix hovedtelefon, så vælg en model, som har fordele, der hvor de monitorhøjttalere, der forhåbentlig også lyttes på, har sine svage sider. På den måde kan man kompensere og samlet får et lytteværktøj, der fører en til det optimale mix i enhver henseende.

 

 

Af: Jens Walther

 

ProAV Digital

ProAV6 forside www

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • 30 år i branchen
  • Streaming udstyr
  • Audio over IP
  • Svalegangen
  • Minitech

Læs alt lige HER

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her