22. oktober 2013

Test: GoPro Hero 3+

Den nyeste version af de små hårdføre GoPro-kameraer kan både klare sig under vand på 30 meters dybde, på fronten af en Formel-1 bil og på en teaterscene. Det optager 4K, har slowmotion, har indbygget WiFi og er tæt på at være en kreativ uundværlighed.

 

GoPro’s oprindelige kamera var egentlig bare beregnet til alle de ekstremsport folk, som syntes at det kunne være cool med et Point-of-View-kamera. Men hurtigt var der nogen, som begyndte at bruge kameraet til alt muligt andet. Discovery Channel er en konstant reklame for GoPro-kameraer. Kigger man efter, vil man finde dem mange steder rundt om programmerne. Dels sat på personer og ting, der hopper, kører, springer og kravler. Men også som såkaldte Hero-kameraer, som ender inden i biler, der falder ud over skrænter eller bliver sprængt i luften. Et ”Hero”-kamera, er filmslang for det kamera, som ofrer sig for produktionen. Og det er da også til action-brug, at hovedparten af GoPro-kameraerne stadigvæk anvendes. Men GoPro har puttet flere og flere egenskaber ind i kameraerne, som gør dem mere universelt brugbare. Der er indbygget timelapse, slow-motion og 4K video i de små kameraer, der er mindre end en knyttet damehånd.
    

Den kompakte størrelse betyder, at man kan placere dem næsten alle steder, hvor der er mulighed for at spænde noget fast. Det er kun fantasien og mængden af spændebånd, som sætter grænserne. Siden alle GoPro-kameraerne har indbygget WiFi, kan de ikke alene fjernbetjenes, de kan også sende previews og videofiler til en app. Det fjerner en stor del af behovet for at skulle kravle på store stiger for at hente små SD-kort ud af et meget utilgængeligt kamera.
    

Dertil har GoPro et samarbejde med Technicolor, idet farvestyring og logprofiler er indbygget i kameraerne. Technicolor har også været en partner i udviklingen af den redigeringssoftware, som kan hentes gratis til kameraet.
    

I det følgende vil vi kigge nærmere på et GoPro 3 Black Edition, idet vi vil beskrive forskellene til den GoPro 3+ model, som blev annonceret i begyndelsen af november.

De forskellige versioner
Der er tre forskellige versioner af GoPro-kameraer på markedet i dag. Det er en White, Silver og Black versioner af Hero 3.

De har følgende egenskaber:
•    Hero 3+ White: Op til 1080P30 video,
    5 megapixel still, WiFi
•    Hero 3+ Silver: Op til 1080P30 video,
    10 megapixel still, WiFi
•    Hero 3+ Black: Op til 4K video,
    12 megapixel still, WiFi + medfølgende
    WiFi remote.
    Sensor og optik er ens på de to plus-modeller, hvor de begge har forbedret optik, bedre mikrofon og kraftigere processor i forhold til den mindste version.

    

Black-versionen har også en såkaldt SuperView-mode, hvor billedsensoren bruges på speciel vis. Det betyder, at hele 4:3 sensorens areal bruges, men billedet strækkes til 16:9 elektronisk. Normalt afmaskes sensoren til de forskellige opløsninger, men her bruges altså hele arealet. Dette kan kun lade sig gøre på plus-versionerne, da disse har en ekstra vidvinklet optik. Den var ellers vidvinklet nok i forvejen, da et GoPro 2 eller 3 har en optik, der svarer til en 6 mm omregnet til 35 mm optik. Det giver en billedvinkel på 170 grader.
    

Alle kameraer-versioner kan, afhængig af billedformat, optage med Ultra Wide og Medium-billedvinkel, mens de to større versioner også har en Narrow mode, som svarer til en 28 mm omregnet til 35mm optik. Medium billedvinkel svarer nogenlunde til en 14 mm omregnet. Alt i 1080HD. Det er en form for digital zoom, hvor mere eller mindre af billedsensorens areal anvendes afhængigt af den ønskede billedvinkel. Jo smallere billedvinkel, jo mindre fiskeøje-
effekt. GoPro’s software kan fjerne fiskeøjeeffekten, ellers findes der plug-ins til dette i FCP X. Premiere Pro har et decideret Fish eye filter. Derved er det muligt at opnå supervidvinklede optagelser med kameraerne uden forvrængning. En anden ny ting ved Hero 3+ Black Edition er ”Auto Low Light”, som simpelthen er optagelser med variabel frame rate, alt efter belysningen. Kameraerne har ikke blænde indbygget, men justerer belysningen ved at variere forstærkningen af signalet fra sensoren. Og Hero 3+ Black Edition har så en form for elektronisk lukker ved at variere frameraten. Men 3-serien er i forvejen rimelig lysfølsom, så det er en egenskab til de meget mørke situationer. Kameraet optager i MPEG4 med optil 15 megabit/S

Udstyr og opsæt
Kameraet kommer i en plastickasse, hvor der er kameraet, et akryl undervandshus, to døre til huset, et par monteringsbeslag, batteri og fjenbetjening. Kameraet bruger MicroSD-hukommelseskort, og skal der optages 4K eller slowmotion, kræves der et hurtigt hukommelseskort med minimum 50 gigabit/S skrivehastighed.
    

Ud over hukommelseskort er der to essentielle ekstra ting, man bør investere i. Det første er en specialversion af akrylhuset med udskæring til kabler (sceletton house), og et beslag, så kameraet kan monteres på stativ. Er man kun til action-sport er et ekstra batteri en bedre idé. Black Edition versionen af kameraet har nemlig en batterilevetid på omkring 90 minutters videooptagelser eller 300+ fotos. Batteriet i plus-modellen er lidt større end på den forrige model, hvilket giver op mod 2 timers batterilevetid, i heldigste fald.
    

Bruger man WiFi eller andet strømslugende tilbehør, falder batterilevetiden. Derfor er det vigtigt enten at have ekstra batterier eller kunne tilføre kameraet ekstern strøm via USB-tilslutningen. Det sidste kræver, at kameraet er monteret i acrylhuset med udskæringer til kablerne, ellers er der ingen mulighed for at nå kameraets stik. Her er der et USB- og et Micro HDMI-stik. USB-stikket har ekstra ind/ud-tilslutninger, sådan at der kan tilsluttes ekstern mikrofon eller sendes et komposite signal ud til for eksempel en monitor.
    

Opsætninger sker nemmest ved at bruge den dedikerede app. Ellers skal man gnidre med to af kameraets tre knapper. Der er en vælger-knap, som skifter mellem kameraets forskellige indstillinger, og der er en start/stop knap, som også fungerer som menu-vælger. Endelig er der en knap til at aktivere WiFi-funktionerne. Når de er aktive, blinker en lampe blåt. Der er også fire røde aktivitetslys på kameraet, sådan at man ikke er i tvivl om, at det er aktivt. Disse aktivitetslys kan slås fra. Endelig er der et diminutivt LCD-display, som er umuligt at aflæse i andet end sollys.

Billedkvalitet
Sensoren er på 1/2,5 tomme i 4:3 med 12 megapixel i 3+ Black Edition. Det er samme sensor i alle udgaver, så det er en elektronisk begrænsning, når GoPro angiver mindre antal megapixel for de billigere modeller.
    

Og billedkvaliteten er på højde med et af de allermindste professionelle kameraer. Men det er lidt afhængigt af indstillingerne, idet kameraet udelukkende styrer belysning via gain og framerate samt billedvinkel. Det sker ved at bruge større eller mindre dele af sensorens areal. Derfor er der nogle af kameraets billedindstillinger, som er federe end andre.

Vi kunne bedst lide:
•    2,7K25P – det er sensorens standardopløsning, knivskarp med mulighed for at beskære billedet i post. Minimal støj. Både wide og medium billedvinkel.
•    1080P50 – God til action, glimrende skarphed og moderat støj. Der er mulighed for wide, normal og narrow billedvinkel. Den narrow billedvinkel har mest støj.
•    720P100 – Lækker slow-motion. Narrow-billedvinklen har næsten ingen forvrængning og ender med at være tæt på en 50 mm på grund af afmaskningen af sensoren.
•    4K15P – Super nem timelapse med mulighed for at lave zooms og pan i post. Kan også bruges i en snæver vending til statiske objekter. Bliver ultraskarp nedskaleret til 1080P.
    Der er en del flere billedindstillinger, så der er rigeligt at eksperimentere med. Her kommer WiFi og app’en ind som en handy søgerfunktion - dog med noget forsinkelse, op til 6 sekunder.
    

Kameraet har en glimrende autohvidbalance og mulighed for log-billed-profiler. Hos GoPro kaldes log-profiler for Protune, som dels giver en logprofil for gamma, men også slår kameraets indbyggede støjreduktion fra samt fjerner kameraets digitale skarphedsfiler. Endelig bliver bitraten sat op til maksimalt 45 megabit/S.  
    

Resultatet bliver rigtig godt. Der er ingen problemer i at klippe optagelser fra et GoPro sammen med et almindelig videokamera inden for rimelighedens grænser. Dermed menes, at kameraet matcher fint et Canon XA20, men ikke et Sony FS700 med Super35 Sensor. Det er specielt støjen i mørke områder, som gør en forskel i forhold til kameraer med større sensorer.

Mange ekstra muligheder
Men der er mere end det. Kameraet er også et super habilt timelapse-kamera, hvor hvidbalance og belysning styres rigtig godt. Der skal være rigtig gode årsager til at bruge et DSLR i forhold til et GoPro, som er let at montere, har indbygget timer, kan kontrolleres via WiFi (med password) og leverer glimrende billedkvalitet. Med det rigtige hus og en plasticpose uden om kablerne, er det også vand- og støvtæt. Der er flere stillbilledmuligheder i kameraet, som alle er yderst brugbare sammen med remote-kontrollen. Der er en bustmode, som fyrer op til 30 billeder af i et sekund, og det er smart til actionfoto.
    

I forhold til andre actionkameraer, fra eksempelvis Sony, er GoPro-kameraerne mere fleksible med hensyn til monteringsmuligheder, de har flere optagemuligheder, WiFi-mulighederne er veludviklede, og dertil har GoPro-kameraerne en rigtig god billedkvalitet. Dertil er GoPro Hero 3+ Black Edition et rigtig godt kamera at have i
kameratasken til de totalbilleder, hvor andre kameraer slet ikke kan være med. Og fordi GoPro Hero 3+ netop er så fleksibelt, bliver man hurtigt inspireret til lige at sætte det op for at prøve nye billedvinkler. Den kreative effekt er der ikke mange andre kameraer, som har. Anbefales varmt.

 

 

Af: JOS Svendsen

 

ProAV Digital

ProAV6 forside www

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • 30 år i branchen
  • Streaming udstyr
  • Audio over IP
  • Svalegangen
  • Minitech

Læs alt lige HER

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her