4. april 2013

Test: Apogee Quartet

Amerikanske Apogee Digital har altid befundet sig blandt den lille håndfuld af producenter, som regnes for at lave de bedste digitale konvertere til lyd, og tidligere har disse også været firmaets varemærke. Produktperspektivet er efterhånden udvidet lidt, og de seneste år har firmaet lanceret en lang række lydinterfaces til Mac computere.

 

Når det nye Apogee Quartet interface bliver placeret ved siden af en Macbook, så skulle man næsten tro, at de to produkter kom fra samme firma. Apogee har udformet deres interface, så det falder fuldstændig naturligt ind i et Mac-miljø. Her er aluminium, glas med OLED display, og et design, som udstråler det samme kølige overskud og tjekkethed, som vi ser på Apple produkter. Apogee Quartet er i størrelse som en halv Macbook 13’, men Apogee har tiltet forpladen, så Quartet får en konsollignende fremtoning, og det betyder, at knapper og display er let betjent og de mange ledninger, som kan tilsluttes på bagsiden, bliver skjult af den skråtstillede forplade.
    

Informationerne på selve frontpladen er minimale, og det er med til at gøre interfacet indbydende og overskueligt. Den eneste bevægelige del er den store volumenknap. Resten af betjeningen foregår på touch glaspladen, hvor ni runde markeringer styrer de mange funktioner. De seks af touchknapperne har en fast funktionalitet, men de sidste tre, placeret over volumenknappen og markeret A, B og C, kan styre forskellige funktioner, som vælges i den tilhørende software.
    

På det sorte touchpanel er der også to usynlige felter, bag hvilken der findes et OLED display. På disse display ses funktionerne for ind- og udgangene, når disse bliver betjent. Samtidig viser disse display også metre for henholdsvis ind- og udgange.
    

har 4 indgange, hvori der både kan tilsluttes jackstik eller XLR stik, og indgangene kan da også både bruges til mikrofoner, linjeindgange eller instrumenter med høj impedans (el-guitar og bas). De seks analoge udgange er af pladshensyn lavet med balancerede jackstik og umiddelbart ved siden af disse er der to optiske digitale indgange, som kan bruges med Adat eller SMux protokollen og giver mulighed for at tilslutte yderligere 8 indgange, hvis de bliver leveret digitalt i et af disse to formater. Der er to USB tilslutninger på bagsiden, den ene bruges til computeren, mens den anden bruges til MIDI udstyr. Desuden er der en WordClock udgang og en indgang til den medfølgende strømforsyning. Apogee Quartet kræver nemlig så meget strøm, at den ikke kan nøjes med den strøm, som bliver leveret gennem USB forbindelsen.
    

Det kan undre, at man på et interface i denne klasse har valgt at udelade en standard SP/Dif eller AES/EBU digital udgang; og for den sags skyld ikke har en standard stereo digital indgang i samme format. Men Apogee har tilsyneladende ment, at her var det rigtige sted at spare!!

Funktionalitet og software
Inden Apogee Quartet tages i brug, er det nødvendigt at downloade det seneste software fra Apogee’s hjemmeside. Sammen med softwaren følger også den seneste firmware til hardwaren samt et lille program, som tjekker, om det er nødvendigt med en firmware opdatering. I dette tilfælde var det nødvendigt, og efter en succesfuld firmware opgradering, så blev Maestro softwaren fra Apogee installeret.
    

Softwaren giver øget funktionalitet til interfacet, men de almindelige funktioner kan betjenes direkte fra enheden og kræver ikke, at man går ind i softwaren eller at softwaren er startet op. På enheden kan indgangsgain styres på de fire indgange ved at trykke på en af de fire knapper betegnet 1, 2, 3 eller 4. Når der trykkes på disse, vises gain i det lille display, hvor det også er indikeret, hvilket slags indgang, som der valgt på den respektive indgang (mic, linje eller instrument), om der er phantomspænding på indgangen (mic), om indgangen er en del af en gruppe, og om fasen er vendt på indgangen. Desværre er det kun indgangsniveauet, som kan styres på enheden via volumenknappen, de øvrige funktioner skal styres via softwaren. Når indgangen er valgt til linje-indgang, så er gainfunktionen sat ud af drift, men på softwaren kan der vælges mellem +4 dB eller -10 dB, fuldstændig som det skal være på et professionelt interface. Man kan mene, at det burde være muligt at trimme linjeindgange, men det er jo altid muligt at justere på selve lydkildens lydstyrke, så det burde ikke give nogle problemer.
    

Gruppefunktionen virker kun, når indgangen er valgt til mic eller instrument, og betyder, at to eller flere indgange kan niveaujusteres ens. Der er to grupper på Quartet, så der eksempelvis kan styres to stereosæt af mikrofoner. På hver indgang er der også en softlimit funktion, som runder kanterne, hvis man er så uheldig at ramme loftet,
eksempelvis i en liveoptagelse. Apogee var de første, som lavede softlimit funktionen i en konverter, så de har en lang tradition for at gøre dette godt.

Brugbarhed
Mixerpulten er for længst blevet forvist ud af studiet, og siden har enhver professionel studiebruger benyttet en såkaldt monitorcontroller til at vælge lydkilde, skifte højttalersæt, lytte i mono, dæmpe signalet (dim) og lukke signalet (mute). Enhver, som arbejder seriøst med lyd og mix har mindst to og gerne tre højttalersæt foran sig, når der lyttes, og de mange højttalersæt bruges til at kontrollere mixet.
    

De tre brugerkontrollerede trykknapper på Apogee Quartet skjuler nogle unikke funktioner, som øger lydinterfacets anvendelighed anseeligt og ligefrem betyder, at man kan spare monitorcontrolleren på studiebudgettet. I softwaren kan man styre, om man sidder foran 1, 2 eller 3 højttalersæt, og derefter kan A, B og C knapperne selvfølgelig styre, hvilke højttalersæt, man lytter på. Knapperne kan også fungere som dim eller mono knap, så de vigtigste funktioner fra monitorcontrolleren findes her. Hvis man sidder på tre højttalersæt, så kommer man dog hurtigt til kort og
ønsker, at Apogee havde lagt en ekstra knap på Quartet, så den vigtige mono-funktion også kunne aktiveres samtidig med tre højttalersæt. Mono og Dim kan selvfølgelig aktiveres på softwaren, men det er bare ikke lige så intuitivt som hvis de ligger på dedikerede knapper. Mute derimod ligger i volumenknappen, og signalet bliver lukket, når der trykkes på den.
    

Ideen med at bruge interfacet til monitor-controller er oplagt, og det kan undre, at andre producenter ikke har fået samme ide. Det er kun set tidligere på et M-Audio interface og til dels på nogle RME interface, men ikke så elegant og simpelt, som det er implementeret her. I softwaren kan man styre niveauet på hver højttalersæt, hvis der er stor forskel på disse, og der kan også lyttes på flere lydkilder via den indbyggede mixer.

Latency og medhørsmixer
Når realtidslyd monitoreres igennem et interface og en computer, opstår der altid en lille forsinkelse, kaldet latency. Denne forsinkelse kan give timingsproblemer, når der indspilles. Quartet interfacet kan uden besvær arbejde med lave latency tider, helt ned til en værdi på 32 samples, som svarer til en forsinkelse gennem systemet på ca. 3 ms. Under testen blev der prøvet både med 32 og 64 samples, og selv om det siger mere om computerens power end lydinterfacet, så var der ingen besvær med 64 samples, mens 32 samples kunne håndteres med færre spor og få softwareinstrumenter på en i7 baseret Macbook.
    

Hvis man arbejder i et projekt, som kræver mange softwareinstrumenter og derfor en højere latency på 128-256 samples, så kan det være en god ide at udnytte de software mixere, som ligger i Maestro softwaren. Her er to ens mixere, som hver især kan køre på to forskellige stereo udgange, så man eksempelvis kan lave to forskellige medhørsmix til musikerne, når de indspiller. Når disse mixere benyttes, så kører den monitorerede lyd ikke igennem computeren, men bliver monitoreret direkte fra interfacet, og herved vil forsinkelsen være ikke hørbar.

Lydkvalitet
Her er ikke en finger at sætte. Når der lyttes til mix og almindelig musik, så lægger man først og fremmest mærke til stereoperspektivet og den høje detaljerigdom. Interfacet er et stykke værktøj for teknikere, som skal lytte og korrigere på det, som høres, og her er netop disse to kvaliteter ekstremt vigtige. Her er en hørbar
forskel i forhold til billigere lydinterface.
    

Apogee Quartet eksilerer også på indgangssiden, hvor mikrofonforforstærkeren lyder fremragende. Den er transparent og neutral, men på ingen måde kedelig. Hver mikrofon, om det er en kondensator, dynamisk eller båndmikrofon, har her de bedste betingelser. Forstærkningen er helt oppe på 75 dB, så selv mikrofoner med et svagt output har en chance med denne forforstærker. Og sammenlignet med vores test reference, så er
forforstærkeren i Quartet lige så vellydende, men samtidig mere støjsvag.

Sådan en må jeg også h…
Apogee Quartet er et fremragende lydinterface, men kvalitet koster penge, og enheden hører til i den dyre ende. Med en lyd, design og brugerflade, der gør en glad, når man arbejder med det, så er Apogee Quartet alle pengene værd. At lydinterfacet samtidig erstatter monitorcontrolleren i studiet betyder, at prisen bliver lidt mere overkommelig. På grund af sine trods alt sparsomme indgange på 12, hvis Quartet suppleres med en preamp boks med Adat tilslutning, så har interfacet størst chance i studier, som ikke har brug for at indspille med mange mikrofoner på en gang. Interfacet vil især gøre sig i studier med fokus på mix, mastering og postproduction, og netop her vil monitormulighederne og de høje lydkvaliteter blive ekstra værdsat. Alle PC brugere kan godt ærgre sig over, at interfacet kun virker med Mac computere.
    

For øvrigt har Apogee netop bekendtgjort, at interfacet i fremtiden også virker sammen med iOS enheder såsom iPad og iPhone. En Maestro App kan allerede downloades.

 

Af: Jens Walther

 

ProAV Digital

ProAV6 forside www

Nyt nummer ude nu!

Læs bl.a. om:

  • 30 år i branchen
  • Streaming udstyr
  • Audio over IP
  • Svalegangen
  • Minitech

Læs alt lige HER

Annoncering

Få kontakt til en købestærk målgruppe i Danmarks eneste PRO AV magasin

Se mere her

Typisk ProAV læser

74,5% er meget tilfreds med det redaktionelle indhold

Se mere her